Leonora Christina Skov

Silhuet af en synder er udkommet!

2010-03-28T13:39:00.003+03:00

Denne blog er ikke længere aktiv. For information om mig, min nye roman, Silhuet af en synder, og mine kommende optrædener skal du videre til min nye hjemmeside.

Tusind tak fordi du lagde vejen forbi:-)

Så er jeg tilbage :-)

2009-02-19T14:37:00.008+02:00

Jeg arbejder på min tredje roman og har netop været halvanden måned i Sydindien. Før dét var jeg på en måneds skriveophold i Skt. Petersborg:

En måned i Vietnam, Cambodia og Laos - her Luang Prabang i Laos:

På en måneds skriveophold i Berlin:

På en måneds skriveophold i Damaskus:

.. og nogle dage i Tórshavn:

2008 var et godt år, og jeg glæder mig til meget mere af 2009. Håber at få min roman færdigskrevet de kommende måneder, så bær over med mig her på bloggen. Jeg kommer næppe til at være meget tilstedeværende..

Litteratur med LGBT-tematik

2008-10-29T15:57:00.010+02:00

Jeg er blevet bedt om at bidrage til LBL-Ungdoms blad rettet imod skoleelever. Egentlig skulle jeg bare svare på nogle vox pop-spørgsmål om lesbiske/bøsser/bi- og transseksuelle i litteraturen, men så kom jeg til at tænke på, hvor meget jeg selv gik rundt og savnede en ordentlig og kommenteret litteraturliste, da jeg voksede op. Og så tog fanden ved mig. Nedenfor ses resultatet: Mine yndlingsbøger med LGBT-tematik og en længere liste over hvad der ellers er skrevet. Tilføjelser er meget velkomne.

Yndlingsbøger med LGBT-tematik

Radclyffe Hall: The Well of Loneliness (1928. Dansk: Ensomhedens Brønd) Vel nok den største lesbiske klassiker overhovedet. Stoffet er biografisk og udgangen temmelig tragisk, men historien om Stephen Gordons trængsler fænger stadig. Især når vi når dertil, hvor hun for alvor finder ud af, at hun befinder sig bedst i jakkesæt – og forelsker sig hovedkulds i de karismatiske piger omkring sig.

Patricia Nell Warren: The Front Runner (1974. Dansk: Frontløberen) Flot fortalt historie om løbetræneren Harlan, der forelsker sig i sin mest talentfulde løber Billy på et amerikansk college i 70erne. Her var homoseksualitet et stort no-no, især blandt elitesportsfolk, og da de to mænds forhold bliver kendt, får det store konsekvenser for Billy og hans kurs mod OL. Bogens voldsomme slutning vakte ramaskrig i 70erne og maner stadig til eftertanke i dag.

Louise Boije af Gennäs: Stjärnor utan svindel (1996. Dansk: Stjerner uden svimlen) Medrivende murstensroman om Louise, der forlader sin mand og sit trygge overklasseliv i Stockholm til fordel for radikalfeministen Kaja og hendes lesbiske kollektiv. Bogen er selvbiografisk og bygger på forfatterindens forhold til den kendte radikalfeminist Mian Lodalen. Lodalens debutroman med homotema, Krummeklubbens skamløse søstre (2003) er også oversat til dansk.

Shyam Selvadurai: Funny Boy (1994. Dansk: En Sjov Dreng) & Swimming in the Monsson Sea (2005. Dansk: Understrømme) Forfatteren er født og opvokset i Sri Lanka og kom som voksen til Canada. Begge bøger skildrer med stor indlevelse helt unge, kønsforvirrede drenge og deres første stormende forelskelser i andre drenge. I En Sjov Dreng gælder det en skolekammerat og i Understrømme en fætter. Romanerne handler både om seksuelle og etniske spændinger.

Claire Morgan: The Price of Salt (1952. Dansk: Carol) I 50ernes USA dyrkede man en særlig type smudslitteratur kaldet pulp fiction, og her optrådte tragiske homohistorier eller omvendelseshistorier ofte. Claire Morgan er et pseudonym for thrillerforfatteren Patricia Highsmith, og hendes roman om ekspedienten Therese og hendes møde med den elegante Carol er den første lesbiske roman med blot en ansats til happy end. Den blev en kultklassiker og er helt klart stadig værd at læse.

Scott Heim: Mysterious Skin (1996. Glimrende filmatiseret i 2004.) Overraskende, voldsom og vildt velskrevet roman om de to unge homofyre Neil og Brian, der som små er blevet seksuelt udnyttede af deres fodboldtræner. Neil er endt som kynisk trækkerdreng, mens Brian går rundt og tror, at han i sin tid blev bortført af marsmænd. Da de mødes, sker der store ting for dem begge. Kleenex anbefales!

Sarah Waters: Tipping the Velvet (1998), Affinity (1999. Dansk: Sjælesøstre) & Fingersmith (2002. Dansk: Rænkespil). Britiske Sarah Waters er doktor i viktoriansk litteratur, og hendes bøger er fantastiske thrillers fra victoriatidens London. Helt umulige at slippe og med lesbiske kvinder - nogle klædt ud i store skrud, andre klædt ud som mænd - i hovedrollerne. Alle tre bøger har vundet adskillige priser og er fremragende filmatiseret af BBC.

Kirsten Holst: Min ven Thomas (1987) Den første roman med homotema, jeg læste. Jeg gik i 7. klasse på det tidspunkt, og den gjorde så stort et indtryk på mig, at jeg anbefalede den til alle, jeg kendte. Vi følger gymnasieeleven Claus, der er betaget af Agathe fra klassen. Derfor opdager han ikke, at hans bedste ven, Thomas, er forelsket i ham. Men Thomas har mere end bare sine skjulte følelser for Claus at kæmpe med.

Jeanette Winterson: Oranges are not the only Fruit (1985, da. Der er andre frugter end appelsiner). Selvbiografisk, poetisk og meget morsom debutroman om pigen Jeanette og hendes opvækst i et strengt religiøst landsbysamfund. Jeanettes adoptivmor går rundt og tror, at Jeanette skal være missionær, men alt bryder sammen, da det kommer frem, at Jeanette har et forhold til en anden pige. Jeanette Wintersons Written on the Body (1992. Dansk: Skrevet på Kroppen) har også et lesbisk tema.

Banana Yoshimoto: Kitchen (1988. Dansk: Kitchen) Millionsælgende japansk roman om den unge, forældreløse pige Mikage og alt, hvad der sker, da hun flytter ind hos sin nye ven Yuichi, og hans transseksuelle mor, Eriko. Sammen skaber de en ny familie, imens Mikage bliver mere og mere optaget af først madlavning og siden – måske – den feminine Yuichi.

Anden læseværdige LGBT-litteratur:

Sappho: If Not, Winter (ca. 620 før Krist. Oversat fra græsk af Anne Carson)
Thomas Mann: Der Tod in Venedig (1912. Dansk: Døden i Venedig)
E. M. Forster: Maurice (1913, men publiceret efter forfatterens død i 1971. Dansk: Maurice)
Virginia Woolf: Orlando (1928. Dansk: Orlando)
Nella Larsen: Passing (1929)
Djuna Barnes: Nightwood (1936. Dansk: Nattens Skove)
Yukio Mishima: Confessions of a Mask (1948 på kinesisk. Dansk: En maskes bekendelser)
James Baldwin: Giovanni’s Room (1952. Dansk: Giovannis Værelse)
Tennessee Williams: Cat on a Hot Tin Roof (1955. Dansk: Kat på et varmt bliktag)
Jane Rule: Desert of the Heart (1964)
Violette Leduc: Théresè et Isabelle (1966. Dansk: Thérèse og Isabelle)
Ursula K. LeGuin: The Left Hand of Darkness (1969. Dansk: Mørkets venstre hånd)
Christian Kampmann: Familien Gregersen (1973-1975)
Nigel Nicholson: Portrait of a Marriage (1973. Dansk: Portræt af et Ægteskab)
Rita May Brown: Rubyfruit Jungle (1973. Dansk: Anderledes)
Carsten Nagel: Som Man(d) Behager (1976)
John Irving: The World According to Garp (1978. Dansk: Verden ifølge Garp)
Alice Walker: The Color Purple (1982. Dansk: Farven Lilla)
Nancy Garden: Annie On My Mind (1982)
Inger Edelfeldt: Duktig Pojke (1977. Dansk: Dygtig Dreng)
Lotte Inuk: Søskendesjæle, Regina & Gina, je t’aime (1988, 1992 & 1993)
Anchee Min: Katherine (1995. Dansk: Katherine)
Lisa Alther: Five Minutes in Heaven (1995. Dansk: Fem minutter i himlen)
Anne Holt: Mea Culpa (1997. Dansk: Mea Culpa)
Michael Cunningham: The Hours (1998. Dansk: Timerne)
John Ramster: Ladies’ Man (2000. Dansk: Simon Elsker Også Kvinder)
Annika-Ruth Persson: Du och jag, Marie Curie (2003. Dansk: Du og jeg, Marie Curie)
Zoë Heller: Notes on a Scandal (2003. Dansk: Skandalen)
Joyce Carol Oates: Sexy (2005. Dansk: Sexy)
Bente Clod: Body Effex (2006)
Alison Bechdel: Fun Home. A Family Tragicomic (2006. Dansk: Bedemandens datter – en tragikomisk familiehistorie)
David Læby: Svans (2007)
Mara Lee: Ladies (2007: Dansk: Ladies)

Billeder: Stillbillede fra Affinity (2008) & Radclyffe Hall og Lady Una Troubridge (1927)

Sleeping Beauty

2008-10-12T14:38:00.003+03:00

Kate Ultra Light

Kate Moss-biografi er rig på billige grin - og fattig på alt andet

Fred Vermorel: Addicted to Love: Kate Moss (Ombibus Press, 2006, £9.86 over amazon.co.uk) Anmeldelse bragt i Weekendavisen 30.06.2006

Måske lidt overkill? tænker man rimeligvis, når blikket støder frontalt ind i Fred Vermorels Addicted to Love: Kate Moss. En uofficiel biografi, der ret beset er væsentligt tykkere, end den 32-årige britiske topmodel nogensinde har været, og dem, der har hørt hende tale, rækker hånden op. Nå, ingen hænder, så hvad har Mr. Vermorel dog fyldt alle siderne med? Candyfloss og levebrød?

...På den anden side. Det tænker man uvægerligt ved synet af den nøgne Kate, der pryder forsiden. For med sine legendariske kindben, sit udspacede blik og sin – i andre sammenhænge - stilikoniske omgang med klæder skaber folk garneret med sex, drugs and rock’n’roll, har denne Twiggy med et twist uomtvisteligt skabt modehistorie.

Kate var kvinden, der inkarnerede det udhungrede waif look og det androgyne heroin chic-look i begyndelsen af 90’erne, skabte det Marrakech/Goa-flippede boho look for et par år siden og blev indbegrebet af det super stylish rich bitch-look sidste år. Kopieret af millioner af kvinder fra Primrose Hill til Ibiza.

I 1992 brandede hun Calvin Kleins parfume og tog syvspring op i supermodellernes rækker, selv om hun så langt fra lignede de andre smukke svaner på den tid. Naomi Campbell, Helena Christensen, Carla Bruni, Nadja Auermann, Claudia Schiffer, Karen Mulder, Linda Evangelista og alle de andre, der heller ikke stod ud af sengen for under 10.000 dollars pr. dag. I dag er hun et større brand end de mærker, hun brander. Gucci, Burberry, Rimmel, H&M, Vuitton og pt. nok lidt færre på grund af chok-billederne fra efteråret 2005. Her ser vi Kate, der forbereder kokain i lange baner, sniffer fire baner fra et cd-cover og byder sin crackhead-kæreste, Pete Doherty og hans band en streg eller ti i regningen. Kokain Kate var født i de britiske medier, og siden har man gjort, hvad man kunne, for at pleje hendes dårlige ry og rygte. Lesbiske orgier. Crack og ketamin. Eller hvad med invitationen fra en påvirket Kate, der angiveligt lød ”hvem vil have et godt knald i nat? Hvem vil med ind i soveværelset og have et godt knald?”

Men hvem er dog denne Kate Moss? Ud over en kvinde, der må siges at have fået optimal eksponering ud af sit mere sjældne end kønne udseende, altså. Hvorfor er hun endt som hovedrig narkoman? Hvad vil hun med et voldsdømt heroinvrag som Pete Doherty for Christ’s sake? Og hvordan lykkes det hende til stadighed at ligne sin helt egen version af en supermodel, når nu hun beviseligt har hærget igennem, siden hun var 14, og efter eget udsagn aldrig har betrådt catwalken i ædru tilstand?

Denne biografi er desværre fattig på svar. Til gengæld er den uendeligt rig på billige grin, og helt klart på den utilsigtede måde. Jeg kender ikke biografisten, men lad mig gætte på, at han hellere ville have skrevet Min første introduktion til postmodernisme eller Barthes for begyndere. For bogen formeligt flyder over med citater, der må give enhver førsteårsstuderende uro i trussen. Shakespeare, Joyce, Derrida, Heidegger, og det hører ingen steder hjemme i tilfældet Kate Moss. For hun er utvivlsomt mange ting, men en stor tænker er næppe én af dem, og helt hjernelam virker hendes ualmindeligt overfladiske gøren og laden, når den bliver gjort til genstand for pseudointellektuelt ordgejl. Som f.eks.:

”En modernist, der svinger mellem nihilisme og generthed, boho af stil og boheme af natur, rodløs og utålmodig – tid gør så ondt, fordi den forvirrer – og derfor ser vi hende så ofte slå tiden ihjel, specielt på strande, på kanten af hverdagens liv. Som oftest på Ibiza, hendes E-generations parodisk-eksotiske ’lad-os-komme-væk-fra-det-hele’-fantasi. Eller også fester hun – en anden måde at være ikke-tilstede på.”
En tredje måde er så hendes bidrag til denne biografi, der beløber sig til et par saksede oneliners af typen ”Hvad vil de have, jeg skal gøre? Blive fed? Åh, fuck dog af!” ”fuck af! Fuck af! Fuck af! Bare fuck af!” ”Hun har en smuk krop og store bryster. Hun har solgt sin krop, som jeg har solgt min” (om Claudia Schiffer). ”Jeg elsker ham meget højt. Han er en virkelig skøn fyr, og vi kommer rigtig godt ud af det med hinanden. Alt er helt perfekt. Jeg er virkelig tilfreds med alting og vil bare være sammen med ham” (Om Pete Doherty).

På en måde forstår jeg godt, at Kate Moss har meldt pas på dette biografiprojekt, for Fred Vermorel strangulerer rutinemæssigt ethvert optræk til en historie i gennemoverflødige detaljer. Freddy, let’s have a heart to heart: Verden er ligeglad med, at Kate Moss’ mor ofte glemte sin hoveddørsnøgle, da Kate var barn. Jamen, det er den! Den gider ikke høre, at Kate på et tidspunkt havde en rødnæset matematiklærer, at hun selv stak huller i ørerne, eller at hun var iført jeans, t-shirt og sort læderjakke, da hun mødte sin første taberkæreste som 15-årig. Jamen nej, Fred, den gider heller ikke høre, at hun kørte galt på taberkærestens Suzuki uden at slå sig eller at Jason Donovan besvimede til Kates 21-års fødselsdag. Og ved du hvad? Den gider slet ikke høre alle anmeldelserne af Naomi Campbells talentløse cd endsige lægge ører til alenlange livshistorier, hver gang et nyt, ligegyldigt menneske entrerer Kates liv.

Til gengæld, og det er jo så hele problemet, ville jeg personligt meget gerne have hørt mere om kvinderne, der havde øjnene med sig. Sarah Doukas, der spottede den 14-årige Kate i Kennedy Airport og grundlagde modelbureauet Storm på hendes karriere. Fotografen Corinne Day, der blev Kates veninde og skabte hendes usminkede antilook, længe før Calvin Klein havde fattet, hvad vej vinden blæste. Multitalentet Vanessa Paradis, der scorede Kates elskede Johnny Depp og sendte Kate ud på den eksponentielle deroute af sprittede abefester. Jeg ville for så vidt også gerne vide mere om Kates groteske starfucker af en mor og hendes tætte venskaber med Marianne Faithfull og Anita Pallenberg. Og siden det nu er et stilikon, det drejer sig om, havde det også været fedt, hvis biografisten havde haft begreb skabt om mode. Både så han kunne beskrive i ord, hvad der gør Kates outfits unikke, og så han kunne finde de billeder frem fra arkiverne, der underbygger det.

For af en modelbiografi at være er billedmaterialet simpelthen lige til at trække om bagved og skyde. Ufyldestgørende, dårligt gengivet og uden de shots, der har defineret Kate Moss’ karriere, og hvad ligner dét? Det er jo så åbenlyst billederne og ikke personen bag, der har en historie eller ti at fortælle.

Little Earthquakes

2008-10-12T01:56:00.004+03:00

Japan Noir
Jordskælvsnoveller fra Haruki Murakami får ikke jorden til at ryste halvt så meget som Hitomi Kaneharas nye roman

Haruki Murakami: Efter skælvet. Oversat af Mette Holm (Forlaget Klim, 178 sider, 249 kroner)
Hitomi Kanehara: Autofiction. Oversat til engelsk af David James Karashima (216 sider, £5.49 over amazon.co.uk) Anmeldelse bragt i Weekendavisen 13.06.2008

De sidste tyve år har Haruki Murakami været indbegrebet af det hippe, postmoderne Japan. Ikke mindst i en vestlig kontekst, hvor mammutromanerne Trækfuglens krønike, Dans Dans Dans, Norwegian Wood og senest Kafka på stranden har opnået enorme salgstal og adskillige prestigiøse priser. Med sin på én gang realistiske og magiske stil, sin hang til kriminalistiske plot og sine mange referencer til vestlig populærkultur, sex og film noir bliver Murakami langt oftere sammenlignet med forbillederne Raymond Chandler og Raymond Carver end med sin verdenskendte landsmand, nobelprisvinderen Kenzaburō Ōe.

Forståeligt nok. Da Murakamis såkaldte Trilogy of the Rat bestående af de tidlige romaner Hear the Wind Sing, Pinball og A Wild Sheep Chase hittede igennem i Japan i midten af 80erne, resulterede det i et stærkt berygtet (og temmelig underholdende) opgør på den litterære japanske scene. På den ene side stod store forfattere og litteraturkritikere fra 50plus-generation. Deriblandt Ōe. Og på den anden side stod yngre, millionsælgende forfattere som Haruki Murakami, Ryû Murakami og Banana Yoshimoto, der alle var langt mere optagede af vestlig ungdomskultur, kitch, popmusik og seksualitet end den ældre generation brød sig om. ”Murakami formår ikke at appellere til intellektuelle,” konkluderede Ōe og stemplede ham som batakusai; alt for amerikansk til at være rigtig japansk eller direkte oversat: ’stinkende af smør’.

I 1986 tog Murakami konsekvensen af hetzen, pakkede sydfrugterne og flyttede til Europa og derpå til USA, men bedst som han var ved at færdiggøre Trækfuglens krønike i 1995, ændrede Japan sig. 17. januar kom det store jordskælv i hans fødeby Kobe, og 20. marts kom giftgasattentaterne i Tokyos undergrundsbane. Som konsekvens flyttede Murakami tilbage til Japan, skrev Underground, der består af 60 interviews med ofre for attentaterne, samt novellesamlingen Efter skælvet, der nu foreligger på dansk. Bedre sent end aldrig kan man sige.

De seks noveller i samlingen udspiller sig i månederne mellem jordskælvet og giftgasattentaterne og portrætterer en række mennesker, der befinder sig i både livets og jordskælvets periferi. Ingen er direkte ramt af jordskælvet, faktisk figurerer det mestendels på tv-skærme i baggrunden, men alle oplever alligevel at blive rystet vågne efter mange års selvbedøvet eksistens. Én er ekspedient i en hi-fi butik og bliver forladt af konen, der i sit afskedsbrev sammenligner ham med en klump luft. En anden er seksuelt besat af sin religiøst fanatiske mor. En tredje er pengeopkræver i Tokyos Tryg & Sikker Bank og bliver en aften opsøgt af en kæmpemæssig frø, der varsler et ødelæggende jordskælv med epicentrum under banken. Og en fjerde er novelleforfatter og årelang part i et gradvist udfoldet trekantsdrama, der afrunder samlingen med et drys sprød nostalgi.

Sidstnævnte to noveller er klart samlingens bedste. I novellen om frøen genfinder vi de overnaturlige elementer og den morbide humor, der om noget er Murakamis varemærke, og i den anden – samlingens længste – får vi smukt udfoldet persontegning, imponerende æskeopbygning og alle tiders lovestory. Undervejs er det dog svært at se bort fra, at novellerne aldrig når ned, hvor det virkelig kradser. Det er ikke fordi, Murakami er dårlig, når han skriver kort. Han er bare klasser bedre, når han skriver langt, fordi hans vildtvoksende stil skaber en spændstighed i teksterne, der i den grad er fraværende her. Tilbage er en temmelig langmodig prosa, venlig og velpoleret, men kun lejlighedsvis vital. Og på ingen måde hip og postmoderne, hvis det er den slags, man efterspøger.

At kalde Haruki Murakami for den yngre generation er nok også lidt af en tilsnigelse efterhånden. Det bliver man for alvor overbevist om, når man læser den 34 år yngre japanske forfatter Hitomi Kanehara, der brød igennem som blot 19-årig i 2003 med den millionsælgende og prisbelønnede selvlemlæstelsesroman Slanger og piercinger. Oversat til dansk i 2006. Kanehara droppede ud af skolen som 11-årig og levede det hårde liv på gaden som teenager, til hun begyndte at skrive, og den historie omskaber hun nu til litteratur i sin fjerde roman Autofiction, der netop er udsendt på engelsk.

Springer man som undertegnede direkte fra Murakami til Kanehara, er skiftet et langt større jordskælv, end det nogensinde føltes undervejs i Efter skælvet. Ikke blot skriver Kanehara, som andre skriger. Hendes historie afsætter sig også langt dybere spor i læserens bevidsthed med sit dristige emnevalg og sin ditto opbygning. Som i Murakamis noveller er tomhed og følelsesmæssig bedøvelse et klart hovedtema, men afgrundens kant er rykket tættere på.

Vi følger den mentalt forstyrrede forfatterinde Rin over en periode på syv år. I første kapitel er hun 22 år og på vej hjem fra bryllupsrejse, og fra begyndelsen aner man, at hendes liv er styret af symbioselængsel, paranoia, selvhad og sex. ”Hvorfor er verden ikke programmeret sådan, at den selvdetonerer det øjeblik, han bedrager mig?” overvejer hun eksempelvis, da den arme mand er borte et øjeblik, og snart forskanser manden sig da også på sit værelse i lejligheden, imens Rin udagerer ren Madwoman in the Attic i værelset ved siden af. I de følgende kapitler, der snarere føles som nedslag, følger vi Rin som 18-årig, 16-årig og 15-årig, og tilbagespolingen fungerer. Ikke mindst fordi Kanehara flot formår at indfange den stadigt yngre kvindes perception af sig selv og verden, og med snigende uro begriber man, hvilke mønstre, der har korrumperet hendes sjæleliv. Voldelige kærester, gangrape, livet på tilfældige sofaer, massevis af dårlig sex, en abort og forældrenes følelsesmæssige fravær. Alt skrevet frem i en vilter og eksplicit prosa af bevidsthedsstrømmende tilsnit, der giver historien et stærkt hudløst præg og én gang for alle smadrer forestillingen om den underdanige, japanske kvinde med kimonoen. En stereotyp, der i øvrigt lever i bedste velgående i flere af Haruki Murakamis noveller.

Både Murakami og Kanehara kommenterer eksplicit deres egen udtryksform. Hos Murakami udtrykker novelleforfatteren, at novelleformen er ved at være passé, ”fuldstændig ligesom den stakkels regnestok”, og hos Kanehara udtaler Rin, at ”fiktion, der får læseren til at overveje, om det monstro er selvbiografisk” er helt ulidelig, fordi intervieweren anser forfatteren for at være romanpersonen. Ikke desto mindre indvilliger Rin indledningsvis i at skrive netop selvbiografisk fiktion, men først da hendes redaktør har drukket hende fuld i dyr champagne. Og lige præcis sådan føles romanen også. Småslingrende og springende, sine steder modvillig og med et selvdestruktivt drive, der bringer klare mindelser om Sylvia Plaths The Bell Jar og Wei Huis skandaleombruste Shanghai Baby. Hvorvidt man foretrækker den slags vilde udskejelser frem for den mere distingverede prosa, som Murakami leverer her, er nok en smags sag. Selv er jeg klart mest hooked på Kanehara i denne ombæring.

Foto: Sinsong

Oh Helen!

2008-10-12T01:45:00.003+03:00

I’m ready for my close-up!
Helen Mirrens glittede coffee table-scrapbog af en selvbiografi er lige til at blive i godt humør af

Helen Mirren: In the Frame. My Life in Words and Pictures (Weidenfeld & Nicolson, 2007. 272 sider, £12.00 over amazon.co.uk) Anmeldelse bragt i Weekendavisen 11.04.2008

Ilyena Vasilievna Mironoff. Det lyder måske ikke som nogen, man kender, men tag ikke fejl. Bag det aristokratiske, russiske navn gemmer der sig én af verdens ubetinget største, nulevende skuespillerinder. Nemlig den 62-årige britiske Dame Helen Mirren, der i de seneste år er strøget helt til tops med sine hovedroller i oscarvinderen The Queen, Emmy- og BAFTA-vinderen Prime Suspect – The Final Act og Golden Globe-vinderen Elisabeth I.

Selv er jeg nogenlunde lige så indtaget i hende og alt, hvad hun foretager sig på film, tv og de skrå brædder, som jeg forestiller mig, at vor hjemlige Bettina Heltberg må være det i George Clooney. Og jeg er så langt fra alene. Surfer man på YouTube – og det gør man naturligvis, når man er indtaget i nogen – kan man fouragere i hundredvis af mere eller mindre groteske tributes. Helen Mirrens utallige prismodtagelser og fantastiske gallaoutfits med Queen of the Night som underlægningsmusik. Hendes legendariske og for amerikanere stærkt stødende takketale i forbindelse med Elisabeth I ("my biggest triumph is not falling arse over tit. If you saw the shoes I had on you would understand.") Hyldest til den lesbiske klassiker Losing Chase med filmklip og –stills, hvor Helen Mirren lægger kraftigt an på Kyra Sedgwick. Endnu flere hyldester til hendes ægteskab med filminstruktøren Taylor Hackford, deriblandt adskillige sammenklip af prægnante kyssescener med This Kiss som underlægningsmusik. Helen Mirren henslængt lækker i diverse talkshows. Helen Mirren som Shakespeare-ensembleskuespiller. En ung Helen Mirren, der reklamerer for opvaskehandsker samt et større antal hyldester til Helen Mirren taking her kit off, som de siger i England. Fra tidlige, pornografiske mærkværdigheder som Exalibur (1981) og Caligula (1980) til senere skud på stammen som Calendar Girls (2002) og Shadowboxer (2005). I sidstnævnte spiller hun en lejemorder, der har et forhold til sin unge, sorte stedsøn, og ”selvfølgelig sagde jeg ja til rollen,” som hun skriver i sine nys udkomne erindringer In the Frame. My life in Words and Pictures. ”Jeg blev jo iklædt Vivienne Westwood fra top til tå.”

So true og aldeles typisk for den Helen Mirren, der træder frem In the Frame. En kvinde, der er så ready for her close-up, som hun kan blive, og i tilgift virker så hujende ligeglad med, hvad verden måtte mene, at hun har skabt en bog præcis efter sit eget hoved. ”Når jeg læser selvbiografier, er det altid billederne, der interesserer mig,” lyder eksempelvis forklaringen på, at hendes bog snarere må kaldes en glittet coffee table-scrapbog end en biografi i traditionel forstand. Fyldt, som den er, med eksklusive barndoms- og familiebilleder, pressebilleder, film-, teater- og nøgenbilleder, kunstfotos, memorabilia, håndskrevne breve og postkort i én pærevælling.

Men kan med rette hævde, at ”jeg er velsignet med en vidunderligt glemsom hjerne,” og ”jeg har altid fundet verden omkring mig mere interessant end min indre verden” ikke ligefrem er så heldigt i en selvbiografisammenhæng. Men kan man leve med, at introspektion og kronologi ikke just er forfatterindens stærke side, kan man sagtens springe på. Ingen tvivl om, at visse afsnit er rene opremsninger af højdepunkt efter højdepunkt, at flere afsnit helt mangler, mens andre er påfaldende lange og omstændelige. Specielt de indledende, der omhandler hele anegalleriet. Farfaren, der strandede i London efter den russiske revolution, faren, der skiftede Mironoff ud med Mirren for at blive fuldgyldig englænder og hende selv, der voksede op i efterkrigstidens Chiswick, London, i en søskendeflok på tre. Men man skal godt nok være ualmindeligt upåvirkelig for ikke at blive i strålende humør af denne kvinde, der har fulgt sit hjerte fra de første optrædener til nu og efter alt at dømme har haft en fest med at være sig selv hele vejen.

Vi hører om den usikre, 23-årige skuespillers besøg hos en håndlæser i London. ”Jeg vil nærstudere din hånd og så vil jeg tale meget hurtigt. Du vil ikke kunne huske, hvad jeg siger, så skriv det ned så hurtigt, du kan,” lød hans ordre, og som sagt så gjort. ”Efter omkring tyve minutter var jeg fem pund fattigere, og tilbage stod jeg med hele min fremtid skriblet ned på en kæmpe bunke papirer. Det var fuldkommen korrekt, jeg kunne intet huske. Altså ud over, at han sagde ’du bliver succesfuld, men du vil opleve din største succes senere, efter et du er fyldt 45.’ Ikke ligefrem noget, man har lyst til at høre som 23-årig,” mindes Helen Mirren, der endte med at smide skriblerierne i den nærmeste skraldespand. Når man som hun ønskede, at livet skulle være et eventyr, gik det jo ikke an at kende slutningen.

Og eventyrlige oplevelser har der været nok af. Fra de første og knap så glorværdige, f.eks. med stykket Little Malcomn and His Struggle Against the Eunuchs, hvor hendes legendariske replik ”will you shaft me?” – på dansk: vil du kneppe mig? - fik publikum til at udvandre på stribe, til eksperimentalteater gennem Afrika, syretrip i de glade 60ere, forholdet til den syv år yngre Liam Neeson og et harem af andre mænd, den daglige champagnerus inden filmoptagelserne til The Cook, The Thief, His Wife, and Her Lover og mødet med den gifte Taylor Hackford under indspilningerne til White Nights (1985), hvor hun spillede tidligere ballerina med tyk russisk accent.

Det startede skidt med, at Taylor Hackford kom for sent til den aftalte casting, så Helen Mirren nær havde forladt bygningen i vrede, men endte hurtigt et helt andet sted. Taylor Hackford lod sig skille fra sin kone, da optagelserne var slut, og Helen Mirren besluttede for første gang i sit liv at prioritere sit forhold højere end sit arbejde. Hun flyttede ind hos Hackford og hans to sønner i Hollywood, selv om hun ikke havde skyggen af navn i USA, og langsomt fandt hun sine ben. Ikke mindst takket være rollen som den hårdkogte Detective Superintendent Jane Tennison i BBC-serie Prime Suspect. Selv var Helen Mirren så meget i tvivl om, hvorvidt serien ville hitte eller floppe, at hun ikke turde møde op til screeningen, men sendte sin nevø. Han var heldigvis begejstret, og det var resten af verden som bekendt også. Fra at være en relativt kendt teaterskuespiller i hjemlandet, fik Helen Mirren pludselig sit helt store gennembrud verden over, og derfra er det gået slag i slag. Kulminerende med det, hun meget passende har døbt My Amazing Year.

“Da The Queen havde premiere ved filmfestivalen i Venedig, var det første gang, den blev vist for et publikum /../ Hvis et italiensk publikum kan lide en film, så får den stående klapsalver. Efter The Queen rejste publikum sig og klappede i hvad der føltes som lang tid, og helt overvældet af øjeblikket løftede jeg armene som en operastjerne. Mens jeg gjorde det, tænkte jeg faktisk ’hvad fanden laver du, Helen – spiller Evita?’ Så hurtigt, jeg kunne, sænkede jeg armene igen, meget skamfuld. Min mand kan nu ret hurtigt få mig ned på jorden ved lige så stille at nynne Don’t cry for me, Argentina..."

Citatet her får faktisk Helen Mirren til at fremstå væsentligt mere åbenhjertig, end rimeligt er, for har man fulgt hende som undertegnede, er der reelt ikke meget nyt at komme efter på tekstsiden. Kun ganske få afsløringer i stil med, at hun aldrig har konsulteret en psykolog, at hendes forældre havde et fortræffeligt sexliv, at hun elsker parykker og store kjoler (tell me about it!), og at hun af natur er vældig konfliktsky modsat Taylor Hackford. Men man lever fint med det takket være billedmaterialet, der siger mere end alle ord. En 62-årig, der oser af selvtillid, erotik og livslyst uden at ligne én, der har betalt sig fra rynkerne eller er gået amok til astanga yoga. Dette er Helen Mirren på toppen og et forbillede for alle, der holder af at være i live. Takket være hende er 60something godt på vej til at blive den mest attraktive af alle aldre.

Smag for Claire

2008-10-12T01:37:00.003+03:00

Som mor så datter?

Fransk novellesamling tager temperaturen på mor/datter-forhold fra helvede

Claire Castillon: Insekt. Oversat fra fransk af Niels Lyngsø (Forlaget Per Kofod, 131 sider, 199 kroner) Anmeldelse bragt i Weekendavisen 2.11.2007

Efter en halv time med hjernen i blød må jeg konstatere, at jeg aldrig er stødt på hverken bøger, film, teaterstykker eller noget som helst andet, der minder om franske Claire Castillons (f. 1975) noveller. Hendes syvende udgivelse og helt store gennembrud med den stikkende titel Insekt, foreløbig oversat til engelsk, italiensk, tysk, hollandsk, spansk, portugisisk, finsk, svensk, kinesisk, koreansk og nu dansk. Eller jo, peut-être, hvis man tog Ingmar Bergmans Høstsonaten, satte tempoet tredive gange i vejret og udskiftede Ingrid Bergmans moderfigur med Piper Lauries i Carrie for til slut at barbere udtrykket ned, til det kunne stå i en bog af Amélie Nothomb. Så måske. Især hvis bemeldte Nothomb-bog flød over af mor/datter-forhold fra helvede, irrationaliteten længe leve og twistet humor á la ”jeg åbnede bildøren, og jeg kastede hende der sad øverst ud på ringmotorvejen. Og jeg indrømmer at jeg ikke var helt tilfreds med det, for det var den mest fornuftige af dem jeg havde kastet ud.”

’Den mest fornuftige af dem’ henviser p.s. til den ene af kvindens tvillingedøtre, og det er så blot en mild forsmag på, hvor stor en bitchfest, mødre og døtre har med hinanden hos Castillon. I nitten korte noveller fra grusomhedens overdrev, endog dedikeret ”til min mor”, som der står på titelbladet, og man kunne faktisk meget let forestille sig dem som Ekstrabladsoverskrifter omsat til litteratur. Frit oversat kunne de eksempelvis lyde: ”Mor forgifter datter med egen afføring.” ”Datter udtaler: ”Jeg er parat til at dræbe min mor.” ”Mor forfører ustabil datters mand.” ”Retarderet datter drev sin mor i døden.” ”Hospitalspersonale i chok: Nybagt mor stikker af fra baby.” ”Derfor faldt hun altid i søvn: Mor fyldte datter med medicin.” ”Datter afskyr sin døende mor” og jeg har ikke engang nævnt den værste. Titelnovellen Insekt. Heri samler den kære fru moder på tørrede insekter, imens hendes mand – måske – forgriber sig på deres fælles datter. ”Han har været hurtig i aften. Han kommer og lægger sig ved siden af mig, siger Godaften min skat og kysser mig på munden. Jeg mærker lugten af min datter, og jeg knuger ham ind til mig, som om det var hende, jeg knugede, hende der ligger derinde i sin seng og er kommet galt af sted, takket være den mand, der sover i min. Jeg lægger hånden på hans køn, jeg vil se hvor stort det er, det der lige har været inde i min datter.”

Cute, indeed, og som citatet nok lader ane, kan det meget vel være, at temaerne er hentet direkte ud af formiddagsaviserne, men sproget er det så afgjort ikke. Claire Castillon fører tværtimod en fintmærkende pen, meget fransk med lange, kommaterede sætninger, men med en iboende nøgternhed, der for desperationen til at folde sig ud. Tag bare denne slutning på historien om en voksen datter, der vil gøre alt for at hende forældre bliver sammen trods farens utroskab: ”Fluen hamrer ind i hovedet på mig, min mor løber bag mig. Jeg vil ikke sladre til hende om ham, hun skal tage ud til fyret, helt alene sammen med min far, uden fluen som nu flyver ind i mit øre. De skal blive sammen, livet bygger dem op igen, de skal ikke gå fra hinanden. Der er visse begivenheder der bringer forældre tættere på hinanden. Man skal bare finde sådan en. Da hun indhenter mig, går jeg over gaden ud at se mig for.”

På den ene side, og på en lidt modvillig måde, er jeg faktisk ret begejstret for de her noveller. De har fremdrift for alle pengene, suspense og chokeffekter i rap, og så deler de sol og vind lige, så det ikke er til at sige, om mødrene er ondere end døtrene eller omvendt. Begge parter besidder ligesom de værste, menneskelige egenskaber overhovedet, og hatten af for det. Grebet giver helt klart samlingen en tvetydighed, der får en til at læse videre. Men samtidig - og det er så her, min reservation kommer ind i billedet – er fortællerstemmerne simpelthen for ens. Om det er den 14-årige teenagedatter, der taler i den ene novelle, eller den sjældent besøgte mor på plejehjemmet, der taler i den anden, kommer ud på det samme, for de lyder lige ubehagelige med pil til kyniske, hjerteløse, forråede, besidderiske, livsfarlige, passive-aggressive og så videre.

Resultatet er, at man umuligt kan holde den ene novelle ude fra den anden, hvis man læser samlingen i et stræk. Og det gør man sandsynligvis, hvis man ikke står af, inden man overhovedet er begyndt. Selv læste jeg den med store øjne og endnu større undren. Gennemført aparte og med den underligste bismag. Go taste for yourself, hvis De vil prøve noget nyt. Der er næppe nogen chance for, at De vil læse noget lignende igen.

Årets roman!

2008-10-12T01:25:00.005+03:00

Ladies Night
Mesterlig og medrivende svensk bitchfest
Mara Lee: Ladies. Oversat af Camilla Christensen (Rosinante, 396 sider, 299 kroner) Anmeldelse bragt i Weekendavisen 29.08.2008

’Chicklit upgrade’ står der allerøverst på den pressemeddelelse, der følger med mit eksemplar af Mara Lees (f 1972) romandebut Ladies. Der burde dog have stået ’mesterlig og medrivende svensk bitchfest’ eller ’Kom an, Atwood!’ eller slet og ret ’årets største læseoplevelse’. Og det ville ikke engang være spor for meget. For ganske vist har det danske kunstnerkollektiv Uden frygt forsynet Ladies med et helt hen i vejret ringe omslag, der signalerer den værste gang chicklit længe set. Pink bundfarve for og bag, Ladies med partiel lak og la grande bodypart treatment med nøgen kvindeoverkrop i shampooreklamepositur, komplet med tilbageslynget hår og sæbebobler. Men hvis Ladies er chicklit, upgrade eller ej, er Margaret Atwoods Røverbruden og Siri Hustvedts Med bind for øjnene det også. Det er i de kvalitative luftlag, vi befinder os, og skaber omslaget umiddelbart uro i trussen hos chicklitpublikummet, vil hver eneste chick da gå totalt kold over det faktiske indhold.

På et helt overfladisk plan kan man velsagtens godt argumentere for, at Mara Lee benytter sig af chicklittens godt prøvede virkemidler. Vi har unge, kvindelige hovedpersoner så smukke, at tilfældige folk på gaden taber underkæben af benovelse, vi har overfladisk smartness på et stockholmsk galleri, og så har vi den mest selvfølgelige, letflydende prosa. Men i Ladies er der ingen heltinder at identificere sig med og ingen prinser på hvide heste, hovedtemaet er ikke kærlighed, men korrumperende skønhed og galopperende narcissisme, og læseren får de første hundrede døre til alverdens fortolkningsrum lige i synet. Hvad gør kunst til kunst? Hvad gør skønhed skøn? Vil man læse den helt store samtidsroman, kan man begynde her. En fuldtræffer fra kvindelivets stilletpløjede slagmark.

Fra begyndelsen leger romanen dristigt med læserens begær efter at skabe mening og sammenhæng. Den er opdelt i syv dele med en mængde underkapitler, der veksler mellem Skåne i 80erne, Paris i 90erne og Stockholm i 2006. Indenfor disse rammer følger vi i shortcuts galleriejeren Lea, hendes veninde Mia, digteren Laura, fotografen Siri/Iris og hendes assistent Jean, og det fungerer forbilledligt. Mara Lee holder sin historie i et jerngreb, og over 400 sider springer læseren ikke et eneste komma over. Tværtimod læser man gerne lange passager flere gange, fordi fortællerstemmen er så bidende ironisk og fandens præcis.

Hurtigt forstår man, at de fem hovedpersonernes veje har krydset hinanden med fatale konsekvenser way back. Det går også hurtigt op for én, at Lea og Mia nu vil have hævn over Siri og Jean, og langsomt, langsomt afslører det sig hvorfor og hvordan. I centrum af begivenhederne står Lea. Den ’evolutionære saltomortale’, der stik mod alle biologiske odds er faldet så underskøn ud, at hele verden, inklusive Lea selv, slet ikke kan få nok af at betragte hende. Faktisk er Lea så forelsket i sit eget spejlbillede, at det eneste, der tænder hende seksuelt, er billeder af sig selv eller, alternativt, fuldendte kunstværker. Ind imellem scorer hun også helt unge fyre, der snarere er ynglinge end mænd, og den interesse deler hun med veninden Mia. Den engang så kæphøje balletdanser, der efter et traume i barndommen har lagt alle ambitioner på hylden og omdannet sit liv til en permanent fritidsbeskæftigelse.

Som Mara Lee har hun asiatisk baggrund, forstår man midtvejs, hvor hun pludselig omtales som ’hende kineseren’, og et andet sted i Stockholm sidder endnu en hovedperson, der deler visse træk med forfatterinden. Nemlig digteren Laura. Før succesen med Ladies var Mara Lee en lige så smal digter med to seksuelt eksplicitte kortprosasamlinger bag sig. Laura er tidligere model, og igen spiller romanen på skønhed som den helt store forbandelse. ’Da skønheden omsider døde, fødtes digteren Laura Magnusson,’ hedder det. Laura er dog stærkt forstyrret, og hendes eneste kontakt til omverdenen er psykologen, den hennafarvede veninde og printeren, der spytter sider ud, som hun ikke mener at have skrevet. Mia forsøger gentagne gange at få Laura i tale, uden at man helt forstår forbindelsen mellem dem. Altså andet, end at den utvivlsomt har noget at gøre med den fjerde hovedperson, hotshotfotografen Siri, bedre kendt som Iris C. Hun er bosat i Paris og har en retrospektiv udstilling foran sig. Tilfældigvis på Leas galleri Albany.

Siri/Iris-navnet er næppe et tilfælde. I Siri Hustvedts postmoderne newyorkerroman Med bind for øjnene hed hovedpersonen netop Iris – Siri stavet bagrfra – og i begge bøger er fotografi og tyveri to sider af samme sag. Fotografer beskrives som dæmoner, der ikke spørger om lov, før de stjæler og udstiller menneskers allerdybeste hemmeligheder i nådesløse snapshots, og lige præcis sådan er Siri/Iris. Ved sin side har hun den androgyne Jean, der som den ditto androgyne Paris hos Hustvedt snarere er et tomt tegn, der drejer handlingen om sin lillefinger, end en egentlig person af kød og blod. Samtidig er Jean på spidsfindig vis knyttet til fortidsplanet. Både i Skåne og i Paris, hvor Lea som ung studerende mødte ham i den kvindelige professor Albanys inderkreds. Albany begærede Lea, Lea begærede sig selv, og det gik først for sent op for hende, hvad Jeans begær dybest set var rettet mod. Kødeligt er begæret under alle omstændigheder sjældent i Ladies, og kategorier som hetero og homo er sat helt ud af spillet. Uvægerligt skubber det til læserens verdensbillede, fordi det dissidente begær er så overbevisende beskrevet som normen snarere end undtagelsen.

A lady always knows when to leave, som bekendt, men disse ladies aner det tydeligvis ikke. I stedet løber de lige lukt i armene på katastrofen, og uden at sige for meget ender det hele i en kulørt gang ramasjang til Iris/Siris fernissage på galleri Albany. I mindre kyndige hænder vil jeg slet ikke tænke på, hvor galt, det kunne være gået. Men hos Mara Lee lykkes la grande finale til op over begge ører. Takket være en udsøgt kombination af en rivende god historie, den helt rette dosis brikker, der ikke passer, stilsikkerhed, dristighed og en mindeværdig persontegning. Alle karakterer er på én gang tidstypiske og forvrængede, grotesk langt ude og fulde af nuancer og tilsat masser af metakommentarer, der burde irritere, men i stedet gør det hele endnu mere vittigt. Det er underholdende som en hængekøjeroman, men langt mere kvalificeret. De kan roligt tænke tohundrede tanker i timen med Mara Lee snarest.

