Helen Mirrens glittede coffee table-scrapbog af en selvbiografi er lige til at blive i godt humør af
Helen Mirren: In the Frame. My Life in Words and Pictures (Weidenfeld & Nicolson, 2007. 272 sider, £12.00 over amazon.co.uk) Anmeldelse bragt i Weekendavisen 11.04.2008
Ilyena Vasilievna Mironoff. Det lyder måske ikke som nogen, man kender, men tag ikke fejl. Bag det aristokratiske, russiske navn gemmer der sig én af verdens ubetinget største, nulevende skuespillerinder. Nemlig den 62-årige britiske Dame Helen Mirren, der i de seneste år er strøget helt til tops med sine hovedroller i oscarvinderen The Queen, Emmy- og BAFTA-vinderen Prime Suspect – The Final Act og Golden Globe-vinderen Elisabeth I.
Selv er jeg nogenlunde lige så indtaget i hende og alt, hvad hun foretager sig på film, tv og de skrå brædder, som jeg forestiller mig, at vor hjemlige Bettina Heltberg må være det i George Clooney. Og jeg er så langt fra alene. Surfer man på YouTube – og det gør man naturligvis, når man er indtaget i nogen – kan man fouragere i hundredvis af mere eller mindre groteske tributes. Helen Mirrens utallige prismodtagelser og fantastiske gallaoutfits med Queen of the Night som underlægningsmusik. Hendes legendariske og for amerikanere stærkt stødende takketale i forbindelse med Elisabeth I ("my biggest triumph is not falling arse over tit. If you saw the shoes I had on you would understand.") Hyldest til den lesbiske klassiker Losing Chase med filmklip og –stills, hvor Helen Mirren lægger kraftigt an på Kyra Sedgwick. Endnu flere hyldester til hendes ægteskab med filminstruktøren Taylor Hackford, deriblandt adskillige sammenklip af prægnante kyssescener med This Kiss som underlægningsmusik. Helen Mirren henslængt lækker i diverse talkshows. Helen Mirren som Shakespeare-ensembleskuespiller. En ung Helen Mirren, der reklamerer for opvaskehandsker samt et større antal hyldester til Helen Mirren taking her kit off, som de siger i England. Fra tidlige, pornografiske mærkværdigheder som Exalibur (1981) og Caligula (1980) til senere skud på stammen som Calendar Girls (2002) og Shadowboxer (2005). I sidstnævnte spiller hun en lejemorder, der har et forhold til sin unge, sorte stedsøn, og ”selvfølgelig sagde jeg ja til rollen,” som hun skriver i sine nys udkomne erindringer In the Frame. My life in Words and Pictures. ”Jeg blev jo iklædt Vivienne Westwood fra top til tå.”
So true og aldeles typisk for den Helen Mirren, der træder frem In the Frame. En kvinde, der er så ready for her close-up, som hun kan blive, og i tilgift virker så hujende ligeglad med, hvad verden måtte mene, at hun har skabt en bog præcis efter sit eget hoved. ”Når jeg læser selvbiografier, er det altid billederne, der interesserer mig,” lyder eksempelvis forklaringen på, at hendes bog snarere må kaldes en glittet coffee table-scrapbog end en biografi i traditionel forstand. Fyldt, som den er, med eksklusive barndoms- og familiebilleder, pressebilleder, film-, teater- og nøgenbilleder, kunstfotos, memorabilia, håndskrevne breve og postkort i én pærevælling.
So true og aldeles typisk for den Helen Mirren, der træder frem In the Frame. En kvinde, der er så ready for her close-up, som hun kan blive, og i tilgift virker så hujende ligeglad med, hvad verden måtte mene, at hun har skabt en bog præcis efter sit eget hoved. ”Når jeg læser selvbiografier, er det altid billederne, der interesserer mig,” lyder eksempelvis forklaringen på, at hendes bog snarere må kaldes en glittet coffee table-scrapbog end en biografi i traditionel forstand. Fyldt, som den er, med eksklusive barndoms- og familiebilleder, pressebilleder, film-, teater- og nøgenbilleder, kunstfotos, memorabilia, håndskrevne breve og postkort i én pærevælling.
