Carolyn Burke: Lee Miller. On both sides of the camera (Bloomsbury, 2006, 430 sider, 149 kroner i Politikens Boghal) Anmeldelse bragt i Weekendavisen 29.06.2007

”Der har vi jo Man Rays muse!” tænkte jeg straks, jeg fik Carolyn Burkes digre biografi om Lee Miller mellem hænderne. Prydet, som den er, af den gudesmukke Lee med kort, bølget Garçonne-cut, svanehals og de Greta Garbo-lignende træk. ”Var det ikke hendes nøgne ryg, der lignede en violin på det dér Man Ray-fotografi..?” tænkte jeg videre, og det var det så ikke. Ryggen tilhørte Man Rays muse i midten af 20erne, Kiki de Montparnasse. Til gengæld stod Lee blandt meget andet model til det velkendte fotografi La femme surréaliste (1930) med bar overkrop og gitter for ansigtet, ligesom hun spillede med i Jean Cocteaus film "Blood of a Poet."

”Der findes simpelthen for mange portrætter af Lee Miller, skabt af bedre kendte kunstnere end hende,” skriver Burke i forordet og rev mig effektivt ud af min muse-vildfarelse. For godt nok agerede Lee Miller græsk gudinde for Man Ray og ikon for Vogues læsere i slutningen af 20’erne og begyndelsen af 30’erne. Men hun agerede i lige så høj grad bag kameraet som fotograf af den surrealistiske skole, og intet tyder på, at hun stod det mindste tilbage for Man Ray. For eksempel er hun ophavskvinde til de bedste portrætfotografier af Picasso, Chaplin, Miró, Marta Gellhorn og Man Ray - og temmelig unlikely var hun en fremragende krigsfotograf under Anden Verdenskrig. Som eneste kvinde tilbragte hun krigsårene i Europas brændpunkter, og i 1945 dokumenterede hun befrielsen med et selvportræt i Hitlers badekar i München og en samling stærkt oprivende billeder fra koncentrationslejren i Dachau. Og der er mere til hendes historie end det. Mest oplagt en barndom, der i den grad må betegnes som langt ude.

Lee blev født ind i en opadstræbende familie i Poughkeepsie, New York. Året var 1907, Lee hed på det tidspunkt Elisabeth, og fra begyndelsen var hun faren Theodores øjesten. Hans kone, Florence, foretrak langt Elisabeths storebror John, og imens hun klædte ham i pigetøj og gav ham bånd i håret, så han senere fik store problemer med sin kønsidentitet, blev Elisabeth opdraget som dreng. Hun blev også fotograferet i et væk, for Theodore havde en passion for mekanik og kunne slet ikke få nok af den lyslokkede pige. Atten måneder gammel fotograferede han hende nøgen for første gang, og frem til hun var først i tyverne, stod hun og veninderne løbende nøgenmodel for ham, ofte i æggende positurer. Til gengæld vækkende han den unge Elisabeths interesse for lys og skygge, skuespil og mekanik.

Skummelt? I den grad, men næppe mere traumatisk for Elisabeth end hendes ophold hos forældrenes svenske vennepar i Brooklyn. Elisabeth var på det tidspunkt syv år gammel, og en dag blev hun voldtaget af venneparrets svoger med det suspekte navn Onkel Bob. Han havde også held til at smitte hende med gonorre, og det var et helt traume i sig selv, for på det tidspunkt bestod behandlingen af mange ugentlige udskylninger af blæren og rensninger af livmoderhalsen. Et job, Florence forestod, og ellers lod både hun og Theodore, som var alt i sin skønneste orden. John og lillebroren Erik måtte selv stykke historien sammen, imens deres søster skreg af smerte bag lukkede døre og ændrede sig fra charmerende til helt uregerlig. Få dage før, Elisabeth fyldte otte, forsøgte Theodore sig med sin egen form for terapi. Nøgenterapi, kan man kalde den. En morgen i april tog han Elisabeth med ud i sneen udenfor deres hus, og der stod hun så. Kun iført hjemmesko og med skuldrene helt oppe under ørerne, men uden at ryste. Det ville jo have ødelagt fotografiet.

