Mesterlig og medrivende svensk bitchfest
Mara Lee: Ladies. Oversat af Camilla Christensen (Rosinante, 396 sider, 299 kroner) Anmeldelse bragt i Weekendavisen 29.08.2008
’Chicklit upgrade’ står der allerøverst på den pressemeddelelse, der følger med mit eksemplar af Mara Lees (f 1972) romandebut Ladies. Der burde dog have stået ’mesterlig og medrivende svensk bitchfest’ eller ’Kom an, Atwood!’ eller slet og ret ’årets største læseoplevelse’. Og det ville ikke engang være spor for meget. For ganske vist har det danske kunstnerkollektiv Uden frygt forsynet Ladies med et helt hen i vejret ringe omslag, der signalerer den værste gang chicklit længe set. Pink bundfarve for og bag, Ladies med partiel lak og la grande bodypart treatment med nøgen kvindeoverkrop i shampooreklamepositur, komplet med tilbageslynget hår og sæbebobler. Men hvis Ladies er chicklit, upgrade eller ej, er Margaret Atwoods Røverbruden og Siri Hustvedts Med bind for øjnene det også. Det er i de kvalitative luftlag, vi befinder os, og skaber omslaget umiddelbart uro i trussen hos chicklitpublikummet, vil hver eneste chick da gå totalt kold over det faktiske indhold.
På et helt overfladisk plan kan man velsagtens godt argumentere for, at Mara Lee benytter sig af chicklittens godt prøvede virkemidler. Vi har unge, kvindelige hovedpersoner så smukke, at tilfældige folk på gaden taber underkæben af benovelse, vi har overfladisk smartness på et stockholmsk galleri, og så har vi den mest selvfølgelige, letflydende prosa. Men i Ladies er der ingen heltinder at identificere sig med og ingen prinser på hvide heste, hovedtemaet er ikke kærlighed, men korrumperende skønhed og galopperende narcissisme, og læseren får de første hundrede døre til alverdens fortolkningsrum lige i synet. Hvad gør kunst til kunst? Hvad gør skønhed skøn? Vil man læse den helt store samtidsroman, kan man begynde her. En fuldtræffer fra kvindelivets stilletpløjede slagmark.
Fra begyndelsen leger romanen dristigt med læserens begær efter at skabe mening og sammenhæng. Den er opdelt i syv dele med en mængde underkapitler, der veksler mellem Skåne i 80erne, Paris i 90erne og Stockholm i 2006. Indenfor disse rammer følger vi i shortcuts galleriejeren Lea, hendes veninde Mia, digteren Laura, fotografen Siri/Iris og hendes assistent Jean, og det fungerer forbilledligt. Mara Lee holder sin historie i et jerngreb, og over 400 sider springer læseren ikke et eneste komma over. Tværtimod læser man gerne lange passager flere gange, fordi fortællerstemmen er så bidende ironisk og fandens præcis.
Hurtigt forstår man, at de fem hovedpersonernes veje har krydset hinanden med fatale konsekvenser way back. Det går også hurtigt op for én, at Lea og Mia nu vil have hævn over Siri og Jean, og langsomt, langsomt afslører det sig hvorfor og hvordan. I centrum af begivenhederne står Lea. Den ’evolutionære saltomortale’, der stik mod alle biologiske odds er faldet så underskøn ud, at hele verden, inklusive Lea selv, slet ikke kan få nok af at betragte hende. Faktisk er Lea så forelsket i sit eget spejlbillede, at det eneste, der tænder hende seksuelt, er billeder af sig selv eller, alternativt, fuldendte kunstværker. Ind imellem scorer hun også helt unge fyre, der snarere er ynglinge end mænd, og den interesse deler hun med veninden Mia. Den engang så kæphøje balletdanser, der efter et traume i barndommen har lagt alle ambitioner på hylden og omdannet sit liv til en permanent fritidsbeskæftigelse.
Som Mara Lee har hun asiatisk baggrund, forstår man midtvejs, hvor hun pludselig omtales som ’hende kineseren’, og et andet sted i Stockholm sidder endnu en hovedperson, der deler visse træk med forfatterinden. Nemlig digteren Laura. Før succesen med Ladies var Mara Lee en lige så smal digter med to seksuelt eksplicitte kortprosasamlinger bag sig. Laura er tidligere model, og igen spiller romanen på skønhed som den helt store forbandelse. ’Da skønheden omsider døde, fødtes digteren Laura Magnusson,’ hedder det. Laura er dog stærkt forstyrret, og hendes eneste kontakt til omverdenen er psykologen, den hennafarvede veninde og printeren, der spytter sider ud, som hun ikke mener at have skrevet. Mia forsøger gentagne gange at få Laura i tale, uden at man helt forstår forbindelsen mellem dem. Altså andet, end at den utvivlsomt har noget at gøre med den fjerde hovedperson, hotshotfotografen Siri, bedre kendt som Iris C. Hun er bosat i Paris og har en retrospektiv udstilling foran sig. Tilfældigvis på Leas galleri Albany.
Siri/Iris-navnet er næppe et tilfælde. I Siri Hustvedts postmoderne newyorkerroman Med bind for øjnene hed hovedpersonen netop Iris – Siri stavet bagrfra – og i begge bøger er fotografi og tyveri to sider af samme sag. Fotografer beskrives som dæmoner, der ikke spørger om lov, før de stjæler og udstiller menneskers allerdybeste hemmeligheder i nådesløse snapshots, og lige præcis sådan er Siri/Iris. Ved sin side har hun den androgyne Jean, der som den ditto androgyne Paris hos Hustvedt snarere er et tomt tegn, der drejer handlingen om sin lillefinger, end en egentlig person af kød og blod. Samtidig er Jean på spidsfindig vis knyttet til fortidsplanet. Både i Skåne og i Paris, hvor Lea som ung studerende mødte ham i den kvindelige professor Albanys inderkreds. Albany begærede Lea, Lea begærede sig selv, og det gik først for sent op for hende, hvad Jeans begær dybest set var rettet mod. Kødeligt er begæret under alle omstændigheder sjældent i Ladies, og kategorier som hetero og homo er sat helt ud af spillet. Uvægerligt skubber det til læserens verdensbillede, fordi det dissidente begær er så overbevisende beskrevet som normen snarere end undtagelsen.
A lady always knows when to leave, som bekendt, men disse ladies aner det tydeligvis ikke. I stedet løber de lige lukt i armene på katastrofen, og uden at sige for meget ender det hele i en kulørt gang ramasjang til Iris/Siris fernissage på galleri Albany. I mindre kyndige hænder vil jeg slet ikke tænke på, hvor galt, det kunne være gået. Men hos Mara Lee lykkes la grande finale til op over begge ører. Takket være en udsøgt kombination af en rivende god historie, den helt rette dosis brikker, der ikke passer, stilsikkerhed, dristighed og en mindeværdig persontegning. Alle karakterer er på én gang tidstypiske og forvrængede, grotesk langt ude og fulde af nuancer og tilsat masser af metakommentarer, der burde irritere, men i stedet gør det hele endnu mere vittigt. Det er underholdende som en hængekøjeroman, men langt mere kvalificeret. De kan roligt tænke tohundrede tanker i timen med Mara Lee snarest.
