Kate Moss-biografi er rig på billige grin - og fattig på alt andet
Fred Vermorel: Addicted to Love: Kate Moss (Ombibus Press, 2006, £9.86 over amazon.co.uk) Anmeldelse bragt i Weekendavisen 30.06.2006
Måske lidt overkill? tænker man rimeligvis, når blikket støder frontalt ind i Fred Vermorels Addicted to Love: Kate Moss. En uofficiel biografi, der ret beset er væsentligt tykkere, end den 32-årige britiske topmodel nogensinde har været, og dem, der har hørt hende tale, rækker hånden op. Nå, ingen hænder, så hvad har Mr. Vermorel dog fyldt alle siderne med? Candyfloss og levebrød?
Måske lidt overkill? tænker man rimeligvis, når blikket støder frontalt ind i Fred Vermorels Addicted to Love: Kate Moss. En uofficiel biografi, der ret beset er væsentligt tykkere, end den 32-årige britiske topmodel nogensinde har været, og dem, der har hørt hende tale, rækker hånden op. Nå, ingen hænder, så hvad har Mr. Vermorel dog fyldt alle siderne med? Candyfloss og levebrød?
...På den anden side. Det tænker man uvægerligt ved synet af den nøgne Kate, der pryder forsiden. For med sine legendariske kindben, sit udspacede blik og sin – i andre sammenhænge - stilikoniske omgang med klæder skaber folk garneret med sex, drugs and rock’n’roll, har denne Twiggy med et twist uomtvisteligt skabt modehistorie.
Kate var kvinden, der inkarnerede det udhungrede waif look og det androgyne heroin chic-look i begyndelsen af 90’erne, skabte det Marrakech/Goa-flippede boho look for et par år siden og blev indbegrebet af det super stylish rich bitch-look sidste år. Kopieret af millioner af kvinder fra Primrose Hill til Ibiza.
I 1992 brandede hun Calvin Kleins parfume og tog syvspring op i supermodellernes rækker, selv om hun så langt fra lignede de andre smukke svaner på den tid. Naomi Campbell, Helena Christensen, Carla Bruni, Nadja Auermann, Claudia Schiffer, Karen Mulder, Linda Evangelista og alle de andre, der heller ikke stod ud af sengen for under 10.000 dollars pr. dag. I dag er hun et større brand end de mærker, hun brander. Gucci, Burberry, Rimmel, H&M, Vuitton og pt. nok lidt færre på grund af chok-billederne fra efteråret 2005. Her ser vi Kate, der forbereder kokain i lange baner, sniffer fire baner fra et cd-cover og byder sin crackhead-kæreste, Pete Doherty og hans band en streg eller ti i regningen. Kokain Kate var født i de britiske medier, og siden har man gjort, hvad man kunne, for at pleje hendes dårlige ry og rygte. Lesbiske orgier. Crack og ketamin. Eller hvad med invitationen fra en påvirket Kate, der angiveligt lød ”hvem vil have et godt knald i nat? Hvem vil med ind i soveværelset og have et godt knald?”
Men hvem er dog denne Kate Moss? Ud over en kvinde, der må siges at have fået optimal eksponering ud af sit mere sjældne end kønne udseende, altså. Hvorfor er hun endt som hovedrig narkoman? Hvad vil hun med et voldsdømt heroinvrag som Pete Doherty for Christ’s sake? Og hvordan lykkes det hende til stadighed at ligne sin helt egen version af en supermodel, når nu hun beviseligt har hærget igennem, siden hun var 14, og efter eget udsagn aldrig har betrådt catwalken i ædru tilstand?
Denne biografi er desværre fattig på svar. Til gengæld er den uendeligt rig på billige grin, og helt klart på den utilsigtede måde. Jeg kender ikke biografisten, men lad mig gætte på, at han hellere ville have skrevet Min første introduktion til postmodernisme eller Barthes for begyndere. For bogen formeligt flyder over med citater, der må give enhver førsteårsstuderende uro i trussen. Shakespeare, Joyce, Derrida, Heidegger, og det hører ingen steder hjemme i tilfældet Kate Moss. For hun er utvivlsomt mange ting, men en stor tænker er næppe én af dem, og helt hjernelam virker hendes ualmindeligt overfladiske gøren og laden, når den bliver gjort til genstand for pseudointellektuelt ordgejl. Som f.eks.:
Men hvem er dog denne Kate Moss? Ud over en kvinde, der må siges at have fået optimal eksponering ud af sit mere sjældne end kønne udseende, altså. Hvorfor er hun endt som hovedrig narkoman? Hvad vil hun med et voldsdømt heroinvrag som Pete Doherty for Christ’s sake? Og hvordan lykkes det hende til stadighed at ligne sin helt egen version af en supermodel, når nu hun beviseligt har hærget igennem, siden hun var 14, og efter eget udsagn aldrig har betrådt catwalken i ædru tilstand?
Denne biografi er desværre fattig på svar. Til gengæld er den uendeligt rig på billige grin, og helt klart på den utilsigtede måde. Jeg kender ikke biografisten, men lad mig gætte på, at han hellere ville have skrevet Min første introduktion til postmodernisme eller Barthes for begyndere. For bogen formeligt flyder over med citater, der må give enhver førsteårsstuderende uro i trussen. Shakespeare, Joyce, Derrida, Heidegger, og det hører ingen steder hjemme i tilfældet Kate Moss. For hun er utvivlsomt mange ting, men en stor tænker er næppe én af dem, og helt hjernelam virker hendes ualmindeligt overfladiske gøren og laden, når den bliver gjort til genstand for pseudointellektuelt ordgejl. Som f.eks.:
”En modernist, der svinger mellem nihilisme og generthed, boho af stil og boheme af natur, rodløs og utålmodig – tid gør så ondt, fordi den forvirrer – og derfor ser vi hende så ofte slå tiden ihjel, specielt på strande, på kanten af hverdagens liv. Som oftest på Ibiza, hendes E-generations parodisk-eksotiske ’lad-os-komme-væk-fra-det-hele’-fantasi. Eller også fester hun – en anden måde at være ikke-tilstede på.”