Men kan med rette hævde, at ”jeg er velsignet med en vidunderligt glemsom hjerne,” og ”jeg har altid fundet verden omkring mig mere interessant end min indre verden” ikke ligefrem er så heldigt i en selvbiografisammenhæng. Men kan man leve med, at introspektion og kronologi ikke just er forfatterindens stærke side, kan man sagtens springe på. Ingen tvivl om, at visse afsnit er rene opremsninger af højdepunkt efter højdepunkt, at flere afsnit helt mangler, mens andre er påfaldende lange og omstændelige. Specielt de indledende, der omhandler hele anegalleriet. Farfaren, der strandede i London efter den russiske revolution, faren, der skiftede Mironoff ud med Mirren for at blive fuldgyldig englænder og hende selv, der voksede op i efterkrigstidens Chiswick, London, i en søskendeflok på tre. Men man skal godt nok være ualmindeligt upåvirkelig for ikke at blive i strålende humør af denne kvinde, der har fulgt sit hjerte fra de første optrædener til nu og efter alt at dømme har haft en fest med at være sig selv hele vejen.
Vi hører om den usikre, 23-årige skuespillers besøg hos en håndlæser i London. ”Jeg vil nærstudere din hånd og så vil jeg tale meget hurtigt. Du vil ikke kunne huske, hvad jeg siger, så skriv det ned så hurtigt, du kan,” lød hans ordre, og som sagt så gjort. ”Efter omkring tyve minutter var jeg fem pund fattigere, og tilbage stod jeg med hele min fremtid skriblet ned på en kæmpe bunke papirer. Det var fuldkommen korrekt, jeg kunne intet huske. Altså ud over, at han sagde ’du bliver succesfuld, men du vil opleve din største succes senere, efter et du er fyldt 45.’ Ikke ligefrem noget, man har lyst til at høre som 23-årig,” mindes Helen Mirren, der endte med at smide skriblerierne i den nærmeste skraldespand. Når man som hun ønskede, at livet skulle være et eventyr, gik det jo ikke an at kende slutningen.
Og eventyrlige oplevelser har der været nok af. Fra de første og knap så glorværdige, f.eks. med stykket Little Malcomn and His Struggle Against the Eunuchs, hvor hendes legendariske replik ”will you shaft me?” – på dansk: vil du kneppe mig? - fik publikum til at udvandre på stribe, til eksperimentalteater gennem Afrika, syretrip i de glade 60ere, forholdet til den syv år yngre Liam Neeson og et harem af andre mænd, den daglige champagnerus inden filmoptagelserne til The Cook, The Thief, His Wife, and Her Lover og mødet med den gifte Taylor Hackford under indspilningerne til White Nights (1985), hvor hun spillede tidligere ballerina med tyk russisk accent.
Vi hører om den usikre, 23-årige skuespillers besøg hos en håndlæser i London. ”Jeg vil nærstudere din hånd og så vil jeg tale meget hurtigt. Du vil ikke kunne huske, hvad jeg siger, så skriv det ned så hurtigt, du kan,” lød hans ordre, og som sagt så gjort. ”Efter omkring tyve minutter var jeg fem pund fattigere, og tilbage stod jeg med hele min fremtid skriblet ned på en kæmpe bunke papirer. Det var fuldkommen korrekt, jeg kunne intet huske. Altså ud over, at han sagde ’du bliver succesfuld, men du vil opleve din største succes senere, efter et du er fyldt 45.’ Ikke ligefrem noget, man har lyst til at høre som 23-årig,” mindes Helen Mirren, der endte med at smide skriblerierne i den nærmeste skraldespand. Når man som hun ønskede, at livet skulle være et eventyr, gik det jo ikke an at kende slutningen.
Og eventyrlige oplevelser har der været nok af. Fra de første og knap så glorværdige, f.eks. med stykket Little Malcomn and His Struggle Against the Eunuchs, hvor hendes legendariske replik ”will you shaft me?” – på dansk: vil du kneppe mig? - fik publikum til at udvandre på stribe, til eksperimentalteater gennem Afrika, syretrip i de glade 60ere, forholdet til den syv år yngre Liam Neeson og et harem af andre mænd, den daglige champagnerus inden filmoptagelserne til The Cook, The Thief, His Wife, and Her Lover og mødet med den gifte Taylor Hackford under indspilningerne til White Nights (1985), hvor hun spillede tidligere ballerina med tyk russisk accent.