Madame Man Ray

2008-10-12T01:14:00.004+03:00

Lovelee

I Sunday Times kaldte man posthumt Lee Miller ”one of the first and loveliest faces to acquire a name.” Man forstår hvorfor. Lee Miller var i sandhed Lovelee, som hun plejede at underskrive sig.

Carolyn Burke: Lee Miller. On both sides of the camera (Bloomsbury, 2006, 430 sider, 149 kroner i Politikens Boghal) Anmeldelse bragt i Weekendavisen 29.06.2007

”Der har vi jo Man Rays muse!” tænkte jeg straks, jeg fik Carolyn Burkes digre biografi om Lee Miller mellem hænderne. Prydet, som den er, af den gudesmukke Lee med kort, bølget Garçonne-cut, svanehals og de Greta Garbo-lignende træk. ”Var det ikke hendes nøgne ryg, der lignede en violin på det dér Man Ray-fotografi..?” tænkte jeg videre, og det var det så ikke. Ryggen tilhørte Man Rays muse i midten af 20erne, Kiki de Montparnasse. Til gengæld stod Lee blandt meget andet model til det velkendte fotografi La femme surréaliste (1930) med bar overkrop og gitter for ansigtet, ligesom hun spillede med i Jean Cocteaus film "Blood of a Poet."

”Der findes simpelthen for mange portrætter af Lee Miller, skabt af bedre kendte kunstnere end hende,” skriver Burke i forordet og rev mig effektivt ud af min muse-vildfarelse. For godt nok agerede Lee Miller græsk gudinde for Man Ray og ikon for Vogues læsere i slutningen af 20’erne og begyndelsen af 30’erne. Men hun agerede i lige så høj grad bag kameraet som fotograf af den surrealistiske skole, og intet tyder på, at hun stod det mindste tilbage for Man Ray. For eksempel er hun ophavskvinde til de bedste portrætfotografier af Picasso, Chaplin, Miró, Marta Gellhorn og Man Ray - og temmelig unlikely var hun en fremragende krigsfotograf under Anden Verdenskrig. Som eneste kvinde tilbragte hun krigsårene i Europas brændpunkter, og i 1945 dokumenterede hun befrielsen med et selvportræt i Hitlers badekar i München og en samling stærkt oprivende billeder fra koncentrationslejren i Dachau. Og der er mere til hendes historie end det. Mest oplagt en barndom, der i den grad må betegnes som langt ude.

Lee blev født ind i en opadstræbende familie i Poughkeepsie, New York. Året var 1907, Lee hed på det tidspunkt Elisabeth, og fra begyndelsen var hun faren Theodores øjesten. Hans kone, Florence, foretrak langt Elisabeths storebror John, og imens hun klædte ham i pigetøj og gav ham bånd i håret, så han senere fik store problemer med sin kønsidentitet, blev Elisabeth opdraget som dreng. Hun blev også fotograferet i et væk, for Theodore havde en passion for mekanik og kunne slet ikke få nok af den lyslokkede pige. Atten måneder gammel fotograferede han hende nøgen for første gang, og frem til hun var først i tyverne, stod hun og veninderne løbende nøgenmodel for ham, ofte i æggende positurer. Til gengæld vækkende han den unge Elisabeths interesse for lys og skygge, skuespil og mekanik.

Skummelt? I den grad, men næppe mere traumatisk for Elisabeth end hendes ophold hos forældrenes svenske vennepar i Brooklyn. Elisabeth var på det tidspunkt syv år gammel, og en dag blev hun voldtaget af venneparrets svoger med det suspekte navn Onkel Bob. Han havde også held til at smitte hende med gonorre, og det var et helt traume i sig selv, for på det tidspunkt bestod behandlingen af mange ugentlige udskylninger af blæren og rensninger af livmoderhalsen. Et job, Florence forestod, og ellers lod både hun og Theodore, som var alt i sin skønneste orden. John og lillebroren Erik måtte selv stykke historien sammen, imens deres søster skreg af smerte bag lukkede døre og ændrede sig fra charmerende til helt uregerlig. Få dage før, Elisabeth fyldte otte, forsøgte Theodore sig med sin egen form for terapi. Nøgenterapi, kan man kalde den. En morgen i april tog han Elisabeth med ud i sneen udenfor deres hus, og der stod hun så. Kun iført hjemmesko og med skuldrene helt oppe under ørerne, men uden at ryste. Det ville jo have ødelagt fotografiet.

Men unge Elisabeth var også en smækforkælet ballademager, der blev smidt ud af samtlige skoler og fik Theodore til at punge ud, hver eneste gang hun ville prøve en ny uddannelse. Skuespil i Paris, lyssætning på Vassar, dans, tegning, kalligrafi og kunsthistorie, til hun blev spottet i New York af Condé Nast, grundlæggeren af blandt andet Vogue, der tilbød hende modeljob for bladet. Ved samme lejlighed skiftede hun Elisabeth ud med det androgyne Lee og kastede sig ud i en dekadent livsførelse med masser af mænd. Ikke sjældent var de 20-30 år ældre end hende som en vis Theodore, og det samme gjaldt da også Man Ray, som hun opsøgte i Paris i 1929. Hun fortæller: ”Jeg bad ham om at gøre mig til sin elev. Han svarede, at han aldrig tog elever, men jeg gætter på, at han faldt for mig. Vi levede sammen i tre år, og jeg lærte en masse om fotografi.” Mildt sagt. Faktisk sugede Lee Miller så meget til sig, at det efterhånden blev umuligt at se, om det var Man Ray eller ”Madame Man Ray” – som hun blev kaldt - der havde taget billederne.

Et traditionelt harmonisk par blev de dog aldrig. Lee Miller var mange centimeter højere end Man Ray, der led alskens kvaler i den anledning, og monogamt anlagt var hun ikke. Hun havde heller ikke til sinds at stå i den store mesters skygge. Så i 1932 forlod hun ham og slog sig ned som celebrityfotograf på Manhattan. ”Jeg vil hellere tage billeder end at være et!” proklamerede hun og kaldte ellers sin retning for den amerikanske version af Man Ray Skolen - til den forsmåede Man Rays store fortrydelse. Starquality havde hun allerede, og succes fik hun til overmål, men vedholdende var hun ikke, og i 1934 lukkede hun biksen, giftede sig med den egyptiske forretningsmand Aziz Eloui Bey og flyttede til Cairo. Her levede hun som hjemmegående til 1939, hvor hun forelskede dig i den surrealistiske maler og kurator, Roland Penrose, og slog sig ned i London og siden i Sussex. De fik sønnen Anthony i 1946.

Når man undtager de højproduktive, om end traumatiske krigsår rundt om i Europa, fotograferede Lee Miller kun sporadisk efter 1934, og Roland Penrose havde mere travlt med sin egen karriere og sine elskerinder end med at hjælpe hende tilbage på banen. Resultatet fremgår tydeligt af de billeder, der findes af Lee Miller fra de sidste 30 år af hendes liv. Deprimeret, fordrukken og fløjtende ligeglad med sit udseende blev hun, og tillige så excentrisk, at hendes søn langt hellere ville hentes i skolen af sin barnepige. Ingen i Sussex vidste, hvad der var hændt i hendes barndom eller under krigen, og hendes eneste tilbageværende passion var gourmetmadlavning. Det nød de mange prominente gæster til gengæld godt af. Picasso, Man Ray, Dorothea Thanning og Max Ernst, blandt andre.

Lee Miller døde af kræft i 1977, 70 år gammel, og havde det ikke været for hendes søn, der opdagede over 20.000 fotografier blandt hendes ting og gjorde alt for at få dem frem i lyset igen, havde den famøse muse-historie utvivlsomt fået lov at stå ukommenteret. Nu kan man i stedet opleve Man Rays kvindelige modstykke på V & A i London fra 5. september 2007 til 8. januar 2008.

Og så kan man selvfølgelig også læse Carolyn Burkes biografi, om end den unægteligt er mindst 200 sider for lang, unødigt detaljeret og ikke ligefrem skrevet med årets mest sprudlende pen. Desuden lider den under en påfaldende mangel på billedmateriale, der får læseren til at bladre frem og tilbage i håb om, at dette eller hint beskrevne fotografi dog må være der et sted. Men selv i disse uoptimale rammer hæver Lee Millers omskiftelige historie og indiskutable talent sig langt ud over det sædvanlige. Jeg kan allerede høre London kalde!

Posh

2008-10-12T00:53:00.004+03:00

Kunstige negle på tæerne

Askepot møder Vogue i ny stilguide fra Victoria Beckham

Victoria Beckham (med Hadley Freeman): Victoria Beckham – that extra half an inch. Hair, heels and everything in between (Penguin Books, 2006, 312 sider, 299 kroner i Politikens boghandel) Anmeldelse bragt i Weekendavisen 29.12.2006

Man forventer næppe at få Ulysses mellem hænderne, når man åbner Victoria ”Posh” Beckhams nys udkomne stilguide. Opkaldt efter hende selv og den extra half an inch, der i reglen gør det ud for hendes fodtøj i paparazziland og omegn. Til gengæld må vi, der har fulgt hendes transformation fra glad Spice Girl anno 1994 til mangemillionær/fodboldhustru/designer/mor med attitude anno 2006 snart 07, forvente at blive hardcore oplyst om looket, der har gjort hende til stilikon på linje med Kate Moss, Paris Hilton og Sienna Miller. Og lad mig da endelig opsummere det, hvis De har undladt at krydslæse et sladderblad for nyligt. Det tæller, foruden signaturer som tårnhøje stiletter, designertasker, ålestramme jeans, ultra-miniskirts og solbriller så store som møllehjul, over the top indslag som balkjoler fra alle læderhuders moder, Donatella Versace, meterlangt påsat hår, oppustelige læber a la collagen og overtrænet korpus iklædt selvbruner.

Vil man vide mere om kunsten at leve af et halvt salatblad, vedligeholde et par ordentlige silikonepatter og få sin mand til at ligne lækkert tilbehør på linje med de seneste stiletter fra Manolo Blahnik, er man kort sagt kommet til den rette. Bortset fra at Posh ikke er Paris Hilton og ikke har skrevet en pendant til hendes litteraturhistoriske hovedværk, Confessions of an Heiress, der gik efter melodien ”hvis du ikke har privatfly, så find ud af, hvordan du kan låne et” og ”jeg kan ikke understrege vigtigheden af milliardærvenner nok.” Tværtimod har Posh sat sig for at skrive en no nonsense stilguide, som det engelske folk (at dømme efter shoppinglisterne, der centrerer sig om London) både kan svælge i på udstyrs- og billedsiden og tage med på indkøb bagefter uden at kaste sig ud fra London Bridge. Måske virker det ikke decideret sandsynligt, at Posh kender Topshop, H&M, Zara og Marks & Spencer lige så meget indefra, som hun kender Alexander McQueen, Dolce & Gabbana, Stella McCartney, Marc Jacobs, Chloe og Agent Provocateur. Men det tjener bestemt til hendes ære, at hun nævner mærkerne side om side, uanset hvad.

Bogens største aktiv er dog langt fra dens opremsning af diverse mærker. Det er tværtimod bemeldte udstyrs- og billedside, der så absolut hører til i den vildt overdådige ende, hvor Askepot møder Vogue, og stjernestøv opstår. Omslaget er tykt, sølvglinsende og prydet af en cancan-dansende Posh i pink, foreviget af topfotografen Ellen von Unwerth, der ikke uden grund er kendt for sin corsageklædte erotika, kan jeg se. Her står hun for de gennemgående fotoserier i sort/hvid og farve, der iscenesætter Posh som en mellemting mellem Holly Golightly og Madonnas Dita. Det må have krævet sin fotograf; Posh er mange ting, men i besiddelse af utallige ansigtsudtryk er ikke en af dem. Til gengæld ved hun, hvad hun vil have. F.eks. vil jeg tro, at det er hende, der har peget på modeillustratoren Cecilia Carlstedt, kendt for sit arbejde for blandt andre La Perla, Paul Smith og Marie Claire. Hun tegner virkelig fremragende og løfter sine steder teksten, når den begynder at trætte.

For helt ærligt, det gør den. Primært er der - en smule overraskende - simpelthen alt for meget tekst i den her bog, og måske mindre overraskende: Alt for meget tekst, der er grotesk, himmelråbende ligegyldig. Jeg nævner i flæng: Hvad Posh pakker i kufferten til henholdsvis bade- og skiferie, hvilke shampooer, hånd- og skrubbecremer hun benytter i hvilken rækkefølge, hvorvidt trusser og BH bør matche eller ej, hvad hun render rundt i derhjemme, hvordan man bedst trykker hudorme ud og fordelene ved at få kunstige negle på tæerne. Ja, på tæerne.

Til gengæld er man ikke et øjeblik i tvivl om, at hun ved, hvad hun taler om, når hun stilguider udi jeans, toppe, pencilskirts, sko, tasker, balkjoler og hvad hun ellers brænder for. Herregud. La Posh har jo haft sin fysiske fremtræden som eneste arbejdsområde i årevis, og rådene kan (og bør!) i grunden følges af de fleste.
Spender færrest penge på basistøj og flest penge på tøj, der virkelig kræver et ordentligt snit for at falde, som det skal - f.eks. jeans, frakker og kjoler. Vis aldrig g-streng, ikke en gang i et friskt forsøg på at ligne Britney Spears. Visualiser hele sættet, inden De står på hovedet i skabet om morgenen, og læg det gerne frem aftenen i forvejen. Sørg for at A-nederdele aldrig går direkte ud i et A, med mindre De decideret holder af at ligne et femmandstelt. Vælg altid hvide klipklappere, der understreger den bruneste del: Deres fødder. Vælg hudfarvede BH’er til hvide bluser og BH’er uden blonder til hvad som helst - BH’er med blonder giver Deres frontparti et uklædeligt nubret udseende. Tro ikke, at De ser godt ud i de samme snit og den samme makeup, som fik Dem til at ligne en sprintende vårhare for ti år siden. Hvis De ifører Dem lårkort, så giv den udringede bluse et hvil, ellers går der hurtigt Anna Nicole Smith i foretagenet. Ingen striber på tværs. Og absolut intet langt løst hår til skjortebluser, med mindre De værner om Krystal Carringtons minde. Ifør Dem aldrig en badedragt med kreative stropper, der efterlader kreative mærker. Exfolier, også om sommeren! Udskift billige plasticknapper som det første. Køb aldrig skoene for små, heller ikke selv om De kun skal bruge dem om morgenen uden strømper. Og husk: At se godt ud handler ikke om penge, men om stil.

Desværre lader Posh de knap så forskønnende, kosmetiske indgreb, overtræningen og spiseforstyrrelserne ligge, og livet som lækker gravid optager heller ikke ligefrem unødig plads. Seks siders sang fra de varme lande får vi, til trods for at Posh rent faktisk aldrig har set så godt ud, som da hun ventede sine foreløbig tre sønner. Besynderligt fraværende er også husbonden, David Beckham, der kun optræder i en bisætning i ny og næ, når Posh føler trang til at forsikre om sit rige familieliv. Troværdigt er det ikke, snarere en lille smule sørgeligt. På en måde er man nysgerrig efter at vide, hvad denne kvinde i grunden foretager sig, når hun ikke shopper igennem og gør sig lækker for sin mand, verdenspressen og bøger som denne, og på en måde frygter man, at det rent faktisk er, hvad hun laver. Hele tiden. Måske bør man lade tvivlen komme hende til gode og gribe hendes selvbiografi, Learning to Fly, ved lejlighed?

There will always be Paris..

2008-10-12T00:41:00.003+03:00

"Paris – wasn’t it named after me?"

Paris Hilton (med Merle Ginsberg): Confessions of an Heiress – A Tongue-in-Chic Peek Behind the Pose (Simon & Schuster, 2004, 182 sider, 249 kroner) Anmeldelse bragt i Politiken 26.03.2005

Hører man til de glam- og sensationshungrende, eller har man blot ladet blikket vandre adspredt gennem et modeblad de sidste tre-fire år, har man sandsynligvis mødt Barbiedrømmen Paris Hilton midt i en overgjort posering. Med hovedet og hoften på sned, skinnende læber og øjenlågene trukket halvt ned over det indre sovekammer, så man dårligt kan være i tvivl om, at Paris har verden for sine funklende stiletter.
For det 24-årige, multirige oldebarn af Hiltonimperiets grundlægger er pt. overalt i omegnen af Hollywood, London, Tokyo og Saint-Tropez hvor der er en feststemt blitz til stede, et bord at danse på eller nogle designerklude at smide penge efter. Og skulle hendes diminutive, pink og lyseblå rober, t-shirts påskrevet ”Want a blow?” og populære realityshow med Lionel Richies vulgære datter, Nicole, ikke sikre hende forsiderne alene, diverterer hendes omgivelser gerne med den ene grundrystelse efter den anden.

Mest mindeværdig er nok hendes fremtrædende præstation i en nu legendarisk sexhjemmevideo, venligt distribueret over nettet af videoens anden aktør, ekskæresten, Rick Soloman. Men hvad kan man også forvente af en mand, der har været gift med Beverly Hills 90210-bitchen, Shannen Doherty? Senest, og lige så mindeværdigt, har en anonym hacker tiltusket sig adgang til Paris’ mobiltelefon og lagt indholdet ud på nettet, så enhver har kunnet ringe eller maile til stjerner som Eminem, Christina Aguilera, Avril Lavigne, Lindsay Lohan, Stephen King og Anna Kournikova.

”Jeg ved ikke, hvorfor det her altid sker for mig, men jeg ville ønske, at det ville holde op,” udtaler en oprørt Paris, og med sidste nyt fra Paris-fronten, den storglittede Confessions of an Heiress – A Tongue-in-Chic Peek Behind the Pose i hænderne, er der da heller ingen fare for, at skandalerne antager nye dimensioner. For bekendelserne står ikke just som en em fra siderne. I hvert fald ikke med mindre man finder det lige så substantielt som Paris selv, at hendes hår faktisk er krøllet som Shirley Temples, at hun er ked af sine store fødder, at søsteren Nicky er en langt bedre powershopper og at Paris faktisk har prøvet at tage undergrundsbanen i New York. Om vinteren.
Ligeså er ’bag facaden’ nok også lidt af en tilsnigelse. For ganske vist er flere kapitler helliget opvæksten og forholdet til forældrene, søsteren og diverse unavngivne mænd (Leonardo DiCaprio, Edward Furlong og Jason Shaw skulle angiveligt være blandt erobringerne), men fremstillingen er gennemgående indsmurt i fed glamour og strygere. Det samme er det righoldige billedmateriale og med den monotone bonus, at Paris desværre poserer fuldstændig ens på alle billederne a la glad Barbie, om hun er til fest, præmiere eller modeshow.

“Jeg har kendt Paris størstedelen af hendes unge liv, og jeg har altid regnet hende for en stor skønhed. Hvad folk ikke ved, er, at hun også besidder stor indre skønhed,” udtaler Donald Trump på bogens bagside, og umiddelbart er man ikke overbevist om hans dømmekraft. Slet ikke når man beskuer hans seneste kone i rækken, Melania Knauss, med øjne så tomme som tekopper. Men kan man holde overfladen ud, er Paris Hilton om ikke et dybt, så et ofte morsomt og virkelig camp bekendtskab.

Man griner, når hun poserer med sin fjollede chihuahua, Tinkerbell, der selvfølgelig har sin helt egen bog, The Tinkerbell Hilton Diaries: My Life Tailing Paris Hilton (2004) og når hun filosoferer over livet i størrelsesordenen ”hvis du har et sødt navn, vil du opføre dig sødt. Hvis du har et glamourøst navn, vil du opføre dig glamourøst.” Man tager sig til hovedet, når hun forsøger at forklare den dybere mening med sangteksten til sit singleudspil, Screwed, hvis omkvæd må være skrevet af en 10-årig i specialklasse: “Since I'm already screwed / Here's a message to you / My heart's wide open / I'm just not getting through to the lover in you.” Og man spærrer øjnene op, når hun, blottet for idé om penges værdi, kaster om sig med udtalelser som ”hvis du ikke har privatfly, så find ud af, hvordan du kan låne et”, ”jeg kan ikke understrege vigtigheden af milliardærvenner nok” og ”når alt kommer til alt, er kvindelige arvinger de mest pigede piger. De behøver aldrig at blive voksne som alle andre.”

Heri ligger utvivlsomt fascinationskraften ved fænomenet Paris Hilton. En kvinde, der har råd til at konstatere, at ”hvis jeg både skulle lave mad og vaske op – og, Gud forbyde det, have et arbejde oveni – ville jeg jo aldrig have tid til mig selv. Eller et anstændigt socialt liv.”

CITATER:

“Skuespil er blevet en lidenskab for mig, og derfor har jeg haft så mange tv-optrædener på det sidste. Jeg har endda taget et par timer i skuespil, og jeg elsker det. Jeg vil altid forsøge at perfektionere min teknik.”

”Jeg har været så heldig, at jeg har besøgt flere morsomme steder i mit korte liv end de fleste. Men det drejer sig ikke så meget om, hvor du tager hen – selv om det selvfølgelig også tæller – men hvordan du kommer derhen. Hvor fedt er det at tage til Saint-Tropez eller Australien, hvis du ser skoddet og sur ud, når du ankommer?”

”Jeg elsker diademer. Tro mig, folk opfører sig anderledes, når man har smykker på hovedet. Især når de har en mistanke om, at de er ægte.”

www.awfulplasticsurgery.com

2008-10-12T00:21:00.006+03:00

Plastic Fantastic?
Amerikansk plastickirurg skriver opblæste, men tankevækkende memoirer

Cap Lesesne, M.D.: Confessions Of a Park Avenue Plastic Surgeon – Perfection Comes at a Price (HarperCollinsEntertainment, 273 sider, 110 kroner i Arnold Busck) Anmeldelse bragt i Weekendavisen 29.12.2006

Doktor Caps mareridt nummer et slår ham lige i ansigtet. Livet siver ud af 70-årige Lee McKenzie midt i det store ansigtsløft, og der er intet, han kan gøre. ”Giv hende hundrede procent ilt,” instruerer han Lisa, narkosesygeplejersken, imens han opererer i rivende fart. Venstre side af ansigtet er stadig åbent fra øre til mund. Der er meget at suge og stramme og sy sammen endnu, men Lees blodtryk og iltoptag bliver bare ved med at falde, som har skæbnen skubbet hende ud fra Empire State Building. ”Der er bekymrende, det her,” bemærker Lisa så roligt, som hun bliver betalt for, og diagnoserne galopperer gennem doktor Caps hoved. Selvfølgelig gør de det. Meget har han været med til i sin 25 år lange karriere som plastickirurg, men ikke dødsfald. Hjerteanfald. For det må jo være sådan et, Lee har fået. ”Hun skal ud af narkosen med det samme,” beordrer han Lisa og kaster sig over nål og nylontråd. Syr, til bedøvelsen kun er lokal, og Lee mirakuløst slår øjnene op.
”Er vi færdige?” spørger hun, men det kan doktor Cap jo dårligt svare ja til, så længe venstre side af hendes ansigt flaprer åbent som en overskåret vandmelon. ”Vi har et lille problem,” svarer han derfor, som sandt er, og sætter hende nænsomt ind i situationen. Men hun ser bare på ham, som er han tabt bag en vogn, der for længst er kørt videre. ”Jeg er da fuldkommen ligeglad med, om jeg dør!” hvæser hun. ”Nu har jeg ventet hele mit liv på at komme til at se godt ud, og jeg har ikke tænkt mig at vente en eneste dag mere. Fortsæt!!”

Lee McKenzie er blot én grotesk perle i rækken af patienter, der passerer igennem vor mand, Cap Lesesnes memoirer, Confessions Of a Park Avenue Plastic Surgeon – Perfection Comes at a Price. Og den pris er mange fuldt indstillede på at betale, som billederne her på siden vel også vidner om. Alene i USA blev der foretaget 9,2 millioner plasticoperationer i 2004. 24% flere end i år 2000, og én af dem var så Lee McKenzies. Hun havde rent faktisk et hjerteanfald dér på operationsbordet og fik i øvrigt et til, så snart doktor Cap var færdig med at flikke hende sammen. Men det interesserede hende ikke. Så længe hun var glad, var det alt, der betød noget, og sådan konkluderer flertallet øjensynligt.

Den transseksuelle, der vil have bryster på ryggen, så hendes mandlige kæreste har noget at gribe fat i, når han knepper hende bagfra. Manden, der vil ligne Jennifer Aniston på en prik (forstå det, hvem der kan) og manden, der vil ligne Elvis så meget, at han kan optræde i Las Vegas. Manden, der ekskorterer først konen og næste dag elskerinden til Caps kontor. Kvinden, der ændrer sin bryststørrelse, hver gang hun dater en ny, hvilket vil sige cirka en gang hvert halve år. "Kan du ikke indoperere en lynlås?” beder hun til slut. Eller hvad med dette brev fra Sapporo, Japan: ”Kære doktor Lesesne, Jeg forstår, at De er en kendt plastickirurg. Min datter ligner Elisabeth Taylor. Jeg vil gerne have hende til at se mere japansk ud. Kan De få hende til at se mere japansk ud?” Mange tak” ledsaget af et billede af en helt ordinær, asiatisk pige på 14 år.

Park Avenue i New York huser nogle af verdens fremmeste plastickirurger, men i al beskedenhed mener Cap nu selv, at han er den skarpeste skalpel i skuffen. Han vil også gerne gentage det, hvis nogen skulle være i tvivl, og det er nogen så næppe efter 273 siders galopperende selvros, blær og namedropping af typen: ”En af mine venner og patienter – en kendt manuskriptforfatter – kom ind i restauranten, fik øje på mig og gik over til bordet. Derpå fik han øje på præsidentfruen, hilste på hende og gjorde mig en stor tjeneste. ”Mrs. Reagan, denne mand er den eneste ærlig plastickirurg i byen,” sagde han. Så snart, han var gået, kom en anden ven – arving til en stor formue – ind i restauranten, og også hun kom over til mig. Hun kendte også Mrs. Reagan, viste det sig.”

Kedeligst er Cap henover de absurd mange uopstrammede sider, der går med at opliste hver eneste prestigeuniversitet, han har betrådt, og etiske overvejelse, han har gjort sig. Eller undladt at gøre sig, skulle man måske nærmere sige i tilfælde som ”en 14-årig model kom sammen med sin mor og sagde, at hun ville have brystimplantater. Jeg måtte fortælle hende, at jeg ikke lavede brystforstørrelse på piger under 16.” For ikke at tale om alle operationerne, han har udført, og livene, han tilfældigvis har reddet, så folk har måttet takke ham og anbefale ham videre til unavngivne dronninger, A-listskuespillere og multimillionærer, Ivana Trump og Prinsesse Diana. Alle studiekammeraterne, der siden er blevet marketingseksperter og mangemillionærer. Alle sprogene, han taler, og de astronomiske summer, han smider ud på husleje og forsikring af sine hænder. Nå ja, og så selvfølgelig alle skårene, han dater, om end uden nævneværdig succes. Til ingens overraskelse, ærlig talt.

Men Caps Confessions har absolut også deres tankevækkende momenter, når vor selvbestaltede helts verden af hud, ar og forestilling om perfektion folder sig ud for læserens blik. Rygerhud heler skidt, skandinavisk hud heler bedst, asiater vil under ingen omstændigheder have ar, mens spanioler fouragerer i kirurgi og koreanere er særligt interesserede i at få hjulben brækket op og sat sammen igen. Sidstnævnte må Cap dog nægte, og ikke at hans hovedargument for at nægte nogen noget er særligt overbevisende. Det lyder, at han alene besidder blikket, der kan se skønhed objektivt, eftersom han er trænet i at slå sin PSR - Plastic Surgery’s Radar – til, bryde et hvilket som helst ansigt op i tredjedele, se det todimensionalt og i sort og hvidt. ”Min lidenskab er fejl. Mit mål er perfektion,” som han skriver.
Og hvor må verden dog se enkel ud med Caps øjne. Her er ingen forestilling om, at perfektion og skønhed er kontekstafhængige størrelser. Ingen erkendelse af, at han med sit blik og sin praksis medproducerer et skønhedsideal, der gør purunge piger og topmodeller til svingdørsmodeller i hans konsultation. Her er ikke engang optræk til selvransagelse, når en ung, kvindelige patient sætter sig i stolen og beder ham løfte hendes pande og hendes øjenlåg, ændre hendes næse, forstørre hendes mund, stramme hendes hals, hendes arme og hendes bryster samt fedtsuge hendes hofter, yderlår, inderlår og ankler. Her er kun et enkelt spørgsmål: ”Var der andet?” hvortil den unge kvinde svarer ”ja, min mave.”

Går De, i lighed med flertallet i Caps konsultation, rundt og drømmer om at ligne Sharon Stone, få øjne som Andie McDowell eller læber som Angelina Jolie, så læs lige denne bog, inden de lægger hud til. Det er så åbenlyst værd at tage stilling til karrusellen og al dens væsen, inden man hopper på den.

Billeder: Pete Burns (f. 1959) fra 80’er-bandet Dead or Alice & transperformeren Amanda Lepore

Hitchhiking

2008-10-12T00:08:00.004+03:00

Den infantile psycho
Alfred Hitchcock falder dybt i ny portrætbog, der går tæt på hans forhold til en perlerække af kvindelige filmstjerner

Donald Spoto: Spellbound by Beauty. Alfred Hitchcock and His Leading Ladies (Hutchinson, 2008, 229 sider, £13.20 over amazon.co.uk)

Spellbound by Beauty. Alfred Hitchcock and His Leading Ladies, hedder den herboende superbiografist, Donald Spotos, tredje portrætbog om gysets stormester. Og titlen giver umiddelbart mening. Psykodramaet Spellbound var én af Hitchcocks allerstørste succeser, og hvem ville ikke være indtaget i kvindelig skønhed efter at have instrueret en ubrudt perlerække af 40ernes, 50ernes og 60ernes største og blondeste skuespillerinder? Fra Grace Kelly, Ingrid Bergman, Janet Leigh, Kim Novak og Tippi Hedren til Eva Marie Saint, Doris Day, Marlene Dietrich og Tallulah Bankhead (der ikke var blond, men lad det nu ligge).

Efter endt læsning er man dog knap så overbevist om titlens dækningsgrad. Faktisk burde denne bog snarere have heddet The Infantile Psycho. Alfred Hitchcock’s Sexual Harassment of His Leading Ladies. Om ikke for andet, så fordi enhver, der foretrækker at smile ad gysets glade buddha, hans klodsede cameo appearances og alfaderlige Good evening, I’m Alfred Hitchcock. Tonight I’m presenting.., komplet med talefejl og babykinder, bør advares mod at læse med. Det samme gælder alle, der, som undertegnede, har rådyrket alt fra voyeur- og sammenbrudstematikkerne til de helt hen i vejret flotte outfits i film som The Birds, Vertigo, Marnie, North By Northwest, Psycho, Notorious, To Catch a Thief og Rear Window. For lad mig sige det sådan: Hverken Mr. Hitch, hans yndlingstematikker, skuespillerindernes påklædning eller Tippi Hedrens ene ansigtsudtryk i The Birds og Marnie bliver nogensinde det samme efter Donald Spotos bog.

Det havde Alfred Hitchcocks efterkommere og øvrige relationer utvivlsomt regnet ud. Da Donald Spoto i midten af 70ernes researchede og skrev bestsellerbiografierne The Art of Alfred Hitchcock og The Dark Side of Genius, bad adskillige kilder ham udtrykkeligt om at tilbageholde kompromitterende oplysninger i deres levetid. Spoto holdt sit løfte, men nu kommer sandheden på bordet. Vi hører ganske vist – og frustrerende nok - intet om Hitchcocks opvækst og meget lidt om hans sexløse venskabs-ægteskab med Alma Reville. Underligt i betragtning af at Spoto har interviewet Hitchcock Himself adskillige gange mellem 1975 og 1980. Til gengæld tager stjerner som Vera Miles, Norah Baring, Margaret Lockwood, Loraine Day, Teresa Wright, Doris Day, Kim Novak, Diane Baker og ja, Tippi Hedren i den grad bladet fra munden. Det samme gør adskillige manuskriptforfattere, deriblandt Charles Bennett der samarbejdede med Hitchcock om storfilm som The Man Who Knew Too Much, The 39 Steps og Sabotage. Ikke at Hitchcock nogensinde vedkendte sig samarbejdet. “Han havde et monstrøst ego, der matchede hans appetit,” udtaler Bennett, og det tør siges. Uden at rødme tog Hitchcock den fulde ære for produktionerne, grundideerne, de endelige manuskripter, kameravinklerne, lydeffekterne, garderoberne, kulisserne, klipningerne og sågar skuespillernes præstationer. ”Skuespillere er kvæg,” udtalte han, ”deres performances afhænger ene og alene af, hvordan man filmer dem.”

Hvorvidt det også gjaldt hans absolutte yndlingsskuespillerinder Ingrid Bergman, Grace Kelly og Tippi Hedren for ikke at tale om Joan Fontaine, der vandt en Oscar for sin rolle i hans filmatisering af Rebecca, vides ikke. For Hitchcock komplimenterede yderst sjældent sine skuespillerinder. ”Valgte han at bruge dig, anså han det for at være kompliment nok,” mindes manuskriptforfatteren Joseph Stefano, men skal man tro Spotos fremstilling, havde Hitchcock langt mere presserende grunde til at tie. Først og fremmest sit stærkt twistede og ditto sublimerede forhold til kvinder, præget af lige dele afsky og tiltrækning, voyeurisme og trang til ekstremdominans. ”Intet glæder mig mere end at slå deres kvindelige anstændighed i stykker,” var hans egne ord, og det er så den glæde og dens mere og mere forstyrrede skikkelser, der er Spellbound by Beautys røde tråd.

Det startede relativt uskyldigt under indspilningerne til Hitchcocks 1925-debut, stumfilmen The Pleasure Garden, hvor alt tilsyneladende gik galt. Birolleindehaverne var usamarbejdsvillige og forsinkede produktionen. Det samme gjorde en særligt trænet hund, der simpelthen gik sin vej og blev erstattet af en anden. Den blev til gengæld ved at slikke den makeup af, der skulle få den til at ligne den første hund, men værst var det, at den skuespillerinde, der skulle spille indfødt, nægtede at filme sin badescene, fordi hun havde menstruation. Igennem hele sin karriere vendte Hitchcock tilbage til oplevelsen og insisterede på, at han på det tidspunkt ikke anede, hvad menstruation var. Han vidste dog godt, hvad en blondine var, må man gå ud fra. I hvert fald lod han hovedrolleindehaveren Virginia Valli bære blond paryk, og siden krævede han af næsten alle sine kvindelige stjerner, at de blegede lokkerne. Han udstyrede dem desuden i hobetal med solbriller og sorte, høje hæle.

Morskab på skuespillernes bekostning var hverdagskost, i følge Spoto. Dem, der ikke drak alkohol, drak han berusede i uskyldigt udseende frugtdrinks, og dem, der ikke tålte røg, indhyllede han i studierøg og damp. Han insisterede også på, at alle stjerner tiltalte ham ”Hitch – without the cock,” som han tilføjede, og som man aner, havde morskaben seksuelle undertoner. Lige inden, filmen rullede på settet til Shadow of a Doubt, hviskede han eksempelvis frække jokes i øret på den nygifte Teresa Wright. ”Som regel handlede de om uskyldige brude på bryllupsrejse,” mindes hun og tog i øvrigt spøgen med oprejst pande. Det samme gjorde Madeleine Carroll, der ellers fik sig lidt af en hårdhændet start på optagelserne til The 39 Steps. Hitchcock insisterede nemlig på at lægge ud med scenen, hvor hun var lænket til sin medspiller Robert Donat, og da den var ovre, hævdede han i timevis, at han ikke kunne finde nøglen til deres håndjern. Alt i alt endte stakkels Carroll med mange timers nærkontakt af første grad, husker Donat: ”Lænket til mig blev hun trukket ned ad veje, gennem slugter og heder; hun blev overdænges med ydmygelser.”

Under indspilningen til Rebecca var historien den samme. Da 51-årige Florence Bates øvede ansigtsudtryk i spejlet inden sin optræden som Edythe van Hopper, kaldte Hitchcock over radioanlægget: ”Well, Miss Bates – siden hvornår er De begyndt at lege med Dem selv?” Det var dog Joan Fontaine og ikke Bates, der fik den fulde fornøjelse af Hitchcocks luner. Inden et close-up opdagede hun eksempelvis, at han havde placeret en champagneprop mellem sine ben, og inden en emotionel scenen så han sig nødsaget til at slå hende, til hun fik den rette mængde tårer i øjnene.

Men det var de ugengældte besættelser af Ingrid Bergman og Grace Kelly, der for alvor fik fortrængningernes læs til at vælte, argumenterer Spoto. Ikke at Hitchcock nogensinde forulempede hverken Bergman eller Kelly, tværtimod arbejdede han så meget til deres fordel, at begge strålede på lærredet og leverede deres karrieres toppræstationer. Men da Ingrid Bergman forelskede sig i Alberto Rossellini og henlagde sin karriere til Europa, og da Grace Kelly blev fyrstinde af Monacco, meldte desperationen sig. For slet ikke at tale om en tøjlesløs besiddertrang og lyst til at skabe blondiner præcis i sit billede.
Først gik det ud over Vera Miles, som Hitchcock offentligt udnævnte til Grace Kellys efterfølger. Han havde bare ikke taget med i sine overvejelser, at Vera Miles havde sin egen vilje, og at hun for eksempel ikke havde tænkt sig at få en abort for at spille hovedrollen i Vertigo. ”Jeg var stædig, og han ville have én, han kunne forme,” husker hun. ”Når det kom til Vertigo, fik han sin film – og jeg fik min søn.” Rollen gik i stedet til blonde Kim Novak, der forsøgte at få indflydelse på sit udseende i filmen, men uden held. Hitchcocks kontrol var total, og hun endte i de nu legendariske spadseredragter, solbriller og høje, sorte hæle. Da Janet Leigh fik hovedrollen i Psycho, fremgik det fra begyndelsen, at Hitchcock ikke tillod nogen modsigelser. ”Enten ifører de sig kostumerne og spiller rollerne præcis, som jeg vil have det, eller også er de ikke med i filmen,” udtalte han til kostumedamen Helen Colvig. Måske derfor straffede Hitchcock Janet Leigh, da hun nægtede at iføre sig Evakostume i Psychos signatur-brusebadsscene. Scenen blev taget om så mange gange, at Janet Leigh til slut måtte have sminket sin opløste hud.

Alle disse pinsler var dog for intet at regne mod dem, der væltede ind over den 33-årige fotomodel og alenemor, Tippi Hedren. Kvinden, der om nogen fik Hitchcocks kærlighed at føle under optagelserne til først The Birds og derpå Marnie, skal man tro Spoto. Ikke blot afskar han Tippi fra det øvrige set, han hyrede også folk til at udspionere hende udenfor optagelserne, krævede at få total indflydelse på hendes fritidsgarderobe og blev snart stærkt fysisk nærgående. Alt kulminerede under filmens afsluttende fugleangreb. Tippi var forudgående blevet oplyst om, at hun ville blive angrebet af kunstige fugle, man da hun mødte frem til optagelse, var fuglene alt andet end kunstige, og for at opnå den rette effekt, blev deres ben fastgjort til hendes tøj. Efter fem dages udmarvende optagelser brød Tippi Hedren så fuldstændig sammen, at hendes læge ordinerede ti dages absolut ro. Trods Hitchcocks protester. ”Forsøger du at slå hende ihjel?” var lægens meget rimelige respons.
Under indspilningerne til Marnie, som p.s. omhandler en mands forsøg på at totalkontrollere en afvisende kvinde, var Hitchcocks hensigter dog ikke til at tage fejl af. Først bad han Tippi Hedren røre ved sig, dog uden held, derpå brød han ind i Diane Bakers påklædningsværelse og kyssede hende, og til sidst gik han direkte til makronerne. Tippi Hedren fortæller: ”Vi var klar til at filme en scene, da Hitch kaldte mig ind på sit kontor på settet. Han stirrede på mig og sagde, som om det var det mest normale i verden, at fra nu af forventede han, at jeg stillede mig seksuelt til rådighed for ham – uanset hvordan og hvor og hvornår han ønskede det.”

Tippi Hedren sagde nej, og det blev enden på såvel deres samarbejde som Hitchcocks storhedstid. Hedren var dog kontraktligt bundet til Hitchcock for en syvårig periode, og han nægtede at lade hende arbejde med andre, før hendes chance for de store roller i Marnies slipstrøm var forpasset. Kønt var det ikke. I det hele taget kan man dårligt kalde Donald Spotos fremstilling overmåde flatterende for Hitch med eller uden Cock. Til gengæld er tonen gennemgående vidende og sober, sproget er letflydende og de spekulationer, der ofte præger biografier over afdøde stjerner, begrænser sig til et minimum. Endelig har jeg kun røbet ganske få af de ekstraordinært mange sære anekdoter og langt ude citater, som Spoto excellerer i. Er De Hitchcockfan, og kan De klare at se Deres idol falde fra tinderne, er dette helt klart et sommerchok, De bør unde Dem selv.

I Put a Spell On You..

2008-10-11T23:46:00.002+03:00

Kærlighed er en underlig størrelse – vent til du ser mine fødder”

Where do lonely hearts go? Tja, de sidste ti år har mange søgt mod The London Review of Books

David Rose (red.): They Call Me Naughty Lola. The London Review of Books Personal Ads: A Reader (Profile Books) Anmeldelse bragt i Weekendavisen d. 9.2.2007

”Betonfeministisk hadeanmelder, som regel godt lakket til, søger skydeskive M/K, gerne med tydelig afmærkning. Ligner Clint Eastwood (på øjnene). Skriv, hvis du ligner Meryl Streep.” Nu fisker jeg ikke efter en partner. Men hvis jeg havde gjort, havde jeg helt klart indrykket denne uimodståelighed i The London Review of Books, der siden 1998 har lagt spalteplads til kontaktannoncer fra læsere, der er alt andet end k/ærlige og på udkig efter hjemlig hygge, to lys på et bord og traveture hånd i hånd ved skov og strand. Helst til tonerne fra Mozarts klaverkoncert nummer 21.

They Call Me Naughty Lola, hedder deres gravsorte og helt groteske greatest hits, der i mange tilfælde fungerer som deciderede kortprosastykker. Fyldt med twistede historier mellem linjerne om alt, hvad den vestlige verden helst ikke vil røre med en ildtang. Udvalgt af tillæggets redaktør David Rose, der i forordet bider mærke i den afgrundsdybe forskel mellem engelske og amerikanske kontaktannoncer. Mens de ensomme hjerter i The New York Review of Books mindst ligner Angelina Jolie eller (endelig ikke og) Brad Pitt, foretrækker de engelske at brande sig som tabere med stort T (”i et særligt lys ligner jeg Robert Mitchum. I et særligt lys ligner du Kim Novak. For det meste ligner jeg Shrek. For det meste ligner du stadig Kim Novak”), der egentlig bare vil have sex, ”toiletbesøg. Det er her, du kommer ind i billedet” eller alternativt ”en kvinde hvis fornavn begynder med S, eller måske F, og rimer på ’chicken’, og hvis efternavn enten er et stednavn i Shropshire eller en titel på et Earth Wind and Fire-nummer fra 1979. Shicken Boogiewonderland, jeg ved, at du læser dette.”

Jeg læste til gengæld tilfældigt om denne antologi i et par sydafrikanske og australske aviser, hvis anmeldere var himmelfaldne over en kvindelig annonceskriver, der reklamerer med at kunne stifte ild med sin PMS. Blot må jeg konstatere, at hendes dårlige (?) reklame for sig selv er peanuts i forhold til de mor-syge mænd og desillusionerede kvinder, der igen og igen excellerer i egen dårligdom.
I førstnævnte tilfælde fornemmer man ind imellem, at Mor næppe kandidaterer til årets levende svigermor fra helvede. Enten fordi det fremgår direkte (”romantikken er død. Det er min mor også”) eller fordi man har sine bange anelser (”det eneste, der gør mig lykkelig, er at græde foran fjernsynet iført min mors tøj”). I andre tilfælde fornemmer man, at der er vægtige grunde til at holde sig langt væk: ”Hvis Mor kunne se mig nu.. Heldigvis forhindrer hendes dårlige hofte hende som regel i at bevæge sig op ad trappen. Mand, 36, søger kvinde op til 40, før der bliver ringet efter nogen, der kan lave løfteapparatet.” I få, men prægnante tilfælde er man til gengæld absolut mest tryg ved, at moren stadig er i live: ”De kalder mig Boombastic. Du kan kalde mig Monty. Mit rigtige navn er dog Quentin. Men det er kun Mor, der kalder mig det. Og barnepigen. Monty passer mig godt. Alt andet end Træben.” Og så er der selvfølgelig kvinderne, der ikke orker flere mænd med morkomplekser – forstå det, hvem der kan: ”’Mor, jeg er ked af, at jeg dumpede min lægeeksamen, men selv om jeg ikke er læge, er jeg stadig din søn.’ Træt af partnere, der taler i søvne? Mød søvnløs kvinde (51), som har hørt det hele før. Hvis du sover som et alderdomshjem eller tager masser af medicin efter kl. 22, så skriv til mig, og vi kan begge få noget ro.”