En tredje måde er så hendes bidrag til denne biografi, der beløber sig til et par saksede oneliners af typen ”Hvad vil de have, jeg skal gøre? Blive fed? Åh, fuck dog af!” ”fuck af! Fuck af! Fuck af! Bare fuck af!” ”Hun har en smuk krop og store bryster. Hun har solgt sin krop, som jeg har solgt min” (om Claudia Schiffer). ”Jeg elsker ham meget højt. Han er en virkelig skøn fyr, og vi kommer rigtig godt ud af det med hinanden. Alt er helt perfekt. Jeg er virkelig tilfreds med alting og vil bare være sammen med ham” (Om Pete Doherty).
På en måde forstår jeg godt, at Kate Moss har meldt pas på dette biografiprojekt, for Fred Vermorel strangulerer rutinemæssigt ethvert optræk til en historie i gennemoverflødige detaljer. Freddy, let’s have a heart to heart: Verden er ligeglad med, at Kate Moss’ mor ofte glemte sin hoveddørsnøgle, da Kate var barn. Jamen, det er den! Den gider ikke høre, at Kate på et tidspunkt havde en rødnæset matematiklærer, at hun selv stak huller i ørerne, eller at hun var iført jeans, t-shirt og sort læderjakke, da hun mødte sin første taberkæreste som 15-årig. Jamen nej, Fred, den gider heller ikke høre, at hun kørte galt på taberkærestens Suzuki uden at slå sig eller at Jason Donovan besvimede til Kates 21-års fødselsdag. Og ved du hvad? Den gider slet ikke høre alle anmeldelserne af Naomi Campbells talentløse cd endsige lægge ører til alenlange livshistorier, hver gang et nyt, ligegyldigt menneske entrerer Kates liv.
En tredje måde er så hendes bidrag til denne biografi, der beløber sig til et par saksede oneliners af typen ”Hvad vil de have, jeg skal gøre? Blive fed? Åh, fuck dog af!” ”fuck af! Fuck af! Fuck af! Bare fuck af!” ”Hun har en smuk krop og store bryster. Hun har solgt sin krop, som jeg har solgt min” (om Claudia Schiffer). ”Jeg elsker ham meget højt. Han er en virkelig skøn fyr, og vi kommer rigtig godt ud af det med hinanden. Alt er helt perfekt. Jeg er virkelig tilfreds med alting og vil bare være sammen med ham” (Om Pete Doherty).
På en måde forstår jeg godt, at Kate Moss har meldt pas på dette biografiprojekt, for Fred Vermorel strangulerer rutinemæssigt ethvert optræk til en historie i gennemoverflødige detaljer. Freddy, let’s have a heart to heart: Verden er ligeglad med, at Kate Moss’ mor ofte glemte sin hoveddørsnøgle, da Kate var barn. Jamen, det er den! Den gider ikke høre, at Kate på et tidspunkt havde en rødnæset matematiklærer, at hun selv stak huller i ørerne, eller at hun var iført jeans, t-shirt og sort læderjakke, da hun mødte sin første taberkæreste som 15-årig. Jamen nej, Fred, den gider heller ikke høre, at hun kørte galt på taberkærestens Suzuki uden at slå sig eller at Jason Donovan besvimede til Kates 21-års fødselsdag. Og ved du hvad? Den gider slet ikke høre alle anmeldelserne af Naomi Campbells talentløse cd endsige lægge ører til alenlange livshistorier, hver gang et nyt, ligegyldigt menneske entrerer Kates liv.
Til gengæld, og det er jo så hele problemet, ville jeg personligt meget gerne have hørt mere om kvinderne, der havde øjnene med sig. Sarah Doukas, der spottede den 14-årige Kate i Kennedy Airport og grundlagde modelbureauet Storm på hendes karriere. Fotografen Corinne Day, der blev Kates veninde og skabte hendes usminkede antilook, længe før Calvin Klein havde fattet, hvad vej vinden blæste. Multitalentet Vanessa Paradis, der scorede Kates elskede Johnny Depp og sendte Kate ud på den eksponentielle deroute af sprittede abefester. Jeg ville for så vidt også gerne vide mere om Kates groteske starfucker af en mor og hendes tætte venskaber med Marianne Faithfull og Anita Pallenberg. Og siden det nu er et stilikon, det drejer sig om, havde det også været fedt, hvis biografisten havde haft begreb skabt om mode. Både så han kunne beskrive i ord, hvad der gør Kates outfits unikke, og så han kunne finde de billeder frem fra arkiverne, der underbygger det.
For af en modelbiografi at være er billedmaterialet simpelthen lige til at trække om bagved og skyde. Ufyldestgørende, dårligt gengivet og uden de shots, der har defineret Kate Moss’ karriere, og hvad ligner dét? Det er jo så åbenlyst billederne og ikke personen bag, der har en historie eller ti at fortælle.
For af en modelbiografi at være er billedmaterialet simpelthen lige til at trække om bagved og skyde. Ufyldestgørende, dårligt gengivet og uden de shots, der har defineret Kate Moss’ karriere, og hvad ligner dét? Det er jo så åbenlyst billederne og ikke personen bag, der har en historie eller ti at fortælle.