Det startede skidt med, at Taylor Hackford kom for sent til den aftalte casting, så Helen Mirren nær havde forladt bygningen i vrede, men endte hurtigt et helt andet sted. Taylor Hackford lod sig skille fra sin kone, da optagelserne var slut, og Helen Mirren besluttede for første gang i sit liv at prioritere sit forhold højere end sit arbejde. Hun flyttede ind hos Hackford og hans to sønner i Hollywood, selv om hun ikke havde skyggen af navn i USA, og langsomt fandt hun sine ben. Ikke mindst takket være rollen som den hårdkogte Detective Superintendent Jane Tennison i BBC-serie Prime Suspect. Selv var Helen Mirren så meget i tvivl om, hvorvidt serien ville hitte eller floppe, at hun ikke turde møde op til screeningen, men sendte sin nevø. Han var heldigvis begejstret, og det var resten af verden som bekendt også. Fra at være en relativt kendt teaterskuespiller i hjemlandet, fik Helen Mirren pludselig sit helt store gennembrud verden over, og derfra er det gået slag i slag. Kulminerende med det, hun meget passende har døbt My Amazing Year.
“Da The Queen havde premiere ved filmfestivalen i Venedig, var det første gang, den blev vist for et publikum /../ Hvis et italiensk publikum kan lide en film, så får den stående klapsalver. Efter The Queen rejste publikum sig og klappede i hvad der føltes som lang tid, og helt overvældet af øjeblikket løftede jeg armene som en operastjerne. Mens jeg gjorde det, tænkte jeg faktisk ’hvad fanden laver du, Helen – spiller Evita?’ Så hurtigt, jeg kunne, sænkede jeg armene igen, meget skamfuld. Min mand kan nu ret hurtigt få mig ned på jorden ved lige så stille at nynne Don’t cry for me, Argentina..."
Citatet her får faktisk Helen Mirren til at fremstå væsentligt mere åbenhjertig, end rimeligt er, for har man fulgt hende som undertegnede, er der reelt ikke meget nyt at komme efter på tekstsiden. Kun ganske få afsløringer i stil med, at hun aldrig har konsulteret en psykolog, at hendes forældre havde et fortræffeligt sexliv, at hun elsker parykker og store kjoler (tell me about it!), og at hun af natur er vældig konfliktsky modsat Taylor Hackford. Men man lever fint med det takket være billedmaterialet, der siger mere end alle ord. En 62-årig, der oser af selvtillid, erotik og livslyst uden at ligne én, der har betalt sig fra rynkerne eller er gået amok til astanga yoga. Dette er Helen Mirren på toppen og et forbillede for alle, der holder af at være i live. Takket være hende er 60something godt på vej til at blive den mest attraktive af alle aldre.
“Da The Queen havde premiere ved filmfestivalen i Venedig, var det første gang, den blev vist for et publikum /../ Hvis et italiensk publikum kan lide en film, så får den stående klapsalver. Efter The Queen rejste publikum sig og klappede i hvad der føltes som lang tid, og helt overvældet af øjeblikket løftede jeg armene som en operastjerne. Mens jeg gjorde det, tænkte jeg faktisk ’hvad fanden laver du, Helen – spiller Evita?’ Så hurtigt, jeg kunne, sænkede jeg armene igen, meget skamfuld. Min mand kan nu ret hurtigt få mig ned på jorden ved lige så stille at nynne Don’t cry for me, Argentina..."
Citatet her får faktisk Helen Mirren til at fremstå væsentligt mere åbenhjertig, end rimeligt er, for har man fulgt hende som undertegnede, er der reelt ikke meget nyt at komme efter på tekstsiden. Kun ganske få afsløringer i stil med, at hun aldrig har konsulteret en psykolog, at hendes forældre havde et fortræffeligt sexliv, at hun elsker parykker og store kjoler (tell me about it!), og at hun af natur er vældig konfliktsky modsat Taylor Hackford. Men man lever fint med det takket være billedmaterialet, der siger mere end alle ord. En 62-årig, der oser af selvtillid, erotik og livslyst uden at ligne én, der har betalt sig fra rynkerne eller er gået amok til astanga yoga. Dette er Helen Mirren på toppen og et forbillede for alle, der holder af at være i live. Takket være hende er 60something godt på vej til at blive den mest attraktive af alle aldre.