Men unge Elisabeth var også en smækforkælet ballademager, der blev smidt ud af samtlige skoler og fik Theodore til at punge ud, hver eneste gang hun ville prøve en ny uddannelse. Skuespil i Paris, lyssætning på Vassar, dans, tegning, kalligrafi og kunsthistorie, til hun blev spottet i New York af Condé Nast, grundlæggeren af blandt andet Vogue, der tilbød hende modeljob for bladet. Ved samme lejlighed skiftede hun Elisabeth ud med det androgyne Lee og kastede sig ud i en dekadent livsførelse med masser af mænd. Ikke sjældent var de 20-30 år ældre end hende som en vis Theodore, og det samme gjaldt da også Man Ray, som hun opsøgte i Paris i 1929. Hun fortæller: ”Jeg bad ham om at gøre mig til sin elev. Han svarede, at han aldrig tog elever, men jeg gætter på, at han faldt for mig. Vi levede sammen i tre år, og jeg lærte en masse om fotografi.” Mildt sagt. Faktisk sugede Lee Miller så meget til sig, at det efterhånden blev umuligt at se, om det var Man Ray eller ”Madame Man Ray” – som hun blev kaldt - der havde taget billederne.

Et traditionelt harmonisk par blev de dog aldrig. Lee Miller var mange centimeter højere end Man Ray, der led alskens kvaler i den anledning, og monogamt anlagt var hun ikke. Hun havde heller ikke til sinds at stå i den store mesters skygge. Så i 1932 forlod hun ham og slog sig ned som celebrityfotograf på Manhattan. ”Jeg vil hellere tage billeder end at være et!” proklamerede hun og kaldte ellers sin retning for den amerikanske version af Man Ray Skolen - til den forsmåede Man Rays store fortrydelse. Starquality havde hun allerede, og succes fik hun til overmål, men vedholdende var hun ikke, og i 1934 lukkede hun biksen, giftede sig med den egyptiske forretningsmand Aziz Eloui Bey og flyttede til Cairo. Her levede hun som hjemmegående til 1939, hvor hun forelskede dig i den surrealistiske maler og kurator, Roland Penrose, og slog sig ned i London og siden i Sussex. De fik sønnen Anthony i 1946.

Når man undtager de højproduktive, om end traumatiske krigsår rundt om i Europa, fotograferede Lee Miller kun sporadisk efter 1934, og Roland Penrose havde mere travlt med sin egen karriere og sine elskerinder end med at hjælpe hende tilbage på banen. Resultatet fremgår tydeligt af de billeder, der findes af Lee Miller fra de sidste 30 år af hendes liv. Deprimeret, fordrukken og fløjtende ligeglad med sit udseende blev hun, og tillige så excentrisk, at hendes søn langt hellere ville hentes i skolen af sin barnepige. Ingen i Sussex vidste, hvad der var hændt i hendes barndom eller under krigen, og hendes eneste tilbageværende passion var gourmetmadlavning. Det nød de mange prominente gæster til gengæld godt af. Picasso, Man Ray, Dorothea Thanning og Max Ernst, blandt andre.

Lee Miller døde af kræft i 1977, 70 år gammel, og havde det ikke været for hendes søn, der opdagede over 20.000 fotografier blandt hendes ting og gjorde alt for at få dem frem i lyset igen, havde den famøse muse-historie utvivlsomt fået lov at stå ukommenteret. Nu kan man i stedet opleve Man Rays kvindelige modstykke på V & A i London fra 5. september 2007 til 8. januar 2008.

Og så kan man selvfølgelig også læse Carolyn Burkes biografi, om end den unægteligt er mindst 200 sider for lang, unødigt detaljeret og ikke ligefrem skrevet med årets mest sprudlende pen. Desuden lider den under en påfaldende mangel på billedmateriale, der får læseren til at bladre frem og tilbage i håb om, at dette eller hint beskrevne fotografi dog må være der et sted. Men selv i disse uoptimale rammer hæver Lee Millers omskiftelige historie og indiskutable talent sig langt ud over det sædvanlige. Jeg kan allerede høre London kalde!