Til de desillusionerede henhører dette eksemplar af kvinderacen, der åbenlyst burde kvitte kontaktannoncerne helt: ”Tal ikke, eller du vil ødelægge min allerede ringe mening om dig. Og få så de bukser på. Og parykken.” Hende her burde vist snarere melde sig til Fremmedlegionen: ”Det sidste, jeg orker, når vi gør det forbi, er at mødes på en café og mindes, hvor sjovt vi har haft det – giv mig en skinny mocha latte – men nu må vi videre – og kan jeg også få et stykke wienerbrød, tak. Enten splitter vi op på en kaffebar i Milano – og du betaler regningen (inklusive fly) – eller også splitter vi slet ikke op. Forventer intet følelsesmæssigt engagement fra dig, så tro ikke, at din mangel på opmærksomhed går mig på endsige din overoptagethed af arbejdet/vennerne/tv’et. Knus mit hjerte og forlad mig – du er ikke spor anderledes end de andre. Fun, fun, fun hos billetmærke 8321.”
Morskaben er også svær at få øje på hos annonceskriverne, der enten indleder med udråb som ”skal jeg absolut møde alle mine kvinder i retten?” eller ”jeg har ladet mig skille fra bedre mænd end dig.” Men mest antimorsom lyder trods alt denne invitation: ”Jeg har tænkt mig at bruge sommeren på at stene over mine forliste forhold. Du kan være med, hvis du har lyst, men du skal bare vide, at du ikke kan leve op til Sandra, Jackie, Dawn, Helen, Karen eller Peter.” Så hellere hende her, der i det mindste lover én en tur i høet, inden hun flænser en for formuen: ”5. september er årsdagen for min skilsmisse. Det samme er 27. november, 12. januar, 8. marts, 21. juni. Sommermånederne er som regel roligere – benyt det gode vejr og skilsmisseadvokaternes sommerferie til at date utålmodig, pengegrisk PR-kvinde.”

Skal man tro redaktøren, tilhører avisens læsere den intellektuelle (!) veluddannede middelklasse mellem 35 og 55 år. 35% af mændene er undervisere. Forhåbentlig ikke som ham her: ”Mangler fantasi, taler for meget, er ofte fraværende. Se på mig, frøken Webster fra fjerde år. Historieprofessor, 56. Mangler fantasi, taler for meget og er ofte fraværende. Søger kvinde. Billetmærke 8025” mens 28% af kvinderne arbejder i forlagsbranchen. Af dem angiver hele 83%, at de er overspændte og ulykkelige a la hende her: ”Forlagsredaktør (28) søger en hvilken som helst form for glæde på denne kolde, trøstesløse klode med alt for mange Nick Horneby boganbefalinger at indsamle. Kunne være lesbisk for den rette kvinde.” De homoseksuelle er ellers så godt som fraværende fra annoncerne, når man ser bort fra überkræsne typer (”ikke alle bibliotekarer er lesbiske og hedder Susan. Jeg er dog, og jeg vil gerne møde en kvinde op til 35, der ikke er bibliotekar, og som hedder enten Polly, Kate eller Demeter,”) ikke-udsprungne typer (”min idealkvinde er en mand. Undskyld mor”) eller tvivlstilfælde (”som ovenstående, men bedre uddannet og mere belæst. Også større bryster. Mand, 38, Watford.”)
I tvivl er man til gengæld ikke om graden af desperation efter en partner hos flere annonceskrivere. Det gælder i suspekt grad denne mand: ”At jeg skriver denne annonce, betyder ikke, at jeg er desperat. At jeg tilbyder alle svarpersoner et gavekort på femten pund til bøger, betyder til gengæld, at jeg er. Mand, 37, tilbyder alle svarpersoner et gavekort på femten pund til bøger (medsend fuldt CV, sygejournal og bevis på, at du er brunette med samme fornavn som min mor.” Så hellere hende her, der i hvert fald ikke skal beskyldes for at diskriminere i væsentlig grad: ”Kvinde på 38 søger mand op til 45. Eller kvinde op til 50. Eller hvem som helst op til 60.”

Har ingen af de foregående annoncer ramt Dem lige i hjertekulen, har jeg gemt de to bedste til sidst. For hvem kan stå for ham her: ”At skrive denne annonce har givet mig den største tilfredsstillelse, jeg har oplevet, siden det lykkedes mig at stryge mine bukser (14. juni 1998). Billetmærke 2473” eller hende her: ”Sidste gang, jeg havde det så skægt, var jeg på fyrre piller om dagen. Det går kun ned ad bakke fra nu af, så skriv til ustabil kvinde, 36, før morskaben forsvinder og recepten løber ud. Billetmærke 4312” Man er jo helt ked af, at billetmærkerne ikke længere fungerer, ikke?

Foto: Alyz Tale "I Put a Spell on You"

Støt sagen!

2008-09-18T18:52:00.002+03:00

I 2003 fik min mor konstateret brystkræft. Nu, fem år senere, er hun erklæret rask, og sådan går det da gudskelov for mange. Men der er også mange, der ikke er så heldige, flere og flere kvinder får konstateret brystkræft herhjemme, og der er brug for penge, bl.a. til bedre behandlingsformer.

Kræftens Bekæmpelse har bedt mig være pioner for landsindsamlingen Støt Brysterne, og da jeg fik tilbudet, sagde jeg straks ja. Giv et bidrag til min indsamling og støt sagen her

Bette the Diva

2008-07-03T12:35:00.005+03:00

She’s Got Bette Davis Eyes
Ny Bette Davis-biografi går tæt på filmlegenden i flyvende patchworkstil

Anmeldelse af Charlotte Chandler: Bette Davis. The Girl Who Walked Home Alone (Simon & Schuster, 2007) trykt i Weekendavisen d. 20.06.08

Det er præcis hundrede år siden, Ruth Elisabeth ”Bette” Davis kom til verden i Lowell, Massachusetts. 77 år siden, hun debuterede som filmskuespiller i The Bad Sister (1931). 73 år siden hun vandt sin første Oscar for Dangerous, 70 år siden, hun vandt sin anden for sydstatsdramaet Jezebel og 19 år siden, hun døde. 81 år gammel og martret af fire hjerneblødninger, brystkræft og datteren B.D. Hymans My Mother’s Keeper (1985). Et sønderlemmende kritisk opgør af en bog, der fremstiller Davis som en selvcentreret alkoholiker, klar til at gøre datteren til sin rejseledsager med pil til tjenende ånd. ”Et hadefuldt anklageskrift,” kalder Bette Davis bogen i Charlotte Chandlers nyligt udkomne biografiske interviewbog The Girl Who Walked Home Alone. Anklagerne var dog blide i sammenligning med dem, der ramte Bette Davis’ ærkerival Joan Crawford i alle filmstjernedøtres exposé nummer et, Mommie Dearest (1978). Her fremstiller Christina Crawford sin adoptivmor som en fysisk voldelig og psykisk misbrugende, hjerteløs alkoholiker og satte i den grad børnemishandling på dagsordenen. Ikke mindst da bogen blev filmatiseret med Faye Dunaway i hovedrollen som Joan Crawford.

Hverken Crawford eller Bette Davis så deres døtre igen ovenpå den offentlige storvask, ligesom begge filmdivaer gjorde døtrene arveløse. ”En iøjnefaldende mangel på loyalitet og en sølle tak for det meget privilegerede liv, jeg føler, jeg har givet dig,” skrev Bette Davis bittert i memoirerne This N’ That. Opgøret fylder dog forbløffende lidt i Charlotte Chandlers interviewbog i betragtning af, at bogen baserer sig på en lang række interviews med Bette Herself, hendes venner og bekendte, fra den periode, hvor både My Mother’s Keeper og Mommie Dearest udkom. Nemlig fra 1980 til kort før hendes død.

Hvorfor interviewbogen først udkommer nu, vides ikke, og i det hele taget indbyder bogen ofte til udelt undren. Både med sin temmelig uformidlede, patchworklignende form og med sit indhold. For mens formen uden varsel skifter fra Davis’ signaturpunchlines stablet ovenpå hinanden til livløse resumeer af hendes 87 (!) film, fremadskridende biografisk stof og lange lovprisninger af diverse instruktører, mandlige skuespillere og mænd i det hele taget, lader biografisten Bette Davis skøjte påfaldende let hen over et utal af nøglepersoner. Hun undlader også selv at interviewe dem. Foruden B.D. Hyman gælder det Davis’ psykisk ustabile lillesøster (”hendes problem var, at der ikke var noget, hun var bedre til end mig”), hendes retarderede adoptivdatter, adopterede søn og sekretæren Kathryn Sermak, som Bette Davis andre steder omtaler som sin datter. ”Hun blev, hvad mor havde udset mig til at være,” skriver B.D. Hyman på sin hjemmeside. Hun er nu genfødt kristen og forkynder i sin egen frikirke i Virginia. Særligt underlige bliver udeladelserne når man medtænker, at Charlotte Chandler er en overordentligt velestimeret bestsellerbiografist, der blandt andre har levendegjort Joan Crawford, Ingrid Bergman, Billy Wilder, Alfred Hitchcock, Federico Fellini, Groucho Marx og snart Mae West. Efter sigende indvilligede sidstnævnte først i at lade sig interviewe, da hun så Chandlers enorme, blonde bryllupskagefrisure.

Bette Davis, derimod, behøvede ingen overtalelse, for hun ringede selv Charlotte Chandler op for at byde sig til. ”En ganske almindelig dag i marts ringede min telefon. Jeg tog røret og hørte en karakteristisk kvindestemme sige mit navn. Stemmen havde jeg kendt hele mit liv, om end kun fra biograflærredet og fjernsynsskærmen. Det var Bette Davis.” Hun inviterede Chandler til Lombardy Hotel på Manhattan og tog imod iført draperet kjole, skinnende strømper, falske vipper og rødmalet mund, der fik Chandler til at føle, at hun trådte direkte ind i Warner Brothers-film fra 40erne. ”At lege, man er hjemme, er en børneleg, jeg aldrig har lagt fra mig. Mit hjem har altid betydet alverden for mig. Det var mit kongerige, selv om det snarere blev mit dronningerige,” beklagede Bette Davis, da hun viste Chandler rundt, og netop manglen på kærlighedsliv, der var værd at skrive hjem om, er da også bogens omdrejningspunkt.
For kvinden, der kun overgås af Katharine Hepburn på American Film Institutes liste over alle tiders største kvindelige filmstjerner, havde absolut ikke langtidsholdbart held med sig, når det gjaldt mænd. Hun var ellers ikke genert af sig. ”Hysteri er som at få en god orgasme. Det er godt for dig” og ”en kvinde kan leve uden sex, men ikke uden håbet om sex,” udtaler hun, for ikke at tale om ”jeg var meget seksuelt tilfredsstillet under indspilningen af All About Eve. Gary (Merrill. Hendes fjerde ægtemand) var en vidunderlig elsker. På det tidspunkt havde jeg endelig fattet forskellen. Han var blid, betænksom – og atletisk” og (om Laurence Olivier) ”jeg havde sex med ham tusindvis af gange – i mit hoved, alene i sengen eller nogle gange når jeg elskede med andre mænd.”

Virkeligheden så dog lidt anderledes ud end de lyserøde drømme. Først var der den ignorante far. Han forlod familien, da Bette Davis var lille og havde ikke et gram tiltro til hendes skuespiltalent. Modsat moren Ruthie. Hun støttede sin datter så meget, at hun udslettede sig selv totalt og gav Bette Davis livslang dårlig samvittighed. Dernæst var der hele fire ægtemænd og et utal af elskere, der ”aldrig virkelig forstod mig. Når jeg tænker over det, har ingen mand virkelig forsøgt. Well, med undtagelse, måske, at transvestitperformerne.”

Hvorvidt problemet var Bette Davis’ overvældende karriere, hendes besværlige karakter eller dårlige dømmekraft, er ikke helt til at sige. Selv har hun selvironi nok til at antyde en skønsom blanding. ”Hvis en mand er dedikeret til sit arbejde, er han mere mandlig. Hvis en kvinde har det på samme måde, er hun mindre kvindelig,” udtaler hun, og i rapmundet stil spidder hun ægteskaberne et efter et. Om første levende billede, Harmon Nelson, hedder det f.eks. ”Jeg vil tro, at hvad jeg virkelig havde brug for, var en god hustru. Desværre havde Ham det på samme måde”. Davis’ helt store kærlighed var dog filminstruktøren William Wyler. Han instruerede hende i storfilm som Jezebel, The Little Foxes og The Letter og sikrede hendes navn permanent plads over filmtitlen. Men privat fik han hurtigt nok. ”Efter et stykke tid blev det temmelig drænende,” husker han. ”Det virkede som om, hun fandt det stimulerende at skændes for ikke at tale om at gøre det godt igen.”

Fjerde og sidste ægteskab med den atletiske Gary led til gengæld voldsomt under, at parterne snarere forelskede sig i hinandens roller i All About Eve end i hinanden. “Navnene på vielsesattesten skulle have været Margo Channing og Bill Sampson. Vi blev nødt til at fortsætte med at spille hovedrollerne i en endeløs sæbeopera,” bemærker hun syrligt. Problemet med at adskille Bette Davis fra alle filmrollerne – ofte af bitchet tilsnit - var ellers snarere et problem for verden end for hende selv. Altså bortset fra at hun, efter eget udsagn, ”måtte slæbe rundt på alle striglerne hele tiden.” ”Man er ikke nødvendigvis en bitch, fordi man spiller én,” understreger hun flere gange. ”Jeg træder ind i en karakter. Karakteren træder ikke ind i mig.”

”She did it the hard way,” står der på Bette Davis gravsten, og derom ingen tvivl. Bette Davis arbejdede sig op fra ingenting med et udseende, der på ingen måde svarede til tidens blonde filmstjerners. ”The little brown wren,” blev hun kaldt, til en kameramand overbevist Universal om, at der var potentiale i hendes smukke øjne. Perfektionisme var et af hendes helt store særkender, både i storhedstiden frem til All About Eve (1950) og da hun som ældre måtte tage til takke med dubiøse roller i skrækfilm. Uanset hvad var hun forberedt til fingerspidserne. ”Man har kun bestået crap-testen, når man har gjort sit bedste i en dårlig film,” udtaler hun. ”Jeg er stolt over aldrig at have dumpet den.”
To af hendes andre særkender så dagens lys med succesfilmen Now, Voyager (1942), der, som mange af Davis’ øvrige film, appellerede særligt til den såkaldte handkerchief crowd. Kvinder med andre ord. Det gjaldt regnvejrsscenen, der siden optrådte i samtlige af hendes film, samt cigaretterne. Tændt på udsøgte steder, naturligvis. ”Nogle sagde ligefrem, at mine cigaretter burde have vundet en Oscar. Det er ganske vist en overdrivelse. Måske en Oscar for bedste birolle.”

Når det kom til Oscars, var Bette Davis nomineret ti gange, og stod det til hende, havde hun vundet sin tredje for rollen som Baby Jane Hudson i den afsindige gotiske gyser What Ever Happened to Baby Jane? (1962) Efter nogle mildt sagt magre år revitaliserede filmen nemlig både hendes og – ironisk nok - medspilleren Joan Crawfords karrierer, og begge kvinder bitchede om hinanden på livet løs. Bette Davis er dog forholdsvis afdæmpet i Chandlers aftapning, hvor hun nøjes med at sige ting som ”Miss Crawford ville se så pæn ud som muligt. Jeg ville se så frygtelig ud som muligt. Miss Crawford var en gamourpuss. Jeg var en skuespiller.” I andre sammenhænge ytrer hun sig skarpere: ”Jeg havde det allerbedst med Joan Crawford, da jeg skubbede hende ned ad trappen i What Ever Happened to Baby Jane?”

I det hele taget var Bette Davis ikke altid venligt stemt overfor sine kvindelige medspillere og vice versa. Især ikke hvis de var på nogenlunde samme niveau som hende selv, for alle divaer gjorde hvad de kunne for at stjæle hinandens scener og score så mange close-ups som muligt.
Endelig var Davis åbenlyst mere vild med sine mandlige instruktører end med deres koner, og som årene gik og hendes divastatus steg, gik hun virkelig til makronerne. Ikke blot fik hun indføjet i sine kontrakter, at hun kunne fyre sine instruktører, hvis hun ikke var tilfreds med deres arbejde. Hun snoede også mange af dem om sin lillefinger. Deriblandt Vincent Sherman, der instruerede hende i Mr. Skeffington (1944). Han havde sit hyr med at stille hende tilfreds, til han fandt på at invitere hende med i seng. ”Derefter ville hun være blid som et lam i fire-fem dage,” mindes han. Instruktøren Robby Lenz’ kone Sherlee var knap så tilfreds med Bette Davis’ stil eller mangel på samme. Eksempelvis præsenterede hun sig aldrig, når hun ringede og spurgte efter Lenz, og ydermere foregav hun ikke at vide, hvem Sherlee var, selv om de havde truffet hinanden adskillige gange. ”Sig til Mr. Lenz, at jeg har ringet,” sagde hun bare, og det fik først en ende, da Sherlee spurgte hende, hvem hun måtte sige havde ringet. Men måske havde Bette Davis det bare svært med telefoner. Skuespilleren Debbie Reynolds mindes: ”Hvis hun ikke gad tale i telefon med én, så foregav hun bare at være en anden. Forestil dig det! med den stemme. ’Miss Davis er her ikke. Hvem ringer? Lige et øjeblik.’ Og så ville hun gå og komme tilbage og sige ’Hallo kæreste Debbie. Jeg var ikke sikker på, at jeg var her.’”

Larry Cohen, der instruerede Bette Davis’ sidste film The Wicked Stepmother samme år, som hun døde, husker hende som lidt af en excentrisk diva: “Jeg besøgte hende, og hun havde skaffet et par parykker, som hun kom ud og fremviste, meget koket paraderede hun rundt. Hun var ekstremt flirtende af en gammel dame at være.” Selv havde hun dog få illusioner tilbage. ”Jeg er, hvad der er tilbage af Baby Jane. Hvert eneste af mine år afslører sig. Men i det mindste er jeg ikke en af den slags kvinder, der ikke vil indrømme, at jeg er fyrre, før jeg er over halvfjers.” Her henviser hun uden tvivl til Joan Crawford, der aldrig røbede sit fødselsår. Davis’ ’personlige biografi,’ som Charlotte Chandler kalder genren, er fyldt med den slags oneliners, der gør læsningen underholdende, og så har jeg endda gemt den bedste til sidst. ”At være forelsket er ikke noget, man kan være alene med undtagelse, selvfølgelig, af et par mænd, jeg har kendt, som var forelskede i sig selv.”

Selv i denne mærkelige patchworkfom stråler Bette Davis med usvækket styrke. Hendes helt store kærlighed var filmen, og man må sige, at publikum kvitterede. Og fortsat kvitterer. For tiden sender amerikanerne eksempelvis breve med Bette Davis-frimærker for at markere hundredåret for hendes fødsel, og den afsindige What Ever Happened to Baby Jane? er netop genudsendt som dvd. Den bør De unde Dem selv, hvis De endnu var den til gode. Så kan De ved samme lejlighed snuppe Chandler-biografien og B.D. Hymans omdiskuterede version af legenden.

Sommerlæsning

2008-06-25T23:49:00.005+03:00

Det fede ved at være i Berlin er blandt andet Saint Georges New & Used Books, Wörther Str. 27 i Prenzlauer Berg. En fantastisk engelsksproget boghandel, der kan skaffe hvad som helst og derfor står for mit samlede feriebibliotek i år. Det består af..

1. Marisha Pessl: Special Topics in Calamity Physics. Ung, amerikansk forfatterinde skriver murstensbestseller med krimiplot om overbegavet teenager, der citerer klassikere i et væk.

2. Camilla Gibb: Mouthing the Words. Debutroman fra min canadiske yndlingsforfatter. Om ung, skrøbelig kvinde, der forsøger at slippe fri af traumatisk barndom i Canada.

3. Trezza Azzopardi: Winterton Blue. Dysfunktionelt familiedrama på én eller anden måde, der er svær at blive klog på. Jeg har bare længe villet læse noget af den maltesiske forfatterinde.

4. Helen Oyeyemi: The Icarus Girl. Debutroman fra nigeriansk forfatter om en pige, der lever i sin egen fantasiverden mellem drøm og sindssyge. Kæmpe hit i det meste af verden.

5. Ali Smith: Girl meets Boy. Ovids Metamorfose omskrevet af fantastisk, britisk forfatterinde med det outstanding, lyrisk sprog. Alle hendes bøger kan varmt anbefales.

6. Tracey Emin: Strangeland. Erindringer fra en af Englands største kunstnere. Sparer ingen og mindst af alle Tracey selv.

7. Karen Russell: St. Lucy's Home for Girls Raised by Wolves. Debutnovellesamling fra Florida med virkelig skæve, eventyrlige historier. Bliver virkelig opskrevet rundt omkring.

Foto: CinemaCowgirl xxvi & Darkshapes 9899

Danmark dejligst

2008-06-20T10:12:00.003+03:00

Jeg er i Berlin - deraf stilheden her på bloggen - og så er jeg i ALT for damerne denne uge. Sammen med en stribe andre kvinder og en enkelt mand svarer jeg på spørgsmål om, hvad der gør Danmark dejligst.

1. Mit yndlingssted i Danmark er...

helt klart København, hvor jeg har boet de sidste tolv år. Ind imellem får jeg akut udlængsel, fordi jeg efterhånden har minder knyttet til hver eneste gade i byen, men på den anden side er her skøn arkitektur, de bedste cykelmuligheder, venner tæt på og havet lige rundt om hjørnet, og så bor jeg fantastisk. Jeg vil næsten sige, at lejligheden er mit yndlingssted i Danmark lige nu.

2. Det bedste ved at være dansk er...

den høje skatteprocent. Den er jo med til at sikre, at vi alle har de bedst mulige betingelser for et værdigt liv. I praksis synes jeg nok, at vi bør passe noget bedre på velfærdsstaten, end vi gør lige i øjeblikket, ganske uagtet at ordet ’velfærdsstat’ i sig selv er svært usexet. Jeg tror egentlig grundlæggende, at solidariteten og medmenneskeligheden ligger mange danskere på sinde.

3. En dansk særhed, som jeg holder af, er...

nødning, men kun når det er min mormor, der nøder mig. ”Nu har jeg stået her og lavet mad, og så kan du ikke engang spise op!” og ”det er da synd at smide den lille portion ud!” kan hun finde på at sige, og det er topunderholdende. Især fordi hun mener det.

4. Når jeg er væk fra Danmark, savner jeg mest...

at tilbringe tid med mine venner, tale med min mormor, den frie udsigt fra mit arbejdsværelse og ordentlig lakrids. Jeg savner også tit en hurtig internetforbindelse, men det er et mere dubiøst savn, for jeg skal helt klart øve mig i at slukke for min computer. Når man som jeg arbejder hjemme, har arbejdet tendens til at brede sig ud over det hele.

5. Som dansker har jeg grund til at være stolt af...

at Danmark som det første land i verden legaliserede registreret partnerskab. Beklageligvis er der ikke sket så mange revolutioner på ligestillingsområdet siden.

6. Dansk mad, når det er bedst, er...

min mormors hjemmelavede suppe med kød- og melboller serveret i hendes mågestel med hæklet serviet i servietring ved siden af tallerknen. Det er alt for længe siden, hun har lavet den suppe. De sidste år er hun desværre blevet utrolig glad for grillkyllinger.

7. Det danske vejr er...

det kedeligste samtaleemne. Det bliver hverken værre eller bedre af at tale om det, og det eneste, man kan gøre fra oktober til februar, er at rejse sin vej. Til gengæld er der ikke noget skønnere end Ørstedsparken i København om sommeren, når alt er grønt, og folk leger, at det er 40 graders varme, selv om det højst er 18 grader, når solen står på. Det er optimisme på højt plan.

8. Min yndlingsdansker er...

må jeg nævne min ægtefælle Annette? Hvis ikke nævner jeg glad og gerne Leonora Christina Ulfeldt. Kalder man i ramme alvor sine erindringer Jammersminde, har man da et dramaqueenpotentiale, som selv jeg må bøje mig i støvet for. Jeg er også ret vild med Grevinde Alexandra, især efter at hun har skiftet prinsessetitlen ud med et antageligt langt bedre liv. Hun er indbegrebet af værdighed, synes jeg.

9. Jeg bryder mig ikke om Danmark, når...

alting bliver så småt og intolerant overfor mennesker, der ikke har boet her de sidste tredive generationer eller, alternativt, insisterer på andre livsformer end far, mor og børn. Jeg ville virkelig ønske, at der var større albuerum, og jeg er ærgerlig over, at mange danskere er så bange for ’det fremmede’ uden at kunne diske op med andet end fordomme, når man spørger, hvad de helt præcist er bange for.

10. Jeg føler mig allermest dansk, når...
jeg skriver. Mit sprog er jo dansk, og jeg holder meget af alle nuancerne, rytmen og farverne i det. Jeg føler mig også vældig dansk, når jeg er til gudstjeneste og synger salmer. Jeg er opvokset med dem, for i min folkeskole sang vi morgensang hver morgen, så jeg kan et større antal udenad. Den højstemte side af Danmark burde helt klart snart få en revival.

Links, links & links..

2008-05-28T23:01:00.005+03:00

Favorithjemmesider

Bragt på Informations site 28.05.08

The New York Times Book Review
Salon
The Asian Review of Books
Jeg nyder at finde de cooleste og mest nyskabende engelsksproget bøger, som ingen i Danmark har hørt om – før jeg omtaler dem i Weekendavisen ;-) Derfor lægger jeg vældig ofte vejen forbi min personlige treenighed af bogsites. The New York Times Book Review må være alle bogtillægs moder; dybdeborede artikler og anmeldelser, fed essayistik og de bedste skribenter, blandt andre min yndlingskritiker Michiko Kakutani. Salon er stedet for de hårdtslående faglitterære udgivelser, og i The Asian Review of Books (og The African Review of Books http://www.africanreviewofbooks.com/) finder jeg bøger fra dele af verden, som vi alt for sjældent læser om i Danmark.

Jeanette Winterson
Orange Prize for Fiction
Vil man anerkendes som forfatter i Danmark, er det en stor fordel at skrive sine bøger og ellers holde sin kæft. Især hvis man er kvinde. Sådan er det ikke i England og USA, hvor de mest anerkendte forfattere både anmelder litteratur og skriver hårdtslående kommentarer og essayistik. En af dem, der gør det særligt godt, er Jeanette Winterson, der tilfældigvis også er en af mine yndlingsforfattere. Hendes site er opdateret, og man kan bruge timer på at gå på opdagelse i hendes boganmeldelser, klummer og litterære bagkatalog. Vil man finde morgendagens stjerner, er det værd at tjekke Orange Prize for Fictions hjemmeside ud. Før de fleste andre eksponerede de f.eks. Monica Ali, Sarah Waters, Kate Atkinson, Zadie Smith og Ali Smith. Sidstnævnte er, som Jeanette Winterson, både en blændende forfatter og en skarp litteraturkritiker.

The Ectophiles' Guide to Good Music
Collected Sounds
emusic
En ectophile er en m/k, der lytter til originale og eksperimenterende singer/songwriters som f.eks. Kate Bush, Happy Rhodes, Tori Amos, Noe Venable, Regina Spektor, Veda Hille, Fiona Apple og PJ Harvey. Ecto er også en mailingsliste, hvor folk fra hele verden – mig selv inklusive - poster anmeldelser og anbefalinger af ecto-musik. Anmeldelserne havner efterfølgende på The Ectophiles' Guide to Good Music, der er en komplet kommenteret liste over feltet og alle væsentlige udgivelser de sidste tyve år. Alternativt kan man klikke sig ind på Collected Sounds, der skrives af ectomedlemmer og omtaler up-and-coming kvindelige singer/songwriters. Endelig er emusic det perfekte sted at finde og downloade alternative, indie- og elektronisk musik fuldt lovligt.

Art & Ghosts
We're All Mad Here

Godt nyt for alle, der som jeg er vild med Alice i Eventyrland, Julie Nords tegninger, Loretta Lux' fotografi, Angela Carters bøger, Katrine Ærtebjergs billeder og lignende kunstneriske udtryk. Ankerkvinden Louise Robinson uploader og sælger sine syrede digitale kollager, tegninger og malerier på Art & Ghosts og poster sine bedste links til lignende kunstnere på We're All Mad Here. Jeg fandt hende på Flickr, der vel nok er nettets fedeste billedsite lige nu, og det er gennem hende, at jeg har opdaget kunstnere som Audrey Kawasaki og Mark Ryden

Og PS: Sidder du nu og studser over, at jeg anbefaler så mange kvinder og så få mænd, så spørg dig selv, om du ville studse, hvis fordelingen havde været omvendt: En masse mænd og få eller ingen kvinder. Svaret er sandsynligvis nej, for sådan ser fordelingen almindeligvis ud, når kvinder og mænd anbefaler deres yndlings-et-eller-andet, og ingen lofter et øjenbryn. Giv det en tanke og ihukom dig Mae Wests gyldne ord: "those who are easily shocked should be shocked more often."

Billeder: AV Photography "Sideways" & "The Shadow Proves the Sunshine"

Nitte

2008-05-06T23:04:00.004+03:00

Herpå havde de samleje

Anmeldelse af Mads Holger: Alle går rundt og forelsker sig. En idéhistorie (Forlaget Bindslev, 255 sider, 249 kr.) og Paula Larrain & Mads Holger: Uden for citat (Rosinante, 207 sider, 249 kr.) Bragt i Weekendavisen 25.04.08

Jeg kan kun komme på én falleret mesalliance på Se&Hør-niveau, der har lige så stor underholdningsværdi som IT-milliardæren Erik Damgaards stormfulde forhold til brystbomben Anni Fønsby. Det er Paula Larrains særdeles kortvarige ægteskab med den weltschmertzplagede teologistuderende Mads Holger, der desværre er stærkt ufotogen og verbalt udfordret, men ikke desto mindre har udviklet en vidtgående afhængighed af at tale ud i de kulørte medier. Først var det om jalousidramaet i Vild Med Dans, hvor han truede Paula Larrains angiveligt nærgående dansepartner med tæsk. ”Paula var meget, meget ked af det og brød sig ikke om det. Paula gik i bad. Hun havde siddet og grædt. Så gik jeg ned og fandt hans telefonnummer og ringede til ham. Og jeg tilstår blankt, jeg snakkede med meget store bogstaver. Jeg var vred. Jeg var rigtig vred,” udtalte han.

Kort efter smed Paula sin nu politianmeldte frelser ud, så han måtte bo i et sommerhus. Det talte han også ud om, og nu forsøger han så at promovere sit selvbiografiske meisterwerk Alle går rundt og forelsker sig. En idéhistorie. Blandt andet ved at tale ud om faren, der begik selvmord efter at være dømt som sexforbryder, og om sin traumatiske ungdom, der gik op i druk og hor. ”Den ene forelskelse erstattede den anden. Det blev banalt og trist. Jeg levede med mig selv for øje, og det er en kedelig erkendelse pludselig at gøre sig,” bekendte han i Ekstrabladet forleden. Desværre har erkendelsen af egen historiske banalhed ikke haft en afsmittende effekt på hans værk. Eller værker, hvis ret skal være ret. For samtidig udkommer den satiriske roman om politisk spin, Uden for citat, der godt nok bærer Paula Larrains navn alene, men har begges navne i kolofonen.

Hvis jeg var Mads Holger, er jeg ret sikker på, at jeg ville have spillet på spinhesten i stedet for på idéhistorien. Ikke sådan at forstå at Uden for citat er en fremragende roman, som jeg med glæde ville have lagt navn til, men sammenlignet med Alle går rundt og forelsker sig, er den ren verdenslitteratur. Her er trods alt både et vist mål handling og et sprog, der lader sig læse. Idéhistorien, derimod, mangler sjovt nok både en idé og en historie. Faktisk består den af en række stærkt uprægnante tilbageblik på gymnasietiden i 90erne og årene derefter, hvor Mads Holger i følgeskab med sine venner drak sig i hegnet og scorede den ene pige efter den anden. Flere gange overvejer man, om det er den samme historie, man læser igen og igen, men allerværst er dog, at bogen er skrevet på et forceret højstemt dansk, som tror Mads Holger i ramme alvor, at han er Den Unge Werther. Desværre virker resultatet dog snarere faux-gammeldags på en dilettantisk måde, især fordi Mads Holder hverken har ordene eller rytmen i sin magt. Her er et af utrolig mange eksempler: ”Jeg rakte buketten mod hende, men hun knejsede blot koket og viste mig det forfærdelige syn af sin ryg, hvorved lysene i mine øjne slukkedes, så tusind stjerner yderligere blev synlige på himlen idet hun forsvandt ind i sit hus, og dog lod døren stå åben bag sig, hvorfor vi naturligvis fulgte efter.”
Dette ’vi’ inkluderer ikke læseren, lad mig sige det sådan, men til gengæld må man give Mads Holger, at erindringerne byder på en vis underholdningsværdi. Ufrivilligt, gætter jeg på. Bedst er konstateringen ”min veltalenhed havde skænket mig et ornamenteret levned,” men også titlen har potentiale. Mads Holger behøver i hvert fald ikke at frygte, at alle går rundt og forelsker sig i hans skriverier, og faktisk tror jeg heller ikke ubetinget, at de forelsker sig i Uden for citat.

Jeg ved ikke med Dem, kære læser, men personligt har jeg umådeligt svært ved at se dette power couple som indbegrebet af god spin. En voldsmand in spe med patetiske Wertherdrømme og en tidligere studievært, hvis politiske vision aldrig blev større end den famøse genindførelse af morgensang i folkeskolen. Samtidig skal det siges, at formår man at sætte sig ud over forfatternes manglende spinkompetencer in real life, er dette langt fra den ringeste bog, jeg har læst om magtspillene på Christiansborg. Her er masser af buzzwords og insidertermer, namedropping af alle de rigtige cafeer i Indre By og en rimelig fornemmelse af at være i kyndige hænder, når det kommer til magtspillenes anatomi.
Som Idéhistorien lider Uden for citat dog under en meget, meget tynd, repetitiv hovedhistorie, der faktisk får én til at ærgre sig over, at Paula Larrain tabte til Helle Sjelle. Der er ingen tvivl om, at Paula Larrain ville fungere optimalt i politik, så behændigt, som hun gentager sig selv. Vi følger den beregnende spindoktor Mikkelsen og de mange wheelings og dealings, han må igennem, når hans minister dummer sig eller er ved at blive afsløret i smudsige personhistorier. Og hver gang er skabelonen den samme: Mikkelsen må stikke journalisterne en bedre historie for at afværge katastrofen. Helst skal den omhandle nye, spektakulære lovforslag, som han drømmer op på stedet og siden sætter maskineriet til at udarbejde. På den måde er det reelt spindoktorerne, der styrer landet, og retningen afhænger af tilfældigheder, populistiske indfald og evnen til at udradere de mennesker, man ikke længere kan bruge.

Mit gæt er så, at bogen ville have vundet ved en større historie, der drev læsningen frem. Drivkraften er i hvert fald temmelig fraværende i store dele af bogen, sidehistorierne breder sig, og bedre bliver det ikke af, at sproget virker ualmindeligt køligt, distant og refererende. Sandsynligheden for, at der er udgydt en eneste dråbe hjerteblod under skrivningen, er lig nul, og i lange passager får man decideret mistanke om, at forfatterne har forsøgt at imitere Politikens lørdagsklumme, hvor en kendt beretter om sin hektiske uge. ”De to kolleger sludrede lidt, og da Lund spurgte, om Mikkelsen kom til transportministerens reception senere på dagen, svarede Mikkelsen, at naturligvis gjorde han det, uden at tænke over, hvordan han skulle sno sig ud af en aftale, han og kæresten havde med Stoffer og dennes nye flamme. Sådan var vilkårene i moderne politik. Man måtte være på stikkerne hele tiden. Til gengæld lavede han morgenmad på sengen til kæresten og satte sig ind for at spise med hende. Herpå havde de samleje.”

Kæresten er blot én af mange sært endimensionale bipersoner, der aldrig bliver til andet end karikaturer på papiret. Faktisk er selv Mikkelsen en karikatur, og tilbage sidder man med fornemmelsen af, at det ikke ligefrem var nødvendigheden, der drev forfatterne til tasterne. Hvad det så var, kan man kun gisne om, men resultatet er i hvert fald sært tomt og hult. Vist er det satire, og vist er emnet spin, men det kradser aldrig for alvor, når man kun når to centimeter ind. Det rimede lige så flot, som hjerte rimer på smerte, og i grunden tror jeg, at både Mads Holger og Paula Larrain med fordel kunne få fat om begge dele. I hvert fald hvis det er bøger, de vil skrive.

Illustration: Art and Ghosts

2008-04-26T22:03:00.006+03:00

Lige nu lytter jeg til..

(når jeg ikke lytter til Goldfrapps Seventh Tree & Sias Some People Have REAL Problems..)

Suzanne Vega: Beauty and Crime som jeg burde have købt for længst i betragtning af, hvor meget jeg har lyttet til Songs in Red and Gray og Solitude Standing. 35 minutter kort, men helt klart et af hendes mest inspirerede, melodiske albums til dato med masser af cello i omkvædene og fortællende sangskrivning i top. Jeg er særligt vild med "Pornographer's Dream", "Ludlow Street" og "Edith Warton's Figurines", men alle elleve sange har vist sig langtidsholdbare.

Orenda Fink: Invisible Ones som jeg havde læst temmelig blandet om de forgangne par år. Orenda var den ene halvdel af den multitrackede shoegazepigegruppe Azure Ray, og den anden halvdel, Maria Taylor, blev gang på gang fremhævet som en mere helstøbt soloartist. Nu er jeg også vild med Maria Taylor, men jeg kan faktisk lige så godt lide Orenda Finks debut, der stilmæssigt lyder som en krydsning mellem Azure Ray og Sinead O'Connor omkring Faith and Courage. Et langsomt, men temperamentsfuldt og spirituelt album med smukke hooks og meget under overfladen. Det bliver ikke bedre end "Invisible Ones Guard the Gate" og "Miracle Worker."

Kaada: Music for Moviebikers, der var totalt ukendt for mig, til min svenske forbindelse, Peggy, sendte mig nummeret "Smiger". Norsk instrumentalmusik, der i den grad lyder som filmmusik og i den grad fungerer som meditativ pause og ren afslapning. Minder mig en lille smule om Angelo Bandalamenti, men mindre rugende. Yndlingsnummeret er helt klart "Julia Pastrana."

Noe Venable: Boots, der udkom tilbage i 2003, men uden at jeg formåede at opdage det. Noe har en del til fælles med egensindige sangerinder som Happy Rhodes, Kate Bush, Jane Siberry og Veda Hille; den vilde vokal, de nyskabende tekster, de uforudsigelige melodier, og lad mig bare sige, at Boots befinder sig i min top ti over alletiders bedste albums. Numre som "Look, Luck", "Stolen Thing" og "Prettiness" er fuldt på højde med Tori Amos, da hun var bedst.

Lisa Gerrard: The Silver Tree, som jeg frygtede ville være for spiritual og Enya-lydende, but no. Lisa G var forsangeren med den udtryksfulde, dybe stemme i Dead Can Dance, og stemmen har hun heldigvis stadig. Diverse tribalrytmer og sange på uforståelige sprog er også intakt, og resultatet er ganske inciterende. Jeg er p.t. særlig vild med instrumentalnummeret "Shadow Hunter", "The Sea Whisperer" og "Wandering Star", selv om sidstnævnte lyder som Enya.

Og så skal jeg have lyttet lidt mere til...

Lykke Li: Youth Novels, der stadig lyder lidt for meget som CocoRosie i mine ører.

Amiina: Kurr, der godt nok er islandsk og beslægtet med Múm, men desværre mangler melodierne. Eller også har jeg bare ikke fundet dem endnu.

Sara Bareilles: Little Voice, der bliver sammenlignet med Fiona Apples Tidal rundt omkring, men uden at jeg kan høre hvorfor. Pænt popalbum, men hvad ellers?!

Anjani: Blue Alert, der skulle minde om Leonard Cohen, eftersom han har både produceret og skrevet sangene, og eftersom Anjani sang kor på Dear Heather. Desværre lyder albummet snarere som easy listening indtil videre.

Illustrationer: Tsevis

Farvel, farvel, farvel..

2008-04-25T09:21:00.003+03:00

Farvel Downs
Klumme bragt i Weekendavisen den 25.4.08

Den seneste uges tid har stoltheden over en særlig dansk rekord bredt sig i mediebilledet. Det viser sig nemlig, at Danmark har verdens nok laveste forekomst af nyfødte med downs syndrom. Hvor der for ti år siden blev født omkring 80 børn om året herhjemme, blev der i 2005 født 30 børn, foreløbige tal tyder på 24 børn i 2007, og grunden er ikke vores højt berømmede vikingegener, vandkvaliteten eller andre mirakler. Grunden er, at alle gravide siden september 2004 er blevet tilbudt en dobbelt whammy af blodprøver og nakkefoldsskanning, den afslører cirka 90 pct. af alle fostre med downs syndrom. Og dem aborterer danske kvinder i stor stil. I 2005 gjaldt det 129 ud af de 130 afslørede downs-fostre, og skal man tro professor ved Rigshospitalet, Ann Tabor, er det minsandten en glædelig udvikling. ”Danmark har gjort det fantastisk, og der er ingen andre lande, der har et så ensartet og finmasket screeningstilbud. Hvis screeningen kører optimalt, vil vi komme ned på 15 eller 16,” udtaler hun til Kristeligt Dagblad, og det kan godt være, at det er mig, der er stæreblind. Men jeg kan simpelthen ikke se, hvori det fantastiske består.

Lad mig straks tage alle forbehold. Jeg er hverken i berøring med familier, der er blevet stærkt beriget eller det modsatte af et barn med downs syndrom, jeg er ikke arg abortmodstander, fundamentalistisk kristen eller uvidende om, hvilken indsats det kræver at have et barn med særlige behov. Men jeg synes ikke desto mindre, at det er stærkt beskæmmende at leve i et land, der glæder sig over at slippe af med de børn, som ikke ligner og opfører sig som Søren og Mette ovre i børnehaven. Især når vi rent faktisk burde have både økonomisk og mentalt overskud til at sætte handling bag ord som pluralisme og diversitet.
Region Hovedstadens materiale til kommende forældre kan i hvert fald ikke beskyldes for nogen af delene: ”Hvis risikoen for Downs syndrom er høj, får du tilbudt en moderkageprøve eller fostervandsprøve for at afklare om fostret er raskt. Langt de fleste, som får foretaget moderkageprøve eller fostervandsprøve, vil få et normalt svar,” hedder det, som er man automatisk syg og unormal, hvis man har downs syndrom. Går vi rundt og finder det forfærdeligt, at kinesiske kvinder aborterer pigefostre i stor stil, kan vi i hvert fald uden problemer kigge lidt på vores egen dobbeltmoral. I Kina er pigebørn præcis det samme værd, som psykisk udviklingshæmmede er i Danmark. Nemlig ingenting. Det er, hvad vi signalerer, når vi langt hellere tilbyder sygeliggørelse og abort end lettilgængelige aflastningstilbud og positive fremstillinger af mennesker med handicaps.

Ud over den jubeloptimistiske tone undrer jeg mig såre over kritikken, der hver gang tager forældrenes parti. ”De, der får et uklart svar på fosterdiagnostikken, risikerer at få ødelagt deres graviditet og begyndelsen af barnets opvækst,” udtaler næstformand i Det Etiske Råd, Lotte Hvas. Og Helses chefredaktør supplerer: ”Med rette kan man spørge, om det er rimeligt at ”tilbyde” en gravid en måske unødvendig bekymring?” Bevares. Jeg forstår da udmærket, at forældre håber på et sundt og raskt barn og helst vil bekymre sig mindst muligt. Men takker vi nej til blodprøver og nakkefoldsscanning, er vi jo i hvert fald den bekymring fattigere. Når alt kommer til alt, kunne charmen ved at blive gravid jo også være, at vi tager åbent imod de børn, vi får. Mener vi lige modsat, at vi har krav på såkaldte normale børn, kan vi sandsynligvis imødese et øget antal aborter efterhånden, som lægerne bliver dygtige til at spotte fejl og mangler. Spørgsmålet er vel bare, om det er sådan et samfund, vi ønsker os.

Illustration: Lun

Ny bog :-)

2008-03-31T21:55:00.004+03:00

Glashuset

For tiden skriver jeg på en bog til Dansklærerforeningens MIN HISTORIE-serie. Den skal bruges i undervisningen og består af en række tilbageblik og masser af billeder fra jeg er nyfødt til 14 år gammel. Her er kapitel 8.

Den gule døre

Kære morfar gid jeg så / dig til parediset nå / tænk på mig! / jeg savner dig! / Og pluk så livets rose rød (digt fra min dagbog, 29.10.86 – en måned efter hans død)

Da jeg var otte år, fik jeg at vide, at min morfar var alvorligt syg. Min mor kom ind på mit værelse en aften og satte sig på en af de små træstole, han havde lavet til mig. ”Du ved godt, at morfar tit hoster, ikke?” sagde hun, og jeg nikkede. Min morfar hostede nogle gange så meget, at han slet ikke kunne få luft. ”Han har fået lungekræft. Lægerne vil fjerne hans ene lunge.” Hun begyndte at græde, og den tegning, jeg var ved at tegne, blev meget rød. Jeg prøvede at fokusere på den, men det var svært. Jeg havde aldrig hørt om lungekræft før.

Jeg forstod ikke, hvorfor min mor græd endnu mere, da det viste sig, at lægerne bare havde skåret min morfar op og syet ham sammen igen. Jeg syntes da, at det lød meget bedre med to lunger end med én. Men min mormor så efterhånden lige så sammenbidt ud som oldemor på de gamle billeder, og min morfar måtte hele tiden stoppe op for at få luft, når vi gik ned til Døgneren efter blandet slik for en 5’er. Vi digtede stadig fjollehistorier og vrøvlevers og grinede, som vi plejede, men han hostede helt klart mere, og på hans brystkasse var et kryds, der ikke havde været der før. ”Det er, så længerne kan se, hvor de skal give mig stråler, der kan slå kræften ned,” sagde han, og jeg syntes, at det lød som en fremtidsfilm i fjernsynet.

Men kort efter lå han i en hospitalsseng, der var så stor, at jeg næsten ikke kunne finde ham. Alting var alt for stille, så jeg fortalte ham om en bilferie til Østrig og Italien, og midt i det hele sagde min mor, at vi skulle gå. ”Christina, kom tilbage!” kaldte han flere gange, da hun havde lukket den gule hospitalsdør bag mig. Jeg kunne høre hende tale med høj, dirrende stemme derinde, men han blev bare ved med at kalde, og til sidst græd han. Jeg græd også, imens jeg stirrede ind i alt det gule

Fjorten dage senere var han død, og det gik ikke an at tale om ham, for så blev min mor bare endnu mere ked af det. Men jeg drømte tit, at jeg flåede hospitalsdøren op og løb tilbage til hans seng for at sige ordentligt farvel.

Nyt fra Goldfrapp

2008-03-27T14:21:00.003+02:00

Endnu en kandidat til 2008s bedste album er fundet (Sia og Aura er p.t. de to andre): Goldfrapps fjerde album Seventh Tree. Jeg har fulgt duoen siden debuten Felt Mountain, selv om jeg hverken er specielt vild med party-triphop-stilen på Black Cherry eller den kølige disko på Supernature. Til gengæld var Felt Mountain et superiour album fyldt med original elektronika og fede lydeffekter, og Seventh Tree tager i den grad tråden op - langt om længe. Tempoet er så langsomt, at man tænker Air og Mazzy Star, klangene varme og akustiske og produktionen gennemført de luxe. Over det hele svæver Alison Goldfrapps stemme på skiftevis drømmeagtig og Kate Bush-lignende vis, og i tilgift er materialet stærkt og varieret. Jeg er særligt vild med de på én gang enkle og storladne "Eat Yourself" og "Cologne Cerrone Houdini" og åbningsnumrene "Clowns" og "Little Bird." Men albummet udgør en smuk helhed. Jeg har f.eks. hørt det i fire timer i træk, selv om jeg burde arbejde..

Så er jeg tilbage!

2008-03-17T12:41:00.005+02:00

Wagamama Girl
Den næste Lost in Translation har set dagens lys. Nu med forvitret chick lit-heltinde i hovedrollen

Anmeldelse af Catherine Hanrahan: Lost Girls and Love Hotels (Simon & Schuster, 2007) Bragt i Weekendavisen 29.02.08

Hvorfor har den superstilige skuespillerinde Kate Bosworth (aka Lois Lane i Superman Returns) dog købt filmrettighederne til en pulproman om en smuk og succesfuld expatkvinde, der lever det vilde liv i Tokyo? Hvorfor i alverden vil hun selv spille hovedrollen som forkælet wagamama girl? Og har nogen overhovedet hørt om den 38-årige, canadiske debutforfatter Catherine Hanrahan, der står bag denne semibiografiske chick lit-trashroman?

Spørgsmålene på internettet er mange og fuldt forståelige, så længe man kun har stiftet bekendtskab med det lyserøde og mangainspirerede omslag featuring en smækker/lækker Britneyklon med Bambiøjne og bagsidetekstens ”om dagen arbejder Margaret på Air-Pro Stewardess Training Institute, og om natten fortaber hun sig i sex og stoffer for at glemme sin smertefulde barndom /../ Da hun møder Kazu, en mystisk gangster, sætter det gang i en kædereaktion, der kan føre katastrofer med sig..”

Ærlig talt, det lyder næsten værre end de b-film, man kan stene tre-fire af ud i en køre, når man har tømmermænd, men man behøver ikke at læse mere end de første linjer for at opdage, at Lost Girls and Love Hotels, som romanen hedder, hverken er chick lit eller trash. Snarere er den chick lit på vrangen, vredet ud af facon og tilsat en komponent, som uendeligt få pastelfarvede bøger besidder. Nemlig et på en gang overraskende muntert og perfekt økonomiseret sprog. Hør blot indledningen:

”Nogle gange, når jeg ser ud over et rum fyldt med japanske stewardesseaspiranter, et hav af skinnende sorte hætter, en fanfare af strømpeklædte ben, samlede knæ, tæerne ud til siderne, imens jeg messer ”Undskyld Hr., De bringer Dem selv og de andre passagerer i fare!” tænker jeg på, at jeg burde have ladet min bror stikke mig ned. Jeg skulle ikke være flygtet, da Frank kom løbende med forskærerkniven, imens han råbte ”Satan! Satan!” Jeg skulle have vendt mig mod ham, armene ud til siderne, øjnene lukkede, og ladet ham hugge bladet i mig.” Og lige på og hårdt fortsætter det: ”Jeg vågnede til lyden af Ines, der havde sex i rummet ved siden af. Ines er larmende, og hun knepper næsten hvem som helst. Hvis de ikke lever op til hendes forventninger, hvis hun ikke kommer tre gange, føler at hun transcenderer til en ny bevidsthed, taler i tunger og får en postcoital fodmassage, lader hun dem betale. I rede penge.”
Ines er lækker på den franske måde uanset om hun knepper fanden et øre af eller fylder sig med designerdrugs, og Margaret er den mere androgyne, udflippede type med blå Louise Brooks-page og skibukser. Men stadig lækker. Hendes job viser sig så at være knap så lækkert; dag ud og dag ind lærer hun de kommende stewardesser at udtale hjernelamme høfligheder på engelsk, og når hun er færdig, tager hun og Ines den helt store dødsrute på Tokyos barer og love hotels. Sidstnævnte er fuldautomatiske sexhoteller, som man enten kan overnatte på eller leje på timebasis, og i Margarets tilfælde i reglen det sidste. Intimitet er ikke hendes stærke sider.
Det er til gengæld den totale selvfortabelse, men hele tiden med et twist.

Barndomstwistet. For i fint afstemte krydsklip følger vi den lille Margaret, der vokser op i et dysfunktionelt hjem med sin skizofrene bror et sted i Canada og den vokse Margaret, der går mere og mere til grunde i den frenetiske neonby, hvor det er alt for let at forsvinde. Det er allerede sket for en mystisk, blond kvinde, der med kortere og kortere intervaller dukker op i Margarets bevidsthed. Sandsynligvis inspireret af den britiske barpige Lucie Blackman, der blev myrdet i Tokyo, imens Catherine Hanrahan rent faktisk boede der og selv arbejdede som engelsklærer og barpige. “Jeg begyndte at skrive bogen under mit fem år lange ophold,” fortæller hun i et interview. ”Jeg forestillede mig et billede af et menneske i opløsning, helt fra den, midt i et værelse.”

Jo tak. Den mystiske Yakuza-gangster Kazu er så bare en misere ud af en hel vifte, der f.eks. tæller sex med vildfremmede sindsforstyrrede mænd friskfanget fra gaden og en japansk hustru, der mildt sagt ikke er bange for at ty til selvtægt for at beholde sin utro ægtemand. Det lyder muligvis rodet, men kompositionen er rent faktisk en stramt bundet løkke om læserens hals. Stilen minder om New Yorker-forfattere som Siri Hustvedt og Paul Auster med masser af anonyme karakterer og storbystemning, og så associerer man både til tilrøget film noir og en hardcoreudgave af Lost in Translation under læsningen.

Helt klart endnu en bonus. Romanen flyder så meget over af fulde forretningsmænd, der spiser absurd dyr sushi af nøgne kvindekroppe, automater med skolepigers brugte trusser, ”pigeon English”, pornografiske mangategneserier, neonlys (”at være på stoffer i Tokyo er som at være indeni en pinballmaskine”), skodbarer, kimonokvinder med mobiltelefoner, cute tingeltangel og alt, hvad der ellers hører til Tokyo, at man nærmest føler, at man er der. Samme fornemmelse havde man under læsningen af Susanna Jones’ roste og åndsbeslægtede expatkrimi, The Earthquake Bird, men Lost Girls and Love Hotels har væsentligt mere dybde. Primært takket være barndomspassagerne, der falder som bomber bogen igennem og tydeliggør uden at tekste for tumper, hvorfor Margaret er endt på randen af den neonblinkende afgrund. Gennemført læseværdigt. Nyskabende oveni. Enhver, der rent faktisk har åbnet bogen, vil kunne forstå, hvorfor Kate Bosworth har sat sine brikker på filmatiseringen.

Vi høres ved efter 12. marts

2008-02-17T14:12:00.008+02:00

Så er jeg på vej ud i den store verden igen. Nærmere bestemt Damaskus. Og belært af erfaring fra sidste gang, jeg opholdt mig på Det Danske Institut dernede, vil jeg næppe være at finde her på bloggen så længe, dvs. frem til den 12. marts. Internetsituationen er vildt ringe på de kanter, og jeg er der trods alt for at skrive børnebog og ikke for at stene over en dialup-forbindelsen, der alt for sjældent virker.

Et par sidste anbefalinger before I go:

> Hafdis Huld: Dirty Paper Cup (2006)
Akustisk/elektro/folk singer/songwriter fra Island med stærkt, rytmisk materiale (fx. "Ski Jumper" og "Tomoko") og fine deadpan-ballader. "Plastic Halo" er et godt eksempel. Hafdis var tidligere medlem af GusGus og træder virkelig i karakter på debuten her med stærke tekster og fed humor.

> Ingrid Michaelson: Girls and Boys (2007)
Mest kendt for det glade nummer "The Way I Am", der er at finde på soundtracket til Grey's Anatomy. Sangen er dog ikke er specielt repræsentativ for debuten her, der snarere byder på Ani diFranco-lignende folkpop med hårdtslående tekster og indbygget vrede.

> Noe Venable: The Summer Storm Journals (2007)
Er du til Kate Bush, Emily Bezar, Hannah Fury etc., vil du elske hende her. Kompromisløs kvindelig sanger/sangskriver med vildt lyriske tekster og klaver/guitardrevne melodier. Hendes øvrige albums er lige så mindeværdige.

> Catherine Feeney: Hurricane Glass (2007)
Afdæmpet britisk sangerinde med hang til melankolsk, akustisk folkpop. Hverken hendes stemme eller hendes sange skiller sig markant ud fra mængden med undtagelse af den upbeat førstesingle "Mr Blue." Men helheden er en fin, rolig oplevelse.

> Emily Haines and the Soft Skeletons: Knives don't Have Your Back (2006)
Den tidligere Metric-sangerindes første soloværk og værd at købe for tredje skæring, "Crowd Surf off a Cliff," alene. Emilys vokal og glæde ved det storslået intime får en til at tænke på Amy Millan, Cat Power og Sia. Kan høres ud i en køre mange gange.

> Elin Ruth Sigvardsson: A Fiction (2008)
Skiftevis afdæmpet og temperamentsfuld poprock a la Rilo Kiley og Carina Round fra svenske Elin. Læg dertil småhæs rockchickvokal og et væld af lækre, håndspillede detaljer i loops. Ikke mindst en enormt flot guitarsekvens på førstesinglen How You Dug Your Own Grave.

.. Og så glæder jeg mig helt vildt til at høre Lykke Li's "Youth Novels", der skulle minde om Feist og Jenny Lewis, Goldfrapps "Seventh Tree" og KT Tunstalls "Drastic Fantastic". Jeg har også stadig Suzanne Vegas "Beauty & Crime" til gode :-)

Foto: Andrea Kwang Deardear og DR2

Beinta & Guðrið

2008-02-06T15:31:00.001+02:00

Så er jeg tilbage, frisk fra foredrag Færøerne, hvor jeg blandt meget andet havde glæden af orkan, snestorm, oversvømmelse og lange perioder med strømsvigt :-) Spøg til side; jeg er sikker på, at Færøerne er et fantastisk sted, men det er nok mere fantastisk om sommeren, hvor alting er grønt, og man ikke får sne i øjnene hele tiden.

Billedet til venstre stødte jeg på i lørdags, da jeg besøgte nationalmuseet deroppe. Det er malet af den unge færing Beinta av Reyni, der maler nogle ret funky billeder med intimsfæren i forgrunden. Her et gardin. Jeg er ret vild med hendes stil.

Desuden opdagede jeg den færøske singer/songwriter Guđriđ Hansdóttir og hendes habile debut Love is Dead, og det er jeg så ikke ene om, ser jeg nu ved hjemkomsten. Gaffa har f.eks. også opdaget hende og har både bragt et interview og en anmeldelse af debuten denne måned. Hendes MySpace-side er her. "Sleeping with Ghosts" og titelnummeret er nok mine favoritter indtil videre, men det er en af den slags plader, der bliver bedre jo mere, man lytter..

Aura Dione

2008-01-30T10:53:00.000+02:00

Hvis jeg skulle købe et album denne vinter (..som jeg ikke allerede havde..) skulle det være Aura Diones debut Columbine. Albummet har lige fået fem stjerner i Jyllandsposten, Berlingske Tidende og Nyhedsavisen, fire stjerner i Politiken og seks stjerner i Gaffa (af mig). Jeg skrev:

International klasse fra 22-årige Aura Dione

Wildchild, hippieunge, fashion rebel, Flashdance møder hardcore Pocahontas. Sådan lyder det, når den fransk/færøsk/dansk/spanske Aura Dione skal beskrive sig selv. Og det er ingenting imod, hvordan hendes debut med eget materiale lyder. Albummet er bl.a. produceret at Kenneth Bager og Sune Joensen fra Blue Foundation, og stilen spænder vidt. Fra de luxe pop til fint fortællende singer-songwriting til Woman with an attitude lig superstjerner som Kate Nash og Lily Allen.

Førstesinglen Something From Nothing har allerede været Ugens Uundgåelige på P3, Song for Sophie bliver det utvivlsomt, mens åbningsnummeret Glass Bone Crash, Antony (”I could be your Antony, if you let me..” ) og afslutningsnummeret Clean Hands (om incest) lader Auras flotte Tracy Chapman/Feist-lignende vokal komme til sin fulde ret. Columbine er i den grad en velvalgt titel til et album så helstøbt og langtidsholdbart som dette. Aura danser af sted med sin stemme, sit personlige, men aldrig private tekstunivers og sin helt åbenlyse stil. International klasse fra en 22-årig dansker. What a treat!

El Orfanato

2008-01-22T14:59:00.000+02:00

Sidste sommer lokkede min veninde Martine mig med i biffen for at se Guillermo del Toros Pans Labyrint, og jeg elskede den. Ligesom jeg elsker eventyrfilm i det hele taget. Legend, Labyrinth, The Wizard of Oz und so weiter. El Orfanato (da. Børnehjemmet) så jeg forleden, primært fordi den her Guillertmo del Toro i producentrollen, og jeg havde absolut ikke forventet mig, at den ville være lige så god som Pans Labyrint. Jeg havde læst mig til, at der var tale om en hardcore gyser med enkelte splat, og det er normalt ikke min cup of tea. Sådan i stor stil. Men scenerne fra El Orfanato bliver ved at dukke op, imens min hjerne forsøger at skabe mening, og jeg er vild med filmens symbolsprog, der minder mig helt vildt meget om 80er-mareridtsfilmen Paperhouse. Og så er der ham her:

Ikke ligefrem enhver mors drøm om en legekammerat til den svagelige søn..! Jeg bliver nødt til at lokke Martine med i biffen snarest og gense vidunderet, tror jeg. Der er virkelig mange løse ender, der spøger.

Towelhead!

2008-01-22T14:04:00.000+02:00

Sex på hjernen
Intet er privat i Alicia Erians stærkt provokerende roman om arabiske mænd, pædofili og en 13-årig piges begær..

Anmeldelse af Alicia Erian: Towelhead (Headline Book Publishing, paperback 2007, 375 sider, £17.99 over amazon.co.uk) Bragt i Weekendavisen 18. januar 2008

I Berlingske Tidende søndag efterlyste Pia Kjærsgaard danske kunstnere, der tør sige og gøre, hvad ingen andre tør gøre og sige, når det kommer til islam. ”En del af kunstnerens berettigelse har altid været at gå imod meningerne på bjerget,” skriver hun, og godt nok burde der vel rettelig have stået ’kunstens’ og ikke ’kunstnernes’, ligesom det velsagtens er betænkeligt, at kunstneren/kunsten skal gå et politisk partis ærinde for at være berettiget. Vi lever jo trods alt ikke i et totalitært regime.
Men Pia Kjærsgaard har da ret i, at det ikke ligefrem vrimler med danske kunstnere, herunder forfattere, der går islam kritisk efter i sømmene, og det er der utvivlsomt mange gode grunde til, men lad det nu ligge. Manglen på kunstnerisk dækning strejfer nemlig rent faktisk én adskillige gange under læsningen af amerikansk/egyptiske Alicia Erians foruroligende og aldeles vedkommende gennembrudsroman Towelhead. En roman, der handler om noget så relativt ubeskrevet i litteraturen som en 13-årig amerikansk/libanesiske piges heftige coming of age, ikke mindst seksuelt, imens hun bor alene hos sin libanesiske far i Houston.

Jasira, som pigen hedder, er nærmest kun optaget af én ting, nemlig sex på alle tænkelige måder. Hendes far, derimod, er primært optaget af at forhindre hende i at udforske både sig selv og andre, deriblandt den sorte fyr, hun dater. Og lad mig sige det sådan: Towelhead stiller ikke ligefrem den libanesiske far i et fordelagtigt lys, selv om man hele tiden forstår hans bekymring for datteren. Ikke blot er han en ualmindeligt autoritær mand med helt faste ideer om kvinder, kvinders seksualitet og sin egen storhed, han gør også brug af store mængder fysisk og psykisk vold. Undervejs tager man sig ofte i at tænke ’åh nej! Alicia Erian gør arabiske mænds rygte værre, end det allerede er’ som er arabiske mænds rygte væsentligere end alt andet. For eksempel det faktum at Alicia Erians egen far selv er egypter og store dele af Towelhead selvoplevet. Som 11-årig blev Alicia Erian nemlig sendt til Houston for at bo hos faderen, og det gik skidt. Dels holdt han hende i et jerngreb, og dels afstraffede han hende korporligt. Så et halvt år senere flyttede hun tilbage til sin mor i New York.

”Men hvordan var jeg blevet, hvis jeg var blevet boende? Det er lige præcis det Hvad-hvis?-scenario, jeg udforsker i min bog,” udtaler hun på fictionswriting.com og slår hårdt ned, da intervieweren problematiserer farens stereotype karaktertræk og vil høre, om hun ikke er bange for at sprede negative ideer om arabiske mænd. ”Selvfølgelig tænkte jeg, at hvis jeg skriver det her ned, så kommer visse dele til at se stereotypt ud. Men samtidig var min primære tanke ”Jeg skriver min egen oplevelse ned. Jeg undskylder, hvis min oplevelse er stereotyp.” /../ Og jeg kan godt fortælle dig, at mange arabiske kvinder er kommet hen til mig eller har skrevet til mig for at sige ”Det er min familie. Det er præcis sådan, min far opfører sig.”

Man kunne nu forledes til at tro, at det er Towelheads voldelige far, der har skabt furore i USA og Canada. But not so. Det er tværtimod filmatiseringen, Nothing is Private, der har fået publikum til at udvandre i horder under de første screeninger. For instruktøren Alan Ball, der tidligere har stået bag bl.a. Six Feet Under og American Beauty, har valgt at gå lige til makronerne, når det kommer til Towelheads andet hovedtema. Nemlig pædofili. Man aner allerede temaet fra romanens første linje, der lyder ”min mors kæreste forelskede sig i mig, så hun sendte mig over til min far,” og bedre bliver det desværre ikke hos faren. Tværtimod. For godt nok er han så kropsforskrækket, at han afstraffer sin datter, hvis hun så meget som viser sig halvpåklædt i huset. Men han glemmer at have øjnene med sig, når det kommer til den racistiske militærmand inde ved siden af – det er ham, der finder på øgenavnet Towelhead - og snart har den granvoksne mand og Jasira et fuldbyrdet seksuelt forhold. Delvist med begges gode vilje, om end nabomanden (heldigvis!) har store samvittighedskvaler.

”Børnepornografi!” lyder dommen over filmens angiveligt vældig grafiske sexscener, hvor naboen spilles af 40-årige Aaron Eckhart og Jasira af 19-årige Summer Bishil, der rigtignok ser vældig meget yngre ud. Men i bogen opleves de børnepornografiske scener som en langt mere tvetydig kommentar, og det er helt klart én af bogens mange styrker. Towelhead er nemlig i bund og grund en moralsk fortælling om en pige, der langsomt lærer at sige til og fra, imens hun nærmer sig sin egen seksuelle identitet, og så er det en fortælling om begær, som det opleves indefra. Og derinde er grænserne mellem lyst og ulyst flydende.

Endelig er det fede ved Towelhead selve fremstillingen, der lever højt på en ualmindeligt stærk jeg-stemme, en relativt nuanceret persontegning og store mængder kulsort humor, der ikke virker spor malplaceret, selv om man måske skulle tro det. Det er jo ikke ligefrem morskabslæsning, det her, men optrinnene bliver ofte stærkt lattervækkende på deres egen grænseoverskridende måde.
Uanset om der så er tale om et partsindlæg, et forsinket forældreoprør eller en sandfærdig beretning fra lystens og straffens overdrev. Der er i hvert fald helt klart tale om en stærkt læseværdig roman, der holder tankerne fuldt beskæftiget. Og ... glemte jeg at skrive, at faren er arabisk kristen og ikke arabisk muslim? Det faktum kan man jo f.eks. tygge lidt på, inden man læser Towelhead som Dansk Folkepartis hedeste drøm om et kunstværk.

Foto: Romanlily & filmstill fra Nothing is Private

Sia rules :-)

2008-01-14T09:49:00.000+02:00

"Her soaring, gritty vocals are closely associated with what Portishead’s Geoff Barrow labeled “coffee table music,” skriver the Tennessean om den australske ex-Zero7-sangerinde Sia og hendes fjerde album Some People Have REAL Problems. Og jeg er absolut ikke enig. Faktisk har jeg ikke hørt et bedre album, siden jeg stødte ind i Feists Let it Die og Cat Powers The Greatest for et par år siden. Sias udspil minder en smule om dem begge; håndspillet, fuldt orkestreret, men mindre pop-lounge end Feist og mere RnB end Cat Power. Tjek hende ud på MySpace.
Illustration: JoanLovesPaper "Listening to Nature"

Ny børnebog..

2008-01-11T17:28:00.001+02:00

Drømmefangeren

I september var illustratoren Martine Noring og jeg tre uger i Damaskus for at arbejde på Drømmefangeren - vores fælles eventyrbog, der gerne skal udkomme efteråret 2008. Du kan læse en smagsprøve nedenfor :-)

Synopsis

Drømmefangeren handle om 9-årige Tianna, der mister sine forældre og bor hos sin fraværende tante. Hun savner sin eneste veninde Johanna og dagdrømmer de lange eftermiddage væk i tantens hus. Men en dag går det op for hende, at hun ikke kan komme ud af én af sine prinsessedrømme igen. Det viser sig at være drømmefangeren, der har taget hende til fange i et kæmpestort orientalsk slot i en kæmpestor orientalsk by. Han vil kun lade hende slippe ud af drømmen, hvis hun giver ham to perfekte tegninger; en af Tiannas mor og en af hendes far. Men Tianna kan ikke tegne. Hun kan heller ikke huske, hvordan forældrene så ud, da de var i live. Så hun må alliere sig med Drømmefangerens børn Saladin og Samiah, der smugler hende med ud i byen om natten for at finde den magiske Mahmoud, der ved alt og ser alt. Det bliver en lang og farefuld tur, der lærer Tianna meget om at turde savne og huske..

Stigen. Kapitel 1

Det hele begyndte med et forvarsel. For sådan tror jeg nok, man kalder det, når man pludselig får en fornemmelse af, at absolut intet bliver, som man går og håber. Det var midt i januar, og Johanna og jeg lå i den store hængekøje, som min far havde spændt ud i karnappen, så vi rigtig kunne nyde udsigten. Vi boede på fjerde sal, og nedenfor vinduet var en lille plads med et kridhvidt træ i midten. Sneen føg mod ruderne og lagde sig i zikzak-mønstre langs vindueskanterne, og vi spillede hjerterfri. Vi havde lige lært det, men Johanna virkede underligt fraværende, og hver gang, hun tabte, trak hun bare på skuldrene og blandede kort i en uendelighed. Det lignede hende bestemt ikke.
- Johanna?
Jeg betragtede hende, imens hun delte kortene i to bunker og blandede dem med et rutineret vrid.
- Johanna, sig nu hvad der er i vejen! Når man er bedste veninder, er det ligesom meningen, at man skal kunne fortælle hinanden alt ...
Jeg tog modvilligt de kort, hun delte ud og drejede dem, så hun ikke kunne se dem. Ikke at der var det store at se. Kun en enkelt hjerter to og en masse klør.
- Jamen, det er bare ... altså ... jeg tænker bare på ...
Jeg opdagede pludselig, at hun så helt forkert ud i hovedet. Johanna så ellers kun helt forkert ud i hovedet, når hun faldt ned fra høje træer og den slags.
- Johanna??
Hun sank et par gange og lagde kortene fra sig.
- Jeg tænker bare på, om vi altid vil være bedste veninder, Tianna. Det er bare det.
- Du tænker på hvad??
Det var aldrig faldet mig ind, at vi kunne være andet. Vores forældre flyttede ind ved siden af hinanden i den her ejendom, da mor og far lige havde hentet mig på et børnehjem i Kina. De vidste ikke helt, hvor gammel jeg var, men de mente, at jeg var omkring seks måneder, og det var Johanna også. Vi blev veninder fra begyndelsen, og heldigvis kom vi også i samme klasse. Når vi ikke fik lov at sidde sammen, skrev vi lange beskeder til hinanden i timerne, så lærerne blev sure og sendte os udenfor døren eller op til inspektøren.
Johanna trak vejret dybt.
- Jeg drømte det i nat, det er bare derfor.
- Du drømte hvad??
Hun vendte øjne af mig.
- Ja, drømte at du forsvandt, selvfølgelig. Tianna, hør nu efter, ikke? Vi skulle selvfølgelig følges i skole, og jeg stod udenfor jeres dør. Vi var sent på den. Ti minutter i ringetid. Vi skulle have dansk, så vi kunne ikke så godt komme for sent ...
- Og hvad så?
Hun vendte øjne af mig igen.
- Hvor er du dog utålmodig!
Hun så stadig helt forkert ud, og jeg ville bare have, at hun skulle se rigtig ud igen.
- Og hvad så, Johanna?
Hendes hånd var helt kold. Den strejfede min, da hun samlede vores kort sammen og lod dem dumpe ned på gulvet.
- Jamen, jeg ringede på jeres dør mindst tyve gange, men du åbnede ikke, så til sidst prøvede jeg at dreje håndtaget ned. I plejer jo ellers altid at låse døren, men den gik op, og lejligheden var ... helt tom.
Der løb et langt, isnende gys igennem mig, og Johanna lå længe uden at sige noget.
- Der stod kun et par gamle klapstole langs væggen derovre, sagde hun til sidst og nikkede mod døren ud til køkkenet. - Plus et par afskallede urtepotter og jeres grimme, røde tæppe, der var rullet sammen og stillet på højkant.
- Mormors tæppe, mener du?
Hun lagde hovedet mod min skulder.
- Jeg løb fra det ene værelse til det andet, men jeg fik bare dit navn tilbage i hovedet, når jeg kaldte på dig. Men det værste var ... at ... at ... stigen til dit værelse var væk, og lemmen var lukket, så man næsten skulle tro, at du aldrig havde boet deroppe.
- Og hvad gjorde du så?
Hun var stille så længe, at jeg var lige ved at gentage mit spørgsmål, men så rømmede hun sig.
- Jeg vågnede og kaldte på dig, svarede hun lavt og satte sig op, så hængekøjen gyngede svagt, og i det øjeblik mærkede jeg mit hjerte. Et stort, koldt dunk i mit bryst, der bankede af sted, som frygtede det for sit liv.

Nogle timer senere hørte vi mor for foden af stigen.
- Tianna og Johanna, er I deroppe?
Trinnene knagede.
- Tianna og Johanna, er I der?
Hendes kæmpestore, krøllede guldhår kom til syne og derpå hendes ansigt. Hun lignede en strålende sol her til aften, så smuk var hun, og på øjnene havde hun lyseblå skygger med glimmer. Johanna sagde tit, at hun ville ønske, hendes mor var lige så smuk, men det var der ingen mødre, der var. Min hed Iben og var sangerinde i det band, hvor min far spillede trommer, og sommetider tog de Johanna og mig med, når de skulle ud at spille. Så stod vi allerforrest og klappede med hænderne over hovedet efter hvert nummer, og Johanna piftede. Jeg var så stolt af at have en mor og en far, som folk klappede og piftede af.
Men i aften var vejret simpelthen for dårligt, sagde mor, da vi begyndte at plage om at komme med.
- Vi bliver nok nødt til at overnatte på et hotel, hvis det fortsætter med at sne på den måde.
Hun lagde nakken tilbage, så hun kunne se mine tagvinduer. Det var helt mørkt udenfor, selv om klokken kun var fem.
- I kan sove inde hos dig, Hanna, kan I ikke?
Mor var den eneste, der fik lov at kalde Johanna sådan, og nu fingerkyssede hun os med sine pink læber.
- Der står slikskåle til jer på bordet, og hvis I ikke roder for meget, må I gerne gå amok i mit klædeskab, okay?
- Okay!!
Vi råbte det nærmest i kor og kom til at grine, fordi det var lidt pinligt at råbe sådan. Men mor havde altså de vildeste kjoler og tårnhøje sandaler og mærkelige toppe med pailletter, og vi kunne klæde os ud i timevis. Mor kastede et hurtigt blik på sit ur. Hun så bekymret ud, så de var sikkert sent på den, som de plejede.
- Jeg skal nok ringe til jer og sige godnat så snart, vi er færdige med at spille, ikke?
- Ja, ja!
Johanna stod allerede og trippede.
- Og I har alt, hvad I skal bruge?
Vi vendte øjne på samme tid. Mor opførte sig nogle gange, som om vi var pattebørn, der aldrig havde været alene hjemme før, og Johanna gjorde tegn til mig med den ene hånd foran munden som en mikrofon. Det var hendes yndlingsleg for tiden; rockband. Hun elskede at være forsanger og kunne synge enormt højt.
- Iben? min fars stemme lød lidt som den stortromme, han spillede på med en fodpedal i bandet. - Kommer du, skat?
Hans sorte hår tittede op ad lemmen ved siden af mors guldhår og derpå hele hans ansigt. Han havde verdens skøreste briller, som han havde fundet i en genbrugsbutik til en 20er, men de klædte ham faktisk, når nu man havde vænnet sig til dem.
- Vi kommer altså for sent, hvis vi ikke kommer af sted nu.
Han så fra den ene til den anden, og brillerne fik hans øjne til at se meget større ud, end de egentlig var. Johanna begyndte at grine.
- Jamen, så skynd jer dog! Vi er helt okay, ikke Tianna?
De voksne så på hinanden, og mor rystede på hovedet af sig selv.
- Ja, ja, jeg ved godt, at jeg bare er pylret, men sådan er det altså at være mor, I to. Så er man bange for, at der skal ske alt muligt med ens børn hele tiden, og så er der jo det dér med vejret ...
Far tog hende kærligt om skulderen.
- Hold nu op, Iben. Så er det jo heller ikke værre!
Det var hans standardreplik, når min mor bekymrede sig uden grund.
- Det er jo bare lidt sne, og vi har brug for pengene, ikke? Det giver godt i aften, og der er længe til den første.
Der var altid længe til den første, når min mor og far talte om penge, for de havde aldrig nogen. Til gengæld havde de masser af tid. Modsat Johannas forældre. De havde en hulens masse penge, men næsten aldrig tid til andet end at arbejde, så hverken Johanna eller jeg kendte dem særlig godt. Hendes far var pilot og fløj mennesker til Hawaii og sådan nogle steder, og hendes mor var frisør og satte hår på dronningen og et par prinsesser. Hun satte også nogle gange Johannas og mit, men hun havde tit for travlt, fordi dronningen og prinsesserne og alle deres hofdamer skulle bruge rigtig mange forskellige frisurer. Jeg ved ikke til hvad.

Mor og far var allerede på vej ned ad stigen nu. De grinede og pjattede, og mor sang et par skalaer, som hun altid gjorde, inden hun skulle optræde. Hun kunne ikke synge ordentligt, hvis ikke hun havde varmet stemmen op.
- Kys kys, Tianna! Kys kys Hanna! sang hun ovre fra hoveddøren, inden den smækkede, og Johanna samlede sine slangekrøller i nakken med en af mine elastikker. Hun syntes selv, at det fik hende til at se næsten voksen ud.
- Vi sover bare her, ikke?
- Selvfølgelig.
- Og leger band??
Hun havde allerede sparket skoene af, og lidt efter fulgte hendes bukser og trøje. Om lidt ville hun storme ind i min mors og fars soveværelse og åbne klædeskabet på vid gab. Eller klædeskabene. Min mor havde faktisk fire, og i overskabene gemte hun sære hatte og mærkelige parykker, som hun brugte, når hun optrådte. Johanna var særligt vild med en sorthåret én, der fik hende til at ligne mig en lille smule.
- Jeg vil være Dee-Dee i dag!
Dee-Dee var hendes yndlingsnavn, og vi plejede at lege, at hun var forsanger i et band, der hed Zapp Zapp, og at jeg var hendes personlige koreograf. Som regel hed jeg Vanessa, men i dag ville jeg hellere hedde Valerie. Eller Val. Det hed én eller anden i en tv-serie, mor fulgte med i.
- Val? Det lyder altså ikke særlig pænt!
Johanna ville helst bestemme, hvad vi skulle hedde, og hvad vi skulle have på, men jeg holdt fast i Val og fik Johanna til at love, at vi skulle lege prinsesser, når vi var færdige med at lege band. Ellers kom vi aldrig til det sjoveste, der var at sminke hinanden med mors sminke. Det var sådan noget, prinsesserne gjorde, når de sad på slottet og kedede sig, og desværre kedede det også Johanna ret meget. Det var sikkert fordi, jeg var meget bedre til det end hende.

Jeg kan ikke huske så meget af det, der skete senere på aftenen. Eller jo, jeg kan huske, at Johanna og jeg lå i mørket på mit værelse, og at hun spurgte, om jeg sov.
- Det er ikke fordi, det er vigtigt eller noget ...
Jeg kunne se vores neonfarvede venindearmbånd i mørket. Et om hendes håndled og et om mit. Hun havde hænderne under den ene kind, som hun altid havde, når hun sov eller lige var vågnet.
- Det er bare ... ville du ikke også ønske, at Iben og Torben var mine forældre?
- Vores begge tos, mener du?
Hun nikkede, kunne jeg se på armbåndet, der vippede svagt.
- Men det er de jo næsten også, ikke?
Jeg var faktisk helt sikker på, at mine forældre ville lade hende bo her altid, hvis hendes forældre fik endnu mere travlt, end de allerede havde. Efterhånden hændte det også tit, at hun kom til at kalde dem mor og far, og de rettede hende aldrig. Smilede bare og sagde ja, Johanna? eller ja, Hanna? afhængig af, om det var far eller mor, der talte.
- Iben burde have ringet til os nu, har du tænkt på det?
Johanna rullede om på maven og tjekkede viserne på mit vækkeur, der sagde kvart over et. Jeg vidste det, for jeg havde ligget vågen den sidste time og tjekket tiden hvert kvarter.
- Hun burde faktisk have ringet til os for længst! Hører du efter, Tianna?
Johanna var hæs af alle de sange, hun havde sunget. Men mest af alt var hun skinger.
- Ja, jeg ligger jo her og venter. Jeg ved det godt.
- Du tror vel ikke, at ...
Vores åndedræt lød pludselig alt for højt. Som om vi hev en lille smule efter vejret begge to, og Johannas hånd var helt kold og fugtig.
- Du tror vel ikke, at der er sket dem noget, vel?
Jeg ville svare hende et eller andet, men jeg var næsten sikker på, at jeg hørte en raslen ude på trappen, så jeg spidsede ører i stedet.
- Kan du også høre det, Johanna?
- Høre hvad? Hun satte sig op. - Hvad kan jeg høre??

Vi for begge to sammen. Der var helt sikkert nogen ved hoveddøren nu. En nøgle, der blev drejet to omgange. Lys, der blev tændt, først i den ene stue og så i den anden. Og trin. Flere mennesker, mere end to, og i sko med hårde hæle.
- Tianna? Johanna? Er I der?
Det var Johannas forældre. Dem begge to, men de lød ikke, som de plejede, og der var også andre stemmer. En mandestemme, der spurgte, om vi sov alene, mens mor og far var væk, og en kvindestemme, der spurgte, om stigen førte op til mit værelse. Johannas mor sagde, at hun vistnok troede det. Hun kaldte igen, denne gang højere, og Johanna måtte have tændt min sengelampe, for jeg kunne se hende tydeligt. Hendes ansigt var lige så hvidt som væggen bag hende, og stigen knagede og knagede lidt mere. Jeg nåede ikke engang at vende mig, før den fremmede dame havde sat sig på sengen mellem os. Hun var i politiuniform, og hendes rosenparfume kendte jeg fra mor.
- Tianna, nu skal du høre, det drejer sig om dine forældre, sagde hun, og hendes hånd føltes tung på min skulder. - Det gør mig frygteligt ondt at måtte fortælle dig det her, men ...
Det var helt umuligt for mig at tænke på andet end rosenparfumen. Navnet på den, som jeg ikke kunne huske, men som vistnok var et engelsk pigenavn. Mine forældre havde overvejet at kalde min lillesøster det, hvis de altså fik lov at adoptere en pige mere i Kina.
- Tianna? Jeg tror, at du bliver nødt til at høre efter ...
Det var den fremmede stemme med den tunge hånd igen.
- Tianna?
Parfumen hed Stella. Tianna og Stella. Tianna og Johanna. Og Johanna, der slog løs på damen med uniformen, som om hun var rasende over et eller andet.
- Tianna? Jeg kunne godt høre, hvad damen sagde nu, men det havde ligesom ikke noget med mig at gøre.
- Dine forældre er kørt galt her til aften. De kørte direkte ind i en lastbil og døde på stedet begge to. Kan du høre mig? Det gjorde ikke ondt på dem, for lastbilen kom i meget høj fart, og ... Hører du mig? De er her ikke længere, Tianna. Jeg er sikker på, at de ikke ønskede det sådan.
Hvis bare Johanna ville blive ved at slå løs på damen i uniformen, til hun helt forsvandt, og alt i virkeligheden var som før. Men hun sad bare ret op og ned.
- Lejligheden var helt tom, og stigen var væk, sagde hun, og jeg ville tørre alle hendes tårer bort, men der var alt for mange over det hele.

Illustrationer: Martine Noring

A Fine Frenzy, indeed

2008-01-07T00:03:00.000+02:00

Ok, jeg plejer ikke at befinde mig på én MySpace-hjemmeside i timevis for at lytte til de samme 5-6 uploadede numre. Men her til aften har jeg lyttet nonstop til A FINE FRENZY og albummet One Cell in the Sea. Et must have for alle, der holder af pianopop á la Tori, Vienna Teng, Sarah McLachlan osv..

Og til Chris, der kommenterede på min tidligere musikpost: Jesca Hoop er fantastisk!! Tusind tak for anbefalingen.

Foto: Alvazora

P for Perversion

2008-01-06T14:15:00.000+02:00

Lille guds ord fra landet
Bundperverse fortællinger fra Marquis de Sade

Marquis de Sade: Lyst og forbrydelse. Udvalg, oversættelse og efterskrift ved Kim Witthoff (Tiderne Skifter, 287 sider, 299 kroner)

Bogtillæggets ærede redaktør så decideret jaget ud i blikket, da jeg foreslog ”Kan De skide, mens De knepper?” som overskrift til denne anmeldelse. ”Læserne vil protestere! Det går jo simpelthen ikke!!” fastslog han. Men så skulle han og I, kære læsere, bare stifte bekendtskab med det udvalg af Donatien Alphonse-François de Sade (1740-1814) aka Marquis de Sades skrifter, som netop er udsendt på dansk. For meget kan man sige om skrifterne, men at skide mens man knepper, er blot en fængslende forsmag på Marquis de Sades-trademark: sex-, volds- og nekrofiliorgier ad absurdum og lidt til. Godt går det ikke, deri har redaktøren en pointe. Faktisk går det i reglen så skidt, at alt og alle kreperer på de værst tænkelige måder og ofte må lide den tort at blive skændet på endnu værre måder efter deres død.

Men samtidig er Marquis de Sades pen dyppet i en smittende munter vellyst, der både gør det fuldt forståeligt, at lige præcis han har lagt navn til sadismen, og langt hen ad vejen gør de udspecificerede grusomheder ret underholdende, hvis man føler for den slags. Som Giovanni Boccaccios Dekameron gange tusind minus et par hundrede munke og nonner plus dybt depraverede libertinere af begge køn, liderlige fædre og perverterede skønjomfruer, bror/søster-incest og sodomi en masse, attrapper i alle huller, lange filosofiske enetaler og en generel stemning af ridderroman på vrangen og livet hinsiden moralen, loven og religionen. Svært visualiserbare tableauer som det her udfolder sig for eksempel på hver og hver anden side:

”Moldane ville have, at hans søn tog hans datter i kussen bagfra på en sofa, og samtidig skulle hans datter sutte hans pik. Med den ene hånd legede han med min pik og med den anden Victoires røv.” Victoire er så den præpubertære søn, og sådan fortsætter det i syv forskellige stillinger, til faren sprøjter blod og må bæres ud. Scenen optræder i den midterste fortælling, Jeromes historie, der utvivlsomt er et velvalgt uddrag af de Sades anonymt udsendte, 1000 sider lange roman La Nouvelle Justine (Den ny Justine, 1797). Jeg har ikke læst den, og jeg er heller ikke sikker på, at jeg behøver det.

For skal man indvende noget mod de Sade og dermed også mod udvalget her, er det, at de mange og lange voldorgier med tiden virker accelererende monotone grænsende til swingerklub med for mange nøgne kroppe. Nu i forvredne stillinger. Det her er for eksempel også et genkomment tableau, taget fra samme historie: ”Da jeg ser, at hun adlyder mig med synlige tegn på ømhed, flår jeg torne af grenene og gnider dem mod de ømfindtligste steder på hendes krop, jeg stikker nogle op i hendes skede, jeg sønderriver hendes bryster. Jeg skærer derefter den unge mands lig op og flår hjertet ud for at tvære det ud i ansigtet på mit offer, jeg tvinger hende til at spise stykker af det. /../ Presset af behovet for at slippe min sperm på ny tvinger jeg offeret til at tage sin elskedes pik i munden, mens jeg samtidig knepper hende i røven. /../ Da var det, kære venner, at jeg mærkede, hvor skønt det er at skære halsen over på den, man knepper..”

Und so weiter, vil jeg tilføje, for den voldsorgiastiske libertiner, der fortæller historien, er kun lige begyndt at bedække alle med og uden puls. Som man måske aner, er historien cirka lige så rig på egentlig handling som en gennemsnitlig pornofilm på Kanal København, og det samme gælder udvalgets to øvrige fortællinger. Juliette i Venedig fra hovedværket om den kvindelige libertiner Histoire de Juliette (Juliettes historie, 1797) og Eugenie de Franval. En forholdsvis ærbar, tidlig fortælling publiceret under Marquis de Sades eget navn. Eller ærbar og ærbar. Historien handler om en pervers stodder af en far, der opdrager sin datter som sin elskerinde og siden forlyster sig med hende på alle tænkelige måder, men i det mindste inkluderer det da ikke nekrofili. Eller at skide hende i munden. Man bliver glad for lidt efter små 300 sider i markisens selskab, som De nok fornemmer, og allermest glad bliver man, når man læser Kim Witthoffs efterord. Det er også ham, der har foretaget oversættelsen og udvalget og fucket up i årstallene, så Marquis de Sade pludselig er født i 1840 frem for 1740. Men lad det nu ligge.

For af Witthoffs tekst fremgår det heldigvis, at Marquis de Sade ikke var tilnærmelsesvis så meget til fare for sine omgivelser som de libertinske lystmordere, han skrev så vellystigt om. Godt nok forlystede han sig seksuelt med et større antal prostituerede og ansatte af begge køn, og godt nok havde han en affære med sin kones søster, men så vidt vides kostede hans udskejelser ingen menneskeliv.

Til gengæld kostede de ham i lange perioder hans frihed. Ud over 10 år i Bastillen tilbragte han blandt andet 13 år på et sindssygehospital, og det var her, under sine næsten 32 års indespærring, at han skrev sine monstrøse værker. Et vidnesbyrd om den uforfalskede sublimerings kraft, må man tænke sig, og fred være med den. Ondskaben, volden og egoismen vil altid sejre over dyden og moralen, kunne være overskriften, og dog er det en mild underdrivelse at kalde dette udvalgs hovedpersoner for onde, voldelige og egoistiske. Jeg ved faktisk ikke, hvad man skal kalde dem, ud over i den ultimative perversions vold, og tager jeg ikke meget fejl, har Quentin Tarantino og Oliver Stone skelet overordentligt meget til dem, da de skrev manuskript til den voldssatiriske kultfilm Natural Born Killers. De behøver ikke at elske den film for at finde morskab i de Sades univers, men det er nok en fordel, at De kan holde den ud. For Marquis de Sades historier er meget, meget værre. Man forstår til fulde, hvorfor de er gået over i historien.

Foto: Paul Herbst "Spinning Carpet I"

Ny musik

2007-12-13T15:43:00.000+02:00

Endelig har jeg haft en rolig stund. Dem har der godt nok været få af de sidste par måneder, og holde fri er jeg da heller ikke specielt god til, så det blev til en masse Gaffa-anmeldelser i stedet for. Which means: Her har I min vurdering af nogle af efterårets singer/songwriting-plader. En blandet landhandel, som det nok fremgår..

Fauxliage: "Fauxliage" (2007)

Et indslumringstæppe af lyd fra Delirium og Sixpence None The Richer-sangerinden Leigh Nash

Fauxliage er, hvad man får, når man krydser ambient pop-gruppen Delirium med Sixpense None the Richer-sangerinden Leigh Nash, tilfører Sarah McLachlans trommeslager (og husbond) Ashwin Sood og udsender det hele på Nettwerk. Canadas smeltedigel for Lilith Fair-singer/songwriters og lounge-elektronika. Læg dertil Leigh Nash’ karakteristiske, følelsesfulde vokal og ni helt igennem ufarlige elektropopsange med lyserøde tekster, og du kunne lige så godt have Nashs solodebut Blue On Blue fra sidste år. Begge plader indeholder en to-tre blankpolerede hits, der lyder cirka lige så pæne på den personlighedsforladte måde som Sarah McLachlan omkring Afterglow, og efter tredje skæring henfalder man i en døs, hvor alt kan være det samme. Det lyder alligevel fuldkommen ens, det hele. Bedst er førstesinglen Rafe, der til gengæld udsættes for to pointeløse remix til slut, samt pianoballaden Let it Go, der dog lider dog under en irriterende delay på vokalen. Kan klart anbefales - som sovemedicin.

> 2 stjerner

Jonna Lee: "10 Pieces, 10 Bruises" (2007)

Mens bladene falder, kan man lytte til løfterig svensk singer-songwriter

Man ville være et decideret skarn, hvis man ikke tog vel imod Jonna Lees smagfuldt efterårstonede debut. Her er fine popsange á la Cardigans – Dried Out Eyes er et decideret must – Feist-inspireret retrolounge, massevis af melankolske søndagsballader og Jonna Lees vokal, der får denne lytter til at tænke på både Nina Persson og Suzanne Vega. Jonna Lee er engelsksyngende svensker, og skal man være kritisk, er det lidt for let at høre på sangskrivningen – og decideret lattervækkende hvis man tjekker teksterne i bookletten. ”This fragile heart of mine has no intentions / og waisting [sic!] all your time and / leave you broken into”, blandt andet. Til gengæld får Jonna Lee god producerhjælp af den britiske singer/songwriter Ed Harcourt, der også bidrager med vokal og piano/guitar/tromme-spil. Resten af pladen har Jonna Lee produceret med Travis-medlem Claes Björklund og Supergrass-trommeslager Danny Goffey og resultatet har et velgørende skær af one take uden at lyde som demo. Absolut stemninsfuldt. Meget løfterigt.

> 4 stjerner

Maia Hirasawa: "Though, I'm Just Me" (2007)

Heja for Maia

Indrømmet; denne anmelder var forudindtaget i svensk/japanske Maia Hirasawa. Jeg har nemlig oplevet hende live, og hendes powerattitude, smittende energi og skæve, superfængende popsange har heldigvis fundet vej til debuten Though, I’m just me. En titel, der skal forstås helt bogstaveligt. Maia, der tidligere har sunget kort og ageret multiinstrumentalist i Hello Saferide, har nemlig skrevet, produceret, arrangeret og indspillet albummet på egen hånd, ligesom hun selv spiller de fleste af instrumenterne. Og så synger hun selvfølgelig også. Endda med en charme og selvsikkerhed, der minder denne lytter om stortalenter som Regina Spektor og Kate Nash, men samtidig med så meget personlighed i stemmen og de mundrette tekster, at man aldrig tager hende for at være dem. Desuden er Maia ikke bange for hverken patos eller sing along, og oplagte højdepunkter som Mattis & Maia og Gothenburg (en hyldest til Göteborg) rummer da også begge dele. Udtrykket er ungt og legende, resultatet ekstremt charmerende.

> 5 stjerner

The Bird and the Bee: "Please Clap Your Hands" (2007)

Træt popformel og masser af øjeblikslyd fra The Bird and the Bee

Vidunderduoen Inara George/Greg Kurstin aka The Bird and the Bee henrykker efterhånden et enormt publikum med hang til hip og højst iørefaldende retroindie. Tænk Camera Obscura og Au Revoir Simone, nu med bossa og elektro, og det giver mening, at duoen har turneret verden rundt med deres debutalbum det forløbne år. Samtidig har de så fundet tid til at indspille EP’en her, men om de skulle have udsendt den, er mere tvivlsomt. Godt nok indeholder den en nedbarberet og yderst elegant version af den gamle Bee Gees-klassiker How Deep is Your Love samt The Races med fængende refræn og fine harmonier fra Inara George. Men alt i alt er der snarere tale om sofistikeret øjeblikslyd end substantielle bud på arvtagere til debutens glansnumre som Again and Again og I’m a Broken Heart. Mindeværdig kan man mildt sagt ikke kalde Please Clap Your Hands, og klappe gør man yderst sjældent. Noget tyder på, at The Bird and the Bee er ved at køre en smule træt i den velsmurte popformel.

> 2 stjerner

Orion Rigel Domisse: "What I Want From You Is Sweet" (2007)
Morbid goth-freak-folk fra debuterende sangerinde

Freak-folk! tænker man uvægerligt, når man får Baltimore-sangerinden Orion Rigel Domisses debutplade mellem hænderne. Dels ligner omslaget noget, Dea Trier Mørk kunne have fremstillet i en inspireret stund, og dels er albummet udsendt på Greg og Jessica Weeks fra Espers’ nye imprint og produceret af førstnævnte. Men allerede ved titlerne bliver man i tvivl. Fake Yer Death, A Faceless Death, Suicide Kiss (Because Dead) og Drink Yourself (To Death) lyder snarere som goth, og albummet viser sig faktisk også at være en skønsom blanding. En bizar danse macabre, hvor cello, harpe, violin, klaver, keyboards og kammerspil blander sig med Orion Rigels høje hvisken fra kanten af graven. Lidt som en deprim Nina Nastasia, men med langt mere udsyrede melodier og med et folkeeventyrligt tekstunivers, der snarere minder om Joanna Newsom og Fern Knight. ”A gentle new kind of goth for the morbidly romantic,” skrev en anmelder et sted, og derom ingen tvivl. Morbidt er det og med en sær dødelig skønhed oveni.

> 3 stjerner

Olöf Arnalds: "Við Og Við" (2007)

Islandske Ólöf Arnalds debutterer med folkeviser og heliumstemme - på islandsk

Muligvis får navnet Ólöf Arnalds ikke ligefrem de indre klokker til at bimle. Men faktisk har den 27-årige islænding sunget og spillet med så prominente navne som Múm, Mugison, Skúli Sverrisson, Slowblow og Kitchen Motors, og hendes debutalbum Við og við (der betyder noget i retning af "nu og da") er produceret af Kjartan Sveinsson fra Sigur Rós. Ólöf Arnalds stil er dog langt fra den skæve elektronika og de spektakulære lydbilleder. Faktisk lyder hun snarere som en mærkværdig krydsning mellem de kinesiske sangerinder med heliumstemmer, der spilles på asiatiske restauranter herhjemme, og en småmystisk og freakfolk’et Joanna Newsom. Stilen er godt nok væsentlig mere nedbarberet, faktisk består den oftest af Ólöfs fine guitarspil og en enkelt violin alene, men stemmeføringen og det islandske tungemål gør udtrykket decideret eksotisk. Læg dertil en udtalt glæde ved sindrige, folkeviseinspirerede melodier, og du har en totalt anderledes plade, der helt klart kræver adskillige gennemlytninger for at synke ind.

> 3 stjerner

Scout Niblett: "This Fool Can Die Now" (2007)
Originalitet og nerve savnes hos britisk-amerikansk singer-songwriter

Det er nu blevet tid til femte album fra Emma Louise Niblett aka Scout. En kvinde, der er særlig kendt for at elske blonde parykker og for at dyrke et nedbarberet udtryk fyldt med gentagelser og dramatiske skift fra følelsesfuld hvisken til infernalsk skrigeri. Her har hun allieret sig med Will Oldham (alias Bonnie "Prince" Billy), der lægger stemme til fire udmærkede duetter. Deriblandt Kiss, der står stærkt med sin iørefaldende melodi og sit flotte crescendo. Iørefaldende melodier, nerve og grunde til at lytte videre er det ellers så som så med på udspillet, der virkelig lider under at lyde for meget som tidlig Cat Power og for lidt som sig selv. Bedre bliver det ikke af, at tempoet er skruet ned til det drævende på store dele af pladen. Til gengæld er tekstsiden ret underholdende. På Dinosaur Egg synger Niblett f.eks. "Dinosaur Egg, when will you hatch? / cause I got a million people coming on Friday who expect to see a dinosaur, not an egg." Mindre kunne gøre det. F.eks. ville jeg være glad, hvis jeg bare så lidt originalitet.

> 2 stjerner

Säkert!: "Säkert!" (2007)
Hello Saferide-sangerinde forsøger sig på svensk med hyggeligt album uden særlige kendetegn

Den svenske musikjournalist Annika Norlin slog i den grad igennem i både Sverige og resten af verden med enmandsbandet Hello Saferide, albummet Introducing ... Hello Saferide (2005) og singlen My Best Friend med den fængende tekst ”I wish I was a lesbian / so I could fall in love with you.” Albummet var indiepop de luxe med alle twee kendetegn såsom håndklap, hornakkompagnement og stor lighed med Camera Obscura. Plus et touch af folk, der kommer til fuld udfoldelse på Annikas svenske søsterprojekt Säkert! Et langt mindre puttenuttet album med 11 straight forward popsange sunget på et fint, mundret svensk og med et glimrende drive og en rar fortællende dimension oveni. Stilen passer både til uptempo-numre som Vi Kommer Att Dö Samtidigt og Allt Som är Ditt og til de mere langsomme ballader som den smukke Ditt kvarter. Endelig har pladen en tidløs kvalitet og en god, personlig kant, og eneste minus er egentlig, at den ikke sætter sig dybe spor i lytteren. Vældig hyggeligt, men ej sindsoprivende folkpop.

> 3 stjerner

Brisa Roché: "Takes" (2007)

Björk-wannabe uden særlige kendetegn forsøger sig med retropop. Det går skidt.

I Frankrig sammenligner både pladeselskab og kritikere den 23-årige Brisa Day Roché med så prominente navne som Björk og PJ Harvey. Hvorfor vides desværre ikke. Godt nok holder fransk-amerikanske Brisa af at iscenesætte sig selv – det bærer coveret til hendes andet album, Takes, vel også præg af. Men ikke et eneste nummer på Takes kommer bare i nærheden af det mindeværdige, selv om albummet er mikset af Vanessa Paradis’ faste mand, Henri Hirsch. Stilen beskriver Brisa som ”druggy-NY-meets-folky-Westcoast-pop-with-psychedelia-and-British theatrics", men det kan siges meget kortere: retropop uden særlige kendetegn. Det skulle da lige være Brisas enerverende nasale vokal, der gør de alt for mange numre endnu mere monotone, end de allerede er. Førstesinglen Heavy Dreaming er et glimrende eksempel. Her forsøger Brisa sig med repetetive Beach Boys-harmonier og psychedelia, men som resten af pladen virker nummeret snarere som en afspændingsøvelse, der efterlader lytteren et ærgerligt sted mellem indslumring og irritation.

> 1 stjerne

Tegan and Sara: "The Con" (2007)

Grrrlfolkpunk fra canadiske tvillinger rykker

De legendariske, lesbiske tvillinger Tegan og Sara Quin har huseret på den internationale grrrlfolkpunkhimmel siden slutningen af 90'erne. Og det kommer deres fjerde udspil, The Con, ikke til at ændre på. Materialet skrev de to canadiere i en introspektiv stund efter deres So Jealous Tour i 2004, medproducer er Death Cab For Cuties Chris Walla, og albummet virker både mere modent og mere komplekst end deres tidligere udgivelser. Som altid skiftes Tegan og Sara til at synge lead og kor, skrive og spille guitar og keyboard. Tegan står for de mere klassiske poppunkede sange som f.eks. den rå Nineteen, mens Sara bidrager med skæve tekster og melodilinjer. F.eks. på den iørefaldende Relief Next To Me, der også indeholder tvillingernes karakteristisk cool backing-harmonier. Tematisk cirkler albummet om den svære kærlighed, intimitet og fravær, ægteskab og skilsmisse, og der er stadig masser af bid i arrangementerne med energisk guitar og småaggressiv new wave-lyd. Det er svært ikke at lade sig rive med.

> 4 stjerner

Billeder: Sarnold1: "Walker3_6000" & Aussie Patches "Raindeer Horns"

Atju!

2007-12-06T17:47:00.000+02:00

Så er jeg tilbage i Smagsdommerne på DR2. I aften diskuterer Simon Andersen, Kirsten Jacobsen og jeg Anders Morgenthalers film Ekko, DR2s "julekalender" Yallahrup Færgeby og Marianne Larsens fantastiske roman Den forelskede unge. Det er blevet et godt program, synes jeg - ret overraskende. Jeg havde 38 i feber og var top forkølet, da det blev optaget i dag, og det meste af tiden frygtede jeg at komme til at nyse. På plussiden gav stylisten mig over the top touperet hår og kunstige vipper ;-)

Foto: Greendaizer13

Selvbiografi

2007-11-27T22:51:00.001+02:00

I forbindelse med DR2s dækning af BogForum fik jeg en sjov opgave: Skriv din selvbiografi på fem linjer og fremfør den foran et kamera på messen. Resultatet kan besigtiges her. Som det fremgår, er jeg i fornemt selskab (endskønt jeg ikke er ganske tilfreds med kønsfordelingen!) Og nedenfor er så, hvad jeg sagde

God til at visualisere en knytnæve, der smadrer igennem en mur
I det hele taget stærkt visualiserende
Tiltrukket af det usagte – og især af at sige det højt
Grænseløs. Men mest foran skærmen derhjemme
Føler alt for ofte skyld for et godt ord
Og stiller tårnhøje krav til mig selv, som jeg kun kan honorere ved at skrive konstant
Som regel føler jeg mig alligevel for lidt. Især overfor mine venner
Og så er jeg forfængelig
Og en, der overlever
Jeg bliver rasende over uretfærdighed, fordømmelse og diskrimination
Men allermest bliver jeg glad, når jeg får mine budskaber igennem
Når nogen lytter
Og når jeg føler mig elsket og værdsat af de mennesker, jeg gerne vil elskes og værdsættes af

Collage: Art & Ghosts "Into the Wallpaper 5"

Best of..

2007-11-25T13:46:00.000+02:00

Så er det den tid på året igen. Best of-listernes tid. Og her er min liste for 2007, når det kommer til musik, jeg virkelig har råhørt. Der er ikke meget elektronisk på listen i år, konstaterer jeg. Til gengæld er der vanen tro en masse kvindelige singer/songwriters med meget på hjerte..

Årets plader

1. Keren Ann: Keren Ann
2. Feist: The Reminder
3. Pink Martini: Hey Eugene!
4. Carla Bruni: No Promises
5. PJ Harvey: White Chalk
6. Maria Køhnke: Collector

7. Camera Obscura: Let’s Get Out..
8. Tracey Thorn: Out of the Woods
9. Au Revoir Simone: The Bird of Music
10. Sara Grabow: Rude, Unbending..

Foto: Hell Woman "***"

En feminin lesbisk taler ud..

2007-11-25T11:58:00.000+02:00

Farvel homonormativitet
Klumme i det kommende Frankly, december 2007

Ind imellem overrasker avislæsningen mig oprigtigt. For eksempel forleden, da jeg i Information faldt over en klumme af forfatteren Jan Sonnergaard, der først udråbte mig til ’karrierelebbe’ og derpå konstaterede, at jeg ikke kunne sige to ord uden at understrege ’min lesbianisme’, som han kaldte det. Han lagde til: ”og vi er ligeglade, Leonora! I dag er det omtrent ligeså kontroversielt at være lesbisk som at have en tatovering.”

Nu ved jeg ikke, hvor Jan Sonnergaard har sine informationer fra. Chancerne for at han er blevet mødt med bemærkninger som ’hvor er det synd, at du går til spilde’ og ’hvad er der egentlig gået galt siden sådan en flot kvinde som dig er blevet lesbisk?’ er velsagtens ret små. Jeg går heller ikke ud fra, at han har levet syv år uden at se sin familie, fordi familien ikke kunne acceptere hans seksuelle orientering, og karrierelebbe kan man altså kun tale om i mit tilfælde, hvis man ikke har set min bankkonto.
Men lad det nu ligge. Uanset hvad Jan Sonnergaard og hans udefinerede ’vi’ måtte mene, kommer man næppe udenom, at der stadigvæk er vanskeligheder forbundet med at være homo-, bi- og transseksuel og alt derimellem. Man kommer heller ikke udenom, at der er et helt sæt særlige vanskeligheder forbundet med at være feminin lesbisk. Både i heteroseksuelle og homoseksuelle kredse, og herfra skal det handle om det sidste.

For er der én ting, der virkelig undrer mig, er det, at dét at være feminin lesbisk kan blive ved at være så stigmatiseret i det lesbiske miljø. Før, folk kendte mit ansigt fra diverse medier, var jeg det mest usynlige menneske på jord, når jeg trådte ind på homoseksuelle barer eller gik til lesbiske fester. Eller også var jeg synlig på den triste måde, hvor folk stirrede misbilligende på mine høje hæle og fine kjoler, til jeg tog benene på nakken og forsvandt. Jeg følte mig altid forkert, udenfor og anderledes, og sådan har det i grunden stadig, selv om jeg da heldigvis er blevet bedre til at tackle det, som årene er gået. Elleve år, helt præcist, og i den tid har ingen formået at svare mig fyldestgørende på, hvad i alverden der er galt med at dresse sig op i det store skrud. Det eneste konkrete svar, jeg har fået, er, at jeg som feminin lesbisk ligger under for et heteroseksuelt ideal, men for mig at se forudsætter det ideal ligesom, at man klæder mig feminint for at tilfredsstille et mandligt blik. Og det gør jeg ikke. Jeg er fuldkommen ligeglad med, om mænd finder mig attraktiv eller ej. Til gengæld sætter jeg stor pris på, at mit ydre afspejler mit indre, og mit indre kan altså virkelig godt lide glimmer og glamour.

På den måde føler jeg mig faktisk ofte langt mere forbundet med de transvestitter og transseksuelle, der holder af en god paryk, et par gode hæle og den rødeste læbeskift i skuffen. Vi er i samme båd, tænker jeg. En minoritet i minoriteten, der valoriserer en feminin selvfremførelse positivt. Samtidig ville jeg bare sådan ønske, at flere lesbiske ville se det politiske statement i en feminin selvfremførelse frem for alle tegnene på, at man er fanget i heteroland. Personligt er jeg i hvert fald temmelig overbevist om, at der potentielt er lige så meget power i høje hæle som i sneakers, og uden overdrivelse oplever jeg nærmest dagligt at destabilisere hetero-Danmarks verdensbillede ved at se ud, som jeg gør, men stå for noget andet, end folk forventer. Det er der, det politiske kommer ind i billedet for mig; lysten til at udfordre den såkaldte heteronormativitet og vise Danmark, at man sagtens kan leve på andre måder, end normen foreskriver.
Jeg anerkender til fulde, at man kan udfordre normen ved at iføre sig herretøj og overskæg. Jeg er også vældig glad for, at den amerikanske queer-bevægelse er kommet til Danmark, om end med femten års forsinkelse. Men jeg kan ikke se en eneste god grund til, at dét at drag’e som lesbisk skal være ensbetydende med at klæde sig ud som mand. Hvorfor kan man f.eks. ikke klæde sig ud som kvinde? Og afholde dragshows, hvor begge dele er lige acceptabelt?

Jeg anerkender, at lesbiske kvinder kan have vældig gode grunde til at downdresse. Mest oplagt, velsagtens, at slippe for blikke og henvendelser fra mænd, men spørgsmålet er bare, om ikke strategien er blevet til en uudtalt form for homonormativitet. Følg koderne eller lev et liv som usynlig. I am afraid so, og jeg synes sgu ikke, at det er okay. De fleste homoseksuelle har sandsynligvis prøvet at blive marginaliseret på den ene eller den anden måde, og mit gæt er, at ingen ønsker det for deres værste fjende. Derfor undrer det mig virkelig, at netop homomiljøet marginaliserer de feminine lesbiske på præcis samme måde, som heteronormativiteten marginaliserer seksuelle minoriteter. Hvis ikke værre. Personligt vil jeg i hvert fald langt hellere være synlig end usynlig eller suspekt, når jeg træder ind i et lokale.

Men er det ikke heteronormativiteten og dens intolerance, vi sammen skal bekæmpe? kan man med rette spørge, og vel er det så. Jeg har bare virkelig svært ved at se, at man kan bekæmpe noget som helst, så længe man ikke er et hak bedre selv. Jeg taler ikke for, at alle lesbiske skal være feminine, eller at det altid er frigørende at klæde sig i kjole og høje hæle. Men jeg tror virkelig, at vi med fordel kan gå vores egen rummelighed, tolerance og respekt efter i sømmene, når nu vi er i gang med at kræve det af verden. Der er ingen grund til, at kravet om ligebehandling skal lyde som et hult postulat.

Foto: S-a-m "Halves"

Gråspurve med kanoner..

2007-11-25T11:48:00.000+02:00

Svar bragt i Kvinder, køn & forskning nr. 1/2006 som led i en voxpop. Øvrige bidragydere var Brian Mikkelsen, Majbritt Berlau, Morten Hesseldahl og Bjørn Nørgaard.

3 skarpe om kulturkanoner

Hvad er den politiske baggrund (eller de politiske perspektiver) for, at vi skal have en registreret kulturarv lige nu?
Den nuværende regering flankeret af Dansk Folkeparti har længe stået og manglet en trumf til sin smagløst iscenesatte kulturkamp mellem ’dem’ og ’os’. For ganske vist har en majoritet af vælgerne taget til sig, at ’de andre’ er undertrykte og uoplyste, mens ’vi danskere’ er frie og lige. Men hvad svarer man de kritiske røster, der gerne ville vide, hvad ’vi danskeres’ fortræffelige ’danskhed’ i grunden er for en størrelse? Er det Stryhns leverpostej, der gør os særligt ’danske’? Dannebrog? Den danske sang er en ung blond pige? Med den registrerede kulturarv har man altid svar på rede hånd: ’Vores danskhed’ er den særlige kvalitet, der ligger dybt indlejret i de kanoniseringsværdige værker. Så fra nu af kan vi alle løbe listen igennem, hvis vi bliver i tvivl om, hvad vi kommer af, og hvorfor vi er så meget bedre end alle andre. Eller også kan vi undre os såre over, at eksperter har indvilliget i at medvirke til politisk propaganda, tænkt til at genrejse en ynkeligt ekskluderende danskhed.

Hvilken betydning har kanonprojektet for repræsentationen af køn, etnicitet og seksualitet?
Med sin markante overrepræsentation af hvide mænds værker indenfor alle kunstarter er kanonprojektet et ærgerligt bevis på, at patriarkalske forestillinger om kunst og kvalitet stadig har kronede dage. For projektet affirmerer jo forestillingen om, at mænd alene formår at skabe kunstværker af blivende værdi, og det har ganske mange, overvejende kvinder, jo også påpeget, siden litteraturkanonen blev offentliggjort i 2004. Skal man se positivt på det, må man håbe, at den ophedede debat vil synliggøre en omfattende diskrimination på baggrund af køn, seksualitet og etnicitet, der rækker langt ud over de enkelte kanonlister. Desuden kan man sætte sin lid til, at denne synliggørelse med tiden vil skabe en bevidsthed om, hvilket menneskesyn vi reelt videregiver til vores børn. For eksempel hos de næste, der engang får til opgave at sammensætte en kanon.

Hvilke fordele og ulemper er der ved en fælles kulturkanon - og hvordan er forholdet mellem det kanoniserede materiale og resten af den danske kulturarv?
E fælles kulturkanon kunne absolut være en berigelse, forudsat at den berigede os med andet og mere end Manden er Stor. For eksempel marginaliserede værker. Skæve værker. Værker, der var langt forud for deres tid. Og ja, kvinders værker. Havde kanonudvalget haft et bevidst forhold til sine kvalitetskriterier, kunne deres liste ganske kærkomment have nuanceret den offentlige debat og opinion. I sin nuværende form er den snarere en hån mod alle, der optræder på den. Både de inkluderede og de ikke-inkluderede.

Polaroid: Minkoff "The world in your hands"

Lad maskerne falde

2007-11-25T11:17:00.002+02:00

I 2001 redigerede jeg den feministiske antologi De røde sko, der udkom 8. marts 2002. Mit bidrag til festlighederne var dels en længere indledning, dels nedenstående kapitel; en næranalyse af det dengang så populære tv-program Popstars. Klokkeblomst på krykker Om kvindeidealet i TV2s Popstars

Facts: Popstars er et reality-tv koncept centreret om unge kvinder med stjernedrømme, der langsomt forvandles til popstjerner med alt, hvad dertil hører. Det er allerede sket med succes i England, Australien og Tyskland, og Danmark fulgte godt med i efteråret 2001, hvor 2600 kvinder gik til audition for at komme med i den danske version af serien, der blev sendt på TV2 hver tirsdag med godt 915.000 ugentlige seere. Her blev fire kvinder midtvejs og efter et hårdt udskilningsløb udvalgt til den endelige Popstars-gruppe EyeQ, hvis debutsingle ”I Want What She’s Got” solgte dobbelt platin, 20.000 eksemplarer, på bare to dage. I skrivende stund er gruppen på Danmarksturné.

En skueret serveres ”Den beslutning, I skal træffe mentalt inde i jeres hoveder, den er kæmpe stor”, siger en midaldrende mand alvorsfuldt og ser rundt på ti unge kvinder med store malede øjne, glossede læber og stylet hår, der har slået sig ned omkring ham på en trappe badet i rampelys. ”Den har enorm betydning for det næste lange stykke tid af jeres liv. Det er måske én af de største beslutninger, I nogensinde kommer til at træffe. Den, om jeg er klar til det her”. Kvinderne sidder lidt uroligt på trappen, øjnene flakker, og kunststoffet klæber til den svedige, solariebrune hud, imens ordene hvirvler rundt i deres hoveder. ’Kæmpe stor’, ’enorm betydning’, ’én af de største beslutninger’ og så til slut: ’er jeg klar?’ Og selvfølgelig er de klar. Det er jo derfor, de sidder her på trappen og forsøger at holde sig i ro. Spørgsmålet er bare til hvad, og hvis ikke man har fulgt med i Popstars, er det unægtelig også svært at regne ud, hvilket livsvalg med så enorm en betydning, der er tale om. Så lad mig bare afsløre, at der er tale om valget af et liv som popstjerne i et popband, der skal indspille plader, give koncerter, lave musikvideoer og opnå stjernestatus. Eller rettere: Valget er ikke, hvad det giver sig ud for, eftersom det er den midaldrende mand på trappen, der om kort tid skal vælge godt halvdelen af de unge kvinder til sin popgruppe. Så den store beslutning, kvinderne skal træffe, er derfor ikke, om de er klar til at vælge at være med, men derimod, om de er klar til at blive valgt. Måske kan forskellen synes minimal. Kvinderne kan jo under alle omstændigheder vælge at sige nej til at være med, hvis de fortryder, at de stillede op. Det gør et par af dem faktisk også. Men programmet er fyldt med disse minimale forskelle på postulerede og faktiske realiteter, og én for én kan de nok forekomme ubetydelige, men til sammen tegner de et helt andet billede af det liv, som 2600 piger gik til audition for at gøre til deres eget, og 915.000 fulgte på tv uge efter uge. For ganske vist postulerer programmet at svinge sin tryllestav over unge talentfulde kvinder med personlighed og frie valg. Og ganske vist postulerer det, at stjernestøvet siden vil forvandle dem til lykkelige aktører i en verden af pop, plastic og hurtig berømmelse. Men TV2 er ikke lykkefeen Klokkeblomst, og det liv og det kvindeideal, Popstars tilbyder unge kvinder af i dag, er uendelig langt fra den postulerede lyksalighed. Faktisk er det så forkasteligt, at det aldrig burde have fundet vej til de danske tv-skærme.

Du’r ikke, væk! Umiddelbart kan det ellers være svært at se, at Popstars adskiller sig fra de hundredvis af andre realityprogrammer med indbygget udskilningsløb, der breder sig på alle kanaler i disse år og lover vinderne rigdom og hurtig berømmelse. Denne gang er vi ganske vist ikke på en øde ø, som i Robinson Ekspeditionen, eller i et tv-overvåget hus på Sluseholmen, som i Big Brother, men i et popunivers med skiftende bagtæppe og aktører. Først og fremmest de fire unge kvinder Trine, Julie, Sofie og Louise på i snit tyve år, der udvælges til det endelige popband EyeQ, samt en allestedsnærværende mandlig speaker. Han informerer ofte og kort om, hvad der sker, og hvor vi er på vej hen - ”lige om lidt i Popstars Extra på TV2 Zulu. Vi går med pigerne i bad, og vi er med, når de første gang øver i et pladestudie”. Exit. Men der er forskelle, der rækker ud over de fysiske rammer. De består dels i, at det i den danske udgave af Popstars (men ikke i f.eks. den engelske) udelukkende er unge kvinder, der kan deltage i udskilningsløbet og dermed, at det udelukkende er kvinder, der er til vurdering. Og dels i, at udvælgelseskriterierne er anderledes end tidligere, fordi målet ikke blot er berømmelse, men berømmelse på helt særlige præmisser. Nemlig, at man opfylder de krav, der stilles til en kvindelig popstjerne. En kvinde, der kan sælge plader ved at fungere som ideal for andre kvinder. Med andre ord siger Popstars en del om, hvilke krav, der stilles til en idealkvinde i dag. Også mere, end programmet selv ønsker. For som det skal vise sig, opereres der både med krav, der siges højt og hele tiden, og krav, der fuldstændig drukner i larmen, selv om det i virkeligheden er dem og ikke de andre, kvinderne gang på gang bliver valgt ud fra. Det kræver blot en enkelt gennemlytning af EyeQs debutsingle ”I Want What She’s Got” at opdage: ”I’ve been trying to ignore / how he moves across the floor / But I can’t help myself / he drives me crazy / The fact that he belongs to her / only makes me want him more / Before the night is thru / he’ll be my baby / Got to believe me / I don’t do this everyday / But when I see the one I want / I won’t let nothing in my way / He’s looking so good / he’s looking so hot / I catch my breath and I say to myself / I want what she’s got” Overfladisk set handler sangen om at score en anden kvindes mandlige kæreste, og den faldt øjeblikkeligt i de fire unge kvinders smag - og velsagtens i de 20.000 menneskers smag, der købte singlen på bare to dage. Som Trine forklarer: ”Det er fordi, jeg synes, at den er tekstmæssigt fed. Jeg kan godt lide det dér med, at vi er blevet valgt blandt så mange, og så kommer vi ud og siger, at vi gerne vil have, hvad de andre piger har”. Trine springer dog en lille detalje over, nemlig at tekstens ’jeg’ absolut ikke nøjes med at ville have en mand, for hun snupper ham faktisk også at dømme efter det profetiske ”before the night is thru he’ll be my baby”. Det ’tekstmæssigt fede’ ved sangen består derfor ikke i, at EyeQ-kvinderne – i lighed med mange andre kvinder – bærer på en hemmelig almagtsdrøm om at kunne score præcis dem, de vil have, men i, at de med sangen minder sig selv og hinanden om, at de faktisk kan gøre det. Det har de allerede bevist ved at feje 2596 kvindelige konkurrenter af banen, så de nu står tilbage som sejrskvinder. Sejren for denne vinder-idealkvinde består altså i at være attraktiv nok til at score hvem som helst. Eller måske snarere halvdelen af ’hvem som helst’, for det ideelle begær er tydeligvis udelukkende rettet mod en mand. Forsikringen ”got to believe me I don’t do this everyday” slår tillige fast, at den ideelle kvinde har sit begær efter en mand under fuld kontrol. Hun scorer ikke i flæng. Fra begyndelsen får Popstars slået fast, at dette ideal er endog særdeles efterstræbelsesværdigt og Popstars en kæmpe chance for de, der kan opfylde det. Det er en smal sag og kræver blot et hurtigt panorerende blik ned over uendeligt lange køer af unge kvinder med små toppe, bare maver og fuld make-up, der har taget opstilling udenfor de bygninger i København, Århus og Odense, hvor Popstars holder audition for kvinder, der ønsker at komme med i serien. Disse kvinder har nemlig intet imod at rejse mange timer for at nå frem og efterfølgende vente ude i kulden i timevis, for langt om længe at få lov at synge og vride sig igennem 30 sekunder af Madonnas Like a Prayer eller Anastacias I’m Outta Love. De har heller intet imod, at nærbilleder af deres bryster i de stramme toppe klippes sammen til en lille kavalkade, der afslutter første afsnit af Popstars til tonerne af Britney Spears’ Baby, One More Time. Det er også helt i orden med dem, at hele Danmark får at høre, at de eventuelt ikke har en tone i livet og efterfølgende gøres bekendt med de tre dommeres nådeløse vurdering af deres sangtalent og udstråling. Det betyder ingenting, hvis blot de får chancen for at få drømmen om at blive popstjerne opfyldt. Og denne chance for at blive valgt til popstjerne får de som bekendt, selv om de fleste naturligvis fravælges i en lind strøm, som seerne kan følge på tætteste hold. Man kunne forledes til at tro, at hjernerne bag Popstars fokuserer så meget på du’r-ikke-væk for at signalere kvalitet. At kun de absolut bedste kvinder er tilbage efter de mange udskillelsesrunder. Men i virkeligheden ser motivationen ud til at være en ganske anden, nemlig endnu engang at slå fast, at det er en kæmpe chance at få lov at opfylde Popstars-kvindeidealet. ”Bevismaterialet” ligger lige for, eftersom kvinderne bryder sammen på stribe, når deres chance er ødelagt. Dette bevis på Den Enestående Chance underspiller programmet selvsagt ikke: Gang på gang dvæles der ved fravalgte og grædefærdige unge kvinder, som for eksempel 20-årige Irene fra Ålborg. Hun modtager meddelelsen i sin stue med et kamera helt oppe i ansigtet: ”Der har været mange tanker i mit hoved. Nogen gange har jeg bare tænkt, om jeg kunne klare et afslag. Det er så ærgerligt, at jeg ikke kunne gennemføre det”, når hun at fortælle, inden en sørgemarch sætter i gang og på indiskret vis akkompagnerer en enlig tåre, som baner sig vej ned ad Irenes kind. Herpå fører hun i slowmotion en kleenex op til det ene make-uppede øje. Programmet understreger hermed, at det er fuldt legitimt at blive så ked af det, at man faktisk ikke ved, om man kan leve videre, hvis man bliver valgt fra. Skulle man mod forventning tage fravalget med oprejst pande og nægte at bryde sammen for åben skærm, er der dog forstærkning at hente. Nemlig dommeren Louise Ellerbæks efterrationaliseringer, der virkelig kommer til deres ret i 25-årige Hannas tilfælde: ”Jeg tror, at Hanna blev måske nok lidt mere skuffet, end hun gav udtryk for, og det kan jeg godt forstå. De har ventet lang tid” Louise ser medfølende ud og kaster et blik skråt tilbage på Hannas forældres hus, hvor Hanna netop nu befinder dig. ”Men jeg tror nok, at lige nu er hun nok lidt mere trist, end vi så,” tilføjer hun. At dommeren ’godt kan forstå’ Hannas skuffelse, selv om Hanna absolut ikke beder nogen forstå noget som helst, er ikke et enkeltstående tilfælde af postuleret empati. Tværtimod. Programmet er fyldt med dommerudtalelser, der slår fast, at de afviste kvinder nok skal komme videre, at de kan bruge afslaget positivt, at de har fået større selvtillid og at de har gennemgået en kolossal udvikling undervejs. Underlægningsmusikken er gang på gang Popstars’ slagsang, Sister Sledge hittet "We are Family", der i følge én af de mandlige dommere ”har så meget positiv energi og så meget søsterskab og fællesskab, at jeg synes, at den er en slags kendingsmelodi for hele projektet”. Ganske vist er det lidt svært at se ’søsterskabet’ og ’fællesskabet’ i en benhård konkurrence som Popstars, og ganske vist ligner Irene og de andre nedbrudte kvinder ikke umiddelbart nogle, der er gået styrkede ud af programmet. Men det afholder ikke Popstars fra at postulere, at de, der ikke opfylder idealet – det vil jo for eksempel sige hovedparten af programmets seere samt de 2596 frasorterede kvinder – ikke er alene om deres uformåenhed. De er tværtimod en del af et kæmpe søsterskab, der alle prøver at opfylde idealet, mislykkes og prøver igen. Hvordan dette skulle føre til selvudvikling og større selvtillid, ved kun Popstars’ producenter. Vi andre må nøjes med at konstatere, at legitimeringen af hele konceptet klinger uendelig hult.

Wow! Hun har virkelig noget Ikke alle er dog indbefattet i dette ”vi andre”. For eksempel ikke kommentatoren Troels Mylenberg, der i Weekendavisen konstaterer at ”de fire tilbageværende piger /.../ fremstår både tiltalende, velovervejede og ganske talentfulde. /../ At det skulle være en smutvej til berømmelsen og livet som stjerne, synes programmerne ikke at dokumentere. Så dygtige til at forvalte et medfødt talent som de fire, bliver man ikke uden at have arbejdet hårdt for det.” I følge Troels Mylenberg kræver det altså talent at blive popstjerne, og dette medfødte talent ser ud til at være udslagsgivende i udvælgelsesprocessen. Men hvad er det så for et talent, de unge kvinder har, der gør dem til ikke blot almindelige kvinder, men rollemodeller. Stjerner. Idealer? Et kvalificeret gæt kunne være en god stemme eller med Popstarsord: en god vokal, og det signalerer Popstars da også med alle forhåndenværende midler. Eksempelvis ved at gengive Louise Ellerbæks udvælgelseskriterier på TV2s officielle Popstarshjemmeside: ”Hvis man skal koge det ned, kan man vel sige, at hovedkriterierne har været vokal, udstråling og personlighed”. Hovedkriteriernes rækkefølge er ikke tilfældig, for netop vokalen er i centrum hver gang, kvinderne skal vælges til og fra, og den er ikke mindst i centrum hver gang, en særpræget rødhåret kvinde ved navn Maja indtager skærmen. Hun kan nemlig synge, og hver gang hun gør det, bryder hun programmets højtempoklipning, så man fornemmer, at tiden står stille, mens alle lytter. Med sin sang opretholder Maja forestillingen om, at det kræver et helt særligt talent at blive popstjerne-idealkvinde. Nemlig at man kan noget med sin stemme, som flertallet af danske kvinder ikke kan. Derfor udløser det også et sandt ramaskrig på hjemmesiden, da Maja slutteligt vælges fra. Men det burde det ikke. For som stemmetræneren Katrine Sadolin påpeger under en stemmeprøve: ”Mange gange så kan en stor stemme jo imponere, så man tænker wow! hun har virkelig noget. Men det gælder om at lytte igennem den og så sige, at det gælder jo ikke om, om folk har en stor stemme, for de skal jo synge i mikrofon” Man må spørge sig selv, hvorfor Popstars bruger så megen tid på at dvæle ved vokalen, når det i virkeligheden gælder om at ’lytte igennem den’? Og siden det jo tydeligvis ikke er vokalen, der er pigernes primære ’medfødte talent’, hvad er det så – med Troels Mylenbergs ord – de sidste piger er ’så dygtige til at forvalte’? Den mandlige dommer Simon Junker kommer sagen noget nærmere end Louise Ellerbæk, da han interviewes på hjemmesiden: ”Vi havde på forhånd aftalt at fokusere meget på vokalen. Vi ville have nogen, der kunne synge, men der var nogen, der gik videre også uden at have de største stemmer. De brugte så det andet, de havde. Deres evner som performere, og det er jo også en del af at være popstjerne. Efterhånden som vi kom længere hen i processen, blev vi nødt til at forholde os til andre kriterier end de håndværksmæssigt målbare. De kriterier er meget uhåndgribelige: Star quality, personlighed, den slags ting.” Med andre ord: Vokalen er bare et af mange medfødte talenter, der gør en kvinde til stjerne og giver hende de privilegier, der følger med. Indledningsvis er det bare ret oplagt at fokusere på den, fordi den er ’håndværksmæssigt målbar’ i modsætning til ’mere uhåndgribelige’ medfødte talenter så som ’evner som performer’, ’star quality’, ’personlighed’ og ’udstråling’. Således lyder postulatet. Det skal dog snart vise sig, at denne ’uhåndgribelige’ ’talentfulde’ hokus-pokus dækker over den håndgribelige realitet, at ’talentet’ er langt lettere at definere, end Popstars ønsker.

Talentspejderen giver op Femogtyve Popstars-kvinder står i en dansesal med store spejle og hopper lidt på stedet. Det er tidlig morgen, og de fryser med anstand i deres små toppe og bare arme. Lady Marmelade sætter i gang, og koreografen begynder med sit evindelige ’kom så!’ ’mere!’ imens kvinderne forsøger at kopiere hendes mindste vrid med hoften. Der klippes til en morgentræt Simon Junker, der er placeret strategisk, så han har kvinderne som smukt bagtæppe: ”Vores udgangspunkt for workshoppen er at få pigerne til at yde deres maksimale. Vi skal have alt ud af de her piger”, når han at sige, inden der klippes tilbage til kvinderne, som ligger svedige på gulvet og laver mavebøjninger. Imens konstaterer speakeren, at ”de femogtyve piger giver alt, hvad de har i sig. Men allerede i aften vil dommerne sige farvel til syv af dem”. Lad mig straks bemærke to ting. Dels at Popstars aldrig taler om ’kvinder’, men om ’piger’ på trods af, at bemeldte ’piger’ er om ikke et godt stykke, så dog over de tolv. Dels at Popstars i denne scene åbenlyst spiller på indre talenter og personlige udtryk, som kvinderne giver fra sig. Det gør de endda i så ’maksimalt’ et omfang, at det giver mening at konstatere, at det er alt, hvad de har i sig. Men selvom Popstars postulerer det, giver kvinderne i virkeligheden ikke noget som helst af deres indre fra sig, imens de befinder sig dér i dansesalen og sveder. Det, de giver fra sig, er derimod en nøjagtig kopi af koreografens mindste bevægelse, og disse bevægelser er igen en kopi af de uendeligt mange danseserier, der kører i ring på MTV time efter time. Danseserier, der heller ikke er særlig originale, men snarere kopier af go-go dansens og pornografiens æggende stød med underlivet. Kvinderne kopierer altså bare, hvad de ser, og det, de ser, er en kvinde, der på helt traditionel vis gør sig til - for dommerne, for de andre kvinder og for sig selv i det store spejl. Kvindernes ’evne som performere’ er derfor i virkeligheden ikke en evne, men en nødvendig tillært færdighed. Lærer de ikke at gøre sig til og ’performe’, har de heller ikke en chance for at overbevise hverken dommerne eller potentielle fans om, at de opfylder popstarkvindeidealet. Eller, som de fire udvalgte kvinder udtrykker det i en stille stund: ’skaber idealerne godt nok’. Idealkvinden er derfor ikke én, man er, men én man skaber, når man performer godt nok. Godt nok? Ja, præcis så godt, så man formår at udrangere en hvilken som helst kvinde og score what she’s got: en mand. Det formår Louise, som Simon Junker understreger, da hun udvælges til gruppen: ”Du viste, at du kunne synge, og du viste, at du kunne danse. Men meget vigtigt viste du også, at du kunne lægge din personlighed ind i det.” Personlighed er tydeligvis alfa og omega og lige så vigtig som det ’medfødte’ og ’håndværksmæssigt målbare’ talent for at synge og det mere ’uhåndgribelige’ talent for at performancedanse. Det bliver for alvor understreget, da de sidste ti kvinder skal styles af stylisten Nicki og hendes Right Said Fred-lignende assistent Jazz. Én for én placeres kvinderne i et frisøragtigt setting med Nicki og de andre kvinder bag sig. ”What we are gonna talk about today is that we are gonna try and find an image for you that accentuates your personality” forklarer Nicki, der naturligvis er alt for smart til at tale dansk, med hænderne dybt begravet i Sofies lange lokker. ”You are gonna be part of a group, but you are gonna be an individual too /../ Today we are gonna find that individual look.” Nicki smiler opmuntrende til Sofie og de andre piger gennem spejlet. ”Believe me, you are gonna look like true popstars, really.” Sidst sætning gentages i traileren til programmet. Først og fremmest må man igen hæfte sig ved, at Nicki absolut gør, hvad hun kan for at understrege, at kvinderne sandelig har en individuel ’true popstar’-personlighed, der blot skal peppes op med sæsonens farver. På den måde forsøger hun at give en ’true popstar’ et indhold, nemlig en personlighed, der gennemstråler den skabelonagtige form og gør hende til noget ganske særligt. Problemet er selvsagt, at denne personlighed åbenbart ikke var til at få øje på, da kvinderne satte sig i Nickis frisørstol, for så var der næppe grund til at lede så længe efter den. Der var næppe heller grund til at påføre de mange lag make-up, slangekrøller og guldglimmer for at trylle den frem. Forvandlingen til popstjerne indtræffer godt nok alligevel, men det sker ikke, fordi kvindernes personlighed gør dem til stjerner, men fordi Nicki, koreografen og de uendeligt mange andre hjælpere maskerer dem, så de ligner stjerner og lærer dem at ’performe’ som stjerner. For en idealkvinde er tydeligvis ikke én, man bare er, men én, man må gøre en vedvarende indsats for at ligne, og hertil har man brug for kyndig assistance. Eller som produceren på EyeQs første musikvideo forklarer, alt imens han klikker rundt med sin mus på et still-billede af Sofies ansigt: ”Vi fixer pigernes hudtoner. Det, der er vigtigt her, det er, at Sofie ikke ser flad ud i ansigtet, men ser reklameagtig ud”. Den lader vi lige stå et øjeblik.

Invitation til maskebal Tydeligvis er intet, hvad det ser ud til at være i dette Popstarunivers. At være popstjerne og ideal for andre kvinder kræver for eksempel primært, at man formår at bære sit individuelle look som en maske. En ’true popstar’-maske, og den må absolut ikke være alt for individuel og indbefatte et fladt ansigt eller en ujævn hudtone, for så ser den ikke længere retoucheret ’reklameagtig’ ud, men netop individuel. Det går ikke, slet ikke hvis man faktisk kan se igennem masken, at mennesket bagved har en personlighed. For vil man ligne en popstjerne og være ideal for andre kvinder, må man både være individuel på den ’reklameagtige’ måde og en del af en gruppe, som man endelig ikke må overstråle eller dominere med sit eget personlige udtryk. Det får den 18-årige Julia at høre, da Louise Ellerbæk begrunder hendes hjemsendelse: ”Vi har valgt, at du ikke skal med i gruppen, og det har vi gjort, fordi vi synes, at det er helt tydeligt, at du er solisttypen” Julia nikker i slowmotion til tonerne fra endnu en sørgemarch, og der klippes til hendes møde med de andre kvinder, der spændte venter på at høre, hvad dommerne har haft at sige. ”De sagde, at jeg var en solist-førertype”, forklarer Julia og cementerer samtidig, hvad idealet for en kvinde i hvert fald ikke er. Solisttyper og førertyper er afgjort ikke i høj kurs, selv om Popstars postulerer at lægge vægt på personlighed og individualitet, og selv om Louise Ellerbæk gentagne gange taler om at danne en ’power gruppe’. I høj kurs er heller ikke kvinder, der simpelthen er for særprægede til, at de kan retoucheres og se reklameagtige ud. For eksempel førnævnte Maja, om hvis hjemsendelse en anonym chatter på TV2s officielle hjemmeside kommenterer: ”Om Maja: de syntes vel, at hun var for grim? Længere er den vel ikke. Ingen tror jo alligevel på det pis med, at ’vi ser dig mere som en solist’. Misforstå mig ikke; personligt synes jeg, at hun er ultra-lækker, men jeg kan godt forstå, hvis nogle ikke bryder sig om hendes udseende. Hendes tænder er temmelig fremtrædende, og det korte røde hår falder vel ikke i alles smag. Trist, men sandt.” Denne udspecificering af Majas tænders og hårs beskaffenhed er et af de mere lødige indlæg på hjemmesiden, hvor anonyme chattere excellerer i kvindernes bryster, stemmer, tøj, intelligens og urene hud. Der er faktisk ingen grænser for, hvad det nu offentligt er tilladt at vurdere og kommentere. Det er ikke så sært, for programmet legitimerer selv denne adfærd ved at gengive de tre dommeres grænseoverskridende vurderinger af kvinderne fra yderst til inderst. Én for én spiddes disse unge kvinder, som var de døde sommerfugle sat fast med nåle, og dog vil public service-kanalen TV2 ikke tage ansvaret for, at programmets seere tydeligvis lærer, at grænser er til for at blive overskredet, når det er unge kvinder, det gælder. For kanalen understreger: ”TV2 er ikke ansvarlig for udtalelser, meningstilkendegivelser eller udokumenterede rygter, som måtte fremkomme i dette debatforum” og det må unægteligt undre. For hvis ikke TV2 er ansvarlig for det kvindebillede, stationen selv har skabt og sendt ud, hvem er så? Klokkeblomst, klokkeblomst – hvor er du? Indledningsvis mødte vi ti kvinder på en trappe, der blev præsenteret for et livsvalg, de reelt ikke havde, nemlig om de ville være med i Popstargruppen eller ej. Livsvalget var i stedet, om de ville lade sig vælge, og det ville de gerne, selv om de ikke blev valgt på ’medfødte talenter’ som vokal og personlighed, sådan som programmet postulerede, lige indtil Maja og Julia blev sendt hjem. I stedet blev de valgt på ’mere uhåndgribelige’ talenter som villigheden til at lære at danse go-go dans og ”evnen” til at kunne gøres reklameagtig med den rette styling. Kort sagt evnen til at ligne ’true popstar’-kvindeidealet, og dette noget hule talent for at kopiere og lade sig maskere og iscenesætte besad altså fire kvinder. Man må konstatere, at disse fire kvinder uden at blinke lader sig bruge som tomme tavler, hvorpå andre – stylister, producere, fans osv. - kan indskrive eget begær, egne drømme og egne visioner. Man må ligeledes konstatere, at kvinderne er passive, viljeløse og totalt afhængige af at blive betragtet, bekræftet, købt og solgt. Og endelig må man konstatere, at disse karakteristika ikke blot gælder for de fire kvinder i EyeQ, men for præcis det kvindeideal, de repræsenterer. Idealkvinden er hende, der giver sin krop i bytte for blikke og penge. Hun forlanger intet andet igen. Ikke engang at nogen forholder sig til, hvem hun er under masken. Popstars prøver ellers ihærdigt at overbevise sine seere om, at dette kvindeideal er mere facetteret end som så. For eksempel ved at postulere, at idealkvinderne skal være gode veninder for hinanden. Siden hvornår? kunne man spørge, hvis man som jeg ikke har set skyggen af søsterskab i de foregående programmer. Men den tone, "We are Family" slog an for lidt siden, bryder igennem for fuld styrke, da dommernes endelige valg af kvinder skal begrundes. For eksempel valget af Trine – med Louise Ellerbæks ord: ”Jeg tror, at hun er en rigtig god pige at have med. Både fordi hun er så ambitiøs, men i høj grad også fordi jeg tror, at hun bliver rigtig sød at være sammen med for de andre” og af Julie: ”Det virker til at være en pige, der kan være en god veninde for de andre piger og have det sjovt med de andre piger.” De unge kvinders største talent ser derfor med et ud til at være, at de kan udfylde pladserne i et søsterskab, hvor de bor sammen, arbejder sammen og tillige er ’gode veninder’ og ’rigtig søde’ overfor hinanden. Men idealkvinden har ikke selv valgt at indtræde i dette pæne søsterskab. Hun er tværtom blevet valgt, og det berømmede talent består derfor nærmere i at kunne affinde sig med at relatere så tæt til andre kvinder, uden at det på noget tidspunkt får seksuelle undertoner. For idealkvinden er i bund og grund ikke spor interesseret i andre kvinder. Faktisk er hun handlingslammet og seksuelt i dvale, lige indtil hendes redningsmand viser sig. Som hun synger: ”when I see the one I want I won’t let nothing in my way”. Først i mødet med ’the one’, der som nævnt er af hankøn, handler idealkvinden og bryder ud af det påtvungne søsterskabs cølibat, flår veninder til side, hvis de ellers står i vejen, og vælger selv. Tydeligvis venter enhver idealkvinde med længsel på en mand, der kan forløse hende. Alt, hvad hun hidtil har været, og alle, hun hidtil har omgivet sig med, er kun dårlige erstatninger for hendes egentlige bestemmelse: At tilhøre en mand. Denne konklusion er desværre langt fra ny. Feministiske analyser har i årevis påpeget, hvordan forestillingen om den handlende prins, der redder den passive prinsesse, inficerer de massemedierede udlægninger af virkeligheden. Men det gør langt fra konklusionen mindre sand, at den ikke er ny. Tværtimod vidner Popstars om, at den er så sand som nogensinde. Lad maskerne falde! Fire Popstarkvinder sidder på en altan. Det er sommer, det er varmt, og de drikker limonade, imens de diskuterer navnet på deres kommende popband. Mouth Lick, Amber’s Delight, Sugar Babes, Delicious og Selective-et-eller-andet hvirvler rundt i luften, indtil det ideelle navn viser sig. EyeQ. Jo, det er lige i øjet. ”Det er meget fedt, at der er noget dybere betydning med navnet. Og jeg tænker også meget på, at det rent grafisk vil se godt ud” bifalder Julie. ”Jeg synes, det er fedt, at folk stopper op og så finder ud af, at det er en pigegruppe. Ok, det var ikke lige det, man havde forventet. Og det synes jeg absolut ikke gør noget”, lægger Trine til. Og den mandlige dommer, Poul Martin Møller, er tilsyneladende helt enig med begge: ”Jeg synes, det er frækt, at et pigepopband leger med den og så samtidig også, når man ser det, så har det også nogle andre betydninger.” Som bekendt står IQ for ’intelligence quotient’, altså intelligens kvotient, og det er selvfølgelig den lydlige lighed med IQ, EyeQ-kvinderne ’leger med’. Kvinderne og den mandlige dommer tillægger det bare vidt forskellige betydninger, at ’I’ skrives ’Eye’, selv om Popstars får dem fremstillet ganske enige dér på altanen. Julie og Trine argumenterer for, at ’Eye’ åbner op for ’dybere betydninger’ end blot og bart intelligensens ’I’. Øjnene er jo sjælens spejl, som pigerne nævner senere, og så bliver det tillige en intelligens, der tager sig ’godt ud’. Det er naturligvis vigtigt, men vigtigst er det at slå fast, at intelligensen og sjælen er med hele vejen - pigerne er ikke bare dumme høns. Den mandlige dommer, derimod, taler ikke om ’dybere betydninger’ men om ’andre betydninger’, og det gør han, fordi betydningerne for ham ikke er dybere men blot og bart en ’leg’. En ’fræk’ leg oven i købet, når det er et ’pigepopband’, der tager den slags ordspil i deres besiddelse. Intelligensen og øjet slås altså ikke sammen i denne dommers hoved, for ’når man ser det’, viser det sig hurtigt, at ’I’ og intelligens er udskiftet med ’Eye’ i netop betydningen ’at se’. Eller måske er det snarere pigernes ’at blive set på & tage sig godt ud’-kvotient, der hentydes til? Under alle omstændigheder bidrager kvinderne gentagne gange til at underbygge deres dommers tolkning af EyeQ frem for deres egen. Hvordan skal man for eksempel ellers tolke denne tilståelse fra Julie på TV2s hjemmeside: ”Jeg har ikke tænkt så meget over det dér med at formidle et budskab. Det er ikke sådan, at jeg har en masse, jeg bare skal have ud”. Man må næsten sige heldigvis, for de ’budskaber’, kvinderne skal ’formidle’ pr. sang, er allerede skrevet og udvalgt på forhånd. Som Poul Martin Møller understreger: ”De skal lave et album, som forhåbentlig har nogle kanter og nogle hjørner i det, som ikke er normalt, fordi vi jo altså faktisk har haft chancen for at forberede os rigtig godt på det her album. Vi har lyttet til umådeligt mange sange”. Lad mig for en god ordens skyld understrege, at ’vi’ ikke er kvinderne i EyeQ, men dommerne og producerne bag gruppen, der på bedste vis – og med Simon Junkers ord – ”ligesom klæder pigerne på til at blive popstjerner” Ganske vist forsøger Popstars at dække over, at alle beslutninger tages ned over hovedet på kvinderne. Først og fremmest ved at følge Julies indspilning af en ny sang, der måske skal erstatte den, hun oprindeligt har indspillet, fordi den - i følge speakeren – ”efter Simons og Poul Martins vurdering /../ skiller sig for meget ud i forhold til de andre numre.” Men, understreges det, Julie er skam helt fri til at vælge den alt for særprægede og individuelle sang nummer et, hvis hun vil. For at understrege hendes frihed til at vælge bruger Popstars nu det meste af et afsnit på at følge hendes valg til dørs. Og hvilken version skal vi gætte på, at Julie vælger til slut? Naturligvis den veltilpassede, reklameagtige version nummer to, for hun er jo blevet ’klædt på’ til at ligne (og ikke ’blive’, som Simon Junker forsøger at bilde os ind!) en idealkvinde. Er blevet indhyllet i en Popstars-forklædning påskrevet ’talent’, ’vokal’, ’performance’, ’star quality’, ’personlighed’ og ’udstråling’ i guld og glimmer. Men netop påskrevet. For en idealkvinde er først og fremmest en tom tavle, klar til en hvilken som helst indskrift. Hende, man kan købe, betragte, bruge og sælge som en ligegyldig dukke i en legetøjsforretning. Og hende, kvinderne nødvendigvis må forsøge at skabe og genskabe i én uendelighed, fordi hun ikke er, aldrig har været og aldrig bliver andet end et menneskeskabt kunstprodukt. Nylon, man ikke kan ånde igennem. Tomheden er rungende, men det er lige meget, så længe den ikke giver genlyd. For idealkvindens indre må endelig ikke hverken høres eller ses. Det vil nemlig fjerne opmærksomheden fra det, hun først og fremmest er. Nemlig et kropshylster, som andre kan gøre med, hvad de vil. På skamløs vis dækker TV2 sig ind under at give fire kvinder en chance for at ’forvalte’ deres ’medfødte talenter’, imens stationen uge for uge scorer seere og kroner i kassen på at agere Klokkeblomst med tryllestaven. Men skidt nu med pengene og den uforfalskede udnyttelse, for langt værre er det, Popstars ukritisk videregiver og legitimerer dette kropshylster-kvindeideal. Et ideal så forkasteligt, at end ikke krykker burde kunne holde det oprejst. Må det falde til jorden og blive liggende!

Nyt på bloggen

2007-11-23T18:19:00.000+02:00

Jeg har brugt dagen på at uploade en masse af mine gamle tekster, og det har egentlig været ret skægt. A trip down memory lane, må man sige. Jeg sidder normalt ikke og genlæser mine tidlige debatindlæg og anmeldelser, men jeg burde helt klart gøre det hver gang, jeg tænker, at tingene ikke rykker sig hurtigt nok, eller at jeg får skrevet alt for lidt. Ja, right. Jeg har stadig store bunker af alt muligt liggende, men det får vente. Scroll down & enjoy!

Foto: Boys & Bees "Love letters"

C-pigen

2007-11-23T18:11:00.000+02:00

4 skarpe om Champagnepigen

Svar bragt på Litteratursiden maj 2007

Champagnepigen hedder din roman, Linn er champagnepigen, men en meget ny og anderledes udgave af en sådan champagnepige? Hvad vil du vise med den nye champagnepige?
Jeg begyndte min research til denne roman for flere år siden, og det eneste, jeg vidste, var faktisk, at der skulle sex på bordet. Muligvis købesex. Derfor tog jeg på diverse luderbarer og sexklubber for at mærke stemningen på egen krop, og her var det, at jeg stødte på helt fantastiske vendinger som intimbar, champagnebar og champagnepige. Ret beset betyder vendingerne præcis det samme, nemlig luderbar og luder, men en champagnepige er en dyr luder, der kun kan købes for champagne til vilde overpriser på champagnebarerne.
Hovedpersonen i min roman, forfatterinden og stilikonet Linn, har muligvis en fortid som champagnepige. Det står aldrig helt klart, og det er også meningen, for jeg vil gerne have læseren til at overveje, hvem der i grunden er champagnepigen i romanen. Selv tænker jeg, at man sagtens kan prostituere sig uden nødvendigvis at udveksle sex for penge, og uden at sige for meget kan jeg godt røbe, at adskillige personer i Champagnepigen – både mænd og kvinder - har prostitutionslignende forhold til medierne. Og til hinanden. Så Champagnepigen er bestemt ikke en roman om mænd, der udnytter kvinder, men en roman om enorm gensidig udnyttelse. Nogle af personerne indser, at de udnytter andre, men ingen indser samtidig, hvor meget de selv bliver udnyttet..

Bogen er meget uhyggelig, blandt andet fordi personerne er så ensomme, hvad har fået dig til at beskrive sådan en grusom og ensom familie?

Det her er altså ren happy family i forhold til min sidste roman, Rygsvømmeren. Den handler om en sindssyg kvindelig pyroman, der brænder København ned til grunden sammen med sin opdigtede transseksuelle ven Mester Jakob. Flere journalister har konfronteret mig med et løfte, jeg ganske vist ikke kan huske, at jeg har afgivet, men som i hvert fald lyder, at min næste roman skulle være meget mere positiv end den. Det synes de så ikke, at Champagnepigen er, og det medgiver jeg. Jeg er alt for vild med at skrive om vrangsider, og det besluttede jeg at bruge aktivt.
For Champagnepigen er helt klart tænkt som en pageturner, der afdækker en kendisfamilies forløjede, indholdstomme liv, og her får vrangsiderne den klare funktion at gøre alting så ubehageligt, at man bare må læse videre. Undervejs håber jeg meget, at læseren vil spørge sig selv, hvad det lige er, der foregår i Linns familie, og om det, der foregår, er okay. Bliver ens liv så indholdstomt og forløjet, når man har projiceret det hele ud i Se & Hør i årevis? Er det prisen for at stå derude og ligne en succes? Jeg opfatter helt klart romanen som samfundskritisk. Det er en roman, man meget gerne må diskutere med og erklære sig enig eller uenig i. På den måde lægger den meget i forlængelse af mit arbejde som debattør.

Der er meget sex og seksuelt begær i din roman, men jeg synes, der mangler varme følelser og passion, hvorfor så konsekvent koldt?
Uuuuh.. Jeg gad vide, hvor mange læsere, der kommer til at tænke ’hvad?! Så meget sex er der da heller ikke i den bog!’, imens de bladrer rundt og skimmer og forsøger at spotte de saftige passager. De er der selvfølgelig, det er ikke det, men at dømme efter omtalerne og anmeldelserne skulle man næsten tro, at bogen ikke bestod af andet. Måske, tænker jeg, fylder sexscenerne så meget i læsernes bevidsthed, fordi vi er så vant til at læse om mænd, der begærer kvinder. Ikke omvendt og slet ikke i alle detaljer, med mindre der er tale om decideret pornografi.
Jeg skriver om kvinder, der begærer mænd, ofte yngre og ukendte, endnu oftere temmelig voldsomt, og på en måde kan jeg godt følge dig, når du efterlyser varme følelser og passion. Men i grunden tror jeg snarere, at der er tale om store passioner, der er kommet så meget ud af kontrol, at man dårligt kan genfinde hinanden længere. På Bali følger vi for eksempel en kvinde, der i tre år har begæret sin meget unge, betalte elsker. Måske er det gengældt – det er det i hvert fald i hendes tiltagende desperate hoved. Og i København indleder Linn et vildt og fantastisk seksuelt forhold til sin kommende mand, Isak. Deres problem er bare, at de er grænseløse begge to, så der skal mere og mere til, før de føler noget. For eksempel et antal ukendte kvinder, sexklubbesøg og mere eller mindre villige au pair piger. Måske er det sådan, vi ender, hvis seksualiteten bliver frizone for moralske og etiske overvejelser? Jeg har i hvert fald gerne villet rejse spørgsmålet med min omvendte Jørgen Leth-historie.

Jeg har opfattet svigermoren Isaks mor som den, der er mest handlekraftig i forhold til at kæmpe for det hun elsker er det rigtigt forstået? Og hvilken rolle har Isak og Isaks mor i romanen?
Jeg starter et andet sted, nemlig med en tilståelse: Lige så meget, jeg ved om litteratur og musik, lige så latterligt lidt har jeg i mange år vidst om film. I begyndelsen, da min kæreste og jeg lige havde mødt hinanden, ville hun referere til den ene og den anden film i flæng, men ret hurtigt indså hun jo, at jeg overhovedet ikke var med. Det kunne hun heldigvis ikke overskue, så de sidste fire år har hun præsenteret mig for den ene klassiker efter den anden. Deriblandt Alfred Hitchcocks gysere, som jeg blev så grebet af midt under arbejdet med Champagnepigen, at vi efterhånden har set dem alle.
Og her kommer så Isak og hans mor, Betsy, ind i billedet. For Betsy er i den grad inspireret af gyserfilmenes onde mødre, der både afskyr deres børn og opsluger dem totalt. Hun bor sammen med Isak, da Linn kommer ind i billedet, rykker kun modvilligt ud, og Linn har konstant en ubehagelig følelse af, at Betsy er alle vegne. Jeg bruger Betsy-karakteren til at skabe spænding i historien, og til at pege på, at også Isak har sit at slås med. Læseren må i hvert fald meget gerne se røde blink alle vegne og overveje, hvilken relation Betsy i grunden har til sin søn! ´

Foto: Simon Pais-Thomas "Doll Under Construction"

Den Hellige Ko

2007-11-23T18:02:00.000+02:00

5 skarpe om moderskab

Hvilket homoblad, disse svar blev trykt i, har jeg svedt totalt ud. Men jeg besvarede dem i hvert fald i 2002 - og kan ikke sige, at mit biologiske ur er begyndt at tikke i de fem år, der er gået.

Hvordan kan det være at man ikke vil ha' børn?
Nu kan jeg jo dårligt svare generelt, men for mit eget vedkommende skyldes det en kombination af flere ting. For det første har jeg den her craving efter at skrive kombineret med høje faglige ambitioner og et temmelig stort netværk, og jeg kan ikke se, at min tid på nogen måde rækker til andre prioriteringer – det er alt rigeligt svært for mig at få et parforhold til at fungere og prioritere mine venner nok, synes jeg. Desuden er min lyst til at skrive hundrede gange større end min lyst til at få børn, og når jeg tænker på at udødeliggøre mig selv, så er det først og fremmest dér, jeg tror, jeg kan gøre en forskel. Og det vil jeg gerne – gøre en forskel der, hvor jeg tror, det vil rykke mest for mig, og det er bare ikke som mor.

Bliver man et bedre menneske af at få børn - tror du?
Jeg er ganske overbevist om, at det er meget berigende at få børn, men det er også meget berigende at udleve alle mulige andre drømme, og som jeg ser det, er moderskabet kraftigt romantiseret. ’Få et barn og se verden begynde’ har fantastiske vækstbetingelser herhjemme, men det er først og fremmest en ekskluderende praksis, der deler verden i ’os’ mødre /kvinder og ’de andre’ egoistiske, uoplyste, ikke-kvinder, der ikke er lige så gode. Jeg er temmelig træt af den stereotype opfattelse af moderskabet, og det er da også derfor, jeg går ud og taler imod, som jeg gør.

Bliver man nogen gange fejet af banen hvis man ikke har børn?
Tit. I alle mulige andre sammenhænge er det ikke noget krav, at man skal have personlig erfaring med det, man udtaler sig om. Men når det gælder moderskabet, kan jeg på ingen måde tillade mig at udtale mig, eftersom jeg ikke selv er mor og har gennemgået Indvielsesritualet Fødslen. Det er naturligvis en effektiv måde at neutralisere mine argumenter på. Ligesom ’om fem år begynder dit biologiske ur nok også at tikke.’ Det minder mig om, hvad jeg hele tiden har tænkt, nemlig at vi i udgangspunkt formoder, at kvinder er disponerede for at få børn, og derfor hedder det sig, at man fravælger dem. Men i mit tilfælde giver det lige så lidt mening som at hævde, at jeg har fravalgt husdyr eller fravalgt at adoptere. Det er cirka så langt ude i min prioriteringsrække, børn befinder sig, og i ovennævnte tilfælde ville man jo netop tale om ’tilvalg’. Det burde man også gøre med børn – jeg har valgt at få børn.

Ser omverdenen på én med andre øjne, hvis man bevidst fravælger børn?
Ja. Nu er jeg, som det nok fremgår, ikke særlig vild med terminologien ’bevidst fravælger’, eftersom den efter min mening dækker over et pseudovalg i udgangspunktet. Men når man ikke bekræfter stereotyperne om, hvad en kvinde på min alder skal ønske sig af sit liv (=mand og børn), og når man ikke affirmerer roterende æggestokke, skrukke høner og deslige, så bliver man ikke opfattet som en rigtig kvinde. Enten er der noget grundlæggende galt med ens biologiske processer, eller også lider man af akut fornægtelse og fortrængning, Begge dele er nærmest behandlingskrævende.

Når du nu ikke vil ha' børn, retter du så din omsorg (hvis man kan tale om det) mod andre/andet?
Dette spørgsmål bliver ofte brugt som led i dæmoniseringen af ’de andre’ egoistiske, uoplyste, ikke-kvinder, som man enten formoder lever det vilde egoliv, eller, alternativt, formoder brænder inde med en masse kærlighed og omsorg. Selv bruger jeg meget tid sammen med min kæreste og mine venner, giver meget til de projekter, jeg involverer mig i, og føler mig hverken egoagtig, underskudsagtig eller indebrændt. Det er vel på sin vis sandt, at jeg kanaliserer mit overskud derhen, hvor det kan gøre fyldest, men det er vel lige så sandt for mennesker, der vælger at få børn og bruge ressourcerne der. Der er bare en tendens til at devaluere andre måder at sprede energi på end i intimsfæren – i hvert fald når man er kvinde - og når man, som jeg, vælger at gå ud i det offentlige rum og gøre det, lurer beskyldningerne om egoisme lige om hjørnet.

Foto: Linus Lohoff "Angel"

Hvor er vi på vej hen?

2007-11-23T17:46:00.000+02:00

4 skarpe om litterære tendenser

Svar bragt i Eurowoman, september 2007

- Genremæssigt, hvor ser du dansk litteratur bevæge sig hen lige nu? F.eks.; dominerer krimier eller selvhjælpsbøger?

Jeg er temmelig sikker på, at den såkaldte Misery Memoir-genre – altså selvoplevede, tragiske familiehistorier a la Knud Romer, Kim Leine og Kristian Ditlev Jensen – er på vej frem her til lands. Ganske som den er det i USA. Desuden vil vi utvivlsomt snart for alvor se hippe, danske multikultiforfattere med Zadie Smith og Andrea Levy som forbilleder samt flere yngre femikrimi-kronprinsesser, der sælger derudaf. Muligvis er Danmark også parat til flere billedromaner og mere essayistik. Vi oplever i hvert fald p.t. en interesse for krydsgenrer, hvor det selvoplevede, fiktion og refleksion mødes.

Er der tendenser i dansk litteratur, der er på vej ud?

Samtalebogen har efter min bedste overbevisning overlevet sig selv i sin nuværende form. Hvis den skal genopstå, skal den gentænkes. F.eks. kunne man lade familiemedlemmer samtale, så der kommer mere kød på bordet. Det samme gælder Chick lit-genren. Noget må ske, før den virker for bedaget og 90er-agtig.

- Hvilke projekter er du selv i gang med i øjeblikket?

Illustratoren Martine Noring og jeg arbejder på eventyrbogen Drømmefangeren. Om en 7-årig pige, der mister sine forældre og må gå gennem ild og vand for at huske dem. Og så lægger jeg så småt an til mit næste romanprojekt, der på tegnebrættet ser ud til at blive en gotisk thriller. Derudover laver jeg, hvad jeg altid laver; anmelder og debatterer i Weekendavisen, løser diverse skriveopgaver og holder foredrag.

- Hvilken forfatter vil du anbefale os, at holde øje med i den nærmeste fremtid (hvad el. hvem bliver rigtig stort/store)?
Jeg har kæmpe forventninger til Julia Butschkow, der skrev den fremragende Lunatia i 2004 og modtog Kunstfondens 3-årige arbejdslegat i 2005, og så glæder jeg mig til næste roman fra Sissel-Jo Gazan. Hendes seneste, Vigtigt at vide om Ludmilla fra 2002 var en sjældent stærk læseoplevelse. Desuden bør de store, britiske forfattere Sarah Waters og Ali Smith snart slå vildt igennem i Danmark, og så er der jo svenske Sara Stridsberg, der vandt Nordisk Råds Litteraturpris i år. Hende vil jeg klart anbefale alle at læse.

Illustration: Minkoff "Judy Again"

Krimi uden femi

2007-11-23T17:21:00.000+02:00

I sommer deltog jeg i den verserende femikrimidebat, eksporteret direkte fra de svenske spalter. Politikens Charlotte Sejer Pedersen bad mig svare på nogle spørgsmål i den anledning. Her er de.

6 skarpe om femikrimier

Er den nye krimibølge med krimidronninger her og der en fornyelse eller en fornedrelse af litteraturen?
Personligt kan jeg kun hilse enhver saglig diskussion af moderne kvinderoller hjerteligt velkommen, og det synes jeg generelt, at femikrimierne leverer. Så en fornyelse er der så absolut tale om, selv om den har været længe undervejs her til lands, når man sammenligner med f.eks. England og USA. Jeg stiller mig i øvrigt skeptisk over for litteratur omtalt som litteraturen , som har vi at gøre med et særligt reservat, hvor Den Ophøjede Kunst gungrer rundt, mens alle med dannelse må klappe andægtigt. Selvfølgelig anerkender jeg, at ikke al litteratur er lige sprogligt og indholdsmæssigt udfordrende, lige godt skruet sammen eller lige behæftet med nødvendighed og relevans for verden, men det er da alt sammen litteratur«.

De såkaldte femikrimier bliver beskyldt for ikke at være litteratur men ren underholdning med dårligt sprog og tynde plot – har man ikke altid hørt de beskyldninger, bare rettet mod krimigenren generelt?
Det er klart, at vurderer man Camilla Läckberg og hendes krimikolleger ud fra forestillingen om, at god litteratur er lig med Rilke, så skuffer krimierne fælt. Men man bortdømmer jo heller ikke Rilke, fordi hans digte ikke just underholder. Første skridt i en seriøs debat må virkelig være at vurdere bøgerne på deres egne præmisser og spørge sig selv, hvad de lover, og om de holder det eller ej. Femikrimierne lover at fængsle og underholde og bringe en kvindelig erfaringsverden i spil på en ny måde, og jeg er temmelig sikker på, at det lige præcis er de kameler, visse mandlige forfattere har svært ved at sluge Overordnet hersker der stadig en lam konsensus om, at underholdning er lig med underlødigt, som er det i udgangspunktet dubiøst at læse en bog til ende i et stræk. Det bliver mærkværdigvis ikke regnet for en kunst at skrive en god krimi, selv om det faktisk er påfaldende få forfattere, der formår at skrue et overbevisende plot sammen og endnu færre, der har det nødvendige sproglige drive. Når der oven i købet er tale om underholdning for kvinder, skrevet af kvinder, har genren da helt klart også sit køn imod sig, ligesom ridderromaner, guvernanteromaner og gotiske romaner har haft det, hvis vi kaster et blik over skulderen.

Det interessante er, at mænd, der skriver biografier om hinanden eller spionromaner om andre mænd, aldrig bliver klandret for at underholde, selv om det er, hvad de gør. Som regel endda i et henrivende dårligt sprog og med alverdens sidehistorier om heltens forbrug af alkohol og kvinder. Man tænker ’dameblad’, når kvinder inddrager intimsfæren og ikke ’M! Magazine’, når mænd gør det. Sandsynligvis fordi man stadig forestiller sig, at mænd pr. definition skriver om det almene og kvinder om det partikulære med pil til pinlige.

Udgør femikrimiernes succes og den massive markedsføring af deres forfattere en reel trussel mod andre typer skønlitterære bøger og forfattere?
Der er lidt Hitchcocks ’Fuglene’ over spørgsmålet. Man ser den her kæmpe invasion af kvinder for sig, der langsomt men sikkert udpiner markedet, til der ikke er en eneste kvalitetsudgivelse tilbage. Bogbranchens pendant til skrækfantasien om, at kvinderne overtager verden, selv om jeg i grunden er temmelig sikker på, at mandlige forfattere fortsat sidder på størstedelen af markedet. Personligt skal jeg være den sidste til at beklage, at forfattergerningen langt om længe bliver glammet op her til lands, for kors, hvor har man skullet ligne en leverpostejmad rigtig længe, hvis man ville tages seriøst som forfatter. Det har heller ikke været spor okay at udtrykke, at man faktisk gerne vil sælge bøger, og at man har en stor læserskare i tankerne, mens man skriver. Men det skader altså ikke at tænke bøger som en vare, der skal sælges bedst muligt – både forlag og forfattere kan faktisk kun vinde på det. På den måde ser jeg femikrimierne som bogbranchens wake up call. Samtidig kan man selvfølgelig ikke se bort fra, at den massive markedsføringstrend udgør en reel trussel mod den store gruppe forfattere af begge køn, der hverken er shiny shiny eller vil se sig selv i fuld figur over Vesterport Station. De vil sandsynligvis få sværere ved at få opmærksomhed, end de allerede har, og det er selvfølgelig en skam. Særligt, selvfølgelig, hvis de har en masse på hjerte.

Er femikrimierne kommet for at blive eller er de en trend, der måske topper nu og forsvinder?
Langt de fleste genrer har deres storhedstid, og det samme vil utvivlsomt gælde femikrimierne, som vi kender dem i dag. Uden at lyde alt for meget som Institut for Fremtidsforskning forestiller jeg mig dog helt klart, at den kvindelige helt tilsat krimiplot vil leve videre på nye måder, f.eks. i nye heltindetyper og dermed nye forhandlinger af kvinde- og manderollerne.

Hvorfor ligger de øverst på bestsellerlisterne, tror du?
Det er jo ikke ligefrem noget nyt, at underholdningslitteratur ligger øverst på bestsellerlisterne. Det nye er, at den handler om modige og selvstændige kvinder og er skrevet af kvinder, der scorer kassen, og jeg tror helt klart, at ronkedorerne føler sig stærkt anfægtede over begge dele. Efter århundreder, hvor både succesforfatterne og deres helte var mænd, mens kvinderne kunne gøre sig til i baggrunden, er det vel også trist at måtte indse, at kvinder ikke gider bøje sig i støvet længere. I hvert fald ikke over mandlige forfattere og deres gammeldags helte. Når kvinder køber femikrimier i tusindtal, hænger det netop sammen med, at vi selv vil være heltinder, og at femikrimierne udstikker en retning for, hvordan vi kan blive det. For eksempel ved at bruge vores hoved og udvise dristighed og handlekraft. Så at læse femikrimier er en win-win situation: God underholdning og et spark i den rigtige retning.

Vil de kvindelige krimiforfattere, der topper bestsellerlisterne nu, blive læst om tyve år?
Næppe. På en måde kan man selvfølgelig sige, at det er et kvalitetskriterium at skrive bøger, der stadig kan læses om tyve år. Men samtidig kan man spørge sig selv, hvad der er mest kvalitet i: at en bog appellerer til titusind læsere både i dag og om tyve år, eller at en bog appellerer til tohundred tusind læsere i dag. I begge tilfælde er bøgernes udbredelse enorm, og i femikrimiens tilfælde er jeg temmelig sikker på, at her og nu-udbredelsen er genrens grundpræmis. Det er bøger, der foruden spændingsmomenterne tematiserer moderne kvindeliv og diskuterer moderne kvinderoller, ligesom Henning Mankell f.eks. diskuterer 50+-manderollen og far-datter-forholdet i sine krimier. Om tyve år står kvinder og mænd forhåbentlig andre steder og føler trang til at diskutere andre problemstillinger, der vil afspejle sig i den tids underholdningslitteratur.

Foto: Carlos Bravo "El Aro"

Longing for Shanghai

2007-11-23T16:01:00.000+02:00

Sex, censur og cyberspace

Anmeldelse af Wei Hui: Shanghai Baby (Robinson, London 2001) & Mian Mian: Les bonbons chinois (Éditions de l'olivier 2001) bragt i FORUM for køn og kultur, 22. august 2001

Et tankevækkende generationsskifte har udspillet sig på den litterære scene i Kina de forløbne to år, og det er mildt sagt ikke gået stille for sig. Sladderhistorier og højspændt glamourama har svirret gennem avisspalterne, skyhøje salgstal, offentlig fordømmelse og censurering har fulgt efter, og inden for den sidste måneds tid er resten af verden så småt begyndt at læse med. Med tiltagende undren. For dette er ikke historien om en samfundsundergravende litterær bevægelse med gjaldende politiske budskaber, men om to unge forfatterinder, hvis seneste romaner handler om vestligt inspireret storbyliv i Shanghai.

Det hele tog sin begyndelse i Kaninens år, september 1999, da de allerede veletablerede forfatterinder Wei Hui og Mian Mian, alias den 27-årige Wei Hui Zhou og 29-årige Shen Wang, udsendte romanerne Shanghai Baobei (Shanghai Baby, 2001) og Tang (Les bonbons chinois, 2001). Romaner, der i følge rygterne var næsten enslydende selvbiografiske skildringer af depraverede narkopåvirkede storbyeksistenser og disses ekspliciterede seksuelle vækkelse og erotiske besættelse af det ene, andet og tredje køn. Alt sammen pakket ganske ukinesisk ind i trashy kling klang og vesterlandsk forbrugsmentalitet.Og ikke mindst: Pakket ind i de to forfatterinders ægte sladderfotogene afsky for hinanden og hinandens star quality.

For den kunne både ses og høres, selv om ingen længere kunne huske, hvem af de to, der triumferede med bemærkninger som 'alle kinesiske forfattere er født med et sværd i hovedet. Min drøm er at trække mit eget ud' eller 'min bog har fået lige så meget bundfald til at hvirvle op, som når man kaster sten i en sø.' Til gengæld kunne alle tale med om, at Wei Hui og Mian Mian udnyttede enhver mulighed for offentligt at hvæsse kløer ad hinandens skrifttegn med kradse beskyldninger om alt fra plagiat og pænpigethed til manglende kendskab til sex på kendte klubbers toiletter. Sidstnævnte gjorde øjeblikkeligt forfatterindernes fælles forlæg - toiletterne på Shanghais YY Club - berømte, især blandt byens mange japanske turister. Talen spredte sig hurtigt. Lynhurtigt. Og som en løbeild skiftede tusindvis af de farvestrålende romaner hænder og spredtes med lynets hast tværs gennem det kinesiske fastland, imens positiv optale tikkede ud fra Kinas officielle nyhedsbureau Xinhua.

Oplag efter oplag gik i trykken hos Spring Breeze Art Publishing i den nordøstlige by Shenyang, og i løbet af et bare et halvt år var Shanghai Baby solgt i 110.000 eksemplarer. Men ikke alle så til med billigelse, og de to forfatterinder fik hurtigt en forsmag på, at det lidet flatterende kinesiske ordsprog, at enhver bør frygte stjernestatus lige så meget, som en gris bør frygte fedme, stadig har en gennemtrængende indvirkning på den offentlige opinion i Kina. Og det var unægteligt en bitter mundfuld. 'Disse smukke kvinder, som har valgt at afskære sig fra deres litterære kinesiske fundament og rige historiske og kulturelle baggrund, som har et overfladisk kendskab til Marguerite Duras og Henry Miller, og som uden blusel ville springe op på scenen og levere en striptease, vil om føje tid skamme sig over sig selv' stod det at læse i et fremtrædende kinesisk dagblad en af de første dage i Dragens år 2000.

Reaktionen var ikke ulig den, der gjaldede igennem de japanske avisspalter for ti-femten år siden, da unge, japanske forfattere som Banana Yoshimoto begyndte at publicere mainstream-litteratur. Men udfaldet blev et andet og anderledes hårdtslående i Kina, end det blev i Japan. For den kinesiske stat indledte i foråret 2000 en propagandakampagne, der med fynd og klem fordømte 'de nye slaver af udenlandsk lavkultur', Wei Hui og Mian Mian, og deres 'nihilistiske', 'obskøne' og 'letkøbte' skriverier.

Et crescendo var umiskendeligt på vej, og det brød endeligt igennem i begyndelsen af maj, da Shanghai Baby og Tang blev forbudt - først i Beijing og flere andre større byer og derefter i hele Kina for at 'beskytte unge mennesker mod dekadent indflydelse'.Og denne alfaderlighed greb om sig, for i slutningen af maj blev forbuddet udvidet til at omfatte begge forfatteres samlede produktion, der talte Mian Mians novellesamlinger La La La, Every Good Kid Deserves Candy og Acid Lover og Wei Huis seks foregående romaner. Storstilede offentlige konfiskeringer i landets boghandlere og afbrænding af forlagets restlager på 40.000 eksemplarer af Shanghai Baby fulgte, Spring Breeze Art Publishing måtte lukke og slukke, redaktøren mistede alt undtagen sin frihed, og hele miseren gjorde Wei Hui til landets hidtil yngste censurerede forfatter. Og eneste kvinde, hvis bøger er blevet brændt offentligt, i øvrigt. Heldigvis slap både hun og Mian Mian dog for fordums rekreative ophold i én af landets arbejdslejre, også selv om de begge frygtløst fortsatte deres offentlige virke og lod sten på sten falde i det allerede oprørte vand. Således Wei Hui: 'Det officielle Kina er fyldt med gamle, jaloux mænd, der ikke kan klare at være vidne til, at en ung, smuk kvinde skriver så afslappet om sex. Deres liv er så begrænset og ensformigt, at de misunder og hader det liv, de ikke har mulighed for at få.' Så var det sagt - og det gav genlyd.

For stik imod den statslige hensigt mangfoldiggjordes de forbudte romaner nu blot illegalt i endnu højere grad end tidligere, og via internettet spredte både teksterne, den bemærkelsesværdige censurhistorie og de unge forfatterinders udtalelser sig hurtigt til nabolandene, der klikkede det hele videre ud i cyberspace. Helt til England, hvor bestsellerforfatterinden Jung Changs litterære agent øjeblikkeligt spottede Vilde Svaners (1992) afløser i den censurerede Shanghai Baby. Og, ikke mindst, det selvlysende potentiale i den talentfulde og klassisk smukke Wei Hui, der med en universitetsgrad i kinesisk litteratur fra det prestigefulde Fudan universitet og flere års arbejde som journalist, redaktør og studievært på en radiokanal fra begyndelsen forstod at underbygge sine standpunkter: 'Jeg har savnet en stemme fra min egen generation. Skellet mellem dem, der er født i 70'erne, og dem, der er ældre, har aldrig været større.'

Måske stammer citatet fra Marie Claire, måske fra Herald Tribune, eller måske fra et af de mange andre europæiske, asiatiske eller amerikanske dag- og ugeblade, der har bragt hendes historie rigt illustreret det forgangne år og stadig gør det. Særligt nu, hvor Shanghai Baby netop er udkommet på engelsk og snart vil udkomme på blandt andet italiensk, japansk, polsk, fransk, græsk, spansk og - sandelig! - dansk (Rosinante i 2002). Imens har Mian Mian vendt øjne bag de mørke solbriller. 'Mine bøger er ikke for de intellektuelle', hvæser hun, 'mine læsere er at finde i gaderne, på diskotekerne, imens de lytter til cool musik. Jeg forsøger ikke at lære nogen noget. Mit eneste budskab er: Verden er ond. Men man kan overleve'. Og for første gang er nogen begyndt at lytte ordentligt efter forskellene på Wei Hui og Mian Mian. De to forfattere klinger ikke længere overbevisende ens - selv om begge skriver om depraverede storbyeksistenser og beskylder hinanden for plagiat - slet ikke i de udenlandske agenters ører. Og efterfølgende fremstilling.

For modsat Shanghai Baby lanceredes Mian Mians kinesiske bolcher som en helt og aldeles selvbiografisk skildring af Mians ualmindelige liv som narkomisbruger i grænsebyen Shenzhen og siden som succesfuld DJ i Shanghai. Romanen er oversat af websurferen Bruce Humes, der ramlede ind i censurhistorien på nettet, og omarbejdet af Mian Mian, der har indskrevet en række kontroversielle passager hun ellers var tvunget til at slette for at få den kinesiske version igennem den indledende censur. Men det ændrer ikke ved, at Mian Mians dekadente livshistorie i den samlede verdenspresse skygger helt for Tangs litterære kvaliteter, imens de i Wei Huis Shanghai Baby hele tiden har fremstået fuldt illumineret. Det viser sig at være fuldt forståeligt. For fremstillingsmæssigt halter Mian Mians version af depraveret storbyliv ubehjælpsomt bagefter Shanghai Baby, og så hjælper det ikke stort, at tematikken i de to romaner som udgangspunkt er den samme.

Hos Wei Hui møder læseren den unge Nikki kaldet Coco (efter Coco Chanel), hos Mian Mian den endnu yngre Hong. Begge har de alvorlige problemer med at tilpasse sig de herskende kinesiske normer, fordi de hellere vil bruge deres liv på at skrive, og begge finder de en håbløs minus sex-kæreste, som de kan defilere storbyens dekadente underverden tynd samme med. Men herfra løber blækket i hver sin retning for Wei Hui og Mian Mian. For hvor Coco i bedste intertekstuelle stil færdigskriver et manuskript i takt med, at læseren vender blade i hendes historie, skriver Hong kun lidt patetisk dagbog til sig selv. Og hvor Coco fra begyndelsen går langt uden om sin kærestes opiumståger for at kaste sig i armene på sin flammende elsker (en arisk udseende gift tysker), brænder Hong trods seksuelle eskapader op indefra i sit narkomisbrug, til der kun er aske tilbage. Det kunne i princippet være lige så vedkommende læsning som Cocos seksuelle genopblomstring, men det er ikke tilfældet. For modsat den forfinede ordstrøm fra Wei Huis smukt ciselerede pen formår Mian Mian kun at frembringe ubehjælpsomme rykvise kragetæer. Hun skriver ganske enkelt som en brækket arm, og det kan hverken den potentielt interessante historie eller musikken i det smukke franske sprog ændre på. Om Hong vil det eller ej, befinder hun sig i et litterært rum så klangløst som en hvidmalet fængselscelle og med en billeddannelse, der aldrig åbner for større vidder end 'hvis denne kvinde er et vindue, er jeg en sky' og lignende banaliteter. Hvor Tang lukker sig fuldstændig om sig selv, slår Shanghai Baby til gengæld generøst dørene på vid gab til det farverige, larmende og kaotiske Shanghais ægte blanding af dekadence, sensualitet og livsglæde. En postkolonial metropol har fået liv og ånde, og hver en sætning bringer læseren tættere og tættere på dens hjerteslag:

'Musikken skiftede til jazz, og vi begyndte at danse foxtrot. Rummet omkring mig var diset neoklassicistisk, udvundet af fløjl, silke, kaliko og indigofarvet stof'.Og dette scenario glider ubesværet over i.. 'man kunne skyde en film med titlen Kinesiske læber på hundredvis af barer i Shanghai, der beskrev udlændinges amourøse eventyr. Den ville indledes med læbeslikning, alle slags læber: Voluminøse og tynde, sorte læber, sølvfarvede læber, røde læber, lilla læber, læber med billig læbestift, læber med Lancôme- eller Christian Dior-læbestift. Filmen Kinesiske læber med alle Shanghais forførende kvinder ville blive en større succes end Hollywoodblockbusteren China Box.'

I dette stemningsmættede univers indsætter Wei Hui den 25-årige Coco, der ved historiens begyndelse har valgt at hviske tavlen ren for reaktionære forældre, vellønnet job og oppustet kæreste for at kunne starte på ny. Fri og uafhængig. Og alt er nyt; fra designerundertøjet til kæresten til hans lejligheden. I begyndelsen er det lidt stift og svært at finde sig til rette i dette underligt fremmedgjorte univers, der ikke rigtig er nogens, men alt slides til, så både Coco og hendes læser ender med at befinde sig så godt, at det er en skam, når sidste side er vendt. Shanghai Baby bliver på den måde et rum, der langsomt fyldes med liv og som sådan den poetiske fortælling om en ensom storbyeksistens, der roligt og sikkert finder sin egen stemme og flok. En selvskabt familie, som efterhånden okkuperer både Cocos tanker, lejlighed og mailbox. Nogle gange med lidt for mange sidehistoriske blindgyder til følge, men oftest så tilpas velkrydret, at man sluger hver en sætning i håbet om mere. Meget mere.

For man kan ganske enkelt ikke få nok af farverige bipersoner som den excentriske mangemillionøse, Madonna, med et liv som 'en eksplosion af vildt strømmende kinesisk kalligrafi skrevet i alkoholpåvirket tilstand' og hendes mange troløse mænd, hvoraf eksemplaret Ah Dick uden sammenligning bærer romanens skøreste navn, den homoseksuelle hacker Spider, den sensuelle avantgardefilminstruktør Shamir, der hellere end gerne vil sætte tænderne i Coco, og den fallerede make-up artist Flying Apple af ubestemmeligt køn og seksuel observans. Plus naturligvis den småfascistoide tyske elsker og den ynkelige kinesiske kæreste, der i intime situationer sammenlignes med en uerotisk kanin.

Man må dog konstatere, at chokeffekten af denne tabuudstilling udebliver for en overfodret vesterlandsk læser, som så til gengæld kan glæde sig over at kunne nyde den sensuelle grundstemning ganske uden irriterende forstyrrelser. Det skulle da lige være en tiltagende undren. For ser man bort fra, at Shanghai Baby helt indiskutabelt udspiller sig i Shanghai, kunne Cocos liv lige så godt udspille sig i København. I hvert fald deler hun og jeg både livsstil, vennekreds, tanker og Portisheads plader.Der er næppe basis for at konkludere, at hverken Cocos eller mit liv tangerer det stereotypt almindelige. Til gengæld giver det god mening at se Wei Hui som præcis det, hun selv har efterspurgt, nemlig en hel generations stemme. Og så gør det jo egentlig kun historien endnu bedre, at hun har måttet kæmpe sig vej igennem den rigide kinesisk censur, talrige sammenligninger og frontale sammenstød med en talentløs forfatterinde, der forhåbentlig er en bedre DJ, og kaskader af hjemlig enøjet kritik for at nå mig og forhåbentlig mange andre verden over. For eksempel med disse ord lagt i munden på Coco: 'Sug saften ud af livet som en igle, inklusive den skjulte lykke og smerte, spontane lidenskab og evige længselsfulde søgen'.

Dette er så absolut Kina med smag. Og eftersmag. Der er ikke andet at sige end rigtig god fornøjelse.

Fotografier: Sinsong, der også stod bag forsidebilledet til Champagnepigen. Hun er 17 år og high schoolelev, bosat i Singapore.

På vej mod stjernerne..

2007-11-23T15:43:00.000+02:00

Min helt åbenlyse kandidat til årets bedste dansksprogede roman anno 2007 er Synnøve Søes "Drengen på stigen," som jeg anmeldte i Weekendavisen for nyligt. Et par andre af mine favoritter er Morten Sabroe "Du som er i himlen", Mette Moestrup (med. Lilian Brøgger) "Ti grønne fingre", Karen Syberg: "Æblets fortælling" og Peter Øvig Knudsen "Blekingegadebanden 1 & 2."

Smertensbarnet
Drengen på stigen forløser til fulde Synnøve Søe som forfatter

Synnøve Søe: Drengen på stigen (Lindhardt og Ringhof, 159 sider, 199 kroner) Anmeldelse bragt i Weekendavisen 14. september 2007

På min lange og trange vej gennem det enorme papirbjerg, der vanen tro udgør Jyllands-Posten, stødte jeg forleden på den ellers konsistent cool litteraturanmelder Henriette Bacher Linds anmeldelse af Synnøve Søes nye roman. ”Jeg vover pelsen og påstår, at ”Drengen på stigen” bliver Synnøve Søes folkelige gennembrud,” skrev hun, og al ære og respekt for Henriette Bacher Lind og hendes pels. Men Synnøve Søe fik da sit folkelige gennembrud for hundrede år siden. Helt tilbage i 1989 udsendte hun for eksempel min generation af kvinders selvbiografiske smerteskrift nummer et, Fars, og siden fulgte romaner som No Credit, Orm & Ar (med den guddommelige titel!) og Når den blå hane galer fra sidste år plus en masse stærkt folkelige tv-programmer og medieoptrædener og Se & Hør-lir. Så i grunden tror jeg, at det eneste, Synnøve Søe ikke har fået for længst, er sit helt store kunstneriske gennembrud som seriøs forfatter snarere end som over the top mediepersona med et fast greb i hovedstolen. Og af et ærligt hjerte: hvis ikke hun får det nu med det samme, er der simpelthen ingen retfærdighed til. For Drengen på stigen er ud fra enhver rimelig betragtning en ualmindeligt vellykket roman, der med den største selvfølgelighed formår at være både storøjet uskyldig, afsindig langt ude på kanten og rådden, så maddikerne snor sig.

Det springende punkt er kompositionen, og her skal læseren helt klart vindes over, før bevægelsen i teksten bliver meditativ snarere end konstrueret. Synsvinklen ligger hos den stærkt omsorgssvigtede Peter, og i krydsklip følger vi ham skiftevis som 6-årig og som 35-årig. I begge tilfælde er hans skæbne krank. Drengen Peter bor hos sin småsindssyge, pillemisbrugende mor, der stener tv-serier på sofaen og æder makrelmader dagen lang, imens hun hunser rundt med sin søn. Alkoholiker-faren ser han sørgeligt lidt til, men til gengæld ser han alt til familien ovenpå. I hvert fald på afstand som en anden Pigen med svovlstikkerne. For hver eneste aften kravler han op på stigen langs muren og betragter deres familieliv gennem ruden, og det er her, han så småt tilegner sig koderne for almindeligt menneskeligt samvær.
Den 35-årige Peter, derimod, har en tv-karriere og et parforhold bag sig og – fornemmer man – et sammenbrud i lys luge omkring sig, og i lange, afsindige passager hører vi om hans endelige opgør med forældrene. Det sker i form af et middagsselskab med udvalgte tilskuere til hans barndom i den tomme stol for enden af bordet. Faren knapper guldøl op for et godt ord, moren føler sig konstant angrebet og fatter ikke en bregne, og Peter serverer den ene festret efter den anden, der snarere tager sig ud som ækle vanitasbilleder. Især når man medtænker de korte afsnit, der omhandler tiden fjorten dage efter middagen. Eller middagen er der sådan set stadig, den er bare omdannet til et levende kaos af maddiker, mug og bananfluer, som Peter betragter fra sin plads ved bordet. Ind imellem forsøger han at få maddikerne til at åle om kap henover dugen, hvis han da ikke knækker hovederne af dem. I alle tilfælde tænker man på Naja Marie Aids novelle En kærlighedshistorie, nu med en voksen mand, der går i hundene, i stedet for en ung kvinde.

Hvorvidt middagen reelt foregår andre steder end i Peters hoved, er svært at sige. I hvert fald foregår den næppe i den form, og tvetydigheden klæder teksten. Det samme gør Synnøve Søes helt enkle sprog, der ellers tidligere har været denne anmelders største anke, fordi det efter mine begreber har manglet det sidste nøk musikalitet. Men her giver lige præcis sproget både den storøjede 6-årige og den 35-årige sindssyge den helt rette gennemskinnelighed og troværdighed.
Dette er kort sagt en historie, der får det bedste frem i forfatteren Synnøve Søe, også når det kommer til at omsætte det private stof til litteratur. For godt nok er man ikke afgørende i tvivl om, at man ramler ind i adskillige hovedstole undervejs. Det er blandt andet det, der gør teksten direkte smertelig sine steder. Men til forskel fra tidligere fungerer det private stof snarere som afsæt for historien, som Søe igen og igen formår at løfte op over det socialrealistiske og ind i det mytologiske. Der, hvor en stige ikke bare er en stige, og et middagsselskab får én til at tænke på Fanny & Alexander.

Undervejs i forældremiddagen afslører Synnøve Søe desuden et oplagt talent for at gengive morbid dialog og goddag mand økseskaft-småborgerlighed, så man klukker af grin. Jeg krydser fingre for meget mere af den slags i næste roman, og så håber jeg naturligvis på lige så stort et mod til at gå planken ud. Det må have været en kraftanstrengelse at skrive Drengen på stigen, men det er ingen kraftanstrengelse at læse den. Tværtimod sluger man den begærligt. Og bøjer hovedet i respekt.

Maleri: Quint Buchholz "Giacomond"

Læs den!

2007-11-23T15:33:00.000+02:00

Den bedste dansksprogede roman, jeg læste i 2006, var jeg også så heldig at anmelde i Weekendavisen. Og gøre mit til at få indstillet til Weekendavisens litteraturpris, som den dog ikke vandt, fordi Knud Romer kom i vejen. Her er anmeldelsen. Bogen kan ikke anbefales nok!

Selvsmageren
Anmeldelse af Trisse Gejl: Patriarken (Lindhardt & Ringhof, 412 sider, 299 kroner) bragt i Weekendavisen 8. september 2006

Forsiden gør, hvad den kan, for at skræmme enhver potentiel læser bort. Grå i grå med retrotitlen Patriarken i feset blå. Og Trisse Gejl? Kan man overhovedet hedde sådan?
Mine forventninger var ærlig talt til at overse, da jeg kastede mig over læsningen af denne hendes femte roman. Men kors, hvor blev jeg klogere. For Patriarken er en ambitiøst anlagt og rent ud fremragende udført samtidsroman lagt ud på tre stemmer, der får dansk til at lyde som verdens mest elegante og underspillede sprog. Her er tilbageholdt drama mellem linjerne fra side et. Her er personer, der fremstår såre håndgribelige læseren, og overalt jonglerer forfatteren ubesværet med livets store spørgsmål. Hvor meget lort, man kommer til at gentage, når man for alt i verden vil gøre alting anderledes end sit ophav. Hvor ondt, man ind i mellem kommer til at handle, når man ønsker at gøre godt. Og hvor svært, det er at efterleve sine høje idealer, når man lukker sin dør og kun har sine egne, raslende skeletter at danse med.

Historiens omdrejningspunkt er et far-datter forhold af den sønderrevne slags, der langsomt men sikkert æder de implicerede parter op. På den ene side har vi den store patriark og nationalpatriot Harald Hügler. Tidligere chefredaktør for en højborgerlig avis, og ved romanens begyndelse nyslået pensionist, der fordriver tiden med en flok bajere, fodboldkampe i fjerneren og sine vanlige, drabelige udfald mod indvandrer og andet rak.
Men tiden falder ham ikke desto mindre lang, for hans engel af en hustru er fløjet til de evige jagtmarker - der ville jeg også flyve hen, hvis jeg var hende - hans datter, Helle, vil ikke se ham, og af samme grund ser han heller ikke sin svigersøn og sit barnebarn. Sådan har det været, siden han skrev en sønderlemmende kritik af Helles erindringsroman, Selvsmageren, uden hverken at røbe at han var hendes far, eller at han var den portrætterede selvsmager.

Helle er, på sin side, opfyldt af et altfortærende raseri mod Harald og alt, hvad han står for af magtdemonstration, almindelig perfiditet og hensynsløs adfærd. Her mindes hun f.eks., da hun præsenterede Harald for sin kommende svigersøn:
”Er det det bedste, du kan skaffe?” var det første, Harald sagde, da hun tog Lars med hjem første gang. Hun var fuldstændig målløs, hun troede, han kunne styre sig, at han havde haft tid nok til at kapere det, at finde et minimum af ordentlig opførsel frem. Det var ikke planlagt og gennemtænkt perfidt, det Harald stod og sagde, det var bare perfidt, spontant perfidt som altid. ”Hvor har du fisket ham op henne?” fortsatte Harald, og hvis det havde været i dag, tror hun, hun måske havde stukket ham en, men ikke dengang. Hun stod bare naglet til stedet.”

For at få afløb for sit raseri publicerer Helle en storm af passionerede mod-debatindlæg, der forsvarer det multikulturelle samfund og landets svageste. Skrevet under pseudonym, så Harald må gætte sig frem til, at det er hende, han indirekte korresponderer med. Det er der gået fem år med, og krigsførelsen har efterhånden sat sine tydelige spor. Harald bliver alvorligt syg og må erkende, at han savner Helle, og Helle er langsomt, men sikkert på vej ind i et ingenmandsland af alkoholisme og galopperende paranoia, mens hendes ægteskab sejler og datteren vantrives gange hundrede.

Det opdager historiens tredje hovedperson, den Familien Danmark-ramte Birgitte, der er gift med Helles kuede lillebror. Hun er på barsel fra sit job i tandplejen, har al tid i verden og beslutter at gøre sit til en genforening mellem Harald og Helle. Men med temmelig katastrofale følger, der naturligvis ikke skal røbes her. Til gengæld røber jeg gerne, at jeg indtog de sidste par hundrede sider i åndeløs spænding, og at De sandsynligvis vil gøre det samme.

Man lever med, at Birgitte-karakteren fremstår en kende karikeret. Til en start et vrid mere naiv og på staveplader end politiet tillader og afslutningsvis et vrid mere actionwoman, end troværdigt er. Man lever også med, at Trisse Gejl et par enkelte steder forfalder til at forklare, hvad hun allerede så tydeligt har vist mellem linjerne. For intet kan egentlig rokke ved, at Patriarken er en gennemført frydefuld læseoplevelse. Klog, morsom og tankevækkende længe efter, at sidste side er vendt, uanset om man kan relatere til hovedproblematikken eller ej. Det er en basalt god historie.

Trisse Gejl fik Kunstfondens 3-årige arbejdslegat i 2002 og må formodes at have skrevet denne bog for pengene. Hvis jeg var Kunstfondens litterære udvalg, ville jeg ikke kunne få armene ned over den prioritering. Patriarken er så åbenlyst et højdepunkt i årets boghøst.

Foto: Jared Boger "Christina"

Not amused..

2007-11-23T15:22:00.000+02:00

Puk vover pelsen

Inciterende sprog, men hvad med dagsordenen?

Anmeldelse af Ib Michael: Grill (Gyldendal, 320 sider, 299 kroner) Bragt i Politiken 15. marts 2005

”Jeg har set skæbnen stampe som en kamel i mørket. De, der rammes, bliver dræbt, og de, der undslipper, lever og bliver gamle.” Sådan lyder det mundheld blandt beduiner, der som fygende ørkensand ulmer og knitrer i sprækkerne af Ib Michaels Grill. En - lad det være sagt med det samme – temmelig problematisk samtidskritisk kærlighedsthriller i Irak-krigens skygge, hvis største force er Ib Michaels rent ud inciterende sprog, der må få verdenshavene til at synge og himlen til at åbne sig af fryd. Her ”splintrer” regnen mod ruderne, bålets gnister ”suges op i stjernenatten”, tagkonstruktionen er en ”rutsjebane af glaserede tegl,” og de sproglige højdepunkter vil ingen ende tage, imens handlingsgangen pendulerer mellem Nørrebro og Yemen.

For højt over Nørrebros multikulturelle leben bor lyskunstneren Grill, der en dag samler den gådefulde René, op på en stedlig bar og tilbyder hende husly. Til en start har de en aldeles uoverbevisende og unødvendig lesbisk affære, der begrundes med den kedsommelige mandefantasi om, at René blot er overmåde desperat efter en mand. Nemlig den bindestregsdanske Sindbad, der tog hende med på, hvad der tegnede til 1001 Nats erotiske eventyr gennem Yemen. Beskrevet med en fint dvælende sanselighed, der forbliver denne fortællings grundstemning, selv når granatchok, tilfangetagninger og Sindbads hemmeligholdte, politiske dagsorden til slut får René til at vende næsen mod Nørrebro. Her får handlingen lidt fart, da de to kvinder først overværer, at indvandrerdrengen Rasul uretmæssigt anklages for mord og siden beslutter sig for at skjule ham, da myndighederne har hjemsendt hans familie. Men da Sindbad pludselig toner frem på skærmen som gidsel med 48 timer at leve i, hvis ikke Danmark trækker sine styrker ud af Irak, må der bides en negl og trækkes en tråd.

At Ib Michael har en politisk dagsorden, er evident, men blot er spørgsmålet vedvarende hvilken. For ganske vist synes den umiddelbart lige så indlysende som ’Nokia connecting people’, bøjet i himmelblå neon over Dronning Louises Bro: Hvad har Danmark at gøre i Irak? Hvordan kan vi forsvare den sensationsjournalistiske dækning af krigen? Eller en udlændingepolitik ”på højde med Taleban-regimet i nidkærhed”? Hvor er i det hele taget det ansvarlige politiske alternativ til den siddende regering? Men som man kunne observere den vintermorgen, hvor Nokias neon-’k’ gik i sort og forvandlede budskabet til det mildt tankevækkende ’Noia connecting people’, skal der ikke meget til, før budskaber skrider.

I Grills tilfælde må man f.eks. hæfte sig ved, at synsvinklen vedvarende ligger hos Grill, René og Sindbad, der – trods store uddannelsesmæssige forskelle – udtrykker deres tanker lige formfuldendt, mens Rasul og hans indvandrerkæreste udelukkende fremstilles gennem deres temmelig nuanceløse perkerdansk. Hvad er forskellen på en sådan cementering af ’dem’ og ’os’ og den stramme udlændingepolitik, som romanen tordner imod? kan man spørge. Og når det kommer til skellet mellem mænd og kvinder, tager beskrivelserne hurtigt tilløb og lander midt i 1950’erne.

For mens Sindbad er manden med missionen, der ender i storpolitikkens øje, er fremstillingen af ’tøserne’, ’veninderne’ og ’pigerne’ Grill og René som taget ud af Susy i knibe eller Puk vover pelsen. Komplet med en mordsag, som enhver rask 12-årig kan opklare, og en opførsel, der vil gøre sig glimrende bag ungpigeværelsets blondegardiner. F.eks. kan man læse at ”Grill taster en nummertjeneste, rækker hende telefonen med nummeret slået ind på displayet. René ser lettere benovet ud over venindens handlekraft.” Eller: ”tøserne går på taget,” ”pigerne sidder bare og bider knoer”, ”veninderne flygter til tops ad vindeltrappen, ruster sig til nyhedernes fortsatte horrorshow” og ”pigerne stiller sig op med ryggen til sengen, tager hinanden i hånden og lader sig falde bagover i dynen.” Beskrivelser, der ganske vist bidrager til romanens største chokeffekt, da det med et står klart, at Grill faktisk har rundet de 45 år, men de højner bestemt ikke læseoplevelsen. Endsige matcher Ib Michaels virtuose sproglige gehør.

Læs den!

2007-11-23T15:12:00.000+02:00

Anne Lise Marstrand-Jørgensens anden roman, Konventioner, er én af de få romaner, jeg har taget mig tid til at genlæse i år. Og jeg er enig med mig selv: Det er en aldeles fremragende roman. Her er min anmeldelse tilbage fra 2005.

Retvinklet trekantsdrama
Blændende ny roman fra Anne Lise Marstrand-Jørgensen

Anne Lise Marstrand-Jørgensen: Konventioner (Gyldendal, 296 sider, 249 kroner) Anmeldelse bragt i Politiken 20. oktober 2005

Konventioner er én af den slags kærlighedshistorier, der lister sig umærkeligt ind under huden på sin læser - og bliver der. I går sad jeg vemodigt og læste indledningen igen, som man gør, når det afsluttende punktum har sat en stopper for nye, spændende bekendtskaber. Så overbevisende virker persontegningen hos Anne Lise Marstrand-Jørgensen, kendt for sine fire digtsamlinger og første roman, Det vi ved. Og i nat drømte jeg om den cellospillende Helene og hendes elskede Izak, hvis forhold fortællingen kredser om. I min drøm knækkede Helenes bue midt i en Bach-suite, og ud af celloen voksede store, gule solsikker, hvilket i grunden er meget u-Marstrand-Jørgensensk.
For hendes romanunivers hører så afgjort til de realistiske a la huset lige rundt om hjørnet, men tilsat et fabulerende sprogdrys, der gnistrer og glimter hele vejen nedover siderne. Lysene ”forsvinder i dansende pariserhjul”, hovedpersonerne ”bevæger sig gennem konkyliegange af samtaler,” og en ”ranke af løfter vokser i mellemgulvet og breder kridhvide snerler ud.”

Som sidstnævnte lader ane, er Konventioner en passioneret affære på den ciselerede måde. Takket være den ældre, distingverede fortæller, Nilen, der træder ud af- og ind i historien om Helene og Izak efter forgodtbefindende, analyserer, blander sig, glæder sig og lider med dem, og ofte det sidste. For historien er nedfældet i skyggen af deres brud, og som sådan overrasker den sjældent. Omvendt er den heller aldrig drevet frem af sin handling, men snarere af sine sansende beskrivelser, der får én til at tænke ’Ja! Det er jo sådan, det føles at være besat af en anden!” og siden ”fuck! det er jo sådan, det føles, når det holder op!”
Vi følger Helene og Izak, der bliver slugt levende af kærligheden, til alt, hvad de kan se, er hinanden i hinanden. Men siden, da hverdagen slæber sig ind over passionen, braser ordene og følelserne stille og roligt sammen om ørerne på dem. Det hele ender i et retvinklet trekantsdrama med Nilen i det smådæmoniske hjørne, og hvordan og hvorledes skal ikke afsløres her. Til gengæld kan jeg godt afsløre, at historien efterhånden spiller på flere og flere strenge i sin beskrivelse af to mennesker, der engang stod fuldendte overfor hinanden. For ikke just klogere står de nu tilbage i ruinerne af deres løfter. Så blotlagte for læserens blik, som var de kasserede kærester, man kender lidt for godt.

Det er i sandhed en imponerende sløjfe, Anne Lise Marstrand-Jørgensen binder, og i sig selv er romanen en gave til alle, der mangler en efterårsroman at begive sig ind i. Undervejs bliver man af og til en smule træt af den kære Nilen, der fremmaler sin egen historie med lidt for lange penselstrøg, ligesom man trommer sig igennem nogle indledende breve fra Izak til hans polske søster. Men det er alt sammen bagateller på kommaniveau. Konventioner er først som sidst en roman af de mindeværdige.

Foto: Losthighwaytwo "fujilm3"

Kønsfængslet

2007-11-23T14:39:00.000+02:00

I begyndelsen af år 2000 blev jeg aktiv i Feministisk Forum, og sommeren 2000 kom jeg i forbindelse med Kvindeligt Selskab (nu Selskab for ligestilling), der på det tidspunkt var et vitalt sted at være feminist. Selskabets daværende forkvinde, Karen MacLean, kontaktede mig og spurgte, om jeg kunne have lyst til at skrive en kronik om homoseksualitet sammen med en af bidragyderne fra den nys udkomne mandeantologi Pikstormerne. Det resulterede i nedenstående, og ved samme lejlighed trådte jeg ind i Kvindeligt Selskabs bestyrelse, hvor jeg sad til foråret 2003. En vildt spændende tid!

Scener fra et kønsfængsel

Kronik bragt i Information 25. oktober 2000. Skrevet sammen med Thomas René Kristensen, bidragyder til mandeantologien Pikstormerne.

I Danmark trives myten om, at man ikke kan være en "rigtig" Kvinde, hvis man lever som lesbisk. Tilsvarende bliver en mand, der lever som bøsse, ikke altid opfattet som en ‘rigtig‘ Mand. Gennem fire scener fra det virkelige liv vil vi illustrere, hvordan det at være homoseksuel stadig kommer på tværs af den gængse kønsopfattelse i dagens Danmark.

Scene 1: Festen

Et lesbisk par deltager i et større fødselsdagsarrangement. Efter hovedretten omdeles en sang med tydelige afmærkninger af, hvilket køn, der forventes at synge hvilke vers - og kvinderne lægger ud: ‘Vi vil ha' flere mænd, som vi kan ta' med hjem. Vi vil ha' store, stærke, bredskuldrede mænd’. Det lesbiske par rejser og sætter sig lettere befippede sammen med deres kønsfæller, hvorefter de mandlige festdeltagere begynder at synge om piger, der kun gør, hvad mændene siger. Det lesbiske par beslutter, at noget må gøres. Men hvad? Skal de boykotte sangen helt, fordi deres begærsretning ikke stemmer overens med flertallets? Nej, det er jo trods alt bare en fjollet festsang, det her. Et pseudobefriende sammensurium af klicheer om, hvad mænd og kvinder tænder på hos hinanden tilsat et rundhåndet drys skruk eller mandehørm. Så i stedet vælger parret at blive stående under hele sangen for at signalere, at de hverken befinder sig her eller der, og efter en smule forvirring og tavshed morer forsamlingen sig videre.

Og så er alt vel godt? Klog af skade må vi ytre et bagstræberisk nej. Nej, nej og atter nej, alt er ikke godt. For både sangen og det samfund, den parodierer, ser sig stadig kun i stand til at operere med to kategorier, nemlig mænd, der begærer kvinder og kvinder, der begærer mænd, og befinder man sig, som parret til festen, i en anden position, kan man hurtigt observere et ud af to. Enten må man forblive uforståelig, i bedste fald med en forsikring om at være accepteret ‘men vi forstår det altså ikke’, i værste fald påhæftet et skønsomt udvalg af sprogets mindre klangfulde adjektiver. Eller også — og det er desværre ofte konsekvensen — må man se dynamikken i sit forhold ‘forklaret’ ud fra den heteroseksuelle optik, som var der tale om et pusle-spil med to brikker — en med tap og en uden. Hvem er Manden i forholdet? Og hvem er Kvinden?Eller rettere; hvem lever op til stereotypien om Manden og Kvinden? Hvem taler affekteret? Hvem går i skovmandsskjorte? Hvem holder døren? Og hvem har løse håndled?

Trukket igennem bibelmetodens ‘søg og du skal finde’ fremstår homoseksuelle par pludselig som heteroseksuelle par, nemlig som Mand og Kvinde. Eller rettere; småpatetiske forsøg på at være Mand og Kvinde, for uden den ‘rigtige’ begærsretning opfylder de selvklart ikke minimumskravene på indholdssiden. Ja, den kønsessentialistiske tanke om medfødte mandlige og kvindelige egenskaber trives unægtelig i bedste velgående herhjemme — det behøver man blot at kaste et blik på Carl-Mar Møllers, Martin Østergaards og Jannie Helles sidste selvhjælpssuccesromaner for at forvisse sig om.

Scene 2: Børnehaven

Lille Anders er glad for at være startet i børnehave. Her har han masser af legekammerater, og legetøjet er sjovere end derhjemme. Anders kan især godt lide udklædningstøjet. Han tager ofte en kjole på, og iført denne leger han videre sammen med de andre børn. Mens ingen af børnene tænker nærmere over dette, så synes pædagogerne egentlig, at det er lidt mærkeligt: De får sig ofte en lommepsykologisk sludder og måske et muntert grin over, at Anders så ofte løber rundt i udklædningskjole. Anders' far synes til gengæld ikke, at der er noget at grine af. Da han første gang så Anders i ud-klædningskjolen, slog han det hen som simpel leg, men nu da han for tredje gang har hentet en kjoleiført Anders, er han begyndt at bekymre sig: Er der mon noget galt med lille Anders? Og vil Anders en dag udvikle sig til at blive bøsse?

Faderens bekymringer og de ellers så frisindede pædagogers overvejelser viser klart, at homoseksualitet stadig opfattes som et problem. Det er synd for Anders — og pinligt for hans far. Det, der skaber mistanken hos både pædagogerne og Anders' far, er, at Anders ikke opfører sig som en ‘rigtig’ dreng, for dermed afviger han fra den essentialistiske kønsopfattelse, der sætter lighedstegn mellem drengekøn, maskulin adfærd og heteroseksuel begærsretning.Og udklædningskjole? Man skulle jo næsten tro, at Anders var en pige, sådan som han står dér og pynter sig. Der må være en kant. For ved at iføre sig kjole sår Anders ikke blot tvivl om sin begærsretning, han sår tillige tvivl om sit køn — eller rettere; han afviser sit køn. Og det er ikke acceptabelt sådan at vælge kønnet fra, lige så lidt som det er acceptabelt at have to køn — ikke engang hvis man er født som hermafrodit.

Men lad os nu bare lade lille Anders lege uforstyrret videre i børnehaven. Det er jo trods alt bare en udklædningsleg. For den voksne mand eller kvinde, der måtte have lyst til at iføre sig en påklædning med associationer til det andet køn eller ligefrem har lyst til at skifte fysisk køn, er problemet af en helt anden karakter. Forestiller vi os, at en kvinde har lyst til at iføre sig herrebeklædning eller decideret skifte køn, er spørgsmålet, om vedkommendes følelse af at være en Mand gør ham til en rigtig Mand i samfundets øjne. Og hvad er i øvrigt en rigtig Mand?

Scene 3: Folketinget

Den lægevidenskabelige udvikling i metoder til at hjælpe kvinder til at blive kunstigt befrugtede går hurtigt i disse år, og en del folketingspolitikere synes efterhånden, at de som ansvarlige politikere bør opstille nogle grænser for denne udvikling. De har nemlig opdaget, at også lesbiske kvinder vælger at sætte børn i verden — i mange tilfælde ved hjælp af kunstig befrugtning. Og det er der grund til at skride ind overfor. Et barn har jo brug for både en far og en mor, gentager disse politikere om og om igen. Samtidig med at politikerne vælger at forbyde lesbiske kvinder at opnå lægelig hjælp til kunstig befrugtning, beslutter de at afvise et forslag om at indføre et tilsvarende forbud for alkoholikere og narkomaner. Politikerne lægger altså mere vægt på, at et barn vokser op hos en heteroseksuel (læs ‘rigtig’) Mand og en heteroseksuel (læs ‘rigtig’) Kvinde, end de selvsamme politikere vægter, at barnet vokser op i trygge og stabile rammer.

Såfremt folketingspolitikerne anses for at være repræsentative for den danske befolkning, siger dette noget om, hvor vigtige de traditionelle kønskategorier stadig er for os. En Mor og en Far er tilsyneladende absolutte kategorier med et på forhånd veldefineret indhold, og man kan nu spørge sig selv hvilket. Hvad er en Far? Én, der går på arbejde? Spiller fodbold med sønnen? Skærer stegen for? De fleste kan gå med til, at en person med det mandlige kropstegn godt kan indtage rollen som Far for et barn, som han ikke er biologisk far til, hvis forældrene for eksempel er skilt, eller den biologiske far er død. Det er altså ikke den biologiske tilknytning til barnet, der er sagens kerne, ligesom det næppe heller er hensynet til, at barnet skal opleve en fraværende lønarbejdende far, der spiller ind.

Nej, modstanden mod kunstig befrugtning af lesbiske handler nok i virkeligheden mere om, at homoseksuelle regnes for halvgyldige imitationer af Manden og Kvinden, og hvordan skulle et barn kunne udvikle sig til en ‘rigtig’ Mand eller Kvinde ved at spejle sig i dem?

Scene 4: Kulturredaktionen

I Weekendavisen kunne man for et par måneder siden læse følgende ræsonnement i Jens Kistrups anmeldelse af Pernille Ryggs Hundehjerte: "Det er bemærkelsesværdigt, at den lesbiske kærlighed /../ kun i begrænset omfang skildres som anderledes og dermed problematisk. Selv om Kristins forhold til Silje siges at savne ‘modpolernes dramatik’, fordi de ikke er modpoler, hvad køn angår."

Indledningsvis kan man hæfte sig ved, hvordan det her lykkes Kistrup at forklare noget, han tydeligvis ikke forstår. Det sker gennem den fascinerende transformation, ordet ‘anderledes’ så ganske umotiveret gennemgår for at understøtte Kistrups pointe om, at det ikke blot et ‘anderledes’ men slet og ret ‘problematisk’, at det lesbiske forhold mangler ‘modpolernes dramatik’. Med andre ord: Det homoseksuelle forhold er ‘udramatisk’ med forklarende pil til dødssygt, fordi de to parter ikke kan være ‘modpoler’, når de tilhører samme køn. Sådan lyder den gængse fordom.

Dernæst og nok så væsentligt regner Kistrup den lesbiske historie for ‘bemærkelsesværdig’ med kraftige allusioner til det utroværdige, fordi den er uproblematisk. Det er tankevækkende men desværre ikke helt forkert.Til gengæld er det nok værd at overveje, om de problemer, der er forbundet med at være homoseksuel, virkelig skyldes relationernes indre dynamik, eller om man i stedet kunne forestille sig, at miseren ligger i alle de forklaringer og antagelser, der indskrives i relationerne udefra. Særligt de fasttømrede forestillinger om den ægte Mand og den ægte Kvinde. Forestillinger, der helt fra barneårene modvirker fri udfoldelse, begrænser udsynet og i sidste ende legitimerer stereotype og brovtende festsange en ganske almindelig lørdag aften.

Burde vi ikke snart skifte den plade ud? Og burde vi ikke snart bevæge os derhen, hvor hvert enkelt menneske har reel mulighed for at påtage sig den kønsidentitet, som er bedst i overensstemmelse med vedkommendes personlighed?

Foto: Evdokia Zakharova "Mama's Bra" & Fgm878 "Underjoyed"

Politiken here I come..

2007-11-23T14:14:00.000+02:00

I slutningen af 2003 mødte jeg tilfældigt én af Politikens daværende redaktører til en ambassadefrokost, og da jeg kom hjem, skrev jeg hende en mail og foreslog mig selv om anmelder på avisen. Det er muligvis ikke sådan, man normalt får arbejde som anmelder, men jeg anede ikke, hvordan jeg ellers skulle få foden indenfor. Som 26-årig litteraturstuderende med en roman på samvittigheden, men uden nævneværdige kontakter på dagbladene, følte jeg mig temmelig chanceløs. Men ifm. 8. marts 2004 sendte avisen mig feminismeantologien Femkamp til anmeldelse, og herefter gik det slag i slag.

Nødvendig feministisk femkamp

Feministiske kulturanalyser for enhver, der måtte ønske at møde verden med nuancerne i behold

Gunilla Edemo & Ulrika Westerlund (red.): Femkamp – bang om nordisk feminisme (PP Forlag/Bang Förlag 2004, 511 sider, 79 kr.) Anmeldelse bragt i Politiken 8. marts 2004

Uanset om vi bor i Danmark, Norge, Sverige, Finland eller på Island, er vi opflaskede med, at vi bor i verdens mest ligestillede land. Men at det er en myte alene, står som bøjet i neon over den svensk-producerede antologi, Femkamp, hvor hen ved 50 yngre feminister fra hele Norden belyser status quo i deres respektive hjemlande.
Lettilgængeligt, skarpt og ofte vittigt fremstår resultatet, der mig bekendt er den mest omfattende samling feministiske kulturanalyser, Norden endnu har set. Det er ikke blot en vigtig bog, men en helt nødvendig bog for enhver, der måtte ønske at møde verden med nuancerne i behold.

Antologien kan læses som en videreførelse af den svenske antologi Fittstim (Fisseflokken) fra 1999, der blev udgivet og fulgt op i hele Norden. Her blev det private gjort politisk som led i en postfeministisk kritik af snævre kønsroller, endimensionale kvindebilleder og mytologiske forestillinger om køn.
Kritikpunkterne i Femkamp er for så vidt de samme, men analyserne og skribentmassen er bredt ud, for det ambitiøse mål er at tegne et billede af hele det feministiske landskab i Norden netop nu. Til inspiration, efterfølgelse og dannelse af nye interskandinaviske netværk.

Med sine mere end femhundrede tætskrevne sider på en blanding af shampooskandinavisk (gør dit hår smukt/vackert/pent) og henholdsvis dansk, norsk og svensk med oversættelser i margin ligner Femkamp åbenlyst et sværttilgængeligt kampskrift for en sluttet, feministisk menighed. Og det er synd. For efter få siders tvivlrådighed bladrer man problemfrit og nysgerrigt videre i de enkelte landes tekster, der hurtigt afslører højst forskellige feministiske traditioner og dermed, selvfølgelig, feminisme for enhver smag.

Island er oplagt svagest repræsenteret i antologien, både kvalitativt og kvantitativt, om end Thorgerdur Thorvaldsdóttirs vel lange, men skarpsindige analyse skiller sig positivt ud. Heraf fremgår det, hvordan amerikansk dyrkelse af myten om exceptionel islandsk skønhed har ændret så meget ved islandske kvinders selvforståelse, at skønhedskonkurrencen Frøken Island igen er efterstræbelsesværdig. Også som salgsargument. ”Fancy a Dirty Weekend?” spurgte det statsejede Icelandair eksempelvis i én af sine talrige annoncer rettet mod det amerikanske marked.

Sandsynligvis ville svenske feminister ikke have nøjedes med at iværksætte en underskriftindsamling mod Icelandair endsige affundet sig med selskabets svar, der gik på, at feministerne måske ikke helt havde forstået det engelske. Det er i hvert fald, hvad man tænker, når man læser om aktivistgruppen Unfucked Pussys aktion mod den direkte tv-transmission af Fröken Sverige. En aktion, der bestod i at kunstneren Fia-Stina Sandlund og hendes kollega skrigende sprang op på scenen og rullede et banner påskrevet ’Gubbslem’ (snusk for gamle mænd) ud foran aftenens værter.

Men bidrager slige radikaliteter ikke bare til yderligere dæmonisering af feminister som militante, mandhaftige og mandefjendske? spørger Marte Stubberød Eielsens i et selvkritiske indlæg om den norske radikalfeministiske gruppe Ottar, der godt nok får masser af taletid i medierne, men desværre taler så meget til norsk for- og bortdømmelse, at ingen kan kalde sig feminist i Norge uden at blive konfronteret med spørgsmålet, ’ah, er du så sådan en Ottar-dame?’

Selvkritikken fejler i det hele taget ikke noget i Femkamp, men skønt prisværdigt må man spørge sig selv, hvor mange nye feminister, de lange udredninger af åbne modsætninger og internt nid og nag vil tiltrække. I hvert fald blandt de i forvejen skeptiske, hvor selvransagelsen utvivlsomt vil ende som vand på møllen om, at kvinde er kvinde værst. En mølle, der kan skylle enhver spirende interesse for sagen bort.

Sigende nok minder situationen i det nykristne Norge i påfaldende grad om den danske dæmonisering af Rødstrømpebevægelsen, som rammer alle yngre feminister og vanskeliggør deres kritik. Først og fremmest af dansk frisind og seksuel frigjorthed, fordi begge dele legitimerer sexisme og stempler enhver som snerpet, der ikke kan se morskaben.
Det fik kvinderne i Kvindeligt Selskab at føle, da deres kampagne mod en afklædt Arla-reklame mødte stor modstand i medierne. Frem for at give op lærte kvinderne mediernes spilleregler indgående at kende, så de kunne kile sig ind med deres feministiske kritik og dermed vende stemningen.
I Femkamp videregiver de deres erfaringer med stort refleksivt overskud. Et overskud, antologien i det hele taget er rig på, uanset om spotten peger på inseminationsdebatten i Finland, prostitutionsdebatten i Sverige eller Henriette Kjærs privatiserede ligestilling i Danmark.

Det kan anbefales at dykke ned under overskrifterne og læse mere. For sølle 79 kroner kan man faktisk dårligt tillade sig andet.

Foto: Marina Loram "Mellow"

Anmelder in spe

2007-11-23T13:36:00.000+02:00

Sommeren 2002 sad jeg og skrev på min første roman Rygsvømmeren. Ret dedikeret, endda. Jeg lavede ikke stort andet end at skrive, sove og skrive, men i en ledig stund må jeg også have læst lidt at dømme efter nedenstående. Et ganske langt anmeldelses-essay af Pernille Tønnesens Dagenes rusken, der sprogligt bærer præg af, at jeg selv havde ganske mange litterære ambitioner på det tidspunkt. Det tager tid at lære at skrive anmeldelser eller måske snarere; at finde en anmelder-stemme, der ikke falder sammen med ens romanstemmer..

Spring ud!

Anmeldelse bragt i Forum for køn og kultur, 1. juli 2002

"De var muligvis kede af, at de ikke som robotterne i svingfigur havde en knap, hvor man kunne slukke for visse ting," skriver Pernille Tønnesen i Dagenes rusken, hvor legen svingfigur spiller en afgørende rolle som billede på det stillestående hverdagsliv med dets sprækker af sorg, tomhed og afmagt. Det, man helst vil slukke for, og i dette tilfælde det, man ofte har held til at slukke for, for Dagenes rusken er først og fremmest en stilfærdig og stemningsfyldt kærlighedshistorie, selv om titlen kunne antyde det modsatte.

Karen Hoffman, der er universitetslærer i tjekkisk, i 40'erne og enke, får den jævnaldrende pianist, Erika Lind, som ny nabo et sted i København, selv om stedet for så vidt er ligegyldigt, og begge lever de til en start et sorgfuldt liv, der kun med nød og næppe giver mening.
"Hun kneb øjnene sammen imod de røde og grønne farver, sitrende aftryk af glasruder, hoveder, der vendte og drejede sig i ét væk i de fyldte gader. Det forekom hende på én gang anmassende og underlig uhåndgribeligt, fordi hun i sit indre slet ikke rigtig befandt sig her, men i virkeligheden kun i sine tanker om Herta. Hun ønskede sig ikke tilbage, hun gik som dette tomme, men også lettede hylster ned ad gaden, men nogle få gange i løbet af disse første dage overmandedes hun pludselig af en bygeagtig form for gråd, der brød ind over hende."

Det er Karen, der fortæller historien, og hun anlægger fra start til slut en let distanceret, distræt og ikke altid lige engagerende, men hele tiden snakkesalig tone i nedslag, der flikflakker mellem sin egen og Erikas nutid og fortid. Mellem de tiltagende følelser for Erika, og savnet efter livet med den afdøde Leo. Fra ungdommen i 70'ernes København, til barndommen, og tilbage til lige her og nu. Romanen fungerer mest af alt som en venlig samtale med en fremmed over en kande kaffe i en herskabslejlighed en smuk efterårsdag. En atmosfærefyldt, distingveret oplevelse, der rører én i små, lette øjeblikke, og i mellemtiden kan man lade tankerne fare med bladene gennem gaden. Af og til kan man faktisk ikke lade være. Flere bipersoner, f.eks. den rodløse bror Albert og Leos datter Geske, fremstår som rene skitser, der hverken får liv eller mæle, og forhistorien om den ligeledes universitære Leo har hverken kraft eller intensitet nok til at fange sin læser flere sider ad gangen. Slet ikke i sammenligning med den begyndende kærlighedshistorie, der hele tiden blot antydes og aldrig ekspliciteres. Til slut, endog, i maritime omgivelser, der giver mindelser om Anita Brookners Hotel du Lac, imens resten af historien, mere traditionelt, udspiller sig i intimsfæren; i Karens lejlighed, i Erikas lejlighed, i Erikas sofaarrangement og Karens køkken, hvor de to kvinder genkender sig selv i hinanden og bryder sig om dem, de ser.
"Vi sidder her mellem Erikas flyttekasser, som kun meget langsomt kan pakkes ud, eller vi sidder hos mig i solens første stærke, så svindende lys og prøver at få øje på os selv, eller bedre: Vores roller. Man skulle tro, at vi var vant til det, men det er slet ikke tilfældet. Det er netop i særlig grad ikke tilfældet."

I cirkler nærmer vi os på denne måde kvinderne Karen og Erika, romanens absolutte energifelter, og som læser længes man lige så meget efter mere, som de to protagonister utvivlsomt gør. Romanen videregiver til fulde den spændte forventning til sin læser, og set gennem den lidt underfundige, lidt rationelt forstandige Karens øjne er man tillige i intelligent selskab undervejs. Lidenskabsløst, men intelligent, fristes man til at skrive, for man fornemmer sorgen og savnet som en indestængt knude i teksten, men aldrig passionen og vildskaben. Aldrig utilsløret smerte og glæde.

Det skyldes mest af alt sproget, der flyder som en bevidsthedsstrøm fra Karens tastatur, men på en uforløsende tøjret og faktuel måde. Der er ikke tale om associationskæder som hos f.eks. Virginia Woolf, hvor den ene sansning fører over i den næste, men om lange stakåndede opremsninger kun afbrudt af kommaer. Stilen fungerer hos Woolf, fordi associationskæderne siger mere end de enkelte led, men den fungerer ikke her, hvor man gang på gang standser op og undres frem for at ane nye sammenhænge og læse videre. Føler utroværdigheden snige sig ind på én, for stik imod, hvad man kunne forvente af en intelligent, rationel fortæller med mange års sprogforskning bag sig, er sproget bemærkelsesværdigt ukoncist og famlende. Hvorfor ingen har set sig kaldet til at luge ud i ophobningen af 'ligesom', '-agtige', 'på én eller anden måde' og 'som sagt' er en gåde, der burde have været løst, inden teksten gik i trykken.
"Jeg synes i det hele taget, at hun [Erika] var god til disse billedlige beskrivelser; faktisk er jeg sikker på, at hun inspirerede mig til selv at prøve på noget lignende: En trang til at lade munden løbe, der i en relativt sen alder giver mig en forløsning, jeg ikke før har kendt til, som om en hel række stumme indtryk, jeg tidligere kun fornemmede som et udefinerligt pres i både fysisk og psykisk forstand, nu kan finde på at stille op på rad og række i en billedstrøm, som på forunderlig vis, uden særlig anstrengelse, marcherer ud af mig i form af ord."

Dette arbejde med at gøre ord, der før var brugsting, til kunst, og i det hele taget arbejdet med at tage sproget og dermed verden i sin besiddelse, er absolutte hovedtemaer i bogen. Det samme er det tilfældige møde mellem mennesker, der udvikler sig til en afgørende inspirationskilde. Men jeg savner handling, der forløser, frem for ord, der beskriver og fortolker. Eller forsøger på det. Savner, at noget rykker sig i teksten, fordi der er noget på spil. Show it to me - don't tell me about it! tænker jeg gang på gang, imens jeg vender sider og læser flere lange passager, der risikerer for lidt. Hvor ville jeg ønske, at Pernille Tønnesen havde turdet åbne sprækkerne lidt mere og havde lagt den selvcensurerende Karen lidt på hylden. Jeg gider ikke læse høflige passager om sorg og smerte, når der er grund til at turde stå ved, at tab gør inderligt ondt, og det hjælper ikke stort, at sorgarbejdet for disse kvinder består i at klimpe lidt på klaveret og glo på hjernedøde akvariefisk-screensavere. Hvorfor skal Dagenes rusken partout affirmere, at kvinder, selv i sorgen, agerer pænt og selvudslettende?

Når det er sagt, er både stemningen og den øvrige tematik vægtige grunde til at gå i kast med læsningen alligevel. For heldigvis er vi her lykkeligt forskånet for både klassikerne Kvinde midt i 40'erne erkender endelig overfor sig selv (og gud fri mig vel hvor tager det lang tid og mange tilløb) at hun i virkeligheden er til kvinder, og Kvinde midt i 40'erne tør alligevel ikke at kaste sig ud i kærligheden efterfulgt af tragisk slutning, hvor hun enten dør, finder sig en mand eller vandrer alene langs havet, imens Dagen svalnar mot kvällen. For i Pernille Tønnesens univers er en lesbisk kærlighedshistorie ikke i udgangspunktet en ulykkelig historie. Faktisk er den bare uden spor af frygt, forbehold og forholden sig til følelserne på nogen som helst anden måde end netop bare, at de er der.

At jeg fremhæver dette som en kvalitet ved bogen, siger afgjort noget om, hvor langt vi endnu er fra faktisk seksuel ligestilling i Danmark i dag. Og nu, hvor jeg er så godt i gang med det glædelige fravær af temaer, der overhovedet aldrig burde have spøgt, er det rent ud befriende at læse om kvinder i 40'erne, der ikke tvangsmæssigt forholder sig til temaet Alder, som udgjorde det et traumatisk omdrejningspunkt i enhver 40-årigs liv. Vi slipper her for pinagtige "afsløringer" af pseudodesperate tanker og handlinger, som utvivlsomt vil vække genkendelse og latter hos kvinder som flest. Slipper for den smagløse cocktail af chok over kropsligt forfald, såkaldt midlife crisis og smarte bemærkninger helt oppe på beatet. Og glædeligst af alt slipper vi for, at de to barnløse protagonister fortryder og begræder deres barnløshed til tonerne fra Nu har jeg forspildt mit livs chance. Det er ellers én af kendingsmelodien til det Moder Jord-backlash, vi er vidner til i disse år.

I stedet for denne heteronormative cementering af, at enhver kvinde over 40 bør leve et liv i evig higen efter et yngre, medieskabt spejlbillede, eller, alternativt, i desperat søgen efter den store forløsning i form af en mand, hvis ikke hun har én i forvejen, portrætterer Pernille Tønnesen to selvstændige, værdige kvinder, der hverken higer, venter eller søger. De er bare uden de store armbevægelser, og hele fremstillingen bærer præg af tiltrængt modenhed og integritet. Fokuspunktet er i stedet de tanker, kvinderne gør sig der, hvor de står nu, midt i det hele. Tanker om hvordan dele af livet pludselig er fortid, hvordan tilfældighederne har ført dem fremad, og hvordan de valg, de har truffet, og de mennesker, de har mødt, har haft afgørende betydning for det liv, de har ført indtil nu. På den måde kommer det lidenskabsløse, faktuelle og beskrivende på sin vis til sin ret. Det brænder ikke dybe mærker i læserens inderste, og som det sikkert fremgår, savner jeg gennemgående lidt temperament og kasten med porcelænet, men fremstillingen har en tidløshed over sig, der må tale til alle uanset alder, køn og seksuelle præferencer. Hvis det lyder som en anbefaling, er vi så afgjort på rette vej.

Foto: Erin La Rue "Happy Valentine's Day" & Tae

Min første feature

2007-11-23T13:17:00.000+02:00

Forbudt lesbisk roman på gaden

Feature bragt i Forum for køn og kultur, 18. januar 2001

Vi skriver år 1945. Foran indgangen til Cinéma des Champs-Élysée bliver den 37-årige Simone de Beauvoir præsenteret for en jævnaldrende kvinde, der beder hende læse manuskriptet til det, der siden - og med Beauvoirs hjælp - bliver til debutromanen L'Asphyxie (Kvælning, 1946)

Det skulle vise sig at blive et spændende møde.

Den ukendte kvinde er Violette Leduc, og fra første færd er hun grænseløst lidenskabeligt fascineret af Simone de Beauvoir, der på ingen måde føler andet og mere end professionel interesse for Den Grimme Kvinde, som hun konsekvent kalder hende, når hun ikke er til stede.

Til sin elskede Nelson Algren skriver hun irriteret: 'Hun [Leduc] har givet mig sin dagbog, den er meget talentfuldt skrevet, hun taler om sin kærlighed til mig, det er meget ubehageligt', og vist er Violette Leduc langt fra en konventionel skønhed, men skrive - det kan hun. Og det selv om for få har ofret hendes tolv romaner megen opmærksomhed i de tredive år, der er gået, siden hun døde af kræft i 1972.

Ganske vist nøjes Beauvoirs biografier med at namedroppe Violette Leducs navn hist og pist (Francis & Gontier, Les Ecrits de Simone de Beauvoir, 1986 og Deirdre Bair, Simone de Beauvoir, 1990), når der er brug for lidt sødt&klistret til at holde blodsukkeret oppe. Og efter endt læsning kan man svært tro meget andet, end at hendes eneste relevans for eftertiden er, at hun begærede Beauvoir og gjorde et noget ynkværdigt, psykisk ustabilt og tryglende indtryk på denne.

Leduc reduceres ganske enkelt til kvinden, der gentagne gange formåede at forelske sig i dem, hun ikke kunne få, fordi de enten var bøsser eller heteroseksuelle kvinder - levende beskrevet i prosadigtet L'Affamée (Den begærlige, 1948), der er Leducs temmelig utilslørede kærlighedserklæring til Beauvoir.

Men først som sidst er hun kvinden, som Beauvoir hjalp frem uden at få nævneværdigt meget igen. Først ved at sørge for, at dele af hendes debutroman blev publiceret i det nystartede tidsskrift Les Temps Moderne og siden ved at skrive et forord til hendes eneste publikumssucces, La Bâtarde (Bastarden, 1964). Her trak hun endnu engang på selvbiografisk materiale i form af hovedpersonernes slående lighed med ægtemanden Jacques Mercier og ungdomskæresten, Leducs tidligere lærerinde Denise Hertgès.

Men Violette Leduc er andet og mere end sin livshistorie, der byder på ulykkelig kærlighed, selvmordsforsøg, elektrochok, sovekure, abort, erklæret moderbinding og frygt for mænd. F.eks. er hun en ganske fremragende forfatter.

Det kan man forvisse sig om ved at læse den ucensurerede texte intégral-version af den kontroversielle roman Thérèse et Isabelle, som forlaget Gallimard netop har udgivet med rundt regnet halvtreds års forsinkelse.

Egentlig er der tale om en bortcensureret indledning til Violette Leducs roman Ravages fra 1955. En roman, der led den tort at blive stemplet som skandaløs af forlaget Gallimard og derfor retoucheret til tandløs ukendelighed til forfatterindens frustration og forsøgsvise selvdestruktion (det er her, selvmord og indlæggelse kommer ind i billedet). Hun havde trods alt arbejdet på denne roman, der var tænkt som kvinden Thérèses psykologiske og seksuelle udviklingshistorie, i hen ved seks år, og som så ofte før og efter trak hun også denne gang på det selvoplevede, nemlig sine relationer til en ikke-identificeret skoleveninde, lærerinden og ægtemanden.

Den bortcensurerede del, som Gallimard altså fandt skandaløs, omhandlede den seksuelle relation til skoleveninden og dermed Thérèses teenageår og første seksuelle erfaringer. Disse år fik nu det hvide snit, og det er ikke vanskeligt at forestille sig, at udviklingshistorien i sin helhed tog skade og forekom både ufuldstændig og amputeret. 'Det er mord!', som Violette Leduc konkluderede i sin tredje selvbiografi La Chasse de l'amoura (Jagten på kærligheden, 1973) og uddybede; 'de ønskede ikke at se oprigtigheden i Thérèses forhold til Isabelle'.

Alle muligheder for at få manuskriptets bortcensurerede sider publiceret blev forsøgt, men uden held. På opfordring af Beauvoir besluttede hun sig i begyndelsen af 60'erne for at omarbejde de "skandaløse" sider og indflette dem i sit igangværende projekt, selvbiografien La Bâtarde. Thérèse skiftede navn til Violette, metaforer og dialoger blev kraftigt modificerede, og som sådan udkom da den purunge Thérèses/Violettes forhold til den jævnaldrende Isabelle i 1964 godt forklædt som tredje kapitel i La Bâtarde.

Men det blev heldigvis ikke enden på historien. La Bâtarde viste sig nemlig at blive en veritabel salgssucces, og det foranledigede Gallimard til at udgive Thérèses bortcensurerede ungdom i en lettere omarbejdet form som selvstændig roman i 1966 under titlen Thérèse et Isabelle. De første 37 sider skønnedes dog fortsat at være for uanstændige, og ville man alligevel læse dem, måtte det ske on the side. Gallimard lod dem simpelthen publicere for sig selv.

Det er disse forkætrede 37 sider af Thérèses ungdom, der nu endelig er vendt tilbage på rette plads, ligesom småændringerne i originalmanuskriptet er rettet tilbage og værket i sin helhed forsynet med noter og et oplysende efterskrift af Carlo Jansiti, som har skrevet en omfattende biografi om Leduc (Grassat, 1999).

Thérèse et Isabelle kan dermed endelig læses i sin helhed.

På dansk har man dog endnu ikke noget valg; vil man læse Thérèse et Isabelle, må man tage til takke med en oversættelse af 1966-versionen og gætte sig til de første 37 sider, for dem fandt Hans Reitzels Forlag angiveligt ingen grund til at medtage i oversættelsen fra 1967. Til gengæld fandt forlaget det på sin plads at forsyne romanen med en forklarende bagsidetekst, der fastslår, at 'ungdommens følelsesliv /../ ofte [er] ekstatisk og fyldt med mærkeligt beåndede og poetiske fantasier, som er aldeles hensynsløse over for alt andet end ungdommen selv'.

Den konstatering er temmelig misvisende og mest af alt en smule komisk. For det ville være synd at påstå, at Thérèse et Isabelle udspiller sig i et 'mærkeligt beåndet og poetisk' fantasiunivers, ligesom det svært lader sig gøre at skubbe historien langt ned i kategorien 'ungdommens følelsesliv'. Der er nemlig tale om noget så sjældent, i hvert fald for sin tid, som en fuldstændig utilsløret skildring af to kostskolepigers erotiske og altopslugende besættelse af hinanden. Tre dage og tre nætter i selskab med Thérèse og Isabelle, der ikke foretager sig stort andet end at udforske hinanden.

Ydre handling er det så som så med. Vi befinder os på en kostskole; på gangene, i sovesalene, på biblioteket, kort sagt alle de steder, hvor Thérèse og Isabelle har held til at mødes uden at blive set. Ekstatiske, metaforiske optrin afløser hinanden for pigerne, hvis eneste tanke er hinanden og mulighederne for snarligt gensyn, og tekstens fokus mimer til perfektion dette indsnævrede, eksalterede univers, hvor både fortid, fremtid og samtid har mistet enhver betydning. Alt, der tæller, er lige her og nu.

Violette Leducs erklærede mål var at oversætte følelser til ord så nøjagtigt og minutiøst, som det overhovedet lod sig gøre, men med tiden måtte hun sande, at det ikke var så ligetil og - efter eget udsagn - langt fra altid lykkedes optimalt i Thérèse et Isabelle. Hun gjorde sig ellers heroiske anstrengelser. I La Folie en tête (Den vanvittige, 1970) fortæller hun blandt andet, hvordan hun i sine bestræbelser på at tillempe ordene den private erotiske virkelighed efterprøvede deres virkning på sig selv, mens hun skrev dem:

'Hvordan skal man beskrive følelsen? Hvordan skal man stadfæste følelsen? /.../ Jeg elskede med mig selv, jeg elskede med mig selv med den største oprigtighed. Jeg var Thérèse, jeg var Isabelle. Jeg indlod mig med mit eget stilehæfte'

Det kunne der utvivlsomt være kommet megen ligegyldig B-litteratur ud af (der findes i alt fald adskillige eksempler på dette indenfor nyere lesbisk litteratur.) Men Thérèse et Isabelle er der tale om en fascinerende skildring af dynamikken mellem de to unge piger og ikke bare saftig godnatlæsning og erotiske optrin uden mål og med, blodfattige personskildringer, tåbelige floskler og almindelig spild af tid.

Det er i denne skildring, at romanen er særdeles interessant. Leduc benytter sig nemlig ikke af den heteroseksuelle skabelon, når rollerne skal fordeles, det vil sige den yndige/feminine/tilbageholdende femme/kvinde/lipstick lesbian overfor den mandhaftige/beskyttende/håndværkeragtig butch/tomboy/dyke. En model, man dels kender fra legendariske relationer som Gertrude Stein/Alice B. Toklas, Radclyffe Hall/Una Troubridge, og Mary Ann Willson/Miss Brundidge, dels ser fremskrevet til perfektion i Halls The Well of Loneliness (1928). Her bærer den kvindelige hovedperson sågar mandsnavnet Stephen, ligesom Hall i øvrigt livet igennem foretrak at blive kaldt John.

Man kan passende kaste alle tanker om skabeloner ud til højre, inden man går i kast med Thérèse et Isabelle, for ellers får man sit hyr med at holde rede i, hvem der egentlig spiller hvilken rolle. Så er det Isabelle, der dominerer Thérèse. Så er rollerne vendt om. Og med eet er hele opsatsen blæst bort og afløst af fuldkommen spejling og samhørighed:

'Vi gjorde det udenad som om vi havde kærtegnet hinanden fra før fødslen, som om vi føjede et led til en lænke. Isabelles hånd, som foruroligede mig nær hoften, var min egen, og min hånd på Isabelles side var hendes. Hun var et genskær af mig. Jeg var et genskær af hende. To spejle elskede hinanden.'

Naturligvis er der en slange i dette paradis. Eller to. For af og til brydes samklangen af en falsk, skinger tone i form af Thérèses mor, der har forladt sin datter til fordel for en mand:

'Jeg tryglede for hendes fødder: Gift dig ikke, gift dig ikke...Vi ville have foretaget os en masse sammen: vi ville have været hinanden nok. Jeg havde det varmt i hendes seng. Hun kaldte mig sin lille stodder. Hun sagde: put dig i min arm. Hun har springmadras i sengen og omfavner mig ikke mere. Den herre er i mellem os. Hun vil have en datter og en mand. Jeg har en fordringsfuld moder. Jeg er lukket inde på kostskolen /.../ Du er den eneste her på jorden, det er kun dig, jeg elsker her på jorden, siger hun. Men hun har nogen. Jeg traf Isabelle. Jeg har nogen. Jeg tilhører Isabelle, jeg tilhører ikke længere mor'.

Det kan næppe komme som en overraskelse, at dette citat har givet anledning til den fortolkning, at Thérèse i Isabelle har søgt og fundet en erstatning for sin tabte mor. Andre har inddraget Leducs egen livshistorie for at kunne drage den konklusion, at Thérèse som Leduc lider af moderbinding og angst for mænd. Med andre ord er Thérèse et Isabelle pludselig ikke længere en roman om følelserne mellem Thérèse og Isabelle men en roman om, hvorfor pigen Thérèse mon er blevet så 'mærkeligt beåndet'. Eller rettere: Hvad gik der mon galt, siden Thérèse blev homoseksuel?

I Violette Leduc: Mothers, Lovers, and Language (1994) gør Alex Hughes et på alle måder sympatisk forsøg på at hive Thérèse et Isabelle op af denne fortolkningsfælde. Indledningsvis fremhæver hun ganske vist, at metaforsporene, der følger moderen, og metaforsporene, der følger Isabelle, er de samme. Men i stedet for at indlæse lighedstegn på tomme pladser påpeger Hughes, at metaforerne bringer mindelser om nydelse, samhørighed, hemmelig have og fest, og derfor kan ligheden med fordel læses som et venligt men bestemt wake up call. Et vink om, at mor/barn-forholdets positive aspekter er overført til forholdet mellem de to piger. Eller med andre ord: At det lesbiske forhold er at regne for en positiv, harmonisk konstellation.

Og når konstellation brydes, og lad mig da bare røbe, at heller ikke Thérèse og Isabelle går ram forbi, så skyldes det ikke, at pigerne endelig har fundet en mand/kedet sig ihjel/indset problemet eller bevæget sig i hver sin retning men i stedet, at den verden, der omgiver dem, lidt efter lidt har transformeret det, der engang var positivt og harmonisk. Det fremgår tydeligst af Thérèses og Isabelles afsluttende besøg på et lummert bordel, hvor de har søgt tilflugt for at kunne elske uforstyrret med hinanden men konstant forstyrres - dels af lydene fra det heteroseksuelle par i værelset ved siden af og dels af Thérèses forestillinger om, at en mand betragter hende under døren. Efter denne oplevelse kan pigerne ikke længere genfinde den totale samhørighed. Magien er for altid brudt og det sidste punktum sat.

Det ville være synd at påstå, at vi her er vidne til et afsluttende festfyrværkeri af glæde og håb, men til gengæld er udgangen muligvis realistisk.

Den er i alle tilfælde en tanke værd.

Foto: Tetheredto ""Hours clot. Birds flap like passports. Fields explode with temper tantrums. Here comes trouble."

Den første kronik

2007-11-23T12:47:00.000+02:00

Jeg skrev min første kronik i Berlingske i 2001. 24 år gammel og ret forpisset over status quo - og over forfatterinden Angela Brink, der havde skrevet en 8. marts-kronik, hvori hun angreb feminister for at beflitte sig med luksusproblemer. Siden blev Angela min ven og kronikken mit første samlede bud på, hvorfor feminismen er vigtig, og hvad den går ud på. I dag vil jeg nok mene, at kronikken er for rodet og forfattet i for passivt et sprog, men indignationen er i hvert fald til at tage og føle på. Den kulminerede i antologien De røde sko - feminisme nu, som jeg redigerede. Den udkom 8. marts året efter.

En "luksusfeminist" taler ud

Kronik bragt i Berlingske Tidende 27. marts 2001

De seneste par uger har jeg undrende kunnet konstatere, at Kvindernes Internationale Kampdag er blevet vejet og fundet for let i disse spalter, og det mere end én gang. Senest i søndags, hvor Annelise Bistrup opsummerede situationen i det - åbenlyst - vigtige spørgsmål: Hvad er det egentlig, der kæmpes for?Og det er værd at overveje. Særligt nu, da debatten endnu engang er endt i et miskmask af pseudopropagandistisk afskaffelsesretorik rodet obskønt sammen med lige dele hakkeordensmentalitet og planløs emneindkastning.

Så er det ligeløn og bedre orlovsordninger, der diskuteres og kæmpes for, så er det bedre vilkår for samlebåndsarbejdere, homoseksuelle, enlige kvinder, og mand og kvinde i skøn forening. Og hvem er modstanderen overhovedet? Er det mændene? Nyfeministerne? De småborgerlige kernefamilier? Dansk Folkeparti? Ligestillingsministeren? Ja, for én eller anden må det nødvendigvis være, hvis det er en regulær kamp, der er tale om.

Det er på tide at se skoven for bare træer. Alvorligt på tide at indse, at der er adskillige kampe at kæmpe, der hverken kan affejes som mentalitetshistorie, finkulturelt fnidder-fnadder eller outdatet statistik. Og det er ikke mindst alvorligt på tide at slå fast, at de kampe, der bør kæmpes, er vidt forskellige kampe med vidt forskellige implicerede, som hverken kan reduceres til en ensartet fælles grød af søstersolidaritet endsige afvejes i forhold til hinanden som mere eller mindre væsentlige for danske kvinders (og mænds) velbefindende. Hvad der er væsentligt, og hvad der er uvæsentligt, afhænger simpelthen af, hvem, hvor og hvornår, man er.

Jeg er én af de nyfeminister, Angela Brink langer ud efter i sin kronik (7.3.). Én af de ’luksusfeminister’, der ’i al højrøvethed’ sætter ’dybt irrelevante’ ’finkulturelle’ emner til debat. Ordene er naturligvis Brinks og ikke mine egne, eftersom jeg regner netop den kulturelle kønskamp for endog særdeles væsentlig. Kampen mod mediernes undertrykkende, stereotype fremstilling af, hvad det vil sige at være kvinde og mand i Danmark og kampen for, at tanketomme stereotypier problematiseres og medieskabte vrangbilleder sættes til debat.

Det kan være i Lars von Triers film, sådan som Brink nævner, men det kan lige så godt være alle de andre steder, hvor kønnene fremstilles på en lidet hensigtsmæssig måde: I reklamer, i ugeblade, i TV eller her i avisen. Der er faktisk ingen grænser, når blot man er opmærksom. Og det bør enhver dansker blive. For kun gennem en bevidsthed om de roller, man som kvinde eller mand forventes af indtage i dagens Danmark - fra opførsel til påklædning til livsstil og så videre - kan man reelt vælge til og fra og dermed i sidste ende vælge sin egen måde at være kvinde eller mand på. Vælge sig selv, om man vil.

For jeg er så uendelig træt af, at nyfeministisk engagement per automatik stemples som en gang tåget højpandet bavl, som ingen for deres død hverken fatter eller begriber. Jeg synes, det er dybt forstemmende, at ethvert forsøg på en samfundsanalyse, der i udsyn befinder sig lidt over gulvhøjde, straks stemples som ’finkulturel’ med direkte pil til ’højrøvet’ og ’irrelevant’, blot fordi den ikke taler direkte til folkeviddet som et andet amerikansk quizprogram. Hvorfor uddanner vi dog universitetsfolk her i landet, hvis de alligevel formenes adgang til at videreformidle deres viden om noget som helst relevant? Hvorfor er det suspekt, at veluddannede kvinder åbner munden om de emner, der ligger dem på sinde?

En sådan antagelse forudsætter selvsagt, at man kan måle og veje, hvilken gruppe kvinder, der har det kvalitative værst i vores samfund. Og skulle det virkelig være tilfældet, vil jeg foreslå, at man nedlægger Ligestillingsministeriet per omgående, eftersom kvinder i Afghanistan, Burma, Yemen og andre steder ud fra disse måle/veje-kriterier utvivlsomt er meget mindre ligestillede end nogen dansk kvinde. Selv kvinden ved samlebåndet.

Det er på tide at slå et par ting fast. Først og fremmest at der ikke er én kønskamp, der skal kæmpes, men flere - heriblandt den kulturelle kamp for at komme kønsklichéer til livs. Jeg siger ikke, at denne kamp er mere væsentlig end den, der føres i Dansk Kvindesamfund og andre steder. Jeg siger heller ikke det modsatte. Til gengæld siger jeg, at nyfeministiske debattører forholder sig til de problemstillinger, de gør, fordi det er dem, de føler sig kvalificerede til at udtale sig om, og fordi de har en begrundet formodning om, at det er problemstillinger, der hidrører os alle.

Skulle man nu mene, at dette bidrag til samfundsdebatten er ren luksus, lysner det heldigvis i øst, eftersom de humanistiske uddannelser jo på sørgelig vis drænes for midler i disse år. Angiveligt har lægestanden og andre, der bidrager til indbyggernes helt basale overlevelse, fortsat højprioritet, selv om Danmark mig bekendt hverken er et u-land, krigshærget eller af andre grunde kan retfærdiggøre en sådan mental underskudssituation. Og hvordan kan man overhovedet mene, at den kulturelle kønsdebat kun vedrører et fåtal, når et af dens væsentligste genstandsområder; massemedierne, masseforbruges af jævnt hen alle samfundsgrupper? Hvordan kan man tillade sig at sidde overhørig, at masserne forbruger og dermed nødvendigvis påvirkes af et rystende ringe "produkt" fyldt med stereotype kønseksponeringer?

Det er simpelthen på høje tid at indse, at det er tegn i sol og måne på, at kønskampen ikke er en nævekamp, der kan vindes med de bare hænder, men en kamp, der også udspiller sig på andre arenaer, hvor helt andre våben må tages i brug. Tør jeg nævne det skrevne ord.

Man behøver blot at gå et par dage tilbage, helt præcist til Henrik Lists seneste udgydelser (18.3), for at finde et illustrativt eksempel, der tillige turde sætte Bistrups kampdagsafblæsning i relief. List foregiver her ganske vist at interviewe skuespillerinden, kvinden, mennesket Kate Winslet, men reelt interviewer han på skamløs vis Kate Winslets krop. Se bare: "Umiddelbart efter "Titanic", da mennesket Kate Winslet slap kroppen ud af filmens viktorianske (sic!) snøreliv, blev hendes vægt pludselig et verdensomspændende debatemne. Simpelthen fordi hun /.../ ikke er åleslank men derimod - som man kunne konstatere med fornøjelse i nøgenscenerne i "Holy Smoke" - er en sund, normal pige med bløde kurver og frodige former. Hvilket i hvert fald for denne journalist er endnu en grund til at respektere hende for at gå op imod tidens tendenser."

Desværre er List kun en lille fisk. Én af de mange, der under dække af progressivitet og "respekt" har held til indflette en sand kakofoni af kønsbegrænsende, krænkende stereotypier, der uden modstand videreformidles til læseren som et dybt usagligt bud på, hvornår en kvinde er værd at elske. For i al sin respektløse visualisering og kommentering af Winslets krops beskaffenhed får List præciseret, at mennesket Kate Winslet er lig kroppen Kate Winslet. Og herfra er det en smal sag for List at udtrykke sin ’respekt’ for Kroppen Kate, som var hendes indhold og eventuelle talenter udi den ædle skuespillerkunst fuldkommen sekundære parametre i det samlede regnskab.

Og det bliver værre endnu. For denne tendens til at reducere kvinden til hendes krop florerer tydeligvis også blandt kvinderne selv. Man behøver blot at lytte til nivelleringssamfundets ultimative tågehorn; det pinagtigt banale Big Brother, hvor en kvinde i fuld alvor bekender, at hun håber, at hendes deltagelse i programmet kan resultere i en billedserie for M! Magazine. For, som hun siger, selv kedelige Camilla Martin tog sig lækkert ud, da først M! retoucherede hende og iførte hende lak og læder-outfit med udsigt til stykker med bart.

Hvorfra stammer denne forkvaklede pigedrøm om at blive gjort til retoucheret begærsobjekt i et mandeblad side om side med biler, modetøj og scoretips? Drømmen om at måtte laves om for at være værd at elske? Næppe fra kvinden selv eller fra de mange andre, der udsætter deres kroppe for tvangsmæssige slankekure, overmotionering, plastickirurgi og alverdens tåbelige modeluner for at kunne udfylde Claudia Schiffers formstøbte Barbie-skabelon. Inklusive de tomme øjne. Nej, drømmen stammer fra massemedierne. Den stammer fra det faktum, at kanaler som TvDanmark vælger at reproducere og dermed legitimere dybt beklagelige forestillinger om, at en kvindes værdi er lig størrelsen på hendes BH. Den stammer fra, at Heather/Shania/Cindy først er "worth" noget som helst, når de ifører sig L’Oreals forskønnende farvepallet i de samme dødssyge reklamer aften efter aften. Den stammer fra, at selv konventionelt succesfulde kvinder som Camilla Martin signalerer, at det er helt i orden at stille sig halvnøgent til skue, når bare billederne bliver æggende nok. Fra det faktum, at det efterhånden er komplet ligegyldigt, hvad man har at sige i nutidens fjernsyn, hvis bare man bliver set og er på. Fra Lists selvgode stillingtagen til Kate Winslets krop i disse spalter. Og ikke mindst fra det faktum, at en gruppe kvinder nu har fundet det for godt at opstille et blændværk at henvisninger til kampdagens overvintrede, mentalhistoriske karakter, som var kampen selvklart ovre for længst.

Men det er den ikke. Så længe den slags begrænsende kønsstereotypier reproduceres til bedøvelighed, er der al mulig grund til at fejre Kvindernes Internationale Kampdag - ikke én gang om året men hver dag. Det er én af de ting, enhver moderne kvinde og mand bør kæmpe for.

Illustrationer: Myrtepeert "Crunchycrabby" & Martine Noring. Illustration fra De røde sko

Out of the closet!

2007-11-23T12:13:00.000+02:00

Da den feministiske antologi Nu er det nok. Så er det sagt (red Goth, Schelin, McLean & Petersen) udkom i år 2000, skrev Forum for køn og kulturs daværende redaktør, Annette Nielsen, en anmeldelse, hvor hun efterlyste en lesbisk stemme. Hun skrev: "Det ville have klædt Nu er det nok at have et personligt indlæg fra en ung lesbisk, der gerne vil kaldes kvinde og som kunne have bidraget med lidt nye erfaringer fra den front." Jeg læste de sætninger mange gange. På det tidspunkt var 23 år og hverken feministisk aktiv eller udsprunget for andre end min familie og mine venner. Men jeg besluttede, at det måtte være mig, denne ukendte Annette skrev til. Jeg mærkede, at det var tid til at tage tyren ved hornene. Så jeg satte mig ned og skrev nedenstående artikel til Forum, og jeg er stadig vildt glad for den. Og for Annette. På grund af artiklen lærte vi hinanden at kende, og i sommer blev vi gift. Den originale tekst kan læses her

Når kvinder elsker kvinder

Artikel bragt i Forum for køn og kultur, 23. marts 2000

Da jeg var lille, boede Niels og Gunnar i parcelhuset ved siden af vores. Et gult hus fra først i 70'erne ligesom alle de andre i rækken, om end dårligt vedligeholdt, som min far ville sige, med ubeskårne træer og vilde blå blomster, der spredte deres frø helt ind i vores indkørsel. Jeg holdt meget af blomsterne, så blå midt i alt det lysegrønne, og når min far havde gjort det af med de få udbrydere mellem stenene, ville jeg driste mig til at række igennem hækken, helt ovre i hjørnet, hvor ingen kunne se mig, og plukke så mange, jeg kunne nå. Der var faktisk kun én ting, jeg holdt mere af, og det var Lisa, Niels' og Gunnars - fra mit perspektiv - enorme hund, der af og til kom over til hækken, så jeg kunne klappe hendes bløde brune pels.

Egentlig hed Lisa 'Liza', det var i hvert fald sådan, Gunnar udtalte det, når han kaldte på hende fra terrassedøren, og jeg syntes, at det var det smukkeste navn, jeg nogensinde havde hørt. Så i lang tid plagede jeg min mor om at kalde mig Liza, men hun grinede bare af mig og sagde, at det var meget bedre at hedde Christina end at hedde det samme som naboens hund. Endelig en dag inviterede Niels mig på besøg, bare sådan ganske kort, men da jeg kom hjem og ville fortælle om Liza og Niels' blå kanariefugl, der kunne tale, havde min far en dyb rynke i panden og sagde, at jeg ikke skulle besøge Niels og Gunnar igen.

Jeg tror ikke, at jeg spekulerede så meget over hvorfor, ikke dengang, men det kom jeg til langt senere, da den sjællandske provinsby med gadekæret og tonerne fra Kvicklys panfløjteforbrugsidyl og for mange koteletter i fad og min lærer, som det var helt i orden at behandle uforskammet, fordi han vist nok var bøsse, og vejene, der enten havde navne efter træer eller fugle eller hed Østergade og Vestergade og alle, der kendte alle og gik i det samme tøj, fordi der kun var én ordentlig tøjforretning, havde fortonet sig. Jeg kom især til at spekulere over det, fordi jeg genfandt mig selv som en af dem, mine forældre i sin tid forbød mig at omgås og oplevede, at det ikke kun var dengang for henved tyve år siden, at man måtte se sig tilskrevet de mest fantastiske motiver og den mest stereotype, stupide adfærd, i det øjeblik ens kæreste var af samme køn som én selv.

Det oplever man sandelig stadig. I dag. I år 2000. Og i København som 23-årig kvinde. Desuden og nok så chokerende: Det gik op for mig, at en kvinde, der vælger en mand fra, er en omvandrende provokation, som det hurtigst muligt gælder om at kønsneutralisere. Ikke noget med kvinde her! For kvinde er ikke noget, man er, det er noget, man bliver, men tilsyneladende kun i samspillet med en mand. Eller?

"Jeg kan sagtens acceptere, at du lever, som du gør. Virkelig. Jeg forstår det bare ikke," hører jeg den ene efter den anden sige til mig på min alenlange indre film, som jeg gladeligt ville klippe i nonsensstavelser, hvis jeg kunne. Nu. For der gik lang tid, inden jeg helt forstod, at denne tilkendegivelse af accept og sympati er behæftet med fuldkommen urimelige forventninger. Dels og slemt nok at jeg forventes at være taknemmelig over, at nogen overhovedet gider at acceptere mig, og dels men langt værre, at jeg stiltiende, helst smilende, skal finde mig i, at andre tager aktiv stilling til mit kærlighedsforhold - eller for at være mere præcis; den del af mit kærlighedsforhold, der gør det forskelligt fra et forhold mellem en kvinde og en mand, nemlig den seksuelle del. Og ærlig talt, det ser jeg ingen grund til at være spor taknemmelig over. Faktisk kan jeg ikke se, hvad vildt fremmede mennesker har at gøre i mit soveværelse.

Jeg blev ringet op af min gode veninde, som havde inviteret mig til at holde jul med sin familie i udlandet. "Min bror synes ikke, det er en god idé, at du kommer", sagde hun forarget og chokeret, "Han spørger, hvad jeg tror, min mand vil sige, hvis jeg rejser alene med én, der er lesbisk".Tænk bare! Når man har en kvindelig kæreste, så betyder det i følge min venindes bror (og er han den eneste?) at man tilhører kategorien 'lesbisk', og at man før eller siden - som en anden patetisk Mr. Hyde - vil kaste sig frådende og skrupelløst over en hvilken som helst kvinde, der måtte strejfe ens desperate synsfelt. Et interessant tankeeksperiment, måske, men i længden kræver det en vis humoristisk sans at se sig selv reduceret til en småliderlig femme fatale, der - naturligvis uden held - forsøger at gøre manden rangen stridig. For op på siden af ham når man naturligvis aldrig, dersom man jo mangler det helt essentielle for enhver kvinde; det mandlige lem. Måske bruger man sexlegetøj? Småsterilt er det i hvert fald under alle omstændigheder.

Jeg er naturligvis dybt ironisk. Jeg er også ganske forundret og betragteligt nedslået over, at noget så sekundært som den seksuelle orientering stadig bruges som parameter for, om man befinder sig i menneskehedens første eller anden division. Især afføder det et regulært ønske om at slå hovedet hårdt mod en mur mange gange, når man i fuldt omfang fatter den himmelråbende forskel, der breder sig ud foran én som et kagebord hos svigermor i det velsignede øjeblik, kæresten er en mand og ikke en kvinde - det er pludselig så let og så acceptabelt, det hele, at det er til at gabe over. Min kvindelige kæreste var - og er, i øvrigt, men vi er ikke kærester nu - højtuddannet, blændende smuk, stilfuld og vindende af væsen. Men med hovedet støttet mod muren må jeg sande, at det, at hun er en kvinde betyder, at en hvilken som helst mand vil være mere acceptabel som min kæreste end hende. Og det alene fordi han er mand.

Og jeg? Til min ikke ringe frustration er det gået op for mig, at når jeg presses ned i kategorien 'lesbisk', fordi min kæreste er en kvinde - ganske uagtet, i øvrigt, at mine kærester har været af begge køn - så kan jeg faktisk slet ikke være femme fatale. I mine omgivelsers øjne er jeg nemlig ikke længere en fuldgyldig kvinde. Jeg er transformeret! Science fiction? Nej, desværre. Fysiske eller mentale ændringer? Heller ikke. Det, der gør hele forskellen, er, at en kvinde, der har en kvindelig kæreste, per definition er maskulin. Eller i det mindste androgyn. Selv er jeg meget feminin, det har mange også i tidens løb påpeget overfor mig ('du ligner jo slet ikke én, der er lesbisk'!), men det er ikke noget kompliment, for hvem, præcist, ønsker at ligne det stereotype, antikverede, endimensionale billede af den mandhaftige lesbiske dyke? Det er heller ikke, som man måske kunne tro, et udtryk for, at forventningerne om min reelle maskuline identitet er gemt bort. Tværtom. Under den pseudokomplimenterende fernis gemmer der sig en klar forventning om, at min femininitet er en maske, hvorunder mine mere ukvindelige sider stuves af vejen. Det gælder bare om at søge lidt, så skal de nok vise sig!

Spørgsmålstegn.

Jeg havde tilbragt en hyggelig dag med en veninde og mødte kort hendes mor for første gang. Bagefter refererede min veninde, at moderen havde sagt, at det næsten var spild, at sådan en flot pige som jeg ikke var til mænd.Man kan udlede flere ting af dette guldrandede statement, der afgjort må henregnes til kategorien af tvivlsomme komplimenter. Tvivlsomt, naturligvis, fordi jeg ikke plejer mit ydre med det formål, at det skal opfylde de konventionelle krav til, hvordan en kvinde skal se ud, hvis hun skal være attraktiv for en mand og på længere sigt egne sig til reproduktion. Meningen med enhver kvindes liv, i hvert fald hvis man skal tro Johan Cullberg, der i Dynamisk Psykiatri, lærerbogen for kommende psykiatere i 1995-versionen (!) indskærper sine læsere, at "...retten til at blive respekteret på lige fod med andre mennesker er indlysende. Derimod er det, efter min opfattelse, vanskeligt at betragte homoseksualitet som en biologisk normal seksualvariant, blandt andet fordi den udelukker reproduktion, som er seksualaktens overlevelsesmål." Her har vi den: The bottom line. Homoseksualitet udelukker reproduktion, derfor er man som homoseksuel i overhængende fare for at gå til spilde, derfor er det en unormal 'seksualvariant', og derfor er det helt på sin plads, at al argumentation centreres mod den seksuelle praksis. Sådan. Ikke et ord om, at et ganske betragteligt antal heteroseksuelle 'seksualakter' også må henregnes til 'unormale seksualvarianter', eftersom de foregår med prævention og dermed udelukker reproduktion. Og ikke et ord om at planeten jorden næppe kan siges at befinde sig i umiddelbar fare for affolkning, fordi en gruppe kvinder og mænd ikke får børn. Ikke et ord om, at en kvinde eventuelt kan have et både rigt og meningsfuldt liv uden børn. Og slet ikke et ord om det fuldkommen ulogiske i, at en kvinde skulle blive steril i det øjeblik, hun indtræder i et forhold til en anden kvinde.

Det forekommer forhåbentlig ikke bare mig selv absurd, at en sådan modargumentation skulle være nødvendig. Tænk at man efter al denne snak om ligestilling og andre familiemodeller end lige mand-kvinde-søn-datter i nævnte rækkefølge stadig bliver konfronteret med, at en kvinde har brug for en mand, hvis hun skal reddes fra at gå til spilde. At konstellationen mand-kvinde med andre ord er den eneste vej til et fuldt, lykkeligt og skabende liv. Sig mig engang; hvor langt er ligestillingen så præcist nået?

Jeg talte med et familiemedlem over telefonen. "At være homoseksuel er det samme som at være pædofil", fortalte hun mig, "begge dele skader andre". "Hvem skader jeg?" spurgte jeg. "Dine forældre", svarede hun. At blive sammenlignet med en pædofil er så tilpas langt ude, at man virkelig skal være deprimeret for at se det som udtryk for andet end grænseløs uvidenhed. Men deprimeret er man selvfølgelig også ind imellem, som ovenstående nok lader ane. Deprimeret over, at mennesker, fra hvem man havde håbet på støtte og respekt, i stedet slår 'pervers' op i fremmedordbogen, hævder, at alle dets betydninger passer på det liv, man fører og tilmed tror, at de er i deres gode ret til at mene det. (per'vers (fr., af lat. per'versus bagvendt, pp af per'vertere, se pervertere) forkert; unaturlig; moralsk, is. seksuelt fordærvet; abnorm) Lad mig for en ordens skyld gentage: Vi skriver år 2000. Deprimeret over at blive præsenteret som sin kærestes veninde eller taget for at være hendes søster uden at kunne korrigere, fordi man forventes at opføre sig diskret. Siden hvornår har det været påkrævet at opføre sig diskret, hvis man var sammen med en mand? Deprimeret over altid at skulle pointere, at man ikke lever anderledes end alle andre, faktisk, at man overhovedet ikke hader mænd, og at man ikke frekventerer storbyens betændte underverden, når man går i byen.

Det gør mig meget træt, al denne pointeren og tilbagevisen. For faktisk er jeg jo den samme, som jeg hele tiden har været, nemlig mig, individet Christina, der engang ville hedde Liza som naboens hund og som aldrig har syntes, at min kærestes køn var særlig afgørende. Hvor er respekten for mig blevet af? Og hvorfor vil mine medmennesker hellere beskæftige sig med mit sexliv fremfor med min sjæl, når jeg vælger det ene køn fremfor det andet?

Men selvfølgelig: At have en kvindelig kæreste er også berusende ind imellem, glædeligt svævende, fuldkomment, som alle andre forhold mellem to, der elsker hinanden. Det er jo derfor, man ikke bare vælger en mand i stedet. Og som det ofte er tilfældet, er det det store i det små, der gør hele udslaget; at genhøre Gloria Gaynors I Am What I Am langt fra Danmark eller i hjertet af København - og synge med. At pejle sig vej til Silver Moon Women's Bookshop i London og bruge en hel dag derinde på at indse, at der er skrevet tusindvis af bøger om kvinder, der elsker hinanden. At vide, at når man stadig kan smile som før, så skal der mere end en ørkenstorm til at udradere én af verdenskortet. At have mødt betingelsesløs opbakning der, hvor man mindst ventede at finde den. Og at indse, at åbningsfilmen på filmfestivalen i Berlin faktisk havde et lesbisk tema, sådan som man håbede, da man så filmplakaten. Men det er også lidt skræmmende om end ikke mindst grænseløst frydefuldt at have plukket så stor en buket af naboens blå, blå blomster, at den ikke længere kan skjules på ryggen. Eller må. For naturligvis er det ikke spor unaturligt eller forkert at følge sit hjerte, det er det eneste rigtige, også selv om det desværre har sine omkostninger at række ud efter det, man aller helst vil have. Endnu.