Amerikansk plastickirurg skriver opblæste, men tankevækkende memoirer
Cap Lesesne, M.D.: Confessions Of a Park Avenue Plastic Surgeon – Perfection Comes at a Price (HarperCollinsEntertainment, 273 sider, 110 kroner i Arnold Busck) Anmeldelse bragt i Weekendavisen 29.12.2006
Doktor Caps mareridt nummer et slår ham lige i ansigtet. Livet siver ud af 70-årige Lee McKenzie midt i det store ansigtsløft, og der er intet, han kan gøre. ”Giv hende hundrede procent ilt,” instruerer han Lisa, narkosesygeplejersken, imens han opererer i rivende fart. Venstre side af ansigtet er stadig åbent fra øre til mund. Der er meget at suge og stramme og sy sammen endnu, men Lees blodtryk og iltoptag bliver bare ved med at falde, som har skæbnen skubbet hende ud fra Empire State Building. ”Der er bekymrende, det her,” bemærker Lisa så roligt, som hun bliver betalt for, og diagnoserne galopperer gennem doktor Caps hoved. Selvfølgelig gør de det. Meget har han været med til i sin 25 år lange karriere som plastickirurg, men ikke dødsfald. Hjerteanfald. For det må jo være sådan et, Lee har fået. ”Hun skal ud af narkosen med det samme,” beordrer han Lisa og kaster sig over nål og nylontråd. Syr, til bedøvelsen kun er lokal, og Lee mirakuløst slår øjnene op.
”Er vi færdige?” spørger hun, men det kan doktor Cap jo dårligt svare ja til, så længe venstre side af hendes ansigt flaprer åbent som en overskåret vandmelon. ”Vi har et lille problem,” svarer han derfor, som sandt er, og sætter hende nænsomt ind i situationen. Men hun ser bare på ham, som er han tabt bag en vogn, der for længst er kørt videre. ”Jeg er da fuldkommen ligeglad med, om jeg dør!” hvæser hun. ”Nu har jeg ventet hele mit liv på at komme til at se godt ud, og jeg har ikke tænkt mig at vente en eneste dag mere. Fortsæt!!”
Lee McKenzie er blot én grotesk perle i rækken af patienter, der passerer igennem vor mand, Cap Lesesnes memoirer, Confessions Of a Park Avenue Plastic Surgeon – Perfection Comes at a Price. Og den pris er mange fuldt indstillede på at betale, som billederne her på siden vel også vidner om. Alene i USA blev der foretaget 9,2 millioner plasticoperationer i 2004. 24% flere end i år 2000, og én af dem var så Lee McKenzies. Hun havde rent faktisk et hjerteanfald dér på operationsbordet og fik i øvrigt et til, så snart doktor Cap var færdig med at flikke hende sammen. Men det interesserede hende ikke. Så længe hun var glad, var det alt, der betød noget, og sådan konkluderer flertallet øjensynligt.
”Er vi færdige?” spørger hun, men det kan doktor Cap jo dårligt svare ja til, så længe venstre side af hendes ansigt flaprer åbent som en overskåret vandmelon. ”Vi har et lille problem,” svarer han derfor, som sandt er, og sætter hende nænsomt ind i situationen. Men hun ser bare på ham, som er han tabt bag en vogn, der for længst er kørt videre. ”Jeg er da fuldkommen ligeglad med, om jeg dør!” hvæser hun. ”Nu har jeg ventet hele mit liv på at komme til at se godt ud, og jeg har ikke tænkt mig at vente en eneste dag mere. Fortsæt!!”
Lee McKenzie er blot én grotesk perle i rækken af patienter, der passerer igennem vor mand, Cap Lesesnes memoirer, Confessions Of a Park Avenue Plastic Surgeon – Perfection Comes at a Price. Og den pris er mange fuldt indstillede på at betale, som billederne her på siden vel også vidner om. Alene i USA blev der foretaget 9,2 millioner plasticoperationer i 2004. 24% flere end i år 2000, og én af dem var så Lee McKenzies. Hun havde rent faktisk et hjerteanfald dér på operationsbordet og fik i øvrigt et til, så snart doktor Cap var færdig med at flikke hende sammen. Men det interesserede hende ikke. Så længe hun var glad, var det alt, der betød noget, og sådan konkluderer flertallet øjensynligt.
Den transseksuelle, der vil have bryster på ryggen, så hendes mandlige kæreste har noget at gribe fat i, når han knepper hende bagfra. Manden, der vil ligne Jennifer Aniston på en prik (forstå det, hvem der kan) og manden, der vil ligne Elvis så meget, at han kan optræde i Las Vegas. Manden, der ekskorterer først konen og næste dag elskerinden til Caps kontor. Kvinden, der ændrer sin bryststørrelse, hver gang hun dater en ny, hvilket vil sige cirka en gang hvert halve år. "Kan du ikke indoperere en lynlås?” beder hun til slut. Eller hvad med dette brev fra Sapporo, Japan: ”Kære doktor Lesesne, Jeg forstår, at De er en kendt plastickirurg. Min datter ligner Elisabeth Taylor. Jeg vil gerne have hende til at se mere japansk ud. Kan De få hende til at se mere japansk ud?” Mange tak” ledsaget af et billede af en helt ordinær, asiatisk pige på 14 år.
Park Avenue i New York huser nogle af verdens fremmeste plastickirurger, men i al beskedenhed mener Cap nu selv, at han er den skarpeste skalpel i skuffen. Han vil også gerne gentage det, hvis nogen skulle være i tvivl, og det er nogen så næppe efter 273 siders galopperende selvros, blær og namedropping af typen: ”En af mine venner og patienter – en kendt manuskriptforfatter – kom ind i restauranten, fik øje på mig og gik over til bordet. Derpå fik han øje på præsidentfruen, hilste på hende og gjorde mig en stor tjeneste. ”Mrs. Reagan, denne mand er den eneste ærlig plastickirurg i byen,” sagde han. Så snart, han var gået, kom en anden ven – arving til en stor formue – ind i restauranten, og også hun kom over til mig. Hun kendte også Mrs. Reagan, viste det sig.”
Kedeligst er Cap henover de absurd mange uopstrammede sider, der går med at opliste hver eneste prestigeuniversitet, han har betrådt, og etiske overvejelse, han har gjort sig. Eller undladt at gøre sig, skulle man måske nærmere sige i tilfælde som ”en 14-årig model kom sammen med sin mor og sagde, at hun ville have brystimplantater. Jeg måtte fortælle hende, at jeg ikke lavede brystforstørrelse på piger under 16.” For ikke at tale om alle operationerne, han har udført, og livene, han tilfældigvis har reddet, så folk har måttet takke ham og anbefale ham videre til unavngivne dronninger, A-listskuespillere og multimillionærer, Ivana Trump og Prinsesse Diana. Alle studiekammeraterne, der siden er blevet marketingseksperter og mangemillionærer. Alle sprogene, han taler, og de astronomiske summer, han smider ud på husleje og forsikring af sine hænder. Nå ja, og så selvfølgelig alle skårene, han dater, om end uden nævneværdig succes. Til ingens overraskelse, ærlig talt.
Men Caps Confessions har absolut også deres tankevækkende momenter, når vor selvbestaltede helts verden af hud, ar og forestilling om perfektion folder sig ud for læserens blik. Rygerhud heler skidt, skandinavisk hud heler bedst, asiater vil under ingen omstændigheder have ar, mens spanioler fouragerer i kirurgi og koreanere er særligt interesserede i at få hjulben brækket op og sat sammen igen. Sidstnævnte må Cap dog nægte, og ikke at hans hovedargument for at nægte nogen noget er særligt overbevisende. Det lyder, at han alene besidder blikket, der kan se skønhed objektivt, eftersom han er trænet i at slå sin PSR - Plastic Surgery’s Radar – til, bryde et hvilket som helst ansigt op i tredjedele, se det todimensionalt og i sort og hvidt. ”Min lidenskab er fejl. Mit mål er perfektion,” som han skriver.
Og hvor må verden dog se enkel ud med Caps øjne. Her er ingen forestilling om, at perfektion og skønhed er kontekstafhængige størrelser. Ingen erkendelse af, at han med sit blik og sin praksis medproducerer et skønhedsideal, der gør purunge piger og topmodeller til svingdørsmodeller i hans konsultation. Her er ikke engang optræk til selvransagelse, når en ung, kvindelige patient sætter sig i stolen og beder ham løfte hendes pande og hendes øjenlåg, ændre hendes næse, forstørre hendes mund, stramme hendes hals, hendes arme og hendes bryster samt fedtsuge hendes hofter, yderlår, inderlår og ankler. Her er kun et enkelt spørgsmål: ”Var der andet?” hvortil den unge kvinde svarer ”ja, min mave.”
Går De, i lighed med flertallet i Caps konsultation, rundt og drømmer om at ligne Sharon Stone, få øjne som Andie McDowell eller læber som Angelina Jolie, så læs lige denne bog, inden de lægger hud til. Det er så åbenlyst værd at tage stilling til karrusellen og al dens væsen, inden man hopper på den.
Men Caps Confessions har absolut også deres tankevækkende momenter, når vor selvbestaltede helts verden af hud, ar og forestilling om perfektion folder sig ud for læserens blik. Rygerhud heler skidt, skandinavisk hud heler bedst, asiater vil under ingen omstændigheder have ar, mens spanioler fouragerer i kirurgi og koreanere er særligt interesserede i at få hjulben brækket op og sat sammen igen. Sidstnævnte må Cap dog nægte, og ikke at hans hovedargument for at nægte nogen noget er særligt overbevisende. Det lyder, at han alene besidder blikket, der kan se skønhed objektivt, eftersom han er trænet i at slå sin PSR - Plastic Surgery’s Radar – til, bryde et hvilket som helst ansigt op i tredjedele, se det todimensionalt og i sort og hvidt. ”Min lidenskab er fejl. Mit mål er perfektion,” som han skriver.
Og hvor må verden dog se enkel ud med Caps øjne. Her er ingen forestilling om, at perfektion og skønhed er kontekstafhængige størrelser. Ingen erkendelse af, at han med sit blik og sin praksis medproducerer et skønhedsideal, der gør purunge piger og topmodeller til svingdørsmodeller i hans konsultation. Her er ikke engang optræk til selvransagelse, når en ung, kvindelige patient sætter sig i stolen og beder ham løfte hendes pande og hendes øjenlåg, ændre hendes næse, forstørre hendes mund, stramme hendes hals, hendes arme og hendes bryster samt fedtsuge hendes hofter, yderlår, inderlår og ankler. Her er kun et enkelt spørgsmål: ”Var der andet?” hvortil den unge kvinde svarer ”ja, min mave.”
Går De, i lighed med flertallet i Caps konsultation, rundt og drømmer om at ligne Sharon Stone, få øjne som Andie McDowell eller læber som Angelina Jolie, så læs lige denne bog, inden de lægger hud til. Det er så åbenlyst værd at tage stilling til karrusellen og al dens væsen, inden man hopper på den.
Billeder: Pete Burns (f. 1959) fra 80’er-bandet Dead or Alice & transperformeren Amanda Lepore
