Som mor så datter?


Efter en halv time med hjernen i blød må jeg konstatere, at jeg aldrig er stødt på hverken bøger, film, teaterstykker eller noget som helst andet, der minder om franske Claire Castillons (f. 1975) noveller. Hendes syvende udgivelse og helt store gennembrud med den stikkende titel Insekt, foreløbig oversat til engelsk, italiensk, tysk, hollandsk, spansk, portugisisk, finsk, svensk, kinesisk, koreansk og nu dansk. Eller jo, peut-être, hvis man tog Ingmar Bergmans Høstsonaten, satte tempoet tredive gange i vejret og udskiftede Ingrid Bergmans moderfigur med Piper Lauries i Carrie for til slut at barbere udtrykket ned, til det kunne stå i en bog af Amélie Nothomb. Så måske. Især hvis bemeldte Nothomb-bog flød over af mor/datter-forhold fra helvede, irrationaliteten længe leve og twistet humor á la ”jeg åbnede bildøren, og jeg kastede hende der sad øverst ud på ringmotorvejen. Og jeg indrømmer at jeg ikke var helt tilfreds med det, for det var den mest fornuftige af dem jeg havde kastet ud.”

’Den mest fornuftige af dem’ henviser p.s. til den ene af kvindens tvillingedøtre, og det er så blot en mild forsmag på, hvor stor en bitchfest, mødre og døtre har med hinanden hos Castillon. I nitten korte noveller fra grusomhedens overdrev, endog dedikeret ”til min mor”, som der står på titelbladet, og man kunne faktisk meget let forestille sig dem som Ekstrabladsoverskrifter omsat til litteratur. Frit oversat kunne de eksempelvis lyde: ”Mor forgifter datter med egen afføring.” ”Datter udtaler: ”Jeg er parat til at dræbe min mor.” ”Mor forfører ustabil datters mand.” ”Retarderet datter drev sin mor i døden.” ”Hospitalspersonale i chok: Nybagt mor stikker af fra baby.” ”Derfor faldt hun altid i søvn: Mor fyldte datter med medicin.” ”Datter afskyr sin døende mor” og jeg har ikke engang nævnt den værste. Titelnovellen Insekt. Heri samler den kære fru moder på tørrede insekter, imens hendes mand – måske – forgriber sig på deres fælles datter. ”Han har været hurtig i aften. Han kommer og lægger sig ved siden af mig, siger Godaften min skat og kysser mig på munden. Jeg mærker lugten af min datter, og jeg knuger ham ind til mig, som om det var hende, jeg knugede, hende der ligger derinde i sin seng og er kommet galt af sted, takket være den mand, der sover i min. Jeg lægger hånden på hans køn, jeg vil se hvor stort det er, det der lige har været inde i min datter.”

Cute, indeed, og som citatet nok lader ane, kan det meget vel være, at temaerne er hentet direkte ud af formiddagsaviserne, men sproget er det så afgjort ikke. Claire Castillon fører tværtimod en fintmærkende pen, meget fransk med lange, kommaterede sætninger, men med en iboende nøgternhed, der for desperationen til at folde sig ud. Tag bare denne slutning på historien om en voksen datter, der vil gøre alt for at hende forældre bliver sammen trods farens utroskab: ”Fluen hamrer ind i hovedet på mig, min mor løber bag mig. Jeg vil ikke sladre til hende om ham, hun skal tage ud til fyret, helt alene sammen med min far, uden fluen som nu flyver ind i mit øre. De skal blive sammen, livet bygger dem op igen, de skal ikke gå fra hinanden. Der er visse begivenheder der bringer forældre tættere på hinanden. Man skal bare finde sådan en. Da hun indhenter mig, går jeg over gaden ud at se mig for.”

På den ene side, og på en lidt modvillig måde, er jeg faktisk ret begejstret for de her noveller. De har fremdrift for alle pengene, suspense og chokeffekter i rap, og så deler de sol og vind lige, så det ikke er til at sige, om mødrene er ondere end døtrene eller omvendt. Begge parter besidder ligesom de værste, menneskelige egenskaber overhovedet, og hatten af for det. Grebet giver helt klart samlingen en tvetydighed, der får en til at læse videre. Men samtidig - og det er så her, min reservation kommer ind i billedet – er fortællerstemmerne simpelthen for ens. Om det er den 14-årige teenagedatter, der taler i den ene novelle, eller den sjældent besøgte mor på plejehjemmet, der taler i den anden, kommer ud på det samme, for de lyder lige ubehagelige med pil til kyniske, hjerteløse, forråede, besidderiske, livsfarlige, passive-aggressive og så videre